Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1834Likes
1939Kommentarer
299997Visninger
AA

17. Please don't leave me.

 Zayns synsvinkel

Følelserne pumpede hele vejen rundt i blodet lige nu, men blev erstattet af én stor vrede. En vrede som jeg aldrig nogen sinde havde følt før. En vrede, som fik mit hjerte til at hamre i mit bryst med flere kilometer i timen. En vrede så stor, så jeg kunne gå amok lige nu og her.

Jeg kunne høre hoveddøren smække, hvilket betød at den såkaldte April havde forladt lejligheden. Et øjeblik blev jeg stående i døren til Lucies værelse med en knyttet næve, imens min krop rystede – af vrede. Jeg bed hårdt tænderne sammen og trådte ind på værelset, hvor Lucie stod med et forvirret og trist blik i øjnene. Den værste tanke for igennem mig, og jeg kunne vreden presse endnu mere på.

Jeg fangede hendes blik, og selvom det så ud som om hun gerne ville undgå mit, fastholdte hun det. En enkelt klump blev sunket, før jeg med et vredt blik stillede det spørgsmål, som jeg ville have svar på. ”Lucie, er det sandt?” Min stemme var ved at eksplodere af vrede, og da hun ikke svarede men bare så trist på mig, kunne jeg ikke holde eksplosionen tilbage. ”ER DET SANDT?!?” Hun så ned i gulvet, imens hun nikkede langsomt med hovedet.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Vreden havde overtaget fuldstændig. Jeg havde en forfærdelig lyst til at slå et eller andet, så det smadrede. Lucie så hurtigt op på mig igen og åbnede munden, imens jeg bare stod og stirrede på hende med øjne, der stod i flammer. ”Zayn, hør på mig,” sagde hun hurtigt og skulle til at fortsætte, men jeg rystede bare på hovedet og holdt min hånd oppe, som tegn på hun skulle holde sin kæft. Vreden fik min krop til at dirre, og jeg måtte virkeligt anstrenge mig for ikke at sparke hårdt til noget.

”Så det hele var bare fake?” spurgte jeg mellem mine sammenbidte tænder. Lucie rystede på hovedet og bed sig i læben. ”Nej, Zayn,” forsøgte hun og gik frem mod mig, men jeg trådte bare tilbage og så med afsky på hende. Hun gav mig kvalme lige nu. Hele situationen gav mig kvalme. ”Det er sikkert også bare en omgang pis, hva?!” råbte jeg vredt og ville vende mig om for at samle mit tøj sammen. Jeg ville væk fra hende – nu. Men en hånd greb fat i min arm, og selvom jeg rev min arm til mig igen, vendte jeg mig alligevel om. Lucie stod og så bedende på mig. ”Zayn, hør nu på mig,” sagde hun og ville fortsætte, hvis ikke en stemme bag os afbrød, ”hvad sker der?” Jeg vendte mig om og så, at Liam stod i døren til værelset og så helt forvirret ud, imens hans blik flakkede fra mig til Lucie.

Jeg vendte mig om mod Lucie igen og gav hende et hårdt blik, før jeg gik forbi hende og hen mod mine bukser, der lå på gulvet. Jeg hørte, at Liam sige noget til Lucie, men jeg var ligeud sagt fucking ligeglad med, hvad det var. Jeg tog bare mit tøj på igen og gik ud i gangen for at få sko på.

Det lod ikke til, at Lucie gad at have Liam indblandet i det her, for hun gik bare efter mig, imens han snakkede til hende. ”Zayn, vil du ikke godt høre på mig?” spurgte hun, da jeg tog mine sko på, og igen tog hun roligt min arm. Men denne her gang var jeg ikke pålidelig over for hende. Jeg nærmest slog hendes hånd væk fra mig og tog et skridt frem mod hende, så vi stod helt tæt. Liam stod i baggrunden og så stadigvæk forvirret på os. Men jeg var ligeglad. Han skulle fandeme have det hele at vide, skulle han!

Mit blik ændrede sig til et vredt og truende et, hvilket fik hende til at se en smule skræmt på mig. ”Hvorfor? Så du kan fyre endnu en løgn af?” Min stemme var lav og iskold, hvilket fik hende til at vige en minimalt skridt tilbage. Jeg tog min jakke fra knagen og gik hen til døren uden at skænke Lucie og Liam et eneste blik. Så åbnede jeg den, skred ud og smækkede den med et brag efter mig.

Jeg fortsatte med hastige skridt ud på gaden og prøvede at gå vreden væk. Men den blev siddende. Lige i brystet. Den stak som et spyd og gjorde ondt indeni, hvilket fik mig til at knytte næverne automatisk, og mine skridt blev hurtigere og hurtigere.

Jeg gik videre mod min lejlighed, da jeg bare havde brug for at komme hjem og afreagere på en eller anden måde. Jeg kunne ikke beskrive, hvordan jeg havde det. Jeg følte mig totalt udnyttet. Og for hvilken grund? Fucking sølle 100 pund?!

Mit blik farede rundt på gaden jeg gik på. Der var ikke så mange at se. Klokken var ikke mere end de elleve stykker, og de fleste var enten på arbejde eller i skole. Jeg trak min hætte op over hovedet, da himlen så rimelig grå ud, og jeg ville helst ikke blive genkendt. Ikke med det her humør.

Da jeg endelig stoppede med at gå, var det fordi jeg stod foran en velkendt klub – den klub som jeg mødte Lucie på. Jeg bed tænderne sammen, da jeg tænkte på hendes navn, og vreden jeg havde gået lidt væk, steg. Et øjeblik blev jeg stående udenfor, da jeg kunne mærke den første regndråbe på min hånd efterfulgt af flere. Fast besluttet gik jeg hen mod klubben og åbnede døren. Der var varmt og trængt indenfor, selvom der næsten ikke var nogen mennesker. Der så kedeligt ud herinde. Slet ikke som da jeg var her den gang med Lucie. Selvfølelig var det jo også kun formiddag, og der ville der jo garanteret ikke komme så mange kunder.

Jeg gik op til baren og satte mig på en stol, hvorefter jeg greb ud efter drinkskortet. Mit blik faldt på en Tequila Sunrise. Bare for at være ironisk overfor mig selv, bestilte jeg en. Jeg trængte bare til noget alkohol – noget stærkt noget. Imens jeg sad og ventede på drinken, tog jeg min hætte af og lynede jakken op. Mit blik gled roligt rundt for at se, om der var nogle, der kiggede på mig. Ingen alarm.

En drink blev placeret foran mig, og jeg betalte med en krøllet seddel, som lå i min lomme. Jeg begyndte grådigt at drikke, og før jeg vidste af det, havde jeg tømt det første glas, og gik straks i gang med det andet og så det tredje. Det var bare som om, at nu mere jeg drak, nu mere kunne jeg få hoved og hale på det hele. Det hele gik bare op for mig, at Lucie kun var kommet ud til mig dén aften og spurgt efter ild, fordi jeg var en brik i hendes latterlige spil. Hun havde allerede haft det i tankerne der. At bruge mig. Hun fik stukket 100 pund i hånden for at gå i seng med mig. Og oveni købet stak hun mig så en løgn om, at hun er forelsket i mig. Jeg havde gjort mine følelser klare for hende og havde vist, at det ikke bare var et spil vi kørte. Og så får jeg fandeme bare at vide, at det er en stor løgn.

Jeg stillede arrigt mit glas på bordet og stirrede ud i luften. Mit syn var så småt begyndt at blive en smule slørret, og min krop var lige så stille begyndt at blive varm og en smule svedig. Selvom jeg vidste, at det var en dum idé, bestilte jeg endnu en drink og lod den glide langsomt igennem. Det beroligede min krop udenpå, selvom alt inden i var et stort rod. Og jeg kunne udelukkende kun give Lucie skylden.

Efter noget tid og nogle flere drinks, besluttede jeg mig for at komme hjem. Jeg havde det varmt, og mit hoved svimlede en del, da jeg rejste mig op – jeg var fuld. Ikke så fuld, at jeg ikke var i stand til noget. Men stadigvæk for fuld til at tage alene hjem. Især hvis der kom nogle og genkendte mig. Og jeg vidste, at hvis den mindste ting provokerede mig, ville jeg tænde af .

Harrys synsvinkel

Eftersom det regnede, havde Louis, Niall og jeg besluttet os for at holde en filmdag. Bare slappe af foran fjerneren og hygge os. Vi havde lige sat Drive på, og Louis sad med fjernbetjeningen og startede den. Jeg havde lagt mig ned på sofaen og gloede opslugt på fjernsynet, da min telefon begyndte at vibrere i lommen. Jeg tog den op og så, at det var Zayn, der ringede. En lille rynke samlede sig mellem mine bryn. Hvad ville han? Havde han ikke travlt med Lucie lige nu?

Jeg tog telefonen op til øret, samtidig med jeg tog den. ”Hallo?” sagde jeg roligt, så jeg tiltrak Louis og Nialls opmærksomhed. Jeg mimede bare Zayn til dem, hvilket fik dem til at nikke og se på skærmen igen. ”Harry?” lød en halv mumlen. Jeg løftede øjenbrynene forvirret. ”Zayn?” spurgte jeg og satte mig op i sofaen. ”Vil du ikke...” Hans stemme lød ret rystet og hæs, og efter et øjeblik gik det op for mig at han var beruset. En lille panik skød lidt frem, og jeg så nervøs over på Louis, der tværtimod bare kiggede på fjernsynet.

Zayn gentog det, som han prøvede at sige før, og jeg fandt frem til, at han ville have mig til at hente ham på en klub i byen. Jeg skubbede blidt til Niall, som jeg kunne nå med foden, og han kiggede hen på mig med et undrende blik. ”Han er fuld,” mumlede jeg og prøvede at lytte til det, som Zayn sagde i den anden ende af røret. Det blev ikke til andet end en mumlen. Jeg opgav efter lidt tid at høre, hvad han sagde og spurgte selv, ”Zayn, hvor i byen ligger klubben?” Der lød ikke noget svar, men kort efter sagde han Lucies navn, og jeg gættede på, at han var på den klub, hvor han mødte hende. Jeg var kommet der nogle få gange før med drengene, derfor vidste jeg godt hvor det var.

”Jeg er er der om 10 minutter, Zayn. Lad være med at drikke mere, okay?” Jeg tog telefonen væk fra øret og rejste mig op fra sofaen. Niall og Louis så begge på mig med spørgende blikke. ”Hvad er der sket?” spurgte Louis en smule bekymret. Jeg trak på skuldrende og gik ud i gangen, hvor jeg fandt mine sko og min jakke, som jeg tog på. ”Han var i hvert fald fuld,” svarede jeg og lynede jakken. Niall og Louis kom begge ud til mig og gik også i gang med at tage overtøj på. ”Hvor var han henne?” sagde Niall og tog hurtigt en hue på. Jeg så på ham og sikrede mig hurtigt, at jeg havde min bilnøgle. ”Der hvor han mødte Lucie.” En lille bekymring samlede sig i min mave. Jeg havde på fornemmelsen af, at dette her handlede om Lucie. Og jeg havde på fornemmelsen, at det var noget slemt.

 

*

 

Vi kom til byen i min bil og parkerede i baggården ved klubben. Regnen havde bestemt ikke dæmpet af, den var tværtimod blevet langt værre. Jeg steg ud af bilen med Niall på min side. Louis kom hurtigt hen til os, og vi skyndte os hen mod indgangen til klubben.

Der var ingen mennesker indenfor, kun nogle enkelte folk, der sad i sofaerne og drak. Jeg kiggede hen på Lou, der gik og så kiggede efter Zayn. ”Han er der,” sagde Niall og pegede op mod baren, hvor en sorthåret fyr sad med ryggen til – jep, det var Zayn. Vi skyndte os derop, og jeg så til min store overraskelse, at der stod en del tomme glas foran ham. Den bekymrede følelse steg op igen. Det her var vist ret alvorligt.

”Zayn, hvad laver du her?” spurgte Louis og så alvorligt på ham. Han rystede bare på hovedet og rejste sig op, så han var ved at falde. Niall og jeg var hurtige til at gribe fat i ham, så han genvandt balancen. Jeg kiggede med en blanding af en bekymret og forvirret følelse fra Louis til Niall, der bare gengældte mit blik. ”Kom, vi går nu,” sagde jeg fast besluttet og støttede ham lidt, da vi gik. Han mumlede noget uforståeligt, som ingen af os kunne forstå. Noget, der flere gange indebar Lucies navn.

Vi kom udenfor igennem og gik igennem regnen hen mod min bil. Louis tog min plads ved Zayn, og jeg skyndte mig i stedet for hen og låste bilen op og åbnede døren, så Zayn kunne komme ind som den første. Niall hjalp ham ind, og så satte vi os alle ind i tørrevejret. Regnen piskede mod forruden, og jeg satte hurtigt motoren i gang, så vi kunne komme hjem og få snakket.

Undervejs på vej hjem, sagde ingen af os rigtig noget. Niall prøvede at spørge Zayn om, hvad der var sket, imens jeg bare sad og vekslede blikke med Louis. Vi var begge forvirret over, hvad der var sket. Og også bekymret selvfølelig. Han var vores bedste ven, og det var bestemt ikke fedt at se ham sådan.

 

**

 

Vi kom langt om længe hen til hotellet, og hjalp Zayn indenfor og op på vores værelse. Louis skyndte sig at låse vores værelse op, og jeg støttede Zayn ind. Han blev placeret i sofaen, selvom hans jakke var drivvåd. Niall tog hans sko af, og Louis hjalp med jakken. Han lænede sig tungt op ad lænet og lod sine øjne glide langsomt i, som om han bare ville forsvinde væk fra et problem.

Jeg lod mit blik glide hen på Louis, der sad på sofabordet overfor ham og så uroligt på ham. ”Zayn hvad er der sket?” spurgte han og lænede sig lidt frem, så han måske høre den utydelige mumlen, som vi havde hørt på hele vejen herhen. Han rystede på hovedet og åbnede sine øjne. Langsomt rettede han sig op og stirrede tomt ud i luften. Jeg gik hen og satte mig ved siden af ham, imens jeg sendte ham et blik, der sagde, at alt var okay. Han kiggede væk fra mig og kiggede så ned i gulvet. ”Det hele var bare et spil,” mumlede han trist. Jeg kiggede forvirret fra ham, til Lou, og så til Niall. De så mindst ligeså forvirret ud som mig. Jeg havde virkelig ingen anelse om, hvad han snakkede om. Et spil? Havde det noget med Lucie at gøre?

Zayn afbrød mine tanker ved at rejse sig op med en stor bevægelse. Han så pludselig virkelig vred ud og begyndte at gå skævt ud mod gangen. ”Hey, du skal ingen steder!” Louis var hurtigt henne ved ham og hjalp ham tilbage mod sofaen. ”Nej,” sagde han en smule højt og surt, og jeg kunne se, at han lagde kræfter i for at få Louis flyttet. Jeg rejste mig hurtigt og gik hen til Zayn. Jeg så roligt på ham, men han prøvede bare at møve sig frem. ”Zayn, slap nu af og sæt dig ned,” begyndte Niall og kom også hen til os.

Det var første gang, at jeg havde set sådan en side af Zayn, og på en måde skræmte den mig. Tanken om, hvad han egentlig kunne gøre lige nu, var ikke særlig sjov at rende med inde i hovedet. Selvom han var vores ven, lignede han virkelig en, der kunne gøre hvad som helst. Hans øjne var mørke og dystre, hans krop var begyndte at ryste, og jeg vidste, at det alt sammen var på grund af vrede.

Louis prøvede at skubbe ham tilbage i sofaen igen, men Zayn var hurtigere og stærkere til at skubbe Louis væk og gå ud mod gangen. Jeg vendte mig chokeret om og så på Louis med store øjne. Han kiggede på alvorligt på mig og tog så sin telefon op ad lommen. ”Ring til Liam.” Han stak telefonen i hånden på mig og gik ud til Niall, der stod ude i gangen med Zayn.

Jeg fandt hurtigt Liams nummer i kontakter og ringede op, imens jeg kunne høre nogle hævet stemmer ude i gangen. Jeg bed mig nervøst i læben, og ønskede bare at Liam gad at tage telefonen nu. Vi havde virkelig brug for ham!

”Louis?” Endelig. ”Liam, du bliver nødt til at komme hen på hotellet,” sagde jeg hurtigt og lød nok en del panisk. ”Harry? Hvad sker der?” spurgte han bekymret. Jeg skævede ud til gangen, hvor der lød et bump. ”Zayn er fuld, og jeg tror, at han er ved at gå amok. Ved du, hvad der er sket?” Der blev lidt stille i den anden ende, men jeg kunne høre en dør smække og var så sikker på, at han var på vej herhen. ”Jeg kommer nu, Harry.” Med de ord lagde han på og efterlod mig som et stort spørgsmålstegn. Hvorfor ville han ikke svare på mit spørgsmål?

”Zayn, slap af!” blev der halvråbt ude fra gangen af Niall. Jeg halvløb derud og så, at Zayn lå nede på gulvet med Louis over sig. Han kæmpede virkelig for at få Lou af sig, imens han var helt rød i hovedet af vrede. Niall havde lænet sig ned over han og prøvede nok at berolige ham. Døren bag dem stod på klem, og jeg vidste, at Zayn havde været på vej ud for at gå sin vej.

”Er Liam på vej?” spurgte Louis og så hurtigt på mig. Jeg nikkede kort og satte mig ned ved siden af Zayn. Han lå og trak vejret som et vilddyr, imens hans næsebor dirrede af vrede. Han skræmte mig ligeud sagt, og jeg var virkelig bange for, at han ville skade nogen af os. Og det var klart, at Zayn var den stærkeste af os her, derfor ville det været let for ham, hvis vi mistede overgrebet.

Der gik flere minutter, hvor Zayn bare lå og kæmpede om at komme fri, men det lod til at han faldt mere og mere til ro, hvilket jeg virkelig håbede, at han gjorde. Hans vejrtrækning var der heldigvis ro på nu, og han virkede ikke så bestemt mere. Jeg tror, at det hjalp, at vi andre sad og snakkede roligt til ham. Han havde også brug for vores hjælp lige nu – ingen tvivl om det.

Der skete først rigtig noget, da døren bag Niall gik op, og Liam trådte ind med et bekymret blik. Han så ned på os og kiggede så på Zayn med et lille suk og en hovedrysten. ”Okay, må vi få en forklaring?” spurgte Niall, inden jeg gjorde. Han nikkede og kiggede hurtigt på Zayn. ”Lad os lige få ham ind i sofaen.” Han lukkede og låste døren, imens Niall, Louis og jeg var fælles om at få Zayn stablet på benene. Han gik mere snøvlet end før, og var ved at falde over dørkammen. Han var helt sikkert ude af den.

Da vi havde fået Zayn ind i sofaen, og han havde accepteret at skulle blive der, landede alle vores blikke på Liam, der sad ved siden af ham. Han havde virket ret trist og stille, siden han kom herhen, og derfor vidste vi at der med garanti var noget helt galt. Og det måtte have noget med Lucie at gøre.

”Hvad så?” spurgte Louis en smule utålmodigt og skævede en enkelt gang for at se på Zayn, der bare lå med hovedet tilbage og øjnene lukket. Liam sukkede kort og kastede også et enkelt blik på ham. ”Lucie brugte ham til et væddemål,” svarede han stille og så tilbage på os. Jeg kunne se sorgen blandet med vrede inde i hans øjne. En kold fornemmelse løb ned ad min ryg. Et væddemål? Jeg løftede øjenbrynene og så en smule overrasket på ham.

”Et væddemål?” gentog Niall, som om han havde læst mine tanker. Liam nikkede langsomt og så alvorligt rundt på os. ”Hvad gik det ud på?” spurgte jeg roligt. Der lød en lille snerren fra Zayn, og han satte sig pludseligt op, så han var ved at falde. Liam holdt hurtigt en arm foran hans mave, så han ikke nåede så langt. ”At gå i seng med mig for fucking 100 pund,” hvæsede han med en kold og kynisk stemme.

Jeg stod lidt og stirrede på Zayn med et lidt bekymret blik. Hans øjne, der var fyldt med vrede, men så alligevel sårbare ud. Og egentlig forstod jeg ham godt. Han var forelsket i Lucie, og så fandt han ud af, at det hele bare var et væddemål. Han måtte ærlig talt være knust. Og så fandt han åbenbart trøst i alkoholen.

Jeg kunne mærke en skuffelsen bane sig op i min krop. Hvordan kunne Lucie såre ham sådan? Hun virkede ellers så oprigtig med hensyn til hendes følelser over for ham. Hun havde ændret sig, siden hun kom hen til Liam. Hendes kolde facade var forsvundet, hun havde fundet et ordentligt smil frem. Hvordan kun så få sig selv til at såre Zayn sådan? Han havde jo hjulpet hende på rette vej, eller var det også bare fake?

 

Please don't leave me ~ Pink

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...