Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1829Likes
1941Kommentarer
295869Visninger
AA

8. Drunk.

Lucies synsvinkel

Liam lukkede døren efter sig og efterlod mig alene på værelset, med mine tanker, som fløj forvirret rundt.  Han var ham, ham jeg var sikker på, jeg aldrig skulle se igen. Forfanden, han kunne ødelægge alt for mig, hvis han lukkede kæften op, hvilket han ikke havde gjort endnu. Liams forvirrede blik, der fløj hen på Zayn og derefter hen på mig, sad fast i hjernen. Det var svært for mig at tro, at Liam ikke havde fortalt dem, hvordan jeg var. De var bedstevenner, de delte alt. Tror jeg. Det var hvert fald sådan man hørte venskaber var. Jeg havde ikke selv oplevet det, og jeg kom nok heller ikke til det, så jeg måtte tale ud fra, hvad jeg troede.

En smerte skød igennem mine hænder, og det gik langsomt op for mig, at jeg sad og knurrede min fysikbog ind til mig. Jeg gav hurtigt slip fra den, og lod den falde til jorden med et bump. Tænk Liam havde hoppet på den lamme undskyldning om lektier. Hvis han vidste, hvor lang tid siden jeg sidst havde lavet lektier, puha.

Jeg kunne høre dem snakke i stuen, og hans stemme gik direkte ind i hjertet, hvilket var forkert. Han havde kun været et One Night Stand – nok det bedste af slagsen, men jeg skulle ikke møde ham igen! Hvis bare jeg havde interesseret mig lidt mere for min fætters liv, så kunne det rent faktisk være, at jeg ville vide Zayn var medlem af One Direction.

Jeg rystede på hovedet. Ingen af de drenge skulle få mig til at bebrejde mig selv på denne måde. Hvis Zayn ville fortælle folk om vores engangsknald, så skulle han da have lov til det. Han virkede dog ikke som den person. Da hans øjne havde mødt mine, kunne jeg se nervøsiteten gemme sig bag hans brune flotte farve. Det fik mig til at smile. Han var præcis som jeg huskede ham – under min kontrol.  Noget fortalte mig, at jeg bare skulle ignorer dem. Jeg skulle ignorere alle de drenge, der sad derude. De ville mig ikke noget godt. Den eneste dreng jeg kunne stole bare lidt på, var Liam.

***

Tre dage var gået siden jeg havde mødt drengene. Jeg havde heldigvis ikke set mere til dem. Måske havde Liam indset, at jeg ikke ville have noget med dem at gøre. Måske ville han snart indse, at den gamle mig var død. Jeg håbede det. Jeg ønskede ikke han skulle bruge sin tid på mig. Måske var jeg latterlig og ude på dybt vand, men jeg var ikke dum. Liam fortjente bedre, og med det arbejde han havde, skulle han ikke rende rundt med en kusine, som ifølge min klasselære havde psykiske problemer. Han var min fætter, jeg holdt af ham. Jeg elskede ham, og jeg ønskede bare at se ham glad. Han var det eneste menneske jeg stolede en smule på, men kun fordi han havde et hjerte der var ti gange større end mit. Han var den eneste i familien jeg brød mig om at være sammen med, selvom jeg hele tiden sagde til mig selv, at jeg skulle lukke ham ude, så han snart ville lade mig være og leve sit liv.

”Lucie?” Karen stod i dørkarmen, og hendes snøft afslørede hun græd. Jeg pustede røgen fra min cigaret ud, inden jeg langsomt lod mit blik glide hen mod hende. Et syn jeg ikke havde troet jeg skulle se, mødte mine øjne. Hendes øjne var røde, og lyste af sorg. Der var noget galt, noget hun havde tænkt sig at konfrontere mig med. Noget jeg sikkert alligevel ville være ligeglad med, så alt i alt var det noget der var spild af tid.

”Kom med” sagde hun og lavede tegn hen mod trappen. Det var fredag aften og min dag havde været lang, så jeg orkede ikke at diskutere. Jeg gik med tunge skridt hen mod hende, og da jeg passerede hende, lod hun sin hånd ae min ryg. Jeg rystede den hurtigt af mig, da den kvalmende fornemmelse gik igennem min krop. Jeg var ikke van til den slags berøringer, og hun vidste jeg havde alt imod dem, så hvorfor blev hun ved?

Da jeg drejede ind i køkkenet, sad Liam og Geoff der. Et lille smil gled hen over mine læber, da jeg så Liam. Selvom jeg så ham i går, var det en lettelse at se ham igen. Jeg følte mig så akavet indstillet, når jeg gik rundt mellem Karen og Geoff. Deres blikke var fyldt med kærlighed, og det gav mig altid kvalme.

Jeg satte mig ned ved siden af Liam, som sendte mig et lille smil. Pludselig gled en uro ind over min krop. Liams smil var fyldt med medlidenhed, og det kunne kun betyde, at det Karen var ked af, også var noget der gjorde Liam ked af det. Nu blev jeg nysgerrig. Nu betød det noget. Nu skulle hun så bare åbne munden og snakke.

”Lucie..” startede Geoff. Karen sad og kiggede med våde øjne på mig. Jeg stirrede med et koldt blik ind i Geoff’s øjne. Jeg ville ikke vise hvor nysgerrig jeg var. Jeg skulle være ligeglad, præcis som jeg plejede.

Der var stilhed i noget tid, hvilket fik mig til at sukke irriteret. Jeg havde ikke tålmodighed til det her, og det kunne Liam vidst godt mærke. Geoff og Liam vekslede blikke, og lidt efter rømmede Geoff sig. ”Lucie, din mor er på hospitalet” En lettelse skyllede ind over min krop, indtil ordene trængte ind. Hvad? Jeg kiggede uforstående på ham og ventede på han fortsatte.

”Din far … gik amok” hviskede Karen og rakte ud efter min hånd, som jeg hurtig fjernede. Jeg pressede mine negle ned i håndfladen. ”Er min mor på hospitalet pga. min far?” det var som om ordene ikke trængte igennem. Det var som om jeg lukkede af for dem, som om jeg ikke ville lade dem komme igennem.

 Karen nikkede og flere tårer trillede end af hendes kind. ”Så” Geoff hostede kort og tog Karens hånd. ”Hun kommer herhjem indtil din far får en dom” sagde han, og jeg kunne nemt se hvordan han prøvede at bevare roen. Skulle min far i fængsel? Og skulle jeg omgås med min mor igen? Jeg lænede mig om i stolen, ude af stand til at svare.  Det hele kørte rundt. Havde min far virkelig banket min mor?

”Derfor skal du pakke dine ting” Liams stemme trængte langsomt ind i mit hoved. Jeg kiggede stadig ned i bordet, lidt irriteret over jeg ikke hørte, hvad han sagde. Jeg rette mig op. ”Hvor skal jeg hen?” det overraskede mig meget, at min stemme var så kold, når alt indeni var i oprør. ”Hjem til mig” sagde Liam og lagde en hånd på min skulder. Jeg lod den være et kort øjeblik, før jeg skubbede den væk. Jeg skubbede hårdt stolen bagud og rejste mig op. Mit blik var koldt, det vidste jeg. Jeg kunne se det på Liam. Jeg kunne se han undrede sig, men det var fint. Han skulle tro jeg var kold og ligeglad – for det var sådan jeg ville være. Det her skulle ikke gå mig på. Ligemeget hvor slemt min mor var kommet til skade, så skulle det ikke gå mig på. Jeg var i stand til at leve uden dem, og det skulle jeg nok vise dem alle sammen. Liam, Karen, Geoff, far og mor – alle sammen.

***

Pakningen havde forgået i et langsomt tempo. Jeg anede ikke, hvorfor jeg skulle hjem til Liam. Jeg havde ikke hørt efter, hvad han sagde, hvilket havde været dumt. Jeg kunne ikke tillade mig at spørger ham – det ville jeg ikke. Faktisk var jeg slet ikke i snakke humør. Det påvirkede mig, hvilket det ikke skulle. Det gjorde mig ked af det, hvilket var forkert. Jeg vidste kun én kur imod det, og det var fest. Det var fredag, og April havde allerede fundet en fest. Jeg skulle mødes med hende senere, og jeg var fast besluttet på at tage af sted, selvom jeg skulle hjem til Liam. Så måtte jeg tage af sted derfra.

”Du ved du godt kan snakke med mig om det, ikke?” Liam kiggede kort på mig, inden han kiggede ud på vejen igen. Vi var på vej igennem byen, for at komme hen til hans lejlighed. Jeg var træt og ville egentlig bare ind og gøre mig klar, så jeg kunne komme af sted.

Jeg fastholdt mit blik ud af vinduet. ”Der er ikke noget at snakke om” sagde jeg mellem sammenbidte tænder. Hvordan jeg havde det indeni, det kom ikke ham ved. Faktisk ville jeg ønske det ikke engang kom mig ved. Jeg hadede at have det på denne måde, så nu hurtigere jeg kunne få alkohol i blodet, nu hurtigere fik jeg denne følelse af sorg væk.

Jeg fulgte med Liam ind i elevatoren, og lod den køre os op på den sal vi skulle op på. Det var en fin bygning – ikke et sted jeg burde være, men lige nu tog jeg mig ikke af det. Jeg greb min mobil, og tjekkede klokken. Jeg skulle mødes med April om 20 minutter så jeg havde ret travlt.

”Kom” Liam åbnede døren, og lod mig gå ind i først. Jeg kiggede mig ikke omkring, men strammede i stedet grebet om min taske. Jeg ville have ham til at tro, at jeg var ligeglad med hans hus. Jeg ville være alene, og det skulle han vide.

”Jeg håber det er fint nok. Jeg tilbød det selv og fik en smule travlt” sagde Liam langsomt og åbnede døren, ind til et lidt lille værelse, som nok var et gæsteværelse. Havde Liam tilbudt at lade mig bo hos ham? Et smil gled over mine læber, og jeg kunne ikke gøre noget for at holde det igen. Det var virkelig sødt af ham. Han havde selv ikke nogen grund til at gøre det.

Jeg kiggede rundt og lod mine fingre glide hen over en kommode der stod foran et spejl, som hang på væggen. Over i hjørnet var der en seng, der gik i ét med vinduskarmen, så man kunne sove op af vinduet, hvis man ville. Det så virkelig fedt ud. Der var også et lille natbord med en lampe på. ”Det er perfekt Liam” sagde jeg uden at tænke. Det gik først op for mig, da Liam smilede stort og åndede lettet ud. ”Det er jeg glad for Lucie” Jeg vidste jeg havde dummet mig, så jeg fjernede mit blik fra ham og kiggede hen mod spejlet. Wow. Hvis jeg skulle til fest, så skulle jeg vidst også i gang med at gøre mig klar!

Der var stilhed i noget tid, før Liam bevægede sig. ”Hvis det er” sagde han langsomt. ”Så er jeg inde på mit værelse. Der er nogle problemet med arbejdet” sagde han i et roligt tonefald. Jeg nikkede uden at kigge hen på ham. Jeg slap min taske og lod den falde mod jorden. ”Jeg går i seng” mumlede jeg træt og trak min bluse over hovedet. Liam kiggede væk og hostede kort. Var han virkelig så sart? ”Sov godt” sagde han, inden han lukkede døren i og gik ned mod sit værelse.

Lige så snart jeg vidste han var på sit eget værelse, åbnede jeg tasken og hev en pose op. Der lå en stram orange kjole, og nogle stiletter i sorte. Det var første gang jeg var i byen, siden den aften med Zayn. Jeg ville ikke have noget i aften – jeg kunne ikke. I aften skulle mine tanker drikkes ud. Alt med min mor og far kørte rundt i mit hoved. Jeg var ikke i stand til at tænke klart – ergo havde jeg ikke kontrollen over mig selv, hvilket jeg skulle have. Uden kontrollen var min facade væk, og uden min facade kunne tingene blive for personlige.

Jeg trak hurtigt i tøjet, hev en hårspray frem og gjorde mit hår stort. April ville snart være her, sammen med en af hendes brors venner, og sammen kørte vi til diskoteket. Jeg tog mine stiletter i hånden og åbnede forsigtigt døren ud til gangen. På afstand kunne jeg høre Liam snakke om… en tandbørste? Jeg stoppede op et kort øjeblik og lyttede efter. Snakkede han med sig selv? Det her havde jeg ikke tid til! Busted han mig, betød det, at jeg var tvangsindlagt med mine tanker, hvilket ville være forfærdelig. Derfor skyndte jeg mig hen til fordøren, trak forsigtig ned i håndtaget og forsvandt ud gennem døren.

***

Jeg havde kørt den ene drink ind efter den anden. Jeg var ikke med på at danse eller nogle konsekvenser. Jeg var så opsat på at få smerten indeni væk, at jeg ikke fik snakket med andre. April stod på dansegulvet og dansede med to fyre, som så ud til at elske hendes opmærksomhed. Det gav mig kvalme. Tænk hun var så billig. Vent. Jeg havde selv været sådan? For en uge siden var det mig der knaldede med en eller anden dreng, som gik hen og viste sig, at være min fætters bedsteven. Godt nok var det lykkedes mig ikke at se dem igen, men noget sagde mig, at Liam havde andre planer.

”Okay, ud med sproget” sagde April og klaskede et glas i bordet. Jeg fik et chok og kiggede på hende. Alkoholen var langsomt begyndt at virke, og mit humør blev allerede løftet en del.

”Ud med hvad?” spurgte jeg dumt om. Selvfølgelig havde hun lagt mærke til mit humør var så dårligt, og nu ville hun ikke stoppe med at plage, før hun vidste hvad det var. ”Du er så skide negativ. Du gider ingenting, fortæl mig det” sagde hun og rørte ved sit hår. Jeg mumlede noget uforståeligt, og fik pludselig øje på en sort håret dreng. Jeg kiggede hurtigt efter ham, men da han slet ikke lignede Zayn, åndede jeg lettet ud. Jeg havde ikke brug for at møde ham igen.

”Er det noget med en dreng at gøre?” sagde hun og smilede stort, selvom jeg vidste det var så falsk som hende. Jeg vidste hun ikke stoppede før jeg sagde det. Jeg kunne godt fyrre en løgn af, men alkoholen havde nogen gange den skide irriterende effekt, at man talte sandt.

”Kan du huske ham jeg skulle hjem til i sidste weekend?” spurgte jeg langsomt om. Hendes smil falmede et kort øjeblik, inden det blev stort. ”Er det ham du er forelsket i?!” spurgte hun højt om, så nogen folk glode dumt. Jeg slog en latter op. ”Jeg er ikke forelsket i ham” sagde jeg hurtigt. Hun kiggede undrende på mig. ”Hvad er du så?” hun satte sig til rette. Jeg sukkede kort. ”Han er min fætters ven” Det gik hurtigt op for April hvad jeg snakkede om. Hun vidste jeg var hos Liam, men hun vidste ikke den rigtige grund. Jeg havde løjet for hende – ikke fordi det var noget nyt.

”Omg, har i så mødt hinanden?! Kan han huske dig?” hun snakkede hurtigt og slog mig på armen imens. Jeg skubbede hendes hånd fra mig og kiggede ud på dansegulvet. ”Ej, sig det” sagde hun og lød en smule irriteret. Jeg vidste hun ikke stoppede før, og jeg var ikke i humøret til drilleri. ”Ja, han kan huske mig, og Liam ved ikke noget om jeg kender ham” April afbrød mig. ”Ville han noget den aften der?” hun hentydede helt klart til noget seksuelt. ”Ja, men jeg afviste” løj jeg og smilede stolt til hende.

Pludselig slog hun ned i bordet nogle gange. ”Din konsekvens!” sagde hun pludselig højt. Jeg rullede med øjnene. ”Det gider jeg ikke nu” sagde jeg og drak noget mere. ”Jo! Kom nu! Du skal gå hele vejen med ham! Han vil jo tydeligvis gerne” hvinede hun glad. Jeg lo kort. Åh ja han ville, og han gik hele vejen med mig, men det skulle hun under ingen omstændigheder vide.

”Jeg vil ikke have noget med ham at gøre April. Han er forfærdelig” endnu en løgn kom ud af min mund. ”Du lyver” sagde hun, og pludselig gik en kold fornemmelse igennem mig. ”Du kan lide ham, jeg kan se det!” hun kiggede alvorligt på mig, og sukkede da jeg ivrigt rystede på hovedet.

”OMG! Du kan lide ham, og han afviste dig!” råbte hun pludselig højt. Jeg kiggede uforstående over på hende. ”Fanme nej om han afviste mig” sagde jeg og blev en smule irriteret over hende. Kunne hun forfanden ikke bare lade det ligge?  ”Jo han gjorde! Det er derfor du ikke vil gå hele vejen med ham! Du er bange for at blive afvist!” pludselig begyndte hun at grine. ”Omg Lucie, du blev afvist af en. Han lyder spændende” fniste hun. Jeg slog hende blidt på armen for at få hende til at holde kæft. ”Jeg afviste ham. Ikke omvendt” sagde jeg mellem sammenbidte tænder. April fniste. ”Hvis det virkelig er sådan, så vil jeg gerne indgå et væddemål” sagde hun og lænede sig ind over mig. Jeg blev pludselig nysgerrig. Det plejede altid at handle om konsekvenser, ikke væddemål.

”Jeg vil vædde med du ikke tør gå i seng med ham” hviskede hun, men højt nok til at overdøve musikken. Det irriterede mig grænseløst at hun var sådan. Det var mig der havde haft Zayn under kontrol. Jeg afviste ham, indtil han smed sin åndssvage bluse! ”100 pund” sagde hun og slog på sin lomme, hvor der raslede med penge. 100 pund? Jeg lavede store øjne. Var hun virkelig sikker på, at han afviste mig? En latter undslap mine læber. Jeg havde været i seng med ham én gang, og hvis jeg skruede op for charmen, så skulle der fanme nok blive en anden gang også!

Jeg rakte min hånd frem, hvilket vidst kom bag på hende. ”Så lad os vædde. For det kan og tør jeg” min stemme var kold og hård, og selvom April ikke ville vise det, så kunne jeg se det kom bag på hende. Et smørret smil gled hen over hendes ansigt. ”Det bliver så vildt."

 

Drunk ~ Ed Sheeran

----------------------------------------------

Vi vil gerne lige gøre opmærksomme på, at nu starter den rigtig. Nu går den i gang, og der sker flere ting i kapitlerne.! :-) I må meget gerne skrive hvad I synes om den indtil videre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...