My Unavoidable Destiny {JB}

Fan Ficition. Jade er det fjerneste, man kan komme fra en Belieber. Hendes lillesøster er dog en sand fan, og Jade har intet at skulle have sagt, da hendes ti-årige lillesøster bliver inviteret til koncert, og skal have en myndig med; Guess who. To skæbner tørner sammen, og imod alle odds bliver de flettet sammen til én tæt skæbnetråd. Processen er dog hård og langsommelig, og undervejs kommer både Jade og hendes lillesøster ud for foruroligende oplevelser. Kan et så skrøbeligt forhold overleve de prøvelser, som det er uundgåeligt, at man vil blive udsat for, når man kender en celebrity?

10Likes
8Kommentarer
1993Visninger
AA

4. kapitel

Jeg trådte speederen i bund og så over min skulder, imod mine to passagerer. Lucy var efterhånden ved at blive friskere, hvilket jeg både var lettet og en anelse irriteret over. For hendes klager ville ingen ende tage.

"Kan vi ikke køre tilbage? Jeg har det fiiiiint." Plagede hun og lænede sig frem imod mit sæde.

"Der er altså ikke noget galt! Og jeg kommer aldrig til sådan en koncert igen! Jade! Jeg vil ikke hjem, Jade!" Jeg kunne se på min lillesøsters blik, at det trak op til storm, så jeg forblev tavs. Omsider lænede hun sig tilbage i sædet, men hun fortsatte dog med at sidde og mumle for sig selv, og jeg mente at høre noget i retning af: 'værste, dummeste, klammeste, ondeste..' og en masse andre ord i samme kategori. Jeg kæmpede imod en pludselig trang til at vende mig om og give hende én på hovedet for at være så utaknemmelig. Det måtte vente til senere, jeg var nødt til at holde øjnene på vejen.

Jeg lod hånden glide ned i lommen efter min mobil.. Og stivnede. No way, det var bare løgn! Jeg havde tabt min mobil i koncertsalen. Jeg skar tænder og mindede mig selv om, at jeg aldrig skulle tage til en koncert igen. Nogensinde.

"Er vi der ikke snart?" Spurgte Dana og skævede nervøst til min lillesøster, der stadig sad og surmulede. Og i det øjeblik ville jeg inderligt ønske, at det var så vel. Men der var stadig adskillige kilometer før, vi var hjemme.

*

Jeg drejede ind i indkørslen og slukkede bilen. Lucy og Dana var begge faldet i søvn på halvvejen. Jeg spændte min sikkerhedssele op og blev siddende sådan i et stykke tid. Mine tanker gik på vandring, og jeg greb mig selv i at være ved, at falde i søvn. Jeg rystede lidt på hovedet for at klare tankerne, og vendte mig så om imod pigerne.

"Vågn op tøser. Vi er hjemme nu," sagde jeg dæmpet, i en mild tone. Jeg betragtede min lillesøster, da hun langsomt begyndte at røre på sig. Nogle gange kunne hun ligefrem se sød ud, det lille pus. Et smil strejfede mine læber; Jeg elskede min lillesøster, uanset hvad jeg end måtte sige.

Jeg åbnede bildøren og trådte ud i den kølige aftenluft. På grund af Lucys lille stunt, var vi heldigvis ikke kommet alt for sent hjem. Døren i Lucys side gik op, og ud kom hun. Hendes søvndrukne øjne gled lidt rundt, og et øjeblik så det ud som om, at hun havde glemt hvor hun var, og hvad hun lavede. Så var øjeblikket forbi, og en rasende skulen var solidt placeret på hendes ansigt igen. Rettet imod ingen ringere end.. mig.

Mine øjne vendtes opgivende imod himlen, og jeg drejede omkring og gik hen til fordøren. Så var alt tilbage ved det gamle igen, sådan da. Med Lucy og Dana i hælene låste jeg os ind og tændte lyset i gangen. Der var fuldkommen stille i det velkendte hus, så jeg gik ud fra, at vores forældre var gået i seng.

"Skynd jer nu op og gør jeg færdige, så skal jeg komme og sige godnat, piger. Men vær stille!" Tilføjede jeg strengt, da jeg kunne se den ivrige samtale, der skulle til at gå i gang. Spøjs type, min lillesøster. Hendes vrede imod mig var allerede glemt til fordel for de ting, hun havde oplevet her til aften, skønt hun gerne ville have haft endnu flere oplevelser der. Man kunne ikke altid få, hvad man ville have, og det var hun vist også ved at lære; Men det betød ikke, at hun fandt sig stille og roligt i det.

Et kvarter senere var jeg også selv klar, og gik med tyste skridt ind på min lillesøsters værelse. Hun lå i sin seng, fordybet i en samtale med Dana. Hvad den handlede om, vidste jeg ikke, men jeg var heller ikke sikker på, at jeg ønskede at vide det. Mit ene øjenbryn røg i vejret, og jeg slukkede demonstrativt for lyset på kontakten. Jeg smilede, da jeg hørte deres forskrækkede gisp, og gik hen til den madras, Dana lå på.

"Godnat, Dana. Jeg håber du har haft en god dag, selvom vi kom lidt tidligere hjem end forventet." Jeg bøjede mig ned og kyssede hende let på panden, en vane jeg havde fået gennem årene, efter at have skullet putte Lucy. Hun smilede lidt til mig og nikkede ivrigt.

"Selvfølgelig! Justin Bieber er bare den bedste!" Hun fniste på en måde, som jeg var tilbøjelig til at kalde hysterisk. De var virkelig hårdt ramt, de stakler. Jeg smilede dog bare tilbage, og vendte mig så imod Lucy. Med et afmålt ansigtsudtryk bøjede jeg mig ned og kyssede hende på panden. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig, eftersom hun havde været sur på mig for få øjeblikke siden, og hendes raserianfald kunne være temmelig omfattende nogle gange. Men til min overraskelse lagde hun armene om mig, trak mig ned, og krammede mig.

"Jeg elsker dig, Jade! Bare så du ved det.." Tilføjede hun hurtigt og trak sig så en smule væk. Overrasket over sig selv, vil jeg tro. Men ordene varmede mit hjerte, og jeg gav hende et ekstra klem med et blidt smil på læberne.

"Jeg elsker også dig, Lucy. Sov godt." Hviskede jeg dæmpet og forlod så værelset. Jeg lukkede døren bag mig og satte kursen imod mit eget værelse, hvor jeg straks lod mig falde ned på sengen, som larmede klagende ved min pludselige ankomst. Sikke en dag. Så fuld af oplevelser, og så alligevel ikke. Jeg lod mørket omslutte mig og omfavnede gladeligt søvnen da den gradvist kom snigende.

*

"Jeg tager den!" Råbte jeg, da telefonen ringede, og skyndte mig hen til den. Jeg tog røret og løftede det op til øret.

"Hallo?" Spurgte jeg nysgerrigt ind i telefonen. En typisk hilsen. Et øjeblik var der stille, og så lød en stemme i den anden ende af røret. Et øjeblik mente jeg, at kunne genkende den, men skubbede tanken fra mig igen, da jeg hørte, hvad stemmen sagde.

"Hey! Undskyld jeg forstyrrer, men jeg fandt denne telefon efter koncerten i går, og det her nummer stod som 'Hjem'. Så er der en chance for, at du ved hvem ejeren er?" Han, for det var afgjort en dreng, lød munter. Mine øjenbryn nærmede sig hinanden, da det gik op for mig, at han måtte tale om Justin Bieber koncerten i går. Vent.. kunne det være muligt? Var jeg virkelig så heldig?

"Hæng lige på et øjeblik." Skyndte jeg mig at sige, og tjekkede så nummeret på displayet. Og ganske rigtigt, mit nummer var tydeligt at læse på det. Det var vist min lykkedag.

"Yeah, du snakker med hende lige nu." Jeg smilede stort og slog triumferende med hånden i luften.

"Perfekt! Så..." Hans stemme forsvandt, og jeg hørte rumsteren i den anden ende af røret. Hvad i alverden havde han gang i?

"Hallo?" Spurgte jeg usikkert, da der havde været stille i lidt tid. Endnu en gang lidt larm, og så var drengens stemme tilbage.

"Sorry. Jeg skulle lige finde noget. Hvis du har lyst, kan jeg komme over med den senere? Hvis jeg altså får din adresse, selvfølgelig." Hans stemme lød drillende, og jeg skulle lige til at give ham adressen bare sådan uden videre, udelukkende på grund af hans behagelige stemme. Dog tøvede jeg i sidste øjeblik. Var det nu også smart at give min adresse til en komplet fremmed? Jo, jeg ville gerne have min mobil igen, men hvad nu hvis det bare var en klam stodder, der lod som om han havde fundet min mobil? Jeg rystede foragteligt på hovedet af mig selv; Hvad tænkte jeg på? Jeg kunne jo høre stemmen, og det var klart en dreng på min egen alder!

Jeg gav ham min adresse, og spurgte ham, hvornår han ville være her.

"Nok omkring tre-tiden, vil jeg tro. Er du hjemme der?" Han forsøgte at lyde høfligt interesseret, men jeg kunne ane noget mere i hans stemme. Hvem var han lige?

"Det er jeg nu." Svarede jeg, og jeg kunne høre smilet i hans stemme, da han sagde farvel og lagde på. Jeg blev stående et øjeblik, med røret i hånden, og lagde så også selv på. Jeg glædede mig faktisk til at få sat ansigt på stemmen, og hvem vidste? Måske fik jeg en ny ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...