My Unavoidable Destiny {JB}

Fan Ficition. Jade er det fjerneste, man kan komme fra en Belieber. Hendes lillesøster er dog en sand fan, og Jade har intet at skulle have sagt, da hendes ti-årige lillesøster bliver inviteret til koncert, og skal have en myndig med; Guess who. To skæbner tørner sammen, og imod alle odds bliver de flettet sammen til én tæt skæbnetråd. Processen er dog hård og langsommelig, og undervejs kommer både Jade og hendes lillesøster ud for foruroligende oplevelser. Kan et så skrøbeligt forhold overleve de prøvelser, som det er uundgåeligt, at man vil blive udsat for, når man kender en celebrity?

10Likes
8Kommentarer
1976Visninger
AA

3. kapitel

Jeg havde aldrig haft en kæreste, og der var aldrig nogen drenge, som havde behandlet mig ordentligt. Jeg var ikke nogen smuk pige, ikke ligesom dem, hvor man tænkte: 'Wow, hun kunne blive model!' Bare en ganske normal pige. Det var måske en del af grunden til, at jeg ikke havde så meget til overs for drenge.

*

Musikken bølgede tæt omkring os, da den første sang begyndte. Justin Biebers første hit, 'Baby', fyldte mine ører, og jeg skar en ærgerlig grimasse. Hvorfor var det nu lige, at jeg var taget med, igen? Min lillesøsters lykkelige ansigt gjorde det dog besværet værd. Sammen med sin veninde Dana hoppede Lucy op og ned i takt til musikken, og hver gang Justin Bieber holdt en pause, skreg hun sammen med de andre fans. Det var som om, at alle vidste, hvad de skulle gøre. Fan til fan. Som om de havde et eller andet hemmeligt kodeks.

Sangen tonede ud, og næste gik i gang. Tonsvis af røg blev sendt ud i koncertsalen som en glitrende tåge, og fascineret fulgte jeg røgens vandring med et lille smil hvilende på mine læber, da den omsluttede os. Måske var det alligevel ikke så galt at være til koncert.  Det sidste omkvæde i sangen lød for mine ører, men larmen fra tusinde fans, der sang med, gjorde det umuligt at høre, hvad der egentlig blev sunget. Jeg rynkede panden og forsøgte at skille ordene fra hinanden, da Danas hysteriske stemme nåede mine ører:

"Lucy? Lucy hvad er der galt?" Hendes stemme steg et par oktaver.

"JADE! Jade der er noget galt med Lucy!!!" Hun havde ikke behøvet at råbe, jeg var allerede hos dem. Bange anelser jog gennem mig som sylespidse knive, da jeg knælede en smule ved min søster. Hun svajede en anelse, og jeg tvivlede på, at det var i takt til musikken.

"Lucy? Det er Jade, kan du høre mig søs?" Min stemme var blid og indtrængende, men hun reagerede ikke. Jeg forsøgte igen, men med samme resultat. Mit blik gled hen på Dana, som nervøst stod og trippede ved siden af os med tårerne stående i øjnene.

"Vi er nok nødt til at få Lucy hjem, Dana.. Er det okay med dig?" Om det var eller ej, fandt jeg ikke ud af. For uden at vente på svar rejste jeg mig, og bevægede mig imod den nærmeste bar med hurtige skridt. Jeg kunne høre på hendes hulken, at Dana var fulgt med os. Sangen sluttede, og det blev annonceret, at der ville være en lille pause. Så langt så godt. Uden betænkninger satte jeg Lucy op på bardisken og mærkede let på hendes pande. Den var klam og fugtig, men jeg havde ikke regnet med mindre. Dog havde hun ikke feber, og det var dét, jeg ville være sikker på.

"Jeg vil gerne bede om et glas vand." Sagde jeg hurtigt over min søsters skulder, til den bartender jeg var sikker på, stod der. Jeg fiskede et elastik op af lommen og samlede hendes hår i en sjusket knold, blot for at hun ikke skulle blive varmere, end hun allerede var. Det kunne være kønt hvis hun dehydrerede eller fik hedeslag. Jeg skævede utålmodigt imod bartenderen og fik en dårlig smag i munden, da jeg så at han bare stod og snakkede med nogle piger, der tydeligt var alt for unge til ham. Jeg åbnede munden for at skynde på ham, da Lucy gled forover og hang ned over mig som en leddeløs dukke. Panikken begyndte efterhånden at brede sig i mit system, og jeg forsøgte nænsomt at få hende til at sidde oprejst igen.

"Et glas vand! Jeg skal have et glas vand," min stemme var begyndt at blive hæs, da der blev helt stille omkring os. Jeg drejede omkring for at bede nogen om at hjælpe mig, hvem som helst, da jeg så ham. Det var som at få en spand koldt vand i hovedet, og min panik fordampede som dug for solen. Et kendt ansigt blandt de mange fremmede.

"Her." Han rakte et glas, fyldt til randen med vand, frem imod mig. Justin Drew Bieber tilbød mig sin hjælp. Jeg havde ikke tid til mine fordomme, men tog blot imod det med en lavmælt tak og førte det op til Lucys læber.

"Drik," mumlede jeg med en stemme, der nu var beroligende. Jeg var klar i hovedet igen, takket være én, som jeg ellers havde haft så meget imod og belært min søster om. Det var vel skæbnens ironi. Min lillesøster sank en slurk, og så en til, og sådan stod vi i lidt tid. Hun drak forsigtigt fra glasset, og jeg kunne se, hvordan farven lidt efter lidt vendte tilbage i hendes kinder. Langsomt og modstræbende vendte jeg mig om imod popstjernen og nikkede en enkelt gang. Det gik ikke an at være ubehøvlet. Det kunne jeg dog ikke få mig selv til.

"Tak for hjælpen." Sagde jeg med den mest neutrale stemme, jeg kunne mønstre, og gav ham det nu tomme glas tilbage. Han smilede bare skævt, og jeg vendte mig igen imod min lillesøster. Det måtte være spil for galleriet, for jeg havde aldrig troet, at Justin Bieber ville være sådan. Så.. normal. Så venlig. Jeg tog Lucy op i armene og greb Danas hånd. Jeg skulle til at føre dem ud, da jeg opdagede, at Dana ikke rykkede sig ud af flækken. Med rynket pande vendte jeg mig imod hende, og det dæmrede for mig, da jeg så det benovede blik hun sendte popstjernen. Der var vel ingen vej uden om. Jeg drejede igen imod ham og ignorerede de undrende blikke, jeg fik fra de mange tilstedeværende fans. Hans brede, drillende smil var ikke til at tage fejl af; Han vidste, hvad jeg ville spørge om.

"Må de få din autograf?" Spurgte jeg høfligt, og kunne ikke stoppe den sitren, som trak min mundvig en smule op ad, da han forsøgte at se overrasket ud. Hvem skulle have troet det? Justin Bieber havde faktisk humor.

"Selvfølgelig." Hans stemme var blød og imødekommende, og jeg tog mig selv i at falde en smule i staver over den. Sikke noget fis, hvad var der galt med mig? Jeg trådte hen til ham, irriteret over mig selv, og drejede Lucy, så han kunne nå hendes arm. Han rynkede panden, og skævede så imod publikummet. For det kunne man lige så godt kalde det.

"Er der nogen, der har en kuglepen?" Spurgte han prøvende, og jeg krympede mig da alle hænder straks røg i vejret, og folk nærmest faldt over hinanden for at efterkomme hans ønske. Der var ingen, som havde været i stand til at give mig et enkelt glas vand, men nu kunne alle pludselig give ham så mange kuglepenne, det skulle være. Det var helt klart sidste gang, at jeg tog til en koncert.

Han tog kuglepennen fra den nærmeste fan og skrev sin autograf, på først Lucys og dernæst Danas arm. Jeg var splittet imellem følelsen af faktisk at synes godt om ham, og foragte ham. To meget modstridende følelser.

"Tak." Mumlede jeg og skyndte mig så væk fra den forsamlede fanmængde og popstjernen. Jeg kunne ikke udholde denne her indre forvirring meget længere. En enkelt gang skævede jeg over min skulder, og blev mødt af hans forvirrede, sårede blik. Da jeg igen vendte blikket bort, syntes jeg at kunne høre ham råbe til mig, men jeg fortsatte uden at stoppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...