Just in love with Martin

Katherine går en masse udfordringer i møde det næste års tid. Hun møder blandt andet Martin, som viser hende, at ikke alle drenge er helt så dumme som hun troede. Katherine har også en del veninde problemer for tiden.... Hvordan vil det gå hende?

3Likes
6Kommentarer
956Visninger
AA

1. *At møde sin drømmefyr tilfældigt*

"Nej nej nej, det her sker så bare ikke for mig," mumlede Katherine irriteret. Hun havde netop spildt kakao ud over sin hvide T-shirt. Hun fumlede febrilsk efter en våd klud under håndvasken, uden held. Hun hev trøjen over hovedet og lod det varme vand fra vandhanen skylle den grumsede kakao plet så meget væk, som det var muligt. Hun rullede med øjnene, da hun indså, at den ikke var til at rede.

"150 kr. spildt..." Sagde hun. Som altid havde hun en klæbe hjerne, når det kom til tøj og mode. Selvom den nu ødelagte T-shirt var købt for et år siden, kunne Katherine stadig huske prisen, datoen og hvor hun havde købt den. Sådan var hun bare; en rigtig mode tøs.

Katherine lod sin hånd glide gennem håret, mens hun opgivende lod trøjen falde ned i skraldespandens bund.

"Og nu til dig min skat," sagde hun henvendt til den lille snehvide labrador, der sad og stirrede forundret på hende henne i hjørnet.

"Jeg tager lige lidt tøj på, så kan vi gå." Katherine sendte den lille hundehvalp et opmuntrende smil, inden hun gik til sit soveværelse. Hun bar et par sorte designer jeans, af bedste kvalitet selvfølgelig, og lige for øjeblikket kun en sort BH. Hun åbnede sit tøjskab, stirrede ind i det et par sekunder, inden hun hev en sort sweater ud. Hun havde noget med sweatere lige for tiden. De var bløde, varme og behagelige på samme tid! Og - of course - også smarte, lækre og de klædte hendes slanke model krop. Ikke fordi hun var model. Men man kunne godt tro det med hendes flotte figur.

Katherine bevægede sig ud i sin entré, hvor hun beklædte sine fødder med et par høje solide sorte stiletter. Ja, hun elskede farven sort.

"Sveske, kom min pige!" Hun kaldte venligt, imødekommende, på sin dejlige hundehvalp. Hunden, Sveske, var af hunkøn, lille, nuttet og præcis som en hver anden lille hundehvalp skulle være. Sveske havde kun været hos Katherine et par dage, en uge måske. Den lille hund der netop havde lært at reagere på sit navn kom tøffende mod Katherine, der sad på hug i entreen med en god bid i den ene hånd og hundesnoren i den anden.

"Godt, Sveske. Dygtig," roste hun. Hun gav godbidden til hunden, mens hun roligt klikkede snoren i det sorte halsbånd. Hunden kiggede overrasket på hende med et nysgerrigt blik. Katherine smilede til den og begyndte langsomt at gå ud af døren. Hunden fulgte lydigt efter, men standsede tøvende op få centimeter fra at være udenfor. Katherine lokkede Sveske resten af vejen, og så begyndte de deres lille tur gennem gaderne med skov på begge sider. Katherine nynnede for sig selv, mens hun trak den lille hundehvalp op til sig, da de nåede skovstien. Hun holdt hvalpen tæt ind til sig, mens hun gik op af stien der nu førte til en jævn skovbund med træer omkring dem.

"Er du klar tøs?" Spurgte Katherine den hvide labrador. Det var deres første tur sammen i en skov, men hunden så ikke bange ud, tværtimod nysgerrig. Katherine satte Sveske på jorden og gjorde snoren lang nok til, at den lille hund kunne løbe omkring et par meter fra hende. Sveske snusede straks rundt om sig og gjorde store øjne, da flere andre hunde passerede uinteresserede forbi. Katherine klappede den lille hund på ryggen og begyndte at gå lidt længere ind i skoven. De ville nok snart vende tilbage, da den lille hund ikke ville kunne klare alt for meget.

 

★★★

 

"Åh! Undskyld! Woow!" Den forvirrede dreng råbte, mens han forgæves forsøgte at få balancen igen. Katherine stod indviklet i to gange hundesnore, med to bjæffende hunde omkring sig, mens drengen halvt lå på jorden foran hende.

"Ehm, det er i orden. Skal du have en hånd op?" Spurgte hun rundtosset. "Åh nej, Sveske, nej!" Den lille hund havde nu viklet sig selv ind i hundesnoren og stod og gøede af den store hund drengen havde slæbt med sig.

"Undskyld. Mille stop det!" Råbte drengen, inden han vendte sig mod Katherine. "Eh, jeg tror jeg klarer mig, ellers tak," sagde han smilende, mens han kæmpede sig op på benene.

"Lad mig få dig viklet ud.." Sagde han, og begyndte at fikse snorene omkring mine ben.

"Jeg kan selv," mumlede Katherine, der nu var begyndt at blive utålmodig. Hendes lille hvalp så ikke nær så tryg ud mere, og hun havde virkelig ikke lyst til, at en fremmed dreng skulle sidde og fumle omkring hende.

"Nej nej, det var min skyld. Lad mig hjælpe!" Sagde drengen, som tydeligvis ikke forstod hendes hentydning til at tage sin hund, og gå! Det hele var startet med, at drengen, der måtte være omkring de 19 år, altså på samme alder som hende, var kommet løbende med sin ustyrlige hund i lang snor, hvorefter de begge var løbet rundt om Katherine, der til sidst var blevet viklet ind i både sin egen og den fremmedes hundesnor.

Katherine sukkede og kiggede anklagende på den stadig larmende hund. Hun kunne ikke lige sætte en finger på hundens race, men den var i hvert fald hvid med sorte pletter og havde lidt for store ører.

"Jeg har den næsten," mumlede drengen, og fik endelig viklet sin egen snor rundt omkring benet på Katherine.

"Tak," sukkede hun og fik nemt løsnet sin egen snor om benene. Hun satte sig på hug og kaldte på sin lille hvide labrador. Hvalpen kom tøvende, nervøst over mod hende.

"Sorry skat. De var ikke lige med i mine planer om en tur," mumlede hun og klappede beroligende hunden. Hun samlede hvalpen, der ikke kunne veje mere end et par kg., op.

"Nåmen, det var hyggeligt at møde dig. Jeg må hellere til at gå, igen." Sagde Katherine så venligt hun nu kunne til drengen.

"Hey! Undskyld, jeg er virkelig ked af det, men må jeg lige have lov til, at præsentere mig selv: Jeg hedder Martin, Martin Søndergaard."

Katherine nikkede smilende, "okay. Hej Martin. Jeg hedder Katherine, men jeg bliver altså virkelig nød til at gå nu.." Sagde hun, vinkede kejtet og småløb så hen mod udgangen af skoven. Hun hørte godt Martin kalde på hende, men hun vendte sig ikke om. Ville bare væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...