Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1827Likes
1941Kommentarer
294588Visninger
AA

21. Fight for you.

 Zayns synsvinkel

Det var en almindelig, kedelig onsdag formiddag, og jeg sad i min bil på vej hen til Niall. Mit blik var limet stift til forruden, så jeg kunne holde øje med trafikken. Der var næsten ingen biler i byen, hvilket gjorde det meget nemmere at komme af sted.

På trods af, at det var forår, var himlen helt grå og overskyet – lige præcis som mit humør. Men det var vel efterhånden ikke noget nyt. Det eneste jeg havde i tankerne var Lucie. Og jeg hadede mig selv for ikke at kunne glemme hende. Hun havde påvirket mig så meget, siden jeg mødte hende. Og siden jeg forlod hende, havde hun bare svævet som en sky omkring mig, der ikke ville gå væk.

Den første uge efter Danielles fest var virkelig ikke sjov. Jeg stenede kun fjernsyn og sov, havde det faktisk bedst med at lukke hele omverdenen ude. Den anden uge kom jeg lidt på benene igen. Jeg var sammen med drengene hver dag, og de fik mig heldigvis til at tænke på noget andet end hende. Den sidste uge her havde jeg bare prøvet at være væk fra alting, der mindede om hende og så bare være mig selv. Være sammen med drengene, bare hygge mig. Det var en udfordring for mig. En svær en. Jeg havde prøvet at erstatte noget af min tristhed med vrede, og det gik fint nok – i hvert fald overfor drengene. Når jeg var alene, havde jeg det sådan set bedst bare med at sidde og stirre trist ud i luften. Men det var vel og udmærket kun fordi, at jeg savnede hende så meget.

Jeg havde haft det forfærdeligt, siden Lucie kom hjem dén nat. Hendes kjole var smadret, hendes hår var uglet, og der rendte blod ned fra hendes ene knæ. Hendes ord til Liam, havde overvældet mig. Jeg kunne ikke beskrive tankerne og følelserne om, at nogle rørte hende på den måde. Vreden og den chokrede følelse havde overtaget min krop fuldstændig, og jeg var blevet så fucking bekymret, som aldrig før. Bare tanken om, at hun blev voldtaget, fik mig til at spænde hver og en muskel i min krop. Jeg havde følt mig så overbeskyttende siden. Og værre, jeg havde følt en skyldfølelse rende rundt i min krop.

Det var også derfor, jeg havde besøgt Liam med drengene en af de første dage efterfølgende. Jeg ville bare se, hvordan det stod til. Om hun havde det bedre. Men jeg fik ikke meget at se. Hun gemte sig inde på sit værelse, og den eneste gang jeg så hende, var da hun skulle ud i køkkenet. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stirrede bekymret og chokeret på hende, selvom det mindst var det, jeg ville. Jeg havde ikke lyst til at vise min medlidenhed overfor hende. Hun fortjente den ikke.

Jeg rystede på hovedet af mig selv og drejede ind på hotelletes parkeringsplads og stoppede min bil. Jeg slukkede den og hoppede ud på asfalten, hvorefter jeg fandt vejen ind på selve hotellet. Jeg vidste godt, hvor drengene boede, så jeg satte bare kursen op til deres hotelværelse. Da jeg nåede op foran det, bankede jeg på døren, og den blev åbnet nogle sekunder efter. Niall stod i døren med nattøj på og smilede varmt til mig.

Hey,” sagde han frisk og trådte til side. Jeg smilede og trådte ind. ”Hey.” Jeg stillede mine sko på gulvet og hang min jakke op på knagen. ”Hvad så?” spurgte han og gik ind i stuen, hvor fjernsynet kørte. ”Ikke så meget,” svarede jeg og gik efter. Han dumpede langsomt ned i sofaen og tog en skål, der stod på sofabordet. ”Er du først lige stået op?” Jeg satte mig ned ved siden af ham og slog blikket hurtigt op på fjernsynet, som viste NCIS. Niall nikkede, kunne jeg se ud af min øjenkrog. ”Jeg vågnede, da Louis og Harry tog af sted. Og det var for ca en halv time siden.” Jeg så hen på ham og nikkede en enkelt gang med et lille smil.

Årh, jeg er efterhånden træt af havregrød,” mumlede han utilfredst og satte sin skål på bordet igen og skubbede den afvisende ind mod midten. Et grin undslap mine læber. Det lignede ikke Niall at afvise sin mad sådan! ”Har I ikke andet at spise?” spurgte jeg undrende. Han rystede på hovedet. ”Louis var så ond at spise den sidste bolle,” brokkede han sig med irritation i stemmen. Et smil gled hen over mine læber. ”2 sekunder,” sagde han lidt efter og rejste sig. Han tog skålen med havregrød og gik ud i køkkenet, hvor der lød noget skrimmel skrammel fra.

Lidt efter kom han ind igen med et slikpose i hånden. ”Ej, Niall, kalder du det for morgenmad?” spurgte jeg grinende. Han så uskyldigt på mig og tog et stykke konfekt op i hånden og ind i munden. Typisk ham. ”Jeg er sulten,” forsvarede han sig. Jeg rystede smilende på hovedet af ham.

Han satte sig ned i sofaen igen og gik i gang med at gnaske på sit slik. Vi vendte begge blikket op mod fjernsynet og overlod opmærksomheden til det. Jeg faldt hurtigt ind i serien og gav min fulde opmærksomhed til fjernsynet, da jeg hørte en smslyd fra siden af mig. Jeg vendte mig om og så Niall side med sin telefon i hænderne og kigge opslugt ned på skærmen.

Hvem skriver du med?” Han kiggede langsomt op på mig og smilede så, så man ikke kunne undgå at se noget af hans indhold i munden. Absolut lækkert! Jeg løftede øjenbrynene lidt. ”Er det en pige?” spurgte jeg en smule ivrigt. Han begyndte at fnise og rystede så på hovedet. ”Det er bare Liam...” Ivrigheden forsvandt lidt, og jeg bed mig blidt i læben. ”Hvad skriver I om?” sagde jeg, men fortrød allerede, da jeg inderst inde godt vidste det. Han skævede lidt til mig. ”Lucie,” svarede han lavt.

Selvom jeg allerede havde fortrudt, at jeg havde spurgt om det, kunne jeg ikke lade være med at spørge om det næste. Det var dumt, det vidste jeg. Jeg ville jo ikke glemme hende ved det. Jeg følte mig bare ansvarlig for at vide det. Måske var jeg overbeskyttende, men jeg havde brug for at vide det. ”Hvordan har hun det?” Niall kiggede lidt indtrængende på mig og sukkede så. ”Ikke særlig godt,” mumlede han.

Hvad mener du med ikke særligt godt?” spurgte jeg og forsøgte ikke at lyde alt for interesseret, men Niall havde lugtet lunten og så alvorligt på mig. ”Hun gemmer sig stadigvæk. Og du kan vel huske sidste gang, du så hende.” Ja, det kunne jeg udmærket godt. Hun havde allerede tabt sig der. ”Så slemt er det vel ikke,” svarede jeg kort. Han gloede lidt på mig og nikkede. ”Zayn, Louis og jeg blev nødt til at tvinge hende ud i køkkenet og spise. Vi måtte tvinge hende i bad.”

Hans gravalvorlige ansigt fik mig til at gemme min anden spydige kommentar. Var det så alvorligt? ”Heldigvis er hun begyndt i skole igen, og det går i det mindste fremad. Hun har i hvert fald gjort fremskridt.” Han så lidt roligere på mig lænede sig tungt ned i sofaen. Jeg stirrede lidt på ham, imens hans ord kørte rundt i mit hoved. Var det hele virkelig sandt? Havde hun det virkelig sådan?

Lucies synsvinkel

Lucie Payne, reaktoren vil gerne se dig på hans kontor nu” Jeg tabte blyanten på bordet, og skubbede stolen ud uden at kigge på de hånlige blikke omkring mig.

What a loser” hviskede April og gav mig et puf, da jeg gik forbi hende. Jeg kiggede ikke engang på hende. Jeg orkede ikke at bruge min energi på hende længere. Faktisk orkede jeg ikke at bruge min energi på noget, og det var nok det der var problemet. Jeg lavede aldrig mine ting, eller fulgte med i timerne.

Jeg gik ned af den tomme gang. De andre havde fri om 2 minutter, og så ville gangen ellers være fyldt, og jeg vidste, at hele skolen ville glo dumt på mig. De havde gjort det den sidste uge, men starten havde nok været slemmest.

Louis havde kørt mig i skolen og holdt der indtil jeg gik ind på skolens område. Ingen af dem havde nogen ide om, hvad de sendte mig ind til, og det havde jeg heller ikke selv – på det tidspunkt.

Lucie, han er klar til dig nu” sagde en af lærerne og åbnede døren ind til kontoret. Jeg gik langsomt hen og satte mig i stolen, som jeg for anden gang på en uge sad i.

Lucie” sagde han langsomt og krydsede benene. Jeg kiggede ned i gulvet. Jeg ville bare hjem. Hjem hvor jeg følte mig tryg.

Hvad sker der med dig?” sagde han bekymret og lænede sig frem mod mig. Måden han gjorde det på, fik mig til at huske den dreng i parken – hvorfor, vidste jeg ikke. Måske fordi han var for tæt på mig. Jeg kunne ikke klare nærkontakt længere. Det var blevet værre. Jeg fik lyst til at kaste op, hvis fremmede prøvede på et eller andet. Oplevelsen sad stadig i mig, og drengen besøgte min drømme næsten hver aften, og et glimt af April kom også af og til. Men ingen Zayn.

Jeg er bare træt” mumlede jeg næsten uhørligt. Han lænede sig tilbage igen. ”Jeg håber det bare er denne uge. Hvis det fortsætter bliver vi nød til at tage fat i dine forældre” tanken om mine forældre, fik tårerne frem i mine øjne. Han skulle ikke vide, hvad der var sket med dem, for så begyndte han at blande sig i mit liv, og blandede kommunen ind i det – og det kunne jeg ikke klare. Liam var det eneste jeg havde tilbage.

Jeg skal nok tage mig sammen” sagde jeg, mens jeg inderligt håbede på det var sandt, men det var det ikke – langt fra. ”Det håber jeg Lucie” sagde han en smule hårdt, inden han viftede med hånden, for at lade mig gå. Jeg rejste mig hurtigt og gik ud af døren. Jeg hadede dette sted mere end noget andet.

Jeg gik ned af den helt tomme gang. Alle var åbenbart taget hjem.

Jeg rettede på min taske og slog døren ud til skolegården op. Solen varmede min hud op, men følelsen var ubehagelig. Jeg ville gerne hjem. Bare hjem til Liam.

Nå ser man det” en hæs stemme, som jeg først nu genkendte fra parken, lød bag mig. Jeg snurrede hurtigt rundt, og så en helt flok af April’s venner, og hende selv. ”Er det ikke taberen Payne?” sagde hun spydigt og gik hen imod mig.

Jeg bed tænderne sammen. Situationen gjorde mig virkelig utryg. Tanken om, at han var villig til at voldtage mig, fik mig til at tænke på, hvad han ellers kunne finde på.

Jeg begyndte at gå videre, da en hånd tog fat om mit håndled, og trak mig hårdt tilbage. ”Du har bare ikke lært noget, hva?” sagde hun og pustede røgen fra sin cigaret ud i hovedet af mig. Jeg hostede kort og slog hendes hånd væk fra mit håndled.

Hvad er der sket med dig, lille Lucie?” hendes stemme var hånlig. Jeg greb ud efter min mobil i lommen. Jeg vidste ikke, hvad hun var i stand til, men alt hun gjorde lige nu, skræmte mig.

Hun er fanme så langt væk hun er” hørte jeg en af drengene sige, hvilket fik de andre til at grine. April fik et alvorligt blik og trak mig helt hen til sig. ”Du skylder mig penge Lucie” et lille smil gled over hendes ansigt. ”For alle de lorte stoffer jeg betalte for dig” hun stak neglene ind i mit håndled, men jeg ville ikke vise smerte. Desuden var smerten også til at holde ud. Jeg havde prøvet værre.

Og jeg skylder dig så meget for den lussing til den fest” hun grinte hånligt, inden hun lænede sig helt hen til mig. ”Husker du den fest? Zayn bogstaveligtalt hev dig fra mig?” hun vred mit håndled om, så jeg stod med ryggen til hende. ”Bare en skam han ikke længere er her til at redde dig” og med de ord skubbede hun så hård til mig, at jeg faldt ned på jorden og tabte min mobil.

Du ved slet ikke, hvad du har rodet dig ud i Lucie” sagde hun højt og sparkede til mig, så et højt gisp slap ud af mine læber. ”Du ydmygede mig, og nu gør jeg det samme ved dig” endnu engang sparkede hun mig, men denne gang bed jeg læberne sammen. Hun skulle ikke vide det gjorde ondt.

Du er bare en fucking stor taber Lucie! Din far er sindssyg, og det har virkelig smittet af!” råbte hun højt og sparkede mig i ryggen. Jeg kneb øjnene sammen. Hun skulle ikke have æren af at høre mig skrige.

Ja, på dig” fik jeg ud gennem min mund, hvilket fik April til at stoppe sig selv i at sparke mig igen. ”Hvad siger du, din lille mide?!” hun satte sig på hug og tog hårdt fat i min kæbe. Jeg vidste det var dumt af mig at sige, men det var en smutter.

Du vil fortryde du nogensinde har levet!” råbte hun højt og sparkede mig en sidste gang inden hun gik hen til hendes venner. Hun bad om et eller andet, spyttede på jorden og råbte et eller andet til mig, om jeg bare skulle blive liggende. Jeg kunne heller ikke gøre andet. Min mave var i smerte, og hvis det ikke var fordi jeg ikke kunne græde foran andre, så havde jeg stor tudet. Smerten var virkelig slem.

Jeg lagde hovedet til den ene side og kiggede ned i min mobil. Jeg gik ind under kontakter, og uden jeg var i stand til at se, hvad jeg lavede, ringede jeg Niall op. Jeg skulle væk herfra. Noget sagde mig, at April havde andre ting i tankerne.

Zayns synsvinkel

Jeg skulle til at sige noget, men Nialls telefon ringede kraftigt op og overdøvede min stemme. Han så ned på skærmen og rynkede panden fortvivlet. Jeg skulle til at spørge om, hvem det var, da han tog telefonen op til øret, stadigvæk med en rynket pande. ”Det' Niall,” sagde han bekymret. Jeg løftede øjenbrynene og fulgte hver og en bevægelse i hans ansigt.

Niall,” lød en velkendt stemme inde fra iPhonens højtaler af. Selvom jeg sad lidt væk fra Niall, kunne jeg sagtens høre, at det var hende. Hvorfor i alverden ringede hun dog til ham?

Det var ikke svært at høre på hendes stemme, at der var noget galt, og det kunne Niall også sagtens høre, han rejste sig i hvert fald meget hurtigt op og så bekymret på mig. ”Vil du ikke godt hente mig på skolen?” hviskede Lucie i telefonen, og efterfølgende kom der nogle råb og en hård lyd, efterfulgt af et støn. Hvad fanden foregik der?

De værste tanker fór igennem mig, og jeg så hurtigt på Niall, der kiggede panisk ud i luften. ”Lucie, hvad sker der?” spurgte han en smule højt og lød ret bange, men blev bare overdøvet af nogle råb. Jeg rejste mig op og gik tættere på ham for at kunne følge med i samtalen i telefonen, men der var bare helt stille. Kun baggrundssnak.

Jeg prøvede heftigt at fange Nialls blik, men han kiggede bare chokeret ud i luften og bed tænderne hårdt sammen. ”Lucie, snak,” befalede han og begyndte at bide sig selv i nervøst i læben. Jeg stod bare og så til, og vidste egentlig ikke hvordan jeg selv skulle reagere. Der var noget galt – det var ikke svært at regne ud. Men hvad var der galt? Det ville være nemmere at sætte sig ind i situationen, hvis man vidste det. Jeg kunne mærke, panikken i min krop skylle ind over mig, og jeg blev for første gang bekymret for Lucie i tre lange uger. Jeg havde brug for at vide, hvad der skete, og det skulle være nu!

Der kom pludselig en høj skrammel lyd fra telefonen af, og baggrundsnakken kom tættere på Lucies telefon. ”Hvad fanden? Den lille luder snakker i telefon!” Jeg bed tænderne sammen, og kunne mærke vreden overtage min krop. Han skulle fandeme ikke kalde hende en luder! Jeg kunne tyde på Nialls mund, at han ville sige et eller andet, men gik i stå, da der lød et højt skrig, der gjorde os begge lamme i kroppene. Mit hjerte pumpede i mit bryst, og jeg var fuldstændig mundlam. Inderst inde havde jeg lyst til at tage telefonen ud af hånden på Niall, men før jeg overhovedet kunne overvejede det mere, lød der en bib-tone fra Nialls iPhone.

Han fjernede den langsomt fra øret med rystende hænder og så chokeret på mig. Jeg havde aldrig set sådan et blik i hans øjne før, og det gjorde mig chokeret at se ham sådan. Det var som om, at hans følelser smittede af på mig. Jeg følte mig både bekymret, vred og chokeret. Udover det var jeg også nervøs. Jeg kunne ikke finde en følelse, der dækkede det hele. ”Jeg er nødt til at tage derhen,” udbrød Niall og gik hurtigt ind på et værelse, hvor jeg kunne høre nogle smålyde fra.

Jeg blev stående og stirrede efter ham, uviden om hvad jeg skulle gøre. Inderst inde havde jeg ikke lyst til at se Lucie lige nu, faktisk aldrig, men det lød virkelig som om, at hun havde brug for hjælp. Og jeg vidste udmærket godt, at Niall han ikke ville kunne klare det hele selv, hvis det kom til det. Men så vidt gik det vel ikke.

Niall kom ud fra værelset i noget andet tøj og gik målrettet ud i gangen. ”Niall, hvad vil du gøre?” spurgte jeg og lød mere bekymret, end jeg følte mig. ”Tage derhen og få hende væk fra de mennesker, hvad tror du selv, Zayn?” svarede han og gik i gang med at tage sko på. Hans toneleje og ordvalg overraskede mig en del. Han plejede ikke at snakke sådan, ikke en gang når han var sur. Han måtte virkelig være bekymret. Jeg vidste godt, at jeg egentlig også burde være virkelig bekymret. Følelsen lå inde i min krop et sted, og jeg vidste, at den bare ventede med at gå i udbrud.

Niall vendte sig pludselig hårdt op mod mig med et stresset blik. ”Skal du med eller hvad?” Inden jeg svarede, gik hen hen til døren og åbnede, nærmere brasede, den op. Jeg svarede ikke, men tog bare mine sko på. Niall kunne ikke tage derhen alene. Han havde brug for mig. Og endnu vigtigere – Lucie havde brug for mig lige nu.

 

*

 

Turen hen til skolen gik ret hurtigt. Jeg kørte til min store overraskelse alt for hurtigt, og jeg vidste, at jeg kunne få en bøde for det, men jeg var fuldstændig ligeglad. Stemningen i bilen havde trykket og anspændt. Hverken Niall eller jeg havde sagt noget. Han havde bare siddet og stirret ud ad vinduet, så jeg kunne ikke rigtig bedømme, hvordan han havde det.

Jeg havde derimod bare siddet og trommet på rattet med min tommelfinger med et håb om, at vi kunne være skolen lidt hurtigere – derfor havde jeg også sat farten op. Det var dumt, men som sagt var jeg fuldstændig ligeglad.

Hvor fanden skal vi finde hende henne?!” spurgte Niall mig panisk om og regnede åbenbart med, at jeg var en eller anden lorte guide. Jeg svarede ikke, men kunne i stedet for efterhånden mærke hans panik smitte af på mig. Det var en slem følelse, der kørte rundt indeni, og jeg ville ønske jeg ikke følte den.

Vi satte kurs mod skolegården, hvor jeg kunne ane en gruppe mennesker stå og snakke. Jeg vidste allerede, at det var dem. Pigen, der lå på jorden afslørede det hele. Og den pige var så Lucie. Hun lå der, helt hjælpeløs og havde en hel gruppe idioter imod hende. De stod med siden til, så de opdagede os ikke komme gående hen imod dem. Jeg kunne på afstand se, at en arm bevægede sig ned til Lucies og tog fat i den, og med et hårdt ryk, havde personen fået Lucie op at stå, så de stod over for hinanden. En velkendt sorthåret pige. En kold fornemmelse løb ned ad min ryg, og jeg knyttede mine hænder automatisk.

Vi var ikke så langt fra dem, da April tog igen fat i Lucie ene arm og førte den smøg hun havde i munden ned på hendes arm, så det udløste et smertefuldt skrig fra Lucie. Det var som om, at hele tiden gik i stå. Jeg havde aldrig nogen sinde hørt noget så smertefuldt fra hende, og det fik virkelig min krop til at reagere sygt på det. Jeg spærrede øjnene op, og før jeg selv kunne stoppe mig selv, gik jeg med faste skridt hen mod April.

Gruppen vendte ansigterne hen mod Niall og jeg, og April slap straks Lucies arm og smed smøgen på jorden, da hun så mig. Jeg kunne føle Lucies blik på mig, men uden at skænke hende et blik, gik jeg målrettet hen til April og skubbede hende hårdt bagud, så hun var ved at falde. ”Er du fuldstændig sindssyg?!” råbte jeg rasende. Vreden boblede rundt i mig, og jeg var virkelig nødt til at holde igen for ikke at gøre hende noget.

Ey, slap lige lidt af, ikke,” sagde en af drengene bag hende med en bestemt tone, der nok forventede, at jeg adlød. Jeg så op fra Aprils øjne og kiggede hårdt hen på drengen, der havde snakket. Jeg bed tænderne sammen og klemte mine øjne en smule sammen, med god viden om, at det ville blive til et truende blik. Til mit held bakkede han et skridt bagud og så lidt overrasket på mig.

Jeg vendte blikket hen mod April igen og så vredt på hende. Hun havde fået bygget sit kolde blik op igen og stirrede bare ind i mine øjne. ”Zayn, hun er selv udenom det,” begyndte hun og lød fuldstændig ligeglad, hvilket pissede mig af. Hun kunne fandeme bare ikke gøre sådan noget mod andre og så være fuldstændig lige ligeglad med det!

Og hvordan kan hun så være det?” spurgte jeg imellem mine sammenbidte tænder og stillede mig endnu tættere på hende en før for at vise, at jeg var den stærkeste her. ”Zayn!” råbte Niall bag mig, og jeg gættede på, at det var fordi, at han ville have mig til at lade det hele ligge og bare gå min vej, men det nægtede jeg simpelthen. April skulle ikke have den fornøjelse at føle sejr.

Lucie er fucked up, og hun bruger alle sine penge på stoffer,” sagde April hårdt til mig. Jeg stirrede følelsesløst på hende. Stoffer? Tog Lucie stoffer? Selvom jeg var hamrende rasende og vred, følte jeg, at jeg blev slået lidt ud der. Men da jeg så tilfredsheden i Aprils blik, fandt jeg hurtigt det lede blik frem igen. ”Det er da fandeme ikke er nogen grund til at banke hende og brænde hende,” svarede jeg truende og med en stemme som pesten.

Aprils blik forandrede sig i løbet af ingen tid til et svagt og lidt nervøst et, og jeg vidste, at hun var bange for mig. Det nød mig, at se hende sådan. Selvom hun fortjente langt værre end dette her. Jeg kunne tyde på hendes ansigt, at hun lige skulle tage modet til sig. Og efter nogle langtrukkende sekunder, fik hun endelig gjort det.

Det stopper ikke før, jeg har fået mine penge,” sagde hun bestemt. Jeg rystede på hovedet af hende med sammenbidte tænder. ”Du må være syg i hovedet,” svarede jeg vredt. Hun smilede ondskabsfuldt til mig og kiggede så på Lucie, der stod bag mig med Niall. Jeg holdt blikket på hende og ventede bare på det næste, hun ville sige.

Idet mindste er jeg da heldigvis ikke er ligeså fucked up som hende, og jeg går ikke snart går ned på grund af sådan et lorte liv.” Hendes ord fik min overlæbe til at dirre af vrede, og jeg måtte igen anstrenge mig for ikke at slå hende. Lysten var der. Og den var virkelig stor.

Jeg tog et skridt tættere på hende, så vi stod helt tæt på hinanden og greb fat i hendes arm med et hårdt tag. Jeg kunne føle hendes cigaretånde imod min mund og høre hendes vejrtrækning blive en smule hurtigere, som jeg nu stod der og stirrede ind i hendes øjne. ”Du holder dig væk fra hende. Du skal nok få dine penge, men hvis du rører hende igen...” Jeg så truende og hårdt på hende, hvilket brød noget af hendes kolde facade, men hun fik den hurtigt stillet op igen. ”Hvad så, Zayn? Hvad vil du gøre?” spurgte hun mig flabet om, hvilket fik mig til at tage hårdere fat om hendes arm. Jeg kiggede hende lige ind i øjnene og så facaden splintre ligeså stille igen. ”Det vil du ikke vide.”

Med de ord slap jeg hårdt hendes arm og nærmest slog den væk fra min hånd. Jeg vendte mig om og så Niall foran mig. Han havde stod med hånden om Lucies arm, den der var kommet et brandmærke på. Væmmelsen skød frem i mig, og jeg fik kvalme. Jeg så op på Lucie og mødte hendes undrende blik. Det kom bag på mig, hvem jeg så på. Hun lignede ikke den Lucie, som jeg kendte. Hun så træt, trist og alt for mager ud. Hendes øjne udstrålede overhovedet ikke den samme energi og forførenhed, som jeg var faldet pladask for. I stedet for så de bare matte på mig. Og jeg kunne efter lidt tid afsløre to små rander under dem. Hvad skete der lige? Kaldte Niall dét for et fremskridt?!

Jeg fjernede frustreret og vredt mit blik fra Lucie og begyndte at gå hen mod parkeringspladsen. Bag mig fulgte Niall og Lucie efter. Ingen af os sagde noget. Jeg var for vred til det. Hvis jeg sagde noget, ville det være det forkerte, og det ville ikke ende godt. Og jeg syntes, at vi havde nok problemer lige nu. Alting kørte rundt inde i mit hoved, og jeg kunne slet ikke styre dem. Det hele føltes som én stor mundfuld, som bare var på vej op igennem halsen igen.

Vi kom ud til min bil, og jeg satte mig ind på forsædet og smækkede døren hårdt i. Niall og Lucie satte sig ind på bagsædet, og nåede knap nok at lukke dørene før jeg havde tændt bilen og trykkede på speederen. Jeg lagde mærke til, at min krop rystede. Om det var af vrede, vidste jeg ikke. Jeg havde så mange blandede følelser inde i min krop lige nu, og jeg følte at jeg overhovedet ikke kunne kontrollere dem.

Zayn, slap af,” sagde Niall fra bagsædet af. Jeg svarede ikke og skænkede ham ikke det mindste blik. I stedet for trådte jeg bare hårdt på speederen, så farten blev sat op. Jeg fandt en af mine pakker cigaretter i hanskerummet tog en frem, som jeg satte ild til med en lighter. Det føltes pludseligt beroligende at ryge. Men min krop rystede stadigvæk, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få den til at stoppe.

Der lød noget lavmælt snak omme fra bagsædet af, blandt andet Lucie, der protesterede. Jeg prøvede at lukke ørerne, så jeg ikke behøvede at høre på hendes stemme. Bare at kigge på hende, havde påvirket mig, og jeg havde ikke lyst til at blive endnu mere påvirket af hendes sårbare stemme. ”Lucie, for helvede,” sagde Niall lidt skarpt. Jeg kiggede tilbage på ham i bakspejlet og så, at han fumlede med sin telefon. Han rettede sig op og tog den op til øret. ”Liam?” Jeg kiggede modvilligt hen på Lucie, der bare sad og så irriteret på Niall. Hun havde vel nok håbet på ikke at blande ham ind i det her, men det kunne hun godt glemme alt om.

 

**

 

Efter nogle lange minutter var vi kommet op på hotelværelset igen. Niall var gået i gang med at finde papir og vand frem til Lucies sår, men hun stod bare i gangen og så tomt ud i luften, som om hun slet ikke havde lyst til at være i vores nærvær – eller rettere sagt, mit nærvær. Jeg var gået ud på altanen for at trække noget frisk luft og få ro på nerverne, og det hjalp heldigvis lidt. Min krop rystede ikke mere, og vreden var dampet lidt af. Episoden med April lå stadigvæk gemt inde i mig, men lige nu var det mere chokket over at se Lucie, der gik mig på. Jeg havde aldrig nogen sinde troet, at jeg skulle se hende sådan. Jeg følte, at hun var som en fremmed for mig. Og det var en elendig følelse at have.

Lucie, jo.” Nialls høje toneleje rev mig ud af mine tanker, og jeg vendte mig om, så jeg kunne se ind gennem glasset. Jeg kunne se hans mund bevæge sig lidt, imens han så på Lucie. Jeg rynkede panden og trådte indenfor igen og lukkede altandøren. ”Du skal have renset det der,” sagde Niall, som om han havde gentaget det hundrede gange. Jeg trådte hen mod gangen og stillede mig en meter fra Lucie, som stod med ryggen til mig.

Niall, nej, bare lad det være,” svarede hun bestemt og gjorde en rysten med hovedet. Han så på mig og sukkede, hvilket resulterede i, at hun vendte sig om og så på mig. Vores øjne mødte ikke en gang før hun vendte sig om igen og rettede opmærksomheden mod Niall igen. ”Lucie, det skal renses ellers går der betændelse i,” forsøgte Niall igen, men lød efterhånden opgivende. ”Nej, Niall,” sagde hun irriteret, hvilket fik en fornemmelse i min krop til at sige klik. For første gang i dag følte jeg ikke, at hun var fremmed for mig. Jeg følte en velkendt pige stod foran mig, stædig som hun plejede at være.

Niall, stop nu, helt seriøst!” Uden at sige noget trådte jeg frem og lagde hænderne på hendes skuldre og vendte hende rundt. Jeg så kort på Niall som tegn på, at han skulle finde noget rigtigt rensemiddel, ikke bare papir og vand, det ville ikke hjælpe en skid. Han skævede lidt til mig med blik, der spurgte om jeg var ok. Jeg nikkede kort og gik efter Lucie, som jeg havde ført ind i stuen. Hoveddøren smækkede, og for første gang i lang tid, var jeg alene med hende.

Der opstod en ubehagelig tavshed imellem os. Jeg havde det dårligt med at være i samme rum som Lucie. Jeg følte ikke, at jeg havde noget at sige til hende. Og dog. Men jeg kunne ikke bare gå. Så ville jeg bare risikere, at hun skred fra mig.

Jeg satte mig lydløst ned i sofaen og kiggede på alt andet end hende. Det gjorde det bare umuligt, da hun satte sig ned ved siden af mig. Jeg tillod at indånde den velkendte parfume og blev et kort øjeblik helt ør i hele kroppen. Det hele som jeg havde savnet så meget, strømmede i hovedet på mig som et stort vandfald, jeg ikke kunne stoppe. Jeg vendte hurtigt hovedet om igen, så jeg ikke så på hende. Det blev for meget lige nu. Alle de følelser, som jeg havde forsøgt at skjule for mig selv, kom frem. Jeg troede, at jeg ville få det bedre ved at have skjult dem, men i virkeligheden fik jeg det bare meget værre, end jeg havde regnet med.

Zayn?” Overrasket over at høre hendes stemme, vendte jeg mig langsomt om og så på hende. Hun kiggede på mig med et blik, der afslørede forskellige følelser. Blandt andet forvirring. Men jeg kunne sagtens se sorgen bore sig op. ”Hvorfor hjalp du mig?” spurgte hun så lavt og trist, at sorgen i hendes øjne væltede hen over mig.

Hendes blik gjorde alting værre. Det gjorde det hele klart for mig. Hvor meget jeg savnede hende. Hvor meget jeg længtes efter hende. Hvor dårligt jeg havde det med at lade som om, at jeg er ovre hende. Siden jeg mødte hende, havde hun været noget helt specielt. Hun havde udviklet sig, siden vi lærte hinanden at kende. På en måde, som jeg elskede. Vi havde haft et skørt forhold, men jeg troede, at det havde virkelig også været specielt. Vores reaktioner over for hinanden. De kontrollerende fornemmelser. Og ikke mindst, vores kærlighed til hinanden. Det hele gik klart igennem mit hoved, og pludselig gik det op for mig – jeg elskede Lucie. Det gik bare først rigtigt op for mig nu.

Tankerne kørte rundt i mit hoved som aldrig før, og for første gang i lang tid, kunne jeg mærke mine øjne blive blændet ligeså stille af tårer. Jeg var ikke typen, som græd foran andre, men pludselig tog alt dette her bare hårdt på mig.

Jeg fjernede mit blik fra hende kort og blinkede nogle gange, så tårerne forsvandt. Hun skulle ikke se mig græde. Jeg ville ikke virke svag overfor hende. Jeg havde aldrig nogen sinde set hende græde. Hun havde altid virket så stærk og stædig – og sådan ville jeg også være overfor hende.

Jeg bed mig i læben og kiggede på hende igen. Roligt åbnede jeg munden for at svare, men da nogle høje drengestemmer ude fra døren lød, lukkede jeg den igen og så hen mod gangen. Døren bragede op, og Liam kom gående ind med blikket direkte på Lucie. Han så chokeret ud, og da han kom ind til os og kiggede ned på hendes arm, kunne jeg se fjendtligheden skylle ind over ham.

Lucie, hvad fanden er der sket?” spurgte han hårdt og oprevet. Jeg så hen på Lucie, der bare kiggede på ham. Vreden skyllede frem i mig igen, da hele episoden på skolen kørte som en film foran mine øjne. Jeg bed tænderne hårdt sammen og betragtede Lucie, der kiggede hen mod døren og rejste sig. Med et hurtigt træk havde jeg selv rejst mig og hev fat i hendes raske arm, så hun stoppede og vendte sig om. Uden at skænke hende et blik, satte jeg hende tilbage i sofaen og så på Niall som tegn til, at han skulle rense hendes sår. Han nikkede hurtigt og gik hen til sofaen, imens jeg gik hen til Liam.

Kom,” mumlede jeg en smule hårdt og gik ud i køkkenet. Han gik hurtigt efter mig og lukkede døren, så vi kunne snakke i fred. ”Zayn, hvad fanden sker der?” spurgte Liam mig hurtigt om. Jeg kiggede på ham, og mærkede hvordan vreden rendte rundt i min krop fra top til tå. ”April er syg i hovedet!” sagde jeg højt, hvilket så ud til at overraske ham en smule. Og så gled der et lidt forvirret blik ind over ham. ”Hvorfor fanden sendte I hende i skole, når hun tydeligvis ikke har det godt?” spurgte jeg og måtte beherske mig for ikke at råbe højt. Hans øjne blev fyldt med skyldfølelse, og der vandrede en stille tavshed ind over os, hvor man kun kunne høre min dybe vejrtrækning. Liam så ned i gulvet og herefter op på mig, imens han rystede kort på hovedet.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Hun kunne jo ikke blive ved med at lukke sig sådan inde.” Hans stemme lød lav og opgivende, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det hele havde taget hårdt på ham. Det måtte være et helvede for ham at se sin kusine sådan. Og det gik åbenbart først op for mig nu.

Han så pludseligt en smule hårdere på mig og åbnede munden, ”Zayn, hun blev derhjemme hele tiden, hun spiste ingenting, hun sagde ingenting!” Selvom jeg havde medlidenhed, var jeg stadigvæk vred over, at han havde sendt hende i skole. Han vidste jo, at det kun var begyndelsen mellem Lucie og April. Og skolen ville nok være det mest oplagte sted, der ville ske noget!

Men det er vel bedre end at hun render rundt på stoffer og bliver banket af sine venner?” spurgte jeg koldt om. Han stirrede lidt på mig og forvirringen steg i hans øjne. ”Hvad?” sagde han mundlamt. ”Stoffer?” gentog han helt forvirret. Jeg nikkede kort. ”Er Lucie på stoffer?” spurgte han igen for at være helt præcis. Jeg sukkede. ”April gik amok på Lucie, fordi hun åbenbart skylder hende penge for stoffer. Hun ville ikke stoppe, før hun fik dem,” sagde jeg lidt mindre roligt. Det gik mig på at se Liam sådan. Han fortjente ikke at få det hele at vide, da det bare ville såre ham. Og det var nok det, som Lucie prøvede at skåne ham for.

Har hun fået pengene?” mumlede Liam og stod lammet og så på mig. ”Jeg sagde, at jeg nok skulle give hende dem,” svarede jeg kort og lod mindet strømme igennem mit hoved, fra da jeg foran April og truede hende. Hvis ikke det hele havde været så alvorligt lige nu, kunne jeg måske have sat mig ned og grint over hendes ansigtsudtryk, men at grine var det sidste jeg kunne lige nu. Jeg havde det forfærdeligt.

Zayn... Tak” Liam løb tør for ord og kiggede undskyldende på mig. ”Du får pengene af mig,” sagde han kort, men jeg rystede på bare på hovedet. ”Det er okay,” svarede jeg lavt. Han stod lidt og stirrede ud i luften, som om han tænkte hele situationen igennem. Til sidst så han endelig på mig. ”Hvad gjorde April ellers?” spurgte han langsomt. Jeg blev vred igen. Hver gang hendes navn blev nævn, knyttede jeg næverne, og jeg havde det som om hver og enkel muskel i min krop blev spændt.

Liam, hun er fuldstændig syg i hovedet. Hvis ikke Niall og jeg var kommet, kunne jeg ikke garantere dig for, hvad der ville have sket. Der er noget helt galt med hende...” Jeg kunne have fortsættet om, hvor syg i hovedet hun var, da vreden overtog igen, men Liams ansigtsudtryk fik mig til at holde kæft. Mindre end et sekund efter, gik han hen til køkkendøren og bragede den op, så alles blikke i stuen var rettet mod os.

 

Fight for you ~ Jason Derulo

 

---------------------------------------

Hellow everyone!

Thea tog på ferie i går og er først hjemme d. 21. Hun har skrevet et kapitel, som jeg publicerer i løbet af næste uge, så I ikke skal vente i SÅ lang tid.

Jeg håber I nyder jeres ferie :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...