My Unavoidable Destiny {JB}

Fan Ficition. Jade er det fjerneste, man kan komme fra en Belieber. Hendes lillesøster er dog en sand fan, og Jade har intet at skulle have sagt, da hendes ti-årige lillesøster bliver inviteret til koncert, og skal have en myndig med; Guess who. To skæbner tørner sammen, og imod alle odds bliver de flettet sammen til én tæt skæbnetråd. Processen er dog hård og langsommelig, og undervejs kommer både Jade og hendes lillesøster ud for foruroligende oplevelser. Kan et så skrøbeligt forhold overleve de prøvelser, som det er uundgåeligt, at man vil blive udsat for, når man kender en celebrity?

10Likes
8Kommentarer
1959Visninger
AA

2. kapitel

"IIIIIH! Jeg elsker ham!" Lød min lillesøsters skingrende skrig, da et billede af Justin Bieber poppede op i fjernsynet. Jeg skar en grimasse, da jeg var lige ved at skære mig i fingeren med den skarpe køkkenkniv.

"Kærlighed er noget opreklameret fis, Lucy. Du kender ham ikke engang. Han er desuden alt for gammel til dig," affærdigede jeg hende, for Gud ved hvilken gang. Det skulende, skuffede blik der mødte mig, kendte jeg kun alt for godt. 

"Og som om det ikke er nok, så er han popstjerne, bettesøs. Han har sikkert et helt harem af piger hængende omkring sig.. Har du måske lyst til at være en del af noget som det?" Spurgte jeg skeptisk, men fik et ivrigt skrig til svar; Ikke lige den reaktion jeg havde ventet. Hun var en håbløs Belieber, jeg kunne lige så godt se det i øjnene. Men hun var kun ti, det var alt for tidligt at drømme om en popstjerne. Især dén popstjerne.

Jeg havde i lang tid forsøgt at tale hende ud af det. Det var dumt, formålsløst. Justin Bieber var ikke andet end en dreng, der forsøgte at lade som om, at han havde al erfaring i hele verden. Jeg mener, da han startede, sang han allerede om alverdens kærlighed, og jeg havde svært ved at forestille mig, at han havde oplevet rigtig kærlighed endnu, trods alle rygterne. Jeg glædede mig til den dag, vi begge kunne se tilbage på denne tid, og grine ad hvor tåbeligt det havde været. Hun kunne gøre det bedre end ham.

Jeg bandede indædt da køkkenkniven skar i min finger, i stedet for i tomaten.

*

Vi spiste i tavshed, den aften. Mine forældre sad og sendte skæve blikke til mig, og min lillesøster undgik omhyggeligt at se i min retning. Der var noget på færde, så meget var jeg da sikker på. Jeg lagde bestikket fra mig, lænede mig tilbage, og ventede på, hvad der end måtte komme. Endelig hævede Lucy sit lille ansigt og så mig lige ind i øjnene, med et blik der var så bedende og uskyldigt, at jeg måtte anstrenge mig for ikke at komme til at smile. I stedet hævede jeg afventende et øjenbryn med et forbeholdent blik. Det her kunne ikke være godt.

"Jaaaaaade?" Hendes lille, lyse stemme havde en lokkende undertone. Jeg forholdt mig omhyggeligt neutralt.

"Lucy?" Hendes lille ansigt fortrak sig i en sur grimasse. Ikke det svar, hun ville have.

"Det er bare fordi.... Jeg tænkte på noget." Åh nej, her kom den. Helt sikkert ikke godt.

"Jeg har fået sådan nogle, ehm, billetter, af min veninde.. og æh, jeg må altså ikke komme af sted, hvis der ikke er en stor, der tager med mig, og hun har ikke nogen søskende, og hendes forældre gider ikke, og mor og far gider heller ikke, så jeg tænkte på, om du ikke nok ville? Pleeeeease?" Hendes store, bedende dådyrøjne fik et skævt smil til at bryde ud på mine læber. Jeg havde dog stadig mine bange anelser.

"Kunne du tænke dig at fortælle mig, hvilken koncert det er, vi taler om, først Lucy?" Spurgte jeg høfligt, hvilket bragte min uskyldige lillesøster helt ud af fatning. Et øjeblik lignede hun en, der havde fået hældt en spand kold vand i hovedet efter at være faldet i søvn i timen.

"Jo altså.. Det er Justin Bieber!!!!" Det endte ud i et skrig, og jeg skar en smertefuld grimasse. Selvfølgelig. Hvem ellers? Jeg rejste mig roligt fra bordet, og så mildt på hende. Så rystede jeg på hovedet.

"Glem det. Aldrig i livet." Jeg vidste godt, at jeg var uretfærdig, men jeg havde ikke tænkt mig at tage med til en af hans koncerter. Jeg vendte ryggen til, ikke villig til at møde min søsters helt klart knuste blik, da en stemme stoppede mig.

"Jeg synes godt, at du kunne tage med, Jade. Du ville have godt af at komme ud og få noget frisk luft. Se det som en oplevelse - Desuden ville det gøre din lillesøster glad." Jeg stivnede og vrængede ansigt som om, at jeg var syv igen, og ikke måtte få min vilje. Godt jeg havde ryggen til. Langsomt vendte jeg mig, og jeg vred mig indvendigt, da jeg så det håb, der var blevet tændt i min søsters øjne. Det var som om, at tusinde juletræslys blinkede i hendes blå øjne. Jeg mødte mine forældres blikke og så, at de allerede havde bestemt sig. Slaget var tabt, men jeg kunne love dem for, at krigen ikke var ovre endnu. Jeg mumlede noget uforståeligt, men Lucy fattede meningen. Hun stak i et højt hyl, fór op af stolen, og kastede sig i mine arme. Og i det øjeblik, løsnede noget inden i mig op. Jeg gav min lillesøster et blidt kram, og et undseligt smil spillede om mine læber. Måske var det ikke så slemt trods alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...