Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1829Likes
1941Kommentarer
295965Visninger
AA

11. Kiss me.

 Zayns synsvinkel

Det var gået hen og blevet mandag. Weekenden var gået hurtig, hurtigere end jeg havde regnet med. Der var sket så meget. Og så alligevel ikke. Det eneste jeg sådan rigtig havde interesseret mig om, var Lucie. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at der ikke var noget imellem os. Hun flirtede hele tiden, og det var helt sikker bevidst, for hun behandlede mig helt anderledes i forhold til Louis, Niall og Harry. Jeg ville ikke sige, at jeg heller ikke flirtede med hende, men det var helst når Liam ikke var i nærheden. Han var ikke meget for at se os sammen. Han havde allerede siddet og gloet på os og kommet med flere kommentarer, som helt klart var hentydninger til, at vi skulle stoppe. Jeg havde bare ladet som ingenting hver gang, imens Lucie sad med et lille smil på læben, som om hun morede sig over det. Det var ikke fordi, at jeg var ude på at såre Liam eller noget, men jeg forstod i princippet ikke, hvorfor han ikke ville lade os gøre det. Vi havde jo tydeligvis gang i noget, som jeg tror var godt. Dog var jeg stadigvæk lidt i tvivl med hensyn til mine følelser for hende. Det skiftede hele tiden. Nogle gange gjorde hun mig varm indeni, andre gange gjorde hun mig vred og irriteret. Men det var mest, når hun legede med mig. Og det var desværre alt for tit, hun gjorde det. Hun havde en eller anden effekt på mig, som gjorde, at jeg var under hendes kontrol hele tiden. Og det provokerede mig – rigtig meget endda.

”Guys, hvad skal vi have til aftensmad?” Niall kiggede utålmodigt rundt på os alle, imens han sad og holdte sig på maven. Jeg trak på skuldrende og så hen på Liam. ”Vi skal ud og købe ind,” sagde han til Niall, der efterfølgende sukkede. ”Kan vi så ikke finde ud af det, og så tage ud og købe ind?” spurgte han os alle. Jeg nikkede og smilede lidt. Vi fik hurtigt en maddiskussion i gang, men til sidst endte det med, at vi ville lave en omgang spaghetti med kødsovs. ”Skal vi se at komme af sted?” sagde Harry, rejste sig op og trak lige hans bukser op, der var ved at falde ned. Jeg udstødte et lille fnis, så han så smilende ned på mig. ”Jeg kan ikke tage med,” svarede Liam hurtigt. Vi så alle hen på ham. ”Lucie har ingen nøgle, og jeg ved ikke hvornår hun er hjemme..” forklarede han og så automatisk hen på mig. Jeg kiggede ned i mit skød og legede lidt med mine hænder. ”Skal vi andre så bare tage af sted?” spurgte Harry lidt efter. Jeg så hurtigt op på Liam. ”Jeg bliver med dig,” sagde jeg bestemt. Han nikkede og smilede svagt, hvilket jeg gengældte. ”Nå, men så kører vi nu. Kom Lou.” Harry hev Louis op ad sofaen og trak ham med ud i gangen, imens Liam og jeg bare blev siddende i en lille tavshed. Ude fra gangen kunne vi høre drengene snakke, imens de rodede ved overtøjet, kort efter gik hoveddøren op, men blev så lukket i igen, og stemmerne var væk. De var gået.

”Nå,” sagde jeg og lænede mig frem. Jeg tog fjernbetjeningerne, der lå på sofabordet og satte mig tungt tilbage i sofaen igen. ”Skal vi se om der er noget spændende..” mumlede jeg og tændte for fjernsynet. Liam sagde ikke noget, så jeg lod som ingenting og zappede bare kanaler igennem, indtil jeg endte på en, der viste Friends. Der var en lidt ubehagelig tavshed imellem os, og jeg vidste udmærket godt hvorfor. Jeg kiggede i smug over på ham og så, at han sad og tænkte på et eller andet. Han havde noget på hjertet, det kunne jeg også godt regne ud. Og han ville garanteret sige noget til mig lige om lidt. Jeg vendte blikket tilbage på skærmen og fulgte godt med i serien, da mit navn blev nævnt.

”Zayn?” jeg så hen på Liam, der sad og kiggede roligt på mig, selvom jeg vidste, at indeni var han irriteret og sur. ”Liam?” Han skulle til at sige noget, men da vi hørte hoveddøren ude i gangen gå op, lod han være. Vi så begge målrettet hen mod gangen, og lidt efter kom Lucie ind. Jeg gav hende straks elevatorblikket, da hun stoppede op i dørkammen. Hun havde et par jeans og top på, og så så hun bare pæn ud som altid. Hendes hår var sat op i en hestehale, så jeg kunne se hendes ansigt rigtigt. ”Hey,” sagde Liam. Hun kiggede hen på ham og nikkede så, hvorefter hendes blik faldt hen på mig. Jeg smilede svagt til hende. Hun gengældte mit smil med et charmerende et. Vores blikke mødtes, og hun sendte mig et lidt forførende blik, hvilket fik varmen i kroppen til at boble rundt. Hun vendte rundt og gik ind på sit værelse. Både Liam og jeg så ud mod gangen, hvor hun lige var forsvundet igen. Jeg smilede lidt for mig selv, men stoppede hurtigt da jeg kom i tanke om, at Liam garanteret sad og stirrede på mig. Nu hvor jeg tænkte det, havde Lucie jo også kun smilet til mig. Hun havde bare nikket til ham. Og det var da klart, hvis han blev vred over det. Det var sådan noget ting jeg ikke kunne forstå ved hende. Hvorfor var hun sådan overfor ham? Det gav ingen mening.

Efter lidt stilhed, kom Lucie ind igen. Hun havde sat kursen hen mod køkkenet, imens hun gik med en cigaret i hånden. ”Lucie, du skal ikke ryge herinde,” sagde Liam, da hun passerede ham. Hun stoppede kort op og så hen på ham med løftet øjenbryn. ”Og hvorfor så ikke det?” Hun lød en anelse snobbet, hvilket jeg egentlig morede mig en smule over. ”Fordi der kommer røg og det stinker,” svarede Liam og demonstrerede det ved at vifte noget røg væk fra ham og Lucie. ”Hvorfor har du så et askebære stående på sofabordet?” spurgte hun og lavede et nik mod det. Liam sukkede. ”Fordi Zayn på et tidspunkt røg herinde, hvilket lugtede forfærdeligt.” Han så undskyldende hen på mig, men jeg smilede bare svagt for at vise, at det var i orden. Jeg så på Lucie, der tog et sug af smøgen og pustede røgen ud, imens hun rystede på hovedet og fortsatte sin gang ud i køkkenet. ”Du er så kedelig, Liam,” mumlede hun på vejen. ”Det hørte jeg godt!” råbte Liam med et lille smil i stemmen. Jeg smilede lidt og blev overrasket over det ansigt, der pludselig stak ud fra døren til køkkenet af. ”Kedelig!” gentog hun og smilede stort, men forsvandt så bag efter.

Jeg hørte Liam sukke og kiggede langsomt hen på ham. Han sad og kiggede ud mod køkkenet, garanteret efter Lucie. Pludseligt ringede hans telefon i hans lomme, og han forsvandt hurtigt ud i gangen. Så var jeg efterladt helt alene. Jeg kunne høre nogle skabe smække ude i køkkenet og rejste mig derfor. Ikke på grund ad lyden selvfølelig, men på grund af personen jeg vidste var derude. Da jeg kom derud, sad Lucie på køkkenet borde med blikket ned mod sin telefon, imens der var en larmende lyd fra mikrobølgeovnen, og hvis jeg ikke tog meget fejl var det popcorn, der poppede. Jeg blev lidt stående i dørkammen og bankede for sjov på, så hun fik min opmærksomhed. Hun kiggede op med et lidt stift blik, indtil hun opdagede, at det var mig. Så sendte hun mig et stort og charmerende smil og lagde sin telefon fra sig. Jeg trådte langsomt nogle skridt tættere på hende, indtil jeg stod placeret foran hende, så jeg kunne dufte hendes velkendte parfume. Jeg lod mine hænder hvile på bordpladen og lænede mig så frem mod hende, så vi kunne få direkte øjenkontakt. Det var nu heller ikke så svært, da hun havde fulgt med i hver bevægelse jeg havde foretaget mig, og nu bare sad og stirrede mig ind i øjnene. ”Hvor har du været i dag?” spurgte jeg lavt, så hun skulle få en bestemt følelse af det. Hun lod en finger køre hen over min hånd, så jeg fik kuldegysninger, og jeg var nødt til at spænde, for ikke at begyndte at skælve. Jeg vidste, at hun kunne mærke det, for et lille irriterende smil gled hen over hendes perfekte læber. ”Hos April,” svarede hun og fjernede blikket ned til min t-shirt. Jeg kiggede hurtigt samme vej og opdagede, at hendes hænder ligeså stille var begyndt at køre hen til kanten af den. Hun løftede den lidt op og lod hendes fingre lege edderkop på min mave, så jeg begyndte at ryste. Jeg bed hurtigt tænderne sammen og kiggede på hende. Hun sad bare og kiggede på mig. Noget sagde mig, at hun havde gjort det hele tiden. For at få mine reaktioner at se. Selvom jeg ikke kendte hende ud og ind, vidste jeg, at hun elskede at se mig sådan her.

Hendes ene finger begyndte at kravle længere ned af, og jeg ville have ladet den blive der, hvis ikke jeg hørte en stemme inde fra stuen af. Hurtigt trådte jeg et skridt tilbage, så Lucies hænder faldt ned og ramte hendes lår. Jeg kiggede ind i stuen og hørte, at Liam var ved at gøre sin samtale forbi. Og han stod med ryggen til køkkendøren. Forsigtigt så jeg hen på Lucie, der sad med et lille smil på læben, imens hun lod som ingenting. ”Hvad laver I?” Jeg så hen mod køkkendøren, hvor Liam stod med løftet øjenbryn og så på os. Han havde heldigvis ikke det vrede blik i øjnene, som han ellers havde, når han så os sammen. ”Noget,” svarede Lucie hemmelighedsfuldt. Jeg rystede på hovedet og så hen på Liam, der havde et lidt forkert ansigtsudtryk. ”Hun laver popcorn,” sagde jeg så og gav tegn til mikrobølgeovnen. Der var en lille stilhed imellem os, som jeg fandt en del ubehagelig. Jeg gættede på, at Liam stod og tænkte på Lucies svar. Han troede helt sikkert, at der var noget imellem os. Der blev ikke sagt noget, før vi kunne høre hoveddøren gå om. ”VI ER HJEMME!” råbte Harry. For at komme ud af tavsheden, tog jeg initiativ til at gå ud i gangen til drengene, der var i gang med at tage overtøjet af. ”Regner det?” spurgte jeg, da Harrys krøller lignede en mislykkedes frisure. ”Hvad tror du selv?” svarede han og rystede med hovedet, så hans krøller fløj rundt. Jeg grinede lidt og så på Niall, der stod og hang sin jakke op. ”Det tisser ned,” sagde han og gik ind i stuen med nogle poser. Jeg vendte mig om og gik roligt efter ham. Harry og Louis kom ind efter og smed sig direkte i sofaerne, så der ikke var plads til os andre. Jeg smilede svagt af dem og gik så ud i køkkenet, hvor Liam allerede var i fuld gang med at tage indholdet ud ad poserne. Niall var så allerede i gang med at lave maden. Lucie sad på køkkenbordet med sine popcorn i en skål og spiste af dem. Niall gik flere gang og skulkede til hende, et klart tegn på at han var sulten. Et lille smil gled hen ad mine læber. ”Hvornår skal vi spise?” Harry kom gående ind i køkkenet med sit våde hår, og straks slog Lucie en høj latter op, der gav mig kuldegysninger. Vi kiggede alle med løftet øjenbryn hen på hende, og Louis kom gående ind i køkkenet for at se, hvad der foregik. ”Øhh?” spurgte Harry. Det gik op for mig, at hun var begyndt at grine, da han kom ind. ”Dit hår...” Hun hoppede ned fra køkkenbordet og fandt grinende sin vej ud, imens hun bare lod Harry stå tilbage med et overrasket ansigtsudtryk.

*

”Der er mad, Lucie!” råbte Louis, så man ikke kunne undgå at høre det i hele lejligheden. Jeg satte mig tungt ned på stolen ved spisebordet og lod mit blik falde hen køkkendøren, hvor Lucie kom gående med et koldt ansigtsudtryk. Hun kom med den facade igen. Den facade jeg så inderligt hadede. Hun burde droppe den og komme frem med sit sande jeg. Hun satte sig ned ved siden af Liam. Jeg sad og kiggede på hende i smug, indtil jeg kunne mærke et lille spark ind i mit ben. Jeg kiggede irriteret hen på Louis, der sad og smilede til mig. ”Gider du række mig osten?” spurgte han og sendte mig et, der sagde, at jeg skulle lade Lucie lidt være. Og selvfølgelig var Liam grunden. Jeg himlede med øjnene, vendte mig om og tog derefter osten og gav ham den. ”Vil du have spaghettien?” sagde Liam og så på Lucie imens. Hun kiggede op på ham med et lige glad blik. ”Mm.” Han rakte hende gryden og holdte den endda for hende, imens hun tog en lille potion op på tallerkenen, og alligevel fik han intet tak. ”Kødsovs?” tilbød Harry og holdte allerede gryden hen foran hende. ”Nej.” Hun rystede på hovedet og rejste sig, hvilket fik os alle til at se undrende på hende. Det var da uhøfligt bare at gå? Men i hendes øjne, var ingenting vel uhøfligt. Hun vandrede hen til køleskabet, åbnede det og tog en flaske ketchup ud, hvorefter hun træskede tilbage. Liam så opgivende på hende, og jeg vidste, at han var ved at komme med en kommentar men lod være. Det ville der bare ikke komme noget godt ud af.

**

”Kan vi ikke se noget andet, helt seriøst?” spurgte Niall og kiggede optimistisk på Louis, der sad med fjernbetjeningen og zappede. Han havde lige fundet en eller anden film fra 60'erne, som han var den eneste, der gad at se. ”Lou, come on,” sagde Harry bedende og lavede store øjne, hvilket jeg sad og var ved at grine af. ”Det der er virkelig lort,” mumlede Liam og tog fjernbetjeningen ud ad hånden på ham, imens han sad og var fordybet i Harrys øjne. Jeg grinede hånligt, hvilket de andre drenge var med til. ”Hvor er I dog onde,” sagde Louis og kiggede trist ned i sit skød. Jeg smilede og så på fjernsynet, da en person tog min opmærksomhed. Lucie kom ind i stuen med det samme kolde ansigtsudtryk, som hun havde, da vi spiste. Der blev helt stille i sofaen, imens hun kom gående hen mod os. Kun lyden af fjernsynet var til at høre. Hun dumpede ned ved siden af mig i hjørnet – ingen særlig stor overraskelse. Liam kiggede selvfølelig på hende, men hun ignorerede det bare.

”Hvad ser vi?” spurgte hun, så vi alle kiggede hen på hende. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var det hendes første spørgsmål hun havde stillet os i dag. ”Nyhederne,” svarede Liam kort og lagde fjernbetjeningen på sofabordet. ”Ej, Liam, du er ligeså slem som Louis,” sagde Niall og rykkede uroligt på sig i den anden sofa. Liam smilede lidt og så hen på ham. ”Jeg ved det...”

Vi var godt og grundigt halvvejs med nyhederne, og alles blikke var rettet mod skærmen, da en negl begyndte at tegne små cirkler på mit lår. Jeg vidste udmærket godt, hvem det var, så jeg lod være med at kigge ned, selvom det var ret fristende. Det ville bare tiltrække de andres opmærksomhed. Hun begyndte at køre to negle frem og tilbage på låret, hvilket fik min hud til at skælve og brænde, og jeg var nødt til at bide tænderne sammen, for ikke at vise det helt så meget. Jeg lod mit blik falde rundt på drengene, der sad og kiggede opslugt på fjernsynet, så jeg så roligt ned på Lucie, der havde blikket rettet mod mit lår. Jeg overvejede at fjerne den, da det slet ikke var det rette tidspunkt at gøre det på, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til det. Hendes hånd sneg sig længere og længere op, så det hele snart ville blive åbenlyst, så jeg kiggede hurtigt rundt og opdagede, at Niall sad og kiggede sjovt på os. Jeg tog straks Lucies hånd væk og placerede den på hendes eget lår, så hun begyndte at grine. Hendes latter var drillende, men gik stadigvæk direkte ind og varmede. Alle drengene kiggede forvirret på hende. Niall sad bare og smilede stort. Jeg kunne ikke være mere glad for, at han ikke havde noget imod at se os sammen. Harry havde ikke noget direkte imod det, men han syntes stadigvæk, at jeg var ude på lidt for dybt vand. Og Louis foretrak, at jeg lod hende være, da Liam tydeligvis fandt det irriterende og dumt.

Da nyhederne sluttede, begyndte vi at tale lidt igen. Liam havde endelig fundet noget andet at se, og det blev så et stand-up-show, som vi alle kunne sidde og more os over. Dog blev Lucie bare siddende med et koldt og følelsesløst ansigtsudtryk, hvilket generede mig en smule. Det irriterede mig lidt, at hun ikke bare kunne vise den rigtige side af sig, i stedet for hele tiden at skifte. Det gjorde mig forvirret. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad hun egentlig følte.

”Lucie?” sagde Liam under reklamerne. Der blev lidt stille, og vi ventede alle på, at hun ville svare ham. Jeg så på hende imens og troede egentlig, at hun ville bløde lidt op, da han snakkede til hende, men hun foretrak ikke en mine. ”Liam?” lød hendes isende stemme. Hun var væk igen. Den Lucie, som jeg rigtig kendte. ”Hvor var du egentlig henne i dag?” spurgte han og skruede lidt ned for fjernsynet. Jeg vidste allerede der, at det var et dumt spørgsmål at stille fra Liams side. Men alligevel burde han vide det. Det var ham, der havde ansvaret for hende, ergo han ville få problemer, hvis der sket hende noget.

”Et sted,” svarede hun afvisende og lænede sig tilbage i sofaen med armene over kors. Jeg kunne mærke en lille irritation stige i mig. Hvorfor kunne hun dog ikke bare svare i stedet for det der?! ”Jeg gider ikke det der,” mumlede Liam en smule hårdt. Hun himlede med øjnene og rejste sig, hvorefter hun bare gik sin vej ind på sit værelse. Liam sukkede og var ved at rejse sig, da jeg lagde en arm i vejen. Han så uforstående på mig. ”Lad mig,” sagde jeg og kiggede indebrændende på ham. Han skulle til at protestere, da jeg rejste mig og gik ud mod gangen. ”For resten, så var hun hos April.”

Jeg gik hen til døren til hendes soveværelse og trak ned i dørhåndtaget, så jeg mødte hendes duft med et sus. Uden at tænke eller noget, gik jeg bare ind og lukkede døren efter mig. Lucie sad på sin seng og havde allerede opdaget mig. Hendes blik var i modsætning til før, ufatteligt forførende, og jeg lukkede mine øjne hårdt i og bedte til, at intet andet ville påvirke mig.

”Hvorfor er du sådan over for ham?” spurgte jeg langsomt og åbnede øjnene lidt. Hun løftede øjenbrynene, garanteret for at få mig til at tro, at hun ikke vidste, hvad jeg snakkede om. ”Liam,” sagde jeg en smule hårdt. Hendes blik ændrede sig lidt. De forførende øjne forsvandt og blev erstattet af vrede. ”Derfor,” svarede hun koldt. Jeg sukkede og gik tættere på hende, så hun steg ud ad sengen på den anden side. ”Seriøst, Lucie?” sagde jeg og fik hende til at lyde latterlig. Men det var altså heller ikke en særlig god grund, og at hun ikke gad at komme med nogle ordentlige grunde, var jeg nødt til at sige, at hun var latterlig.

”Ja, seriøst, Zayn.” Hun så afvisende på mig, og jeg vidste, at hun ville have mig til at gå. Alligevel blev jeg stående. Jeg ville have et svar ud af hende.

”Hold nu op. Han prøver at hjælpe dig. Hvad med at vise noget taknemlighed i stedet for at være så led?” Jeg opdagede, at jeg var kommet op i et lidt højt toneleje, hvilket ikke rigtig var meningen. Jeg ville ikke skændes med hende, jeg ville bare have en forklaring. Men når hun opførte sig sådan der, kunne man altså ikke lade være med at blive en smule sur. ”Jeg har ikke brug for hans hjælp,” sagde hun lavt, men med en stemme, der føltes som tusinde knive, der bliver boret ind i en. Jeg gloede lidt på hende og var ved at komme med en ironisk kommentar, men det ville nok bare såre hende. ”Jamen, så behandl ham dog ordentligt alligevel? Du er så afvisende over for ham. Han er din fætter for guds skyld.” Hun rystede hårdt på hovedet og kiggede irriteret på mig. ”Lucie, han elsker dig. Hvorfor kan du ikke behandle ham godt? Det eneste han ønsker, er, at se dig glad. Du burde det ønske det samme for ham.” Jeg kunne mærke vreden boble rundt indeni. Jeg kunne slet ikke tage hen lige nu. At hun stod og indrømmede overfor mig, at hun hellere ville såre Liam end at gøre ham glad. Hvad fanden var det for noget at sige?!

”Nå, men det gør jeg altså ikke Zayn!” sagde hun højt og var lige på rangen til at råbe. ”Liam burde ikke elske mig. Han burde væmmes ved mig ligesom alle andre, okay?!” Hendes ord var så hårde, at jeg blev en del chokeret. Jeg forstod intet af det, hun sagde. Hvordan kunne hun sige, at hun hellere ville have, at han væmmedes ved hende end elskede hende. Det gav overhovedet ingen mening!

Jeg blev stående og stirrede lidt på hende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det var første gang, jeg havde hørt Lucie bruge så hårde ord, og det overraskede mig, at hun talte på den måde. Blandede følelser fræsede rundt i mig, min mund var helt tør og opbrugt for ord. Lucie stod derimod bare henne på den anden side af sengen med et hårdt blik, og jeg vidste, at hun sagtens kunne komme med mere at sige. Roligt begyndte hun at gå hen imod, indtil hun stod foran mig. Hun kiggede direkte ind i mine øjne, og jeg kunne ikke rigtig blive klog på hendes blik.

Zayn, det er bare sådan jeg er,” hviskede hun med en lille stemme, som om hun var ved at græde. Jeg ville egentlig sige noget, men jeg orkede ikke at diskutere mere med hende. Hun havde vundet diskussionen, det kunne jeg godt se. Men jeg havde ikke tænkt mig at give op. Jeg skulle nok få et rigtigt svar ud af hende en dag. Jeg vendte mig om og gik min vej. Ind i stuen til drengene, der kiggede med løftet øjenbryn på mig. ”Hvad skete der?” var Liam den første til at spørge om. Jeg rystede på hovedet og sukkede en smule. ”Er I.. uvenner?” spurgte Harry en smule trist. Jeg trak på skuldrende og vendte blikket over mod fjernsynet, bare for at kigge væk fra dem. ”Jeg går i seng,” sagde jeg roligt og vendte mig om uden at skænke dem et blik. Jeg begyndte at gå hen mod mit værelse, da jeg hørte Liam kalde. Roligt vendte jeg mig om. ”Hvorfra vidste du, at Lucie var sammen med April i dag..?” ”Vi talte sammen tidligere.” Jeg vendte mig om igen og gik hen mod mit værelse. Da jeg passerede Lucies dør, kunne jeg høre et snøft derinde fra, hvilket fik mig til at stoppe op, imens den dårlige samvittighed brusede ind over mig. Havde jeg fået hende til at græde? Jeg mig lidt i læben og overvejede lidt at gå ind til hende, men lod være. Hun ville garanteret bare blive sur.

Jeg gik ind på mit værelse og gjorde mig sengeklar. Klokken var lidt i elleve, men jeg var allerede enormt træt. Den diskussion havde taget ret meget af min energi. Det var ikke en gang fordi den var så stor, jeg tror bare, at det var Lucie, der fik vendt alt ting ned af. Hvor kunne jeg dog hadede hende for at påvirke mig så meget. Bare et koldt blik kunne få de værste tanker rundt i mig. Hun virkede så skrøbelig, og alligevel ikke. Jeg gav et suk fra mig og lukkede mine øjne. Søvnen trak i mig, og langsomt faldt jeg i søvn med frustreret tanker

***

Jeg havde haft en forfærdelig nat. Med mere eller mindre søvn. Tanken om, at Lucie havde grædt på grund af mig, gik mig på. Men så alligevel ikke. Jeg fortrød intet af det, jeg havde sagt. Jeg havde bare brug for et svar, og jeg fik det – næsten.

Jeg fik bevæget mig ud fra sengen og tog en varmt bad, der fik tankerne på det rene. Derefter tog jeg tøj på og ordnede mit hår, så det sad perfekt. Jeg gik ud fra værelset og blev mødt af en duft af boller og Nialls morgenfriske stemme. Jeg gik ind i stuen, hvor alle drengene sad og spiste morgenmad ved sofabordet. ”Zaaaayn,” halvråbte Harry, da han fik øje på mig. ”Shhhh!” sagde Liam hurtigt og tog pegefingeren over munden. Harry så forsigtigt på ham. ”Der er stadigvæk en, der sover...” sagde Liam. Harry smilede undskyldende og lod sit blik glide hen på mig. Jeg smilede stort til ham og lod mig glide ned på sofaen ved siden af Louis. ”Sovet godt?” spurgte han og tog en bid af sin bolle, der var smurt med nutella. Jeg nikkede, selvom det var løgn. Jeg havde sovet af helvedes til. ”Helt fint, tak. Hvad med dig?” Jeg tog en af de to tallerkener, der stod tilbage på bordet og var klar til Lucie og mig. ”Samme. Eller, jeg var ved at blive døv af Harrys snorkeri.” ”HEY?!” ”Harry, shhhh!” Jeg begyndte at grine, hvilket Niall også gjorde. ”Godmorgen,” sagde Liam pludseligt og så hen mod døren til stuen. Jeg kiggede automatisk derhen og stoppede mit grin, da jeg så Lucie så med et koldt blik og så på os. ”Godmorgen,” sagde hun kort og gik hen til Liam, som hun satte sig ved siden af. Hun lænede sig tilbage i sofaen og så på fjernsynet. Jeg sad og studerede hende lidt. Faktisk prøvede jeg at fange hendes blik, men hun skænkede mig ikke et eneste. ”Skal du ikke have noget morgenmad?” spurgte Niall og rakte hende en tallerken. Hun så lidt på den, men tog så imod den med et lille smil. Han smilede stort og nikkede. ”Bolle?” sagde Harry og tog brødkurven med boller i og rakte frem mod hende. Hun så lidt på ham, hvilket jeg nok også ville have gjort, da man godt kunne få en anden opfattelse af spørgsmålet. Alligevel tog hun en og nikkede som tak. ”Hvad skal du have på?” kom det fra Louis. Lucie begyndte at smile lidt. ”Jeg kan godt selv...” Han grinede lidt, hvilket Lucie smilede endnu mere af. Jeg kiggede på Liam, og han så rimelig tilfreds ud med det.

Da vi havde spist morgenmad, fik vi taget af bordet og satte os til at se endnu mere fjernsyn. Det regnede udenfor, og himlen var helt grå, så at gå udenfor var ikke en mulighed. Lucie var blevet siddende inde i stuen og var begyndt at blande sig en smule i samtalerne. Men hver gang jeg blandede mig, blev hun bare.. stille og afvisende. Og hver gang jeg kiggede på hende, kiggede hun bare væk. Det irriterede mig lidt.

****

Vi var kommet halvvejs ind i filmen, og jeg skulle på toilettet, så jeg rejste mig og fandt vejen derud. Da jeg havde gjort mig færdig, gik jeg derud fra igen og begyndte at gå tilbage til stuen, da jeg opdagede, at Lucie var på vej ind på sit værelse. Hun så mig og rettede sit blik, så hun ikke kiggede på mig. Jeg sukkede og gik hen foran hende. ”Hey,” begyndte jeg, så hun endelig kiggede på mig. Alligevel var hendes blik hårdt. ”Er du okay?” spurgte jeg og strøg et hår, der sad foran hendes øje væk. ”Ja,” svarede hun koldt, så der gik et kys igennem mig. Jeg bed mig lidt i læben og så hende i øjnene. ”Jeg hørte dig græde i går..” sagde jeg roligt og så afventende på hende. Hendes kolde blik smeltede en smule, men blev hurtigt hårdt igen, hvilket undrede mig. ”Det må have været en fejl for det gjorde jeg ikke,” svarede hun kort og fastholdte øjenkontakten, selvom jeg havde regnet med, at hun ville bryde den. Sådan plejede folk altid at gøre, når de løj, og jeg var altså sikker på, at hun løj. Jeg var hundrede på, at jeg havde hørt hende græde, da jeg gik forbi!

”Hvorfor er du egentlig så afvisende? Du har slet ikke talt med mig her til morgen...” spurgte jeg for at komme lidt væk fra det andet emne. Hun løftede øjenbrynene og kiggede på mig med det blik, som gjorde mig irriteret. Det blik, der sagde, at jeg udmærket godt selv kunne regne det ud. Vi blev stående og kiggede ind i hinandens øjne i lidt tid, indtil hun bare vente sig om og skulle til at gå hen mod sit værelse. Jeg kunne mærke, at jeg blev provokeret. Det provokerede mig, at hun bare skred. At jeg aldrig rigtig fik svar på det, jeg ville have svar på. Og at hun skulle være så pisse uimodståelig samtidig.

Hun skulle til at gå, men jeg var hurtigere end hende til at reagere. Før jeg vidste af det, havde jeg trukket i hendes arm, så hun landede foran mig, og placerede blidt mine læber på hendes. Et velkendt sus røg igennem min mave, og jeg følte det som en sejr – igen. Det mindede mig om vores nat sammen. Hun havde afvist mig, men alligevel kunne hun ikke modstå mig.

Jeg udviklede langsomt kysset lidt og lod mine arme trække hende helt ind til mig. Det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde savnet hendes læber på mine. Alle de gange hun havde tirret mig, havde jeg haft brug for dem, og nu var de der endelig. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde haft trang til at kysse Lucie – for det havde jeg. Op til flere gange endda. Hun var bare så pokkers uimodståelig. Jeg havde haft svært nok ved ikke at røre hende på grund af Liam, og det her ville kun gøre det værre.

Lucies hænder var pludseligt landet på min mave, hvilket fik min hud til at brænde som aldrig før. Hun begyndte at køre dem længere og længere ned og var lige ved at åbne mine bukser lidt op. Jeg var ved at trække mig tilbage og skæve lidt til hende, da det ikke ligefrem var det passende sted at gøre det her. Men Lucie holdt bare stramt på min bukser, så jeg vidste, at det ville gøre det umuligt at flygte. Og alligevel ville min krop ikke reagere på at flygte nu. Jeg var bundet ved hendes hænder. Hun lod dem blive på stedet, indtil vi hørte nogle fløjt bag fra os, og jeg vidste at de tilhørte Harry og Niall. Jeg begyndte at smile lidt og nød kysset fuldt ud, da jeg hørte Niall snakke inde i stuen. ”De står ude i gangen og kysser.” ”Hvad?!” Liams stemme rasede, og alligevel var jeg dum nok til først at trække mig fra Lucie, da jeg vidste, at han lige var ved os. Heldigvis stod jeg med ryggen til ham, så jeg fik hurtigt mine bukser lidt på plads og vendte mig som med Lucie ved min side. Og der stod han. Med hænderne knyttet ind mod hans lår, en dirrende underlæbe, og med et rasende blik, der kun hvilede på Lucie.

 

Kiss Me ~ Ed Sheeran

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...