Just in love with Martin

Katherine går en masse udfordringer i møde det næste års tid. Hun møder blandt andet Martin, som viser hende, at ikke alle drenge er helt så dumme som hun troede. Katherine har også en del veninde problemer for tiden....
Hvordan vil det gå hende?

3Likes
6Kommentarer
1040Visninger
AA

2. *At mindes den tilfældige dreng*

Katherine skubbede døren til sit hus op, slap den lille hundehvalp løs inde i entreen og lukkede den tunge dør efter sig.

"Smut du ind og slap af, så får du mad om lidt Sveske," sagde hun smilende til hvalpen der så nysgerrigt på hende. Mens hunden stille traskede ind i stuen, tog Katherine sine stiletter og sit overtøj af. Hun spadserede ind i sit lille køkken, for at lave lidt hundemad til den sikkert sultne hvalp. Hun blandede den købte hundemad op i en skål med halv-varm mælk - selvfølgelig af den bedste kvalitet! Katherine havde det med at forkæle alt og alle, hvilket nogle gange blev en smule dyrt...

Hun manglede kun en måned af 3g, og så var hun ude af gymnasiet, - noget hun så frem til! Folk havde syntes hun var mærkelig, da hun købte Sveske. De undrede sig vel over, at hun ikke ventede med at få hund til hun havde afsluttet gymnasiet. Men Katherine havde været klar, og hun havde også haft og havde stadig ferie nu, så hun havde nok tid. Og maj var sådan en måned, hvor det væltede med ferier hele tiden, og nu hvor hun gik i gymnasiet var der også på hendes skole sene mødetider og tidligt fri, men det var nu mest fordi de havde eksamen her for tiden.

Katherine gik med hundeskålen i hånden ind til den næsten sovende hundehvalp der lå udmattet i sin hundekurv. Katherine raslede med skålen, og snart var den lille labrador frisk igen. Hunden stod spændt og stirrede op på Katherine.

"Værsgo' Sveske," grinede Katherine og satte den skålen foran hunden. Den lille hvide hvalp begyndte straks at gumle på den lækre madklump. Katherine gik igen ind i køkkenet, men denne gang for at lave mad til sig selv. Hun fandt lidt blandet salat i køleskabet, hældte det ned i en skål og blandede sin egen dressing hun hældte udover.

"Lidt kylling ville gøre godt," Katherine småsnakkede for sig selv, mens hun åbnede køleskabet og fiskede resterne af kyllingen ud, hun havde spist dagen i forvejen. Hun skar fuglen ud i tern og lagde dem ned i skålen med salaten. Hun pakkede maden sammen, tog en gaffel og lavede sig et glas cola, inden hun tog skålen og glasset med hen til spisebordet. Sveske kiggede længselsfuldt op på hende med et glimt i øjet.

"Du skal nok blive en god hund," smilede Katherine og proppede en gaffel salat og dressing ind i munden og tyggede grundigt på den. Hun faldt hurtigt, og som så ofte før, ind i en trance når hun spiste. Hvad var det nu, ham der drengen hed? Noget med N, det var hun sikker på. Nicolai? Nej, det lød ikke rigtigt. Hun rystede på hovedet og betragtede i stedet sig selv i spejlet der hang blot få meter fra hende. Hendes filtrede brune hår hang løst om hendes skuldre, mens hendes brune øjne skinnede som altid. Hendes fine markerede ansigtstræk gjorde hende mere damet end som så. Hun smilede til sit spejlbillede.

"Oh my God! Jeg bliver virkelig nød til at få ordnet mine øjenbryn snart...." Sukkede hun pludselig tungt. Umiddelbart lød hendes ansigt jo ganske pænt, hvilket det vel også gjorde på lang afstand, men nej, hun havde helt sikkert ikke et smukt udseende. Men kønt, ja.

 

★★★

 

Katherine havde netop fået ryddet af bordet, puttet sin lille hundehvalp og rengjort det lidt for snavsede hus. Hun havde endda også haft en telefonsamtale med sin mor, hvilket mest havde omhandlet job, gymnasium og økonomi. Som sædvanligt. Katherine havde fået huset af sine forældre, der på det nærmeste væltede med overskudspenge. Brunetten havde dog kun accepteret huset, hvilket også var stort nok i sig selv, men ellers var hun sikker i sin sag om, at hun selv ville kunne klare sig selv, uden pengehjælp fra sine forældre. Katherine, der nu havde sat sit brune hår op i en sjusket knold på toppen af hovedet, væltede ned i sin sorte sofa og puttede sig under et tæppe. I stedet for at få fjernet sit søvnunderskud og gå i seng tidligt, tændte hun for fjernsynet og gav sig til at se en random sladderserie, der vidst nok hed Gossip Girl. Suk og av, hvor havde de piger ikke meget at tage sig til, andet end freaking makeup, tøj og kærester! Hun ville helst ikke indrømme det, men hun var nok lidt misundelig på de mennesker! Hvis altså bare virkeligheden havde været sådan. Hm.

Katherine vågnede med et sæt, da hun hørte et højt bump. Forskrækket spærrede hun øjnene op og så sig omkring. Lyset fra det åbne vindue blændede hende i øjnene, da hun forgæves prøvede at rejse sig op. Da hun var kommet på benene og næsten var kommet til sig selv dukkede det uendelige spørgsmål op: Hvad var klokken?

"No no no, bare fortæl mig, at det her er løgn! En stor fed løgn!" Råbte hun surt. Hun havde fået hele sin umulige krop over til det store ur i køkkenet, der desværre desværre desværre viste halv otte. Altså trekvarter til skolestart. Hun havde da bare gjort det dummeste af alt; faldet i søvn på sofaen uden vækkeuret tændt.

Da hun havde fået taget sig sammen, hvilket tog et par lange sekunder, gjorde hun sit bedste for at nå alt hurtigt. Hun lod sit blik glide rundt i huset, til hun fandt ulykken - eller mere præcist sagt, en smadret vase i tusinde stykker på gulvet. Tydeligvis den der havde vækket hende. Hun spejdede efter den lille hundehvalp, der sandsynligvis var årsagen til ulykken.

"Sveske.... Hvor er du?" Kaldte hun venligt. En piben fortalte hende, at den lille labrador sad gemt under spisebordet.

"Hej Sveske, er du allright?" Hviskede Katherine til den lille forbavsede hvalp, der snart kom hen til hende. Brunetten fik hurtigt undersøgt hunden for skader med glasskår, inden hun blandede hundemaden op til den.

"Værsgo, spis lidt hurtigt min ven, okay?" Sagde hun. Hun sukkede, da hun kom i tanke op, at det var første dag den lille hund skulle være alene hjemme i flere timer. Eller sådan set kun en enkel time, for så ville hendes dejlige farmor, mest kaldt 'bedste' komme og se til hende, gå tur med hende og sådan. Katherine løb ud på sit badeværelse, smed tøjet og hoppede ind under bruseren. Fem minutter senere hoppede hun ud igen, svøb sig ind i et par håndklæder, puttede tandpasta på tandbørsten og stak børsten ind i munden. Hun gik ud af badeværelset, mens hun ihærdigt børstede sine tænder grundigt. Hun fik med en hånd lukket det åbne vindue, slukket det stadig kørende fjernsyn fra i går aftes, lagt det beskidte tøj i vaskekurven og ryddet diverse ting op fra gulvet, der kunne forsage ulykker for den lille hund, der snart skulle være alene hjemme. Hun løb igen ud på badeværelset, hvor hun spyttede ud i håndvasken, vaskede sit ansigt, lagde makeup og fik redt sit våde hår. Hun hang håndklæderne på plads, inden hun tumlede ind på sit værelse. Hendes garderobe var fyldt med alverdens tøj, hvilket gjorde det svært bare at finde undertøj. Men snart var hun beklædt i et par hvide trusser og en hvid undertrøje. Hun fandt et par stramme designer jeans af bedste kvalitet frem, beklædte sine slanke ben med dem og hev så en hvid T-shirt med et sort print på maven udover undertrøjen. Hun hev sin meget fancy gule blazer ud af skabet og trak i den, som prikken over i'et tilføjede hun et par smykker; armbånd, halskæde og små sorte øreringe.

 

Katherine, der tit blev kaldt 'Kath' af sine veninder og venner, spænede ind i spisestuen, hvor hun greb kost og fejebakke. Hun fik hurtigt, men grundigt samlet de værste glasskår op og smidt dem ud. Hun støvsugede hurtigt efter, inden hun hentede hundesnoren og den lille hvalp.

"Vi når lige en lille tur, okay min skat?" Mumlede hun, mens hun klikkede snoren i halsbåndet og gik med den hvide labrador ud i entreen. Hun tog sin sorte jakke på, og fulgte så hunden udenfor. De tog bagvejen til den lille købmand, som kun lå tre minutter derfra. Den lille tur ville tage dem lidt mindre end et kvarter, hvis de tog den lille ekstra omvej på vej hjem, og det var kun lige hvad de kunne nå og havde brug for. Katherine nynnede for sig selv, mens hun fulgtes side om side med sin fremtidige bedsteven. Trods de ikke kendte hinanden særlig godt endnu, følte hun sig allerede knyttet til den lille spiovip.

De to kammerater nåede op til den lille købmand, hvorefter de straks vendte hjem igen. Den lille tur på 12 minutter havde været frisk. Kort, men frisk. Og den lille hvalp havde fået tisset, hvilket var godt!

 

De kom hurtigt hjem igen. Katherine åbnede døren for den lille hund, der straks spænede ind. Hun hang hundesnoren på plads, inden hun fandt et kødben.

"Sveske, kom her over," kaldte hun, mens hun satte sig på hug ved siden af hundens kurv. "Kom så søde," kaldte hun tålmodigt. Hvalpen kom tøffende over til hende. Hun tog i mod kødbenet fra brunetten med et glædeligt blik.

"Godt min pige, lig dig nu ned og sov, så ses vi senere på dagen, ikke?" Mumlede hun og aede blidt hunden over hovedet. "Elsker dig."

Katherine løb ind på sit værelse og smed sine skolebøger ned i sin rygsæk, hun huskede endda sit togkort og sin mobil. Hun listede ud i entreen, så den lille hund ikke skulle blive nervøs. Eller noget. Det ville i hvert fald bare være bedst, hvis den ikke opdagede, at hun gik. Hun trak i den sorte jakke, tog sine rimelig høje stiletter på fødderne og susede ud af døren. Hun hoppede op på sin cykel, hvor tanken strejfede hende kort, "fuck, jeg har glemt cykelhjelmen", men hun var allerede på vej mod togstationen, inden hun havde nået at lave om på det. Det tog hende hele fucking ti minutter at cykle til stationen i høje hæle. Ikke ligefrem godt, da hun allerede var to minutter for sent på den. Timen var allerede begyndt, og chancen for at hendes forsinkelse ville gå forbi næsens lærer, var næsten mikroskopisk. Katherine sukkede højlydt. Måske lidt for højt, for en ældre dame mindst to meter fra hende, kiggede undrende på hende. Hun trak på skuldrende, inden hun klippede en enkel gang i sit togkort.

"Sig til mig, at bussen kommer snart. Meget snart," mumlede hun, mens hun stilte sig hen for at vente med de hundrede andre mennesker, der skulle tage præcis samme tog som hende denne morgen. Katherines jakkelomme bippede for en kort stund, og gjorde hende opmærksom på, at hun havde fået en sms.

 

"Hvor fuck blir' du af kvindemenneske??" det var hendes bedsteveninde, eller i hvert fald næsten bedsteveninde, Trina.

"Sorry. Blev lidt forsinket, eh. Noget spændende i på skemaet?" Katherine tastede hurtigt et svar til sin 'næsten-bedsteveninde', Trina, mest kaldt 'Rina' af hende og hendes kammerater.

"Sødeskat, ja det tror jeg nok! Og ved du hvad? Nej, svaret er bare nej. Fysik, dødsyg og jeg gentager dødsyg fysik." Svaret kom hurtigt, hvilket tydede på, at hun helt sikkert kedede sig et hul i jorden. Katherine kom som sædvanlig til at fnise, når hendes veninde skrev på den måde.

 

En høj pivene lyd skar hende i øerne og vækkede hende fra sine tanker. S-toget var standset, og holdt nu og ventede lige foran hende.

"Skal du ind eller hvad?" En sur mandestemme brummede bag hende. Katherine vendte sig overrasket om, og havde hun ikke været i så strålende humør, havde hun nok bare ignoreret manden, men i stedet var hun klar på at give ham lidt igen. Kunne han virkelig være bekendt, at lyde så sur og muggen, når toget kun lige havde åbnet sine døre? Nej, helt sikkert ikke. Katherine smilede bredt, selvsikkert og hånende af ham. Han måtte være i slutningen af de fyrre år, trods det lange skæg han bar. Hun måtte sluge et fnis, der var på vej ud af munden på hende.

"Selvfølgelig skal jeg da det, ellers ville jeg nok ikke stå her." Smilede hun overbærende, vendte ryggen til ham, kastede med håret og gik så langsomt, men sikkert ind i toget og satte sig på den første ledige plads hun så.

Hun så ikke manden stige på toget, eller gå forbi hende - heldigvis. Hun tog sin iPhone frem igen, hvor der var tikket en ny sms fra Trina ind.

"Kath, seriøst kom og red mig fra det her helved. Han snakker vulapyk. VIRKELIG!" Trina mente selvfølgelig vores utrolig langhårede (ikke ment bogstaveligt) fysiklærer. Jeg smilede for mig selv over Rina's besked. Jeg var selv underligt nok, rigtig god til fysik og kemi, selvom jeg på ingen måde interesserede mig rigtig for det. Jeg forstod vel bare hvad han snakkede om, når han fortalte om fysiske forbindelser, strålinger og atomer. Derimod fattede Rina brik, altså var det lig med, at jeg gav hende svarene i alle vores fysiktimer. Ha ha!

"Så slemt kan det da ikke være, musling. Jeg er der snart. Ses." Jeg svarede hende hurtigt, men lænede mig så tilbage og kiggede ud af vinduet. Det her skulle nok blive en fin dag. Måske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...