Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1827Likes
1941Kommentarer
294346Visninger
AA

6. World of chances.

Lucies synsvinkel

Weekenden gled af sted, og før jeg var klar til det, var det allerede mandag igen. Mit humør var blevet løftet en del af Liam, som på tre dage, allerede havde en god effekt på mig. Han gjorde mig rolig, og selvom det ikke var hans pligt at være her hos hans forældre, så var han kommet forbi hver dag. Faktisk havde vi sovet sammen i går, da han havde besluttet, at vi skulle se film hele natten. Han havde ikke taget mit nej for et nej, og det endte med, at han smed sin dyne på min seng og bad mig vælge film. Det var også grunden til, at Liam og jeg havde fået et tættere bånd på så kort tid. Han tog ikke et nej for et nej, og det håbede jeg heller ikke han gjorde, for jeg fortrød ikke hans selskab. Det var rart, men kun fordi Liam kendte mig så godt, havde han nemt ved at overtale mig. Vi havde altid haft et tæt bånd, men det var blevet splittet lidt da han stillede op i x-faktor. Jeg var stolt af ham, selvfølgelig var jeg det, men hvis det ikke var fordi, at mine veninder vidste Liam var min fætter, så ville jeg ikke have nogen ide om hvad han rendte rundt og lavede. Jeg havde for meget at tænke på, og da halvdelen af tiden gik med at være fuld, så glemte jeg altid hvad de havde sagt, dagen efter. April og hendes omgangskreds havde derimod taget mig til sig, som var jeg en søster. Selvfølgelig vidste April hvem jeg var, og hun vidste hvem min fætter var, men det var ikke noget der ændrede noget. April var ikke fan, og da jeg i en brandert havde fortalt, hvor træls det var, at folk vidste hvem jeg var, så havde hun fået sine venner til at holde kæft – så dem hørte jeg ikke noget fra. Hvert fald ikke, hvis emnet var Liam.

***

”Fik du billedet?” April kom ind af døren med to smøger i hånden. Hun gik hurtigt hen til vinduet, åbnede det og satte sig i vinduskarmen. ”Selvfølgelig” sagde jeg med en selvsikker stemme, rejste mig og satte mig foran hende. Hun rakte mig en af smøgerne og satte ild til den. ”Så I lavede ikke noget?” hun tog et sug, og kiggede afventede på mig. Jeg trak ligegyldigt på skulderen og tog et sug. ”Han ville gerne” sagde jeg og fastholdt mit blik ud af vinduet, og prøvede at gøre emnet så tamt så muligt, så hun ville lade det lægge. Jeg ville ikke sige, at jeg hadede at lyve. Jeg gjorde det tit, og jeg var efterhånden blevet mester i det. Ikke engang hende jeg kaldte min bedsteveninde, kunne se når jeg løj. ”Så du ser ham aldrig igen?” April lød ikke engang interesseret, men jeg vidste hun spurgte, for at være sikker på, at jeg ikke havde gang i noget hun ikke vidste. Sådan var hun. Hun skulle altid vide, hvad jeg lavede, og hvis ikke, så flippede hun ud. ”Forhåbentlig ikke” sagde jeg og fnøs. Hun slog mig blidt på skulderen. ”Vi burde lave flere konsekvenser i dagligdagen” hun pustede røgen ud i hovedet på mig, og lidt efter gled et smil over hendes ansigt. Jeg trak ligegyldigt på skulderne, da mine tanker var et helt andet sted. Et sted de ikke burde være. Et sted jeg burde have glemt for længst. Et sted, der tilhørte Zayn. ”Jane fik også alt for meget i går. Hun kunne fanme ikke engang gå i morges!” sagde April og begyndte at grine højt – men falsk. Kun fordi jeg efterhånden var blevet god til at læse mennesker, kunne jeg altid høre når April grinte falsk. Faktisk kendte jeg hende så godt, at jeg vidste hun ikke kunne fordrage halvdelen af sin omgangskreds.

Min mobil ringede, og i et hurtigt træk havde jeg den oppe ved øret. ”Det Lucie?” jeg kiggede undskyldende på April, som var stoppet med at grine, lige så hurtigt som hun var begyndt. ”Lucie? Hvor er du henne?” det var min moster – Karen. Det faldt mig hurtigt ind, at jeg ikke have fortalt hende hvor jeg var henne. Jeg trak ligegyldigt på skulderen, for at fortælle mig selv, at hun sikkert kunne være ligeglad. ”Hos April” sagde jeg roligt og rullede med øjnene, da jeg kunne mærke Aprils blik i nakken. Kendte jeg hende godt nok, gjorde hun alt for at lytte til samtalen. ”Vil du være sød at komme hjem?” hendes stemmen var lav og usikker, og selvom jeg havde lyst til at svare nej, så havde jeg egentlig ikke lyst til at være hos April. Jeg orkede ikke hendes selskab lige nu. Det eneste hun lavede var at bagtale alt og alle, og det kom ikke bag på mig, at hun sikkert også havde bagtalt mig hist og pist. ”Jo, jeg kommer nu” svarede jeg og lagde på. Jeg vendte mig hurtigt mod April, greb min jakke, krammede hende og styrtede ud, før hun kunne få tvunget mig til at blive.

***

Jeg havde lige åbnet fordøren og fået hængt min jakke på plads, da Karen kaldte på mig. Jeg sukkede næsten lydløst og gik ind i køkkenet, hvor hun sikkert var, da kaffemaskinen var i fuld gang. Hun vendte sig hurtigt rundt, og et lettet blik gled over hendes ansigt. Havde hun været urolig? For mig? Jeg rystede svagt på hovedet. Følelsen af at folk bekymrede sig om mig, var unormal. Jeg var vant til at skide på alt og alle, og det fik jeg også tilbage derhjemme fra. Faktisk gav tanken om at nogen holdt af mig, kvalme. Jeg var ikke typen man holdt af – ikke længere. Jeg var typen man så på med sammenknebet øjne, og måske en smule rædsel i blikket, da jeg af og til kunne være skræmmende. Jeg var den type folk brugte som eksempler på et dårligt liv. Jeg var typen der fik respekt ved at være en bitch. Jeg var kort sagt, den type man skulle holde sig fra. ”Lucie, jeg er super glad for du bor hos os. Jeg kan allerede se en smule fremskridt” sagde Karen og kiggede spørgende på mig og pegede på kaffemaskinen. Jeg rystede på hovedet og lagde armene over kors. ”Jeg vil aldrig forbyde dig at se dine venner, men du er ikke hos dine forældre mere” hendes ord fik mig til at lytte opmærksomt efter. ”Jeg vil gerne have du fortæller mig, hvis du går. Send en SMS eller læg en besked. Følelsen af du pludselig er væk, gør mig urolig” sagde hun og sendte mig et smil. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Hvorfor fortalte hun mig det her? For at få skyldfølelse, eller for at opdrage mig? ”Jeg er 17 år, behøver jeg fortælle hver gang jeg går?” min stemme var kold – koldere end den skulle. Det var ikke meningen at være så ond overfor hende. Hun havde trodsalt taget mig til sig i noget tid, mens alt faldt på plads. Men det var problemet. Det faldt ikke på plads. Tingene faldt ikke på plads! Min far havde været min mor utro, og jeg måtte i de første måneder leve i frygten om, at min mor ville begå selvmord fordi smerten var for slem for hende. Hun lignede et spøgelse, og det havde taget så hårdt på mig, men nu var jeg ligeglad. Hun havde hængt ud i dette hus, måske lige hvor jeg sad, og tudet over alt, mens jeg var i byen og røg mig skæv. Det var sådan det hele var blevet nu, og det blev ikke anderledes. Min far kunne ikke lave om på det han havde gjort, og han ville nok hellere ikke gøre det, hvis han fik chancen. Han var en egoistisk idiot, som kun tænkte på at tilfredsstille sig selv. Han var klam, han var forfærdelig, og jeg hadede, at han var min far. Efter episoden derhjemme, stod det klart for mig. Skulle jeg nogensinde se min far igen, blev det over mit lig. Det han havde gjort var utilgiveligt, og jeg kunne ikke se ham i øjnene igen. Han havde ødelagt forholdet mellem ham og mor, og forholdet mellem mig, ham og mor. Jeg kunne ikke holde min mor ud længere, og det at jeg skubbede hende væk, fik hende til at græde endnu mere. Ja jeg var forfærdelig, jeg vidste det godt. Jeg var somsagt den folk brugte for at sætte sit eget barn i et godt lys, og alt det var sket på nogle måneder.

Karen åbnede munden, og en lille ’a’ lyd nåede at komme ud, inden en bekendt skikkelse kom ind i rummet. Hans parfume lagde sig tungt i rummet, og da han drejede sig mod os, gled et smil over hans ansigt. Godt nok stivnede det lige så hurtigt som det kom, da han så Karens halv såret. Han kiggede hurtigt over på mig, og et blik af bebrejdelse men også medlidenhed var til at finde i hans øjne. Uden overhovedet at sige noget, vendte jeg rundt på hælene og styrtede ned på mit værelse.

Mine tanker havde fuldstændig overtaget mit sind, havde fundet vreden frem i mig, og havde fået mig til at vrisse af Karen – hende der blot ønskede at hjælpe. Hvor var jeg dog forfærdelig. Jeg sad i vinduskarmen og pustede røgen ud af vinduet. Min fod slog ind mod radiatoren og sagde en lyd, som var ret beroligende. Jeg var ikke fan af ordet ’undskyld’. Faktisk kunne jeg slet ikke huske hvordan jeg sidst havde brugt det. Jeg havde generelt bare svært ved at huske noget før min forældres skilsmisse. Jeg gjorde alt for ikke at tænke tilbage på dengang, for minderne ødelagde mig. Folk ville måske sige, at det jo bare er en skilsmisse, og jeg jo ikke mistede nogen ved det, men problemet var, at jeg allerede havde mistet begge mine forældre. Min mor havde sikkert ramt bunden, hvem ved? Og min far havde slået mig.

Jeg smed skoddet ud af vinduet, og lod to fingre glide hen over min kind. Den var stadig en smule øm, men det var ingenting i forhold til dagen efter. Godt nok var den stadig en smule rød/lilla, men det fik mig bare til at huske tilbage på dagen. Jeg kunne og ville ikke tillade at tilgive min far. Jeg ville ikke se ham igen, og heller ikke min mor, hvis det var muligt. Jeg ville passe mig selv. Leve mit liv som jeg havde fortjent det – ynkeligt og ensomt.

Jeg havde ikke set eller hørt personen, der stod over i døråbningen. Det var først da min næse opfangede hans parfume igen, at jeg vidste han var her. Jeg lænede mit hoved op af vinduet og sparkede lidt hårdere mod radiatoren. Jeg vidste ikke hvorfor han var kommet, men jeg havde en teori. Han ville vide, hvad der gik galt lige før, og selvom han havde hørt det fra Karen, ville han høre det fra mig – før han dømte. Det var sådan han var – altid kærlig. Han var præcis den bror jeg havde ønsket mig, men da mine forældre nægtede flere børn, måtte jeg nøjes med ham som en fætter. Jeg havde altid set en smule op til ham. Selv da han blev mobbet var han mit forbillede, men det gik væk med årene. Jeg var bare glad for, at Karen og min mor havde et så godt forhold, at jeg så ham ret ofte. Dog ikke så meget på det sidste, da han havde travlt med sine venner, sin karriere og sikkert også hans kæreste.

Det gik langsomt op for mig, at han ikke havde tænkt sig at tale. Det var en smule ubehageligt, at han stod og overgloede mig. Han vidste, at jeg vidste, han stod der, og jeg vidste han ville have en forklaring. Men hvad skulle jeg sige? ”Undskyld jeg lod mine deprimerende tanker komme i vejen” Nej vel? Han skulle slet ikke vide jeg havde deprimerende tanker. Han vidste allerede for meget. Han vidste allerede, hvor såret jeg var over det med mine forældre. Jeg havde ikke fortalt ham det, men han kendte mig. Jeg sukkede højt og lukkede mine øjne i et kort øjeblik, før jeg åbnede dem. ”Hvad vil du Liam?” jeg prøvede at få min stemme til at lyde kold og hård, men det var som umuligt, og i stedet kom den ud som en opgivende og svag stemme. Jeg svor, at jeg bandede inde i mig selv. Jeg måtte bare håbe han ikke havde lagt mærke til det. Det var en smutter, en dum en.

”Er du okay?” hans spørgsmål kom ikke bag på mig, men jeg havde alligevel ikke forberedt et svar. Jeg trak ligegyldigt på skulderne og dunkede mit hoved mod vinduet igen. Hvorfor kunne de ikke bare stoppe med, at være så pisse venlige? Jeg havde ikke fortjent den behandling, så hvorfor forsøgte de overhovedet? De vidste de ikke fik noget til gengæld? For hvad skulle jeg gøre? Plapre løs, undskylde og tigge dem om at tilgive mig? No way.

Der var stilhed i noget tid, og jeg kunne se ud fra Liams kropsprog, at han ikke følte sig sikker ved situationen. Jeg vidste han havde mere at sige, ellers ville han være gået. Han vidste han ikke fik det ud af mig. Denne gang tog han et nej for et nej, så det var ikke det han ville spørger om. Jeg vendte endelig mit blik mod ham, da jeg efterhånden var blevet nysgerrig. Det lignede ikke Liam at være så stille. Han snakkede med så mange mennesker hver dag. Han så fans hver evig eneste dag! Han vidste altid hvad han skulle sige, så hvorfor var han så stille? Det gav ikke mening, og det gik vidst langsomt op for ham, at min tålmodighed snart var opbrugt. ”Jeg kan fornemme du er træt af at være her?” hans stemme var lav og usikker. Jeg trak af ren refleks på skulderen, bare for at vise jeg var ligeglad, selvom jeg ikke var – langt fra. Men hvordan skulle jeg forklare, at jeg ikke følte mig tilpas i et hus, hvor folk var venlige? Det ville jo lyde som om jeg var syg i hovedet. Hvem ved, det var jeg måske også? Jeg fnøs og fangede hans blik. ”Det er fint, her” mumlede jeg kort og smed min cigaretpakke hen på sengen. Et lille smil bredte sig over Liams ansigt, men det forsvandt da han løftede hånden, og kløede sig i håret. Han var nervøs – det kunne enhver regne ud. ”Karen er ikke hjemme i morgen” sagde han roligt. ”Nåh” lød det fra mig, mens jeg sendte ham et drillende smil, fordi jeg havde afbrudt ham. ”Og jeg har lovet at passe dig” nu var det hans tur til at sende mig et drillende smil. Jeg fnøs igen. Passe mig? You’re kidding me. ”Super” sagde jeg ligegyldigt og fjernede mit blik fra ham, men fandt det hurtigt igen, da det kunne tolkes som om jeg var nervøs. Han havde mere at sige, det kunne jeg se. ”Drengene vil gerne hilse på den pige, som jeg bruger mere tid på, end min kæreste” sagde han, og fik det til at lyde som noget stort. Jeg lavede hurtigt en grimasse, da hans ord langsomt gav mening. Ville hans venner møde mig? Det måtte kun betyde, at Liam ikke havde fortalt dem om mig. Enhver ville sku da flygte fra mig. Ingen vil møde mig frivilligt, og hvis det var tilfælde, så ville de fortryde.

Jeg kunne se Liam ventede spændt på mit svar. Faktisk vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige. Hans venner måtte være de andre drenge fra hans band – de lækre drenge, som folk beskrev dem. Liam lænede sig op af dørkarmen, og det undrede mig, at han ikke have ’læst’ mig. Han kendte mig da? Han kunne tydeligt se på mit kropssprog, at jeg ikke gad. Ville han virkelig have det bekræftet? Jeg tog en tot hår og rullede den om min finger. ”Jeg har andre planer” røg det ud af munden på mig. Liam kiggede en smule overrasket på mig. Nok fordi det var første gang i dag, at jeg snakkede i en hel sætning. ”Og hvad er det?” en smil gled over hans ansigt igen, da han rettede sig op. Jeg lod mine fødder glide ned på gulvet og rettede kort på min trøje. ”Sove” sagde jeg og smed mig ned i sengen. En kort latter kom fra Liam. ”Så det er et ja?” spurgte han roligt om. ”Nej” ”Er det et nej?” ”Nej det er et ja. Eller vent, hvad?” jeg kiggede forvirret over på ham, og så et smil glide hen over hans ansigt. Det havde han gjort med vilje! Han vidste jeg blev let forvirret ved sådan noget. ”Nej, Liam, det er et nej” sagde jeg for at bekræfte det. Han rystede på hovedet. ”Du sagde ja, jeg er sikker” han smilede stolt og gik hen imod døren. ”De kommer i morgen klokken tolv” han lavede et vift med sin hånd, og forsvandt. Den eneste lyd der var, var lyden af hans fodskridt, som blev svagere og svagere. Jeg smed mig ned i sengen igen, og lod et ’ork’ fylde rummet. Jeg gad ærligtalt ikke at møde hans venner. Jeg havde ikke brug for endnu engang at få bekræftet, at jeg var en taber der burde få et liv. For sådan var det, ikke? De var kendte, de blev nød til at være sådan. De skulle føle sig højthævet over andre, og se på folk med et blik af væmmelse. Det var sådan kendte mennesker var, ikke?

 

World of chances ~ Demi Lovato

 

___________________________________________________________________________________

Don't forget to hit the 'like'-buttom :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...