Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1829Likes
1941Kommentarer
295921Visninger
AA

18. I hate love.

 

Lucies synsvinkel

Det gav genlyd i hele huset, da han hårdt smækkede med døren og forsvandt. Jeg kunne stadig mærke hans ånde mod min ansigt, selvom han for længst var gået. Hvad havde jeg dog gjort?

”Lucie?” Liam som jeg helt havde glemt, lagde en hånd på min skulder. Som en refleks rystede jeg den af mig. Jeg kunne ikke klare nærkontakt lige nu. Alt indeni skreg og græd, men selvfølgelig var det ikke til at se, da min facade stadig hang på sin plads. Hvad fanden havde jeg dog gjort.

”Hvad sker der?” spurgte Liam omsorgsfuldt, men alligevel med en form for vrede i stemmen. Jeg havde aldrig set Zayn sådan der, og noget sagde mig, at Liam heller ikke havde set ham sådan der før. Jeg havde virkelig formodet at såre ham, og mig selv oven i købet.

En væmmelse skød igennem mig, da jeg vidste, at jeg blev nød til at fortælle Liam alt. En væmmelse der gav mig kvalme. At jeg kunne bruge ham på den måde! At jeg kunne lade April komme imellem os. Det var præcis, hvad jeg havde frygtet. Jeg hadede hende! Hvis bare han ville have lyttet på mig! Hvis bare jeg kunne forklare, men jeg forstod ham godt.

Vreden skyllede igennem mig. En vrede fyldt med så meget selvhad, og had til April, at jeg havde brug for smerte. Før jeg vidste af det, havde jeg hamret min hånd ind i væggen. ”Lucie!” sagde Liam chokeret og tog fat i min hånd. Jeg skubbede ham hårdt fra mig. Jeg kunne ikke klare det! Han skulle slet ikke have den form for medlidenhed i stemmen. Hvis han dog bare vidste, hvad jeg havde gjort imod Zayn. Føj forhelved, hvor burde jeg rådne op i helved.

”Lucie, hvad har du gjort?” ud fra min opførsel og Zayns ord, var det vidst gået op for Liam, at jeg havde gjort det her – at det var mig, der var grunden til Zayns vrede udbrud. Jeg var grunden til hans bedsteven var blevet såret!

”Jeg har ødelagt det hele” min stemme var kold, men bag det, lå der hundredeviser at følelser, som havde brug for at komme ud – på den ene eller den anden måde.

”Lucie” Liam kom hen foran an mig, og prøvede at fange mit blik. ”Snak med mig” sagde han trist. Jeg rystede på hovedet og gik et skridt bagud. Jeg var et forfærdelig fucking menneske, og alligevel gad Liam tale med mig. Men ville han også det, når han vidste, at alt jeg havde gjort var af én eneste grund?

”Lucie forfanden” mumlede han endnu mere bekymret, da han sikkert kunne se mine øjne blive blanke. Jeg havde ingen ide om at græde – ikke her. I fuld tilstand havde jeg en undskyldning for at græde, men ikke når jeg var helt ædru. Hans bekymret tonefald gik mig på. Han fortjente ikke at være bekymret.

”Jeg brugte ham Liam!” fløj det ud af munden på mig. Han skulle til at træde et skridt tættere på mig, men holdt inde. ”Hvad gjorde du?” han lagde hovedet på skrå, og prøvede desperat på ikke at spørger igen, for at få mig til at snakke hurtigere.

”Jeg brugte ham! Han var et fucking væddemål, okay?” hvæsede jeg af ham. Et skuffet blik kom frem på hans ellers før, bekymret ansigt. Jeg hadede at skuffe ham. Det havde jeg altid gjort. Jeg havde altid været en bitch overfor ham, fordi det var det jeg kendte til. Jeg havde altid været en bitch, fordi min facade var pisse ligeglad med om jeg sårede ham, men inderst inde hadet jeg at såre ham! Han var noget at det mest omsorgsfulde menneske på denne jord, og jeg sårede ham. Gang på fucking gang! Og nu igen.

”Men det var slet ikke meningen det skulle gå så langt” hviskede jeg svagt, hvilket jeg hurtigt fortrød, for det så ikke ud til at ændre på Liams holdning og mening. Han havde nok allerede dømt mig. Han forstod sikkert allerede Zayn, men jeg fik ikke lov til at forklare! Men det måtte jeg nu – jeg ville.

”Han startede det hele!” råbte jeg anklagende, selvom Zayn langt fra havde startet det. ”Det var ikke meningen jeg skulle få følelser for ham! Men det fik jeg, og nu er det hele fuckt up pga. April!” sagde jeg og bed mig i læben. Jeg sværger, at jeg kunne vride halsen om på hende. Hun ødelagde alt!

Liam stod bare og kiggede på mig. Hans blik var virkelig skuffet, og jeg hadede det. Jeg kunne ikke beskrive, hvor stor en trang jeg pludselig havde til at bryde sammen – kun så han kunne se, hvor ked af det jeg var. Men jeg kunne ikke, slet ikke.

”Så du brugte ham?” Liam åbnede endelig munden, men det var ikke det jeg havde troet han ville spørger om eller sige. Jeg troede han havde fattet, at mine følelser for ham var ægte!

”I starten ja men…” Jeg blev afbrudt af en høj lyd. Liam kiggede på mig, rystede kort på hovedet og hev sin mobil op.

”Hvad så?” Han mumlede det og kiggede ned i jorden, som om han afskyede mig. ”Harry hvad sker der? sagde han og kiggede op.

”Liam hør på mig!” sagde jeg højt og håbede han stoppede op, men det gjorde han ikke. Han tog fat i sin jakke og bukkede sig ned, for at få sine sko på. ”Jeg kommer nu Harry” sagde han og lagde på.

”Jeg har følelser for ham!” sagde jeg højt og prøvede at få ham til at kigge på mig, hvilket han gjorde. Han kiggede mig i øjnene i nogle sekunder, inden han rystede på hovedet og tog fat i døren. ”Du bliver her” sagde han følelsesløs og låste døren efter sig.

Idet lydene fra hans fodskridt blev helt utydelige, bankede jeg hånden ind i væggen og gav et hyl fra mig. Hvorfor lyttede de ikke på mig?! Okay jeg fortjente det slet ikke, men jeg holdt jo forfanden af ham! Jeg elskede ham. Men ingen af dem troede på mig. Ingen af dem ville lytte! Ikke engang Liam, som altid ville gøre alt for at høre begge sider af historien.

Jeg tog fat i mit hår og rev i det. Jeg kunne ikke græde, selvom jeg havde en stor lyst til det. Tårerne var der overhovedet ikke.

***

Ugen gik – langsomt. Jeg var ikke taget i skole. Jeg havde ikke overskud til det, og mit humør var helt i bunden. Liam havde de første to dage ladet mig helt være, men eftersom jeg intet spiste eller kom ud fra mit værelse, var han begyndt at snakke med mig. Jeg havde selv opgivet at diskutere Zayn med ham, så nu var det mest bare som det var før – hvis ikke værre.

I aften holdt Danielle fest, og jeg var åbenbart inviteret. Det var sikkert bare fordi Liam var bange for at lade mig være alene hjemme, hvilket jeg ikke forstod. Okay, min hånd var måske blevet ret grim efter alle de gange jeg havde slået den ind i væggen, men værre var det ikke.

Jeg havde haft et stort skænderi med ham. Eller jeg kaldt det et stort skænderi, fordi jeg ikke havde overskud til at diskutere med ham der. Jeg havde nægtet at tage med, men han sagde, at det var enten det, ellers måtte jeg komme hjem til hans onkel og moster at bo igen, hvor min mor var. Jeg vidste han ikke mente det, for jeg vidste at Liam ikke ville sende mig hen til min mor igen – sådan var han ikke. Men at han begyndte at true, fik mig til at tabe diskussionen.

Jeg havde ikke set noget til Zayn siden den dag, og heller ikke de andre, udover Niall der havde besøgt Liam nogle gange. Det virkede ikke som om han var sur på mig, men hvilken verden ville vi også leve i, hvis selveste Niall Horan var sur på mig? Jeg mener… han var altid glad – altid. Og selvom jeg virkelig havde såret hans bedsteven, så var han alligevel i stand til at sende mig et smil af og til? Jeg kendte ikke andre mennesker der ville gøre sådan til mig, udover ham og Liam.

Jeg stod foran spejlet og nærstuderede mig selv. Jeg havde tabt mig en lille smule hen af ugen, hvilket gjorde, at jeg blev nød til at hive op i min kjole hele tiden. Den havde ingen stropper. Den var kedelig sort, men med et par guld smykker og stiletter, så var det flot. Jeg orkede ikke at gøre det helt store ud af mig selv. Jeg skulle ikke score nogen. Kærlighed var lort, hvilket mit liv også var. Jeg troede ikke længere på, at der var nogen der holdt øje med mig i himlen. Jeg fortjente alt der skete, selvom jeg ville ønske, at Zayn ville lytte på mig. Jeg savnede ham, og jeg savnede den person jeg var med ham. Jeg savnede den tryghed han bragte mig, og jeg savnede den måde, han fjernede mine negative tanker på. De var der uafbrudt nu, og jeg følte jeg kunne græde når som helst.

”Lucie?” Liam bankede kort på døren, inden han stak hovedet ind. Et lille smil gled over hans ansigt da han så mit tøj. Han havde sikkert ikke troet, at jeg var taget med, og da slet ikke med fint tøj. Hele ugen havde jeg haft nattøj på, og han havde med alt besvær fået mig til at skifte det en eller to gange.

”Der er mad” sagde han roligt og trådte længere ind i rummet. Jeg slog mit blik væk fra spejlet og nikkede. Jeg tog mine stiletter i hånden og gik forbi ham og ud i køkkenet, hvor han havde lavet mad til mig. Et smil gled over mit ansigt, da det var spaghetti – som jeg elskede.

Jeg satte mig på stolen og begyndte at spise. Det var længe siden jeg havde følt sult, men den var der nu. Jeg kunne ikke drikke på tom mave, og noget sagde mig, at jeg i aften skulle være så fuld, at jeg ikke anede, hvor jeg var. Det havde været medicinen mod alle mine negative tanker, før Zayn kom ind i billedet, og nu når han var væk, så måtte jeg fortsætte, hvor jeg slap. Jeg måtte dog indrømme, at det skræmte mig lidt at jeg skulle se ham i dag, men jeg så frem til det. Bare at se ham ville vel gøre det hele lidt lysere. Om jeg så skulle gemme mig, for at se et smil fra ham, så måtte jeg gøre det.

”Godt at se du stadig kan spise” sagde Liam med en drillende stemme. Jeg sendte ham bare et hurtigt smil og spiste resten. Det havde indtil videre lykkedes mig ikke at spilde på min kjole.

Jeg rejste mig og tog mine sko på. Jeg ville egentlig bare gerne af sted for at få aftenen overstået, så jeg kunne ligge i min seng og se gyserfilm. Jeg havde det ikke særlig godt med at komme udenfor.

***

Liam åbnede døren for mig, og lod mig komme ind. Jeg forstod ikke helt, hvilken fest Danielle holdt, men der måtte komme mange, siden de havde lejet sådan et stort sted.

Jeg kiggede over på Liam, som allerede var ved at hilse på nogen. Jeg følte mig allerede dårlig tilpas, og det eneste jeg kunne få øje på lige nu, var baren.

Jeg gik med faste skridt derhen og bestilte en stærk drink. Hvad det var, fik jeg ikke fat i, jeg drak det bare. Det skulle bare ned. Ned og fjerne alle negative tanker.

”Lucie?” en bekendt stemme lød bag mig. Jeg snurrede rundt med glasset i hånden, og kiggede lige ind i Harrys øjne. Han så en smule bekymret på mig, inden han satte sig ned ved siden af mig. ”Hvordan har du det?” han lød rent faktisk til at interessere sig for det.

”Fint, skønt! Perfekt” sagde jeg hurtigt og slog glasset i bordet, og fik tjeneren herhen. ”En til at …. De der” mumlede jeg og pegede på glasset. Han nikkede og forsvandt.

”Tror du ikke, at du skulle holde lidt igen?” spurgte Harry om, og lænede sig hen imod mig. Jeg løftede det ene øjenbryn. Siden, hvornår var han begyndt at blande sig i, hvad jeg foretog mig?

”Jeg har det fint Harry” sagde jeg, for at få ham til at fatte, at han skulle lade mig være. Mit humør var allerede ødelagt ved at blive tvunget til denne lorte fest, han behøvede ikke gøre det værre!

”Fair nok Lucie” sagde han og lagde en hånd på min skulder, som jeg ville skubbe af mig, men han gav det et klem. ”Hvis det går helt galt, så ved du, hvor du kan finde mig” sagde han roligt og kiggede mig i øjnene og prøvede vidst at vise, at han var her for mig. Jeg forstod det ikke. Jeg forstod det virkelig virkelig ikke. Hvorfor helved i satan ville han hjælpe mig, når jeg helt klart havde såret hans bedsteven?

Jeg rystede bare på hovedet og tog imod drinken fra tjeneren. Der var begyndt at komme en del mennesker, og jeg havde faktisk ingen ide om, hvor lang tid vi havde været her. Det betød heller ikke så meget. Jeg ville ikke tjekke, da jeg sikkert bare blev skuffet fordi der var så lang tid til vi skulle hjem.

***

Jeg aner ikke, hvor meget jeg havde drukket, men nok til, at jeg havde danset med en del fyre. Liam havde flere gange været henne og bedt mig slappe af med mine drinks, men han skulle være ligeglad. Han tvang mig med til det lort her, og så skulle han da ikke forvente, at jeg bare ville holde igen og være sød.

Jeg stod og dansede en smule tæt med en dreng, som hele tiden blev ved med at tage på mig. Det gjorde mig ikke så meget lige nu. Jeg havde ikke noget imod nærkontakt når jeg alligevel var halv fuld.

Han drejede mig rundt og lagde sine hænder på mine hofter. Jeg fniste selvom der ikke var noget sjovt. Han drejede mig rundt igen, da jeg fik øje på noget helt rødt. Jeg tog hurtigt fat i ham, for at genvinde balancen. Jeg fulgte det røde med øjnene, og lagde mærke til, at det var en kjole, som sad stramt på en pige, som jeg kendte alt for godt. Min mave slog knuder. Det kunne da ikke være hende?

Jeg trak mig fra drengen og fulgte hende med blikket. Hun gik udenfor. Det kunne da ikke være hende? Måske var jeg bare latterlig og troede det, fordi jeg hadede hende så groft.

Jeg overbeviste mig selv om, at jeg bare var latterlig, men alligevel gik jeg hen mod døren, bare for at være 100% sikker.

Jeg skubbede døren op, og kom udenfor, hvor der stod ret mange mennesker og røg. Mit blik flakkede rundt og ledte efter noget rødt. ”Vil du ha’ et sug?” en halv fuld dreng stod foran mig med en cigaret i munden. Jeg rystede hurtigt på hovedet og gik forbi ham, for at lede efter hende.

Mit blik flakkede endnu engang rundt, og fandt hende endelig henne i et hjørne sammen med en dreng. Jeg kneb øjnene sammen. Jeg kendte da personen hun stod ved siden af? Jeg tog nogle få skridt hen mod dem, og denne gang var det ikke til at tage fejl af. Det var hende. Det var 110% hende. Hende der havde ødelagt mit forhold med den eneste dreng, der havde formodet at gøre mig liv bedre.

Jeg så pludselig en meget bekendt lighter blev holdt op mod hendes ansigt. Et sug gik igennem min mave, og jeg fik pludselig en virkelig slem kvalme. Hvad fanden i helved lavede hun med ham?

Et grin fyldte mit øre. Et grin der var så falsk, at det helt klart kun kunne tilhøre April. Hun rakte ud efter ham, og lagde en hånd på hans skulder. En underlig følelse af jalousi gik igennem min krop. Jeg havde ikke set ham i snart en uge, og når jeg så ham, så stod han og flirtede med en anden pige – enda den pige der havde ødelagt vores forhold! Han havde ikke kontaktet mig, og han ville ikke lytte på mig, og nu stod han fanme allerede og flirtede med en ny pige.

Vreden skyllede ind over min krop. Jeg kunne slet ikke kontrollere den. Jeg følte jeg skulle have hævn fra hvad April gjorde ved mig + jeg havde brug for at flippe ud på Zayn. Han anede ikke, hvad han havde gjort ved mig. Det var præcis det her jeg havde frygtet ved at være forelsket i ham. Jeg havde været så pisse bange for at blive såret, og nu var jeg mere end såret!

Med alkohol i blodet og en vrede der var rettet mod to personer, som stod lige foran mig, ja så var det svært at styre sig. Jeg tog nogle hurtigere skridt hen mod dem, og selvom en person bagfra kaldte på mig, var jeg fuldstændig ligeglad. Jeg hadede hende! Først ødelagde hun mit forhold til Zayn og enda ved at sætte sig selv i et godt lys, og nu stod hun kræftdeme og flirtede med ham! Havde det været hendes plan fra starten?

Zayn stod med et smil på læben, og vendte langsomt sit blik hen imod mig. Et underligt blik skyllede ind over hans ansigt, men jeg var ligeglad. Jeg kiggede hårdt væk fra ham med blikket rettet mod April, som rettede på sin bluse, som allerede sad under hendes bryster.

”Hvad fanden har du gang i” skreg jeg højt af hende, mens jeg hårdt skubbede til hende. Et gisp forlod hendes læber, og straks kiggede alle hen på os – men jeg var ligeglad.

”Først smadre du mit forhold til ham for at sætte dig selv i et godt lys, og så står du kræftdeme og flirter med ham?” skreg jeg højt af hende, og skubbede til hende igen. Aldrig havde jeg råbt af hende. Aldrig havde jeg snakket så grimt til hende. Jeg plejede at være lidt bange for hende, men slet ikke nu. Jeg hadede hende så forfærdelig meget!

”Søde Lucie” sagde hun snobbet og gik frem mod mig. ”Hvis nogen smadrede jeres forhold, så var det dig” hun sendte Zayn er flirtende smil, hvilket bare gjorde mig vredere. ”Hold din fucking kæft!” skreg jeg af hende, og før jeg vidste af det, havde min hånd ramt hendes kind.

”Lucie!” råbte Liam eller Niall bag mig, men før jeg fik vendt mig om, havde April skubbet til mig, og af ren refleks slog jeg ud efter hende. Et skrig forlod hendes læber, da hun pludselig faldt ned på jorden. ”Hold dig fra ham!” skreg jeg højt og skulle til at slå ud efter hende igen, da et par arme tog fat om mit liv. En velkendt parfume fyldte min næse, og fik mig straks til at gå i panik. Jeg havde ikke set ham i en uge, og jeg havde sørget over ham så længe, men ikke længere. Det hele havde vendt sig til vrede. Han var allerede over mig. Så måtte jeg jo ikke betyde spor meget for ham.

”Lucie forhelved!” sagde han vredt. Det var det første han havde sagt til mig i en uge, og det var ikke specielt sødt. ”SLIP MIG!” skreg jeg højt og kiggede hen på April, som Liam hjalp op og stå. Hun løftede en finger. ”Bare vent Lucie! Bare vent din kælling!” skreg hun højt, hvilket kom bag på Liam. Han slap hende og kiggede forvirret på hende. Hun glattede sin kjole ud og gik med vrede skridt hen mod udgangen.

”Slip mig!” skreg jeg og slog ud efter Zayn, som trak mig over i et hjørne, hvor der ikke rigtig var nogen. Jeg havde ventet på det øjeblik hvor Zayn ville snakke med mig. Jeg havde forestillet mig det, og håbet det ville ske, men ikke på den her måde. Jeg havde slet ikke lyst til at snakke med ham. Hvordan kunne han flirte med hende, når hun var grunden til vi blev uvenner? Hun burde dø, og hvis det betød at jeg måtte dø for at dræbe hende, så skulle jeg fanme nok gøre det. Hun fortjente ikke at leve, og det gjorde jeg heller ikke selv. Jeg havde været et svin, men Zayn havde fanmet heller ikke ligefrem selv været helt uskyldig. Hans latterlige måde at reagere på dengang han fandt ud af det, var virkelig slem, når han alligevel ikke selv følte noget for mig. Det var ikke ægte overhovedet, hvis han efter en uge var over det.

”Lucie, kig på mig!” Zayns stemme var høj og vred, og da jeg ikke gjorde, hvad han sagde, tog han fat om min kæbe og drejede mit hoved. Hans brune øjne borede sig ind i mine, og for første gang, skulle jeg rent faktisk kæmpe med at holde tårerne inde. 

 

I hate love ~ Claude Kelly

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...