Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1829Likes
1941Kommentarer
295940Visninger
AA

22. Because of you.

 Lucies synsvinkel

Det var som om der blev lavet et brandmærke, hvor Zayn havde taget mig i armen, men det var ikke det der kørte rundt inden i mig. Det der kørte rundt inde i mig, var hvad jeg lige havde set. Det sad i min nethinde, og det ville ikke forsvinde. Ikke engang ved hans berøringer, som stadigvæk fik min krop til at opfører sig sindssygt. Jeg havde set tårer i Zayns øjne. Tårer som afslørede alt han havde gået inde med de sidste par uger. Alle hans følelser – alt. Jeg vidste han de forrige uger, havde gjort alt for at lade folk vide han var kommet videre, og han gjorde det så godt, at jeg selv troede på det. Men det hele havde været en facade.

Jeg hoppede op i sofaen, da Niall var i gang med at rense såret på mit knæ. Han kiggede undskyldende på mig, og lagde så en hånd på mit hår, og pressede mit ben ned mod sofaen.

Jeg kiggede hen mod døren, hvor Zayn og Liam for nogle minutter siden, var gået ud af. Jeg var nysgerrig efter at vide, hvad de snakkede om, men alligevel ville jeg helst ikke høre det. Jeg var bange for at hører noget jeg ikke skulle. Bange for Zayn hadet mig. Bange for Liams reaktion, bange for det hele lige nu.

Lucie, du bliver nød til at sidde stille” sagde Niall med en rolig stemme og lod sine blå øjne fange mine. Jeg nikkede kort, men inden Niall nåede at gøre mere, blev døren banket op, og en Liam så sur som aldrig før, kom ind efterfulgt af Zayn, som kiggede forvirret efter ham.

Niall, gør det der senere. Vi skal hen på politistationen” Jeg spærrede øjnene op og rejste mig hurtigt op. En smerte gik igennem min ryg, men det tog jeg mig ikke af nu. Politistationen? Var han fuldstændig dum i hovedet?

Kom” sagde han og viftede med hånden. Jeg rystede panisk på hovedet, hvilket fik ham til at træde et skridt hen imod mig. ”Lucie, hun er syg i hovedet! Hun skal ikke slippe uden om det” han tog hårdt fat om mit håndled, og trak mig hen mod døren. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke tage derhen, ikke nu! Hvis jeg kom derhen, så ville mit liv først være ødelagt.

Liam!” skreg jeg højt og trak mit håndled til mig, med så stor en kraft, at jeg var ved at falde bagud. Det var første gang i lang tid, at min stemme havde været så høj og hård, hvilket både kom bag på mig og Liam – og sikkert de andre.

Tager du mig derhen, så er mit liv ødelagt foralitd Liam! Det kan du ikke. Nej” jeg rystede på hovedet og trådte et skridt tilbage. Liams øjne skiftede langsomt fra vred til sorg. Zayn måtte have fortalt ham alt der skete i dag, men jeg kunne ikke bebrejde ham, selvom jeg virkelig var vred på ham.

Så skal du aldrig nogensinde sætte din fod på den grund igen” hans stemme var så lav, at jeg måtte angstrenge mig for at høre, hvad han sagde.

Der er også kun 2 måneder til sommerferien” sagde Niall og prøvede at lette stemningen. Jeg måtte holde min mundvig fra at bøje sig op af.

Jeg mener det Niall. Jeg melder hende ud i morgen” Jeg satte mig i sofaen, og lidt efter tog Niall igen fat om mit ben, og gik i gang med at rense det. Smerten var ikke så slem som før. Jeg sad bare og stirrede ud af vinduet. Jeg ville gerne hjem, hjem til Liams hus. Jeg kunne mærke, at det hele snart blev for meget, og snart ville tårerne ryge ud af mine øjne, og det skulle de ikke se.

 

***

 

2/6

Liam er taget hen til skolen for at melde mig ud. Det hele har været et stort rod de sidste to dage. Liam har ikke ville ladet mig være, hvilket vil sige, at jeg konstant skal kæmpe med tårerne. Han har set mig græde før, og det skal ikke ske igen.

Efter vi kom hjem i går, har Zayn været i mine tanker hele tiden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på ham og hans øjne, som var helt våde. Episoden fra skolen, havde også sat sig i mig. Måden Zayn havde reageret på var helt vild. Bare ved at se på en af drengene, havde de trådt væk. Selv Aprils facade fik han smadret. Jeg ville have grinet, hvis alt efter det, havde endt godt, men ingenting er godt. Zayn betaler April for de penge for de åndssvage stoffer, og jeg føler jeg skylder ham dem, selvom jeg ikke lige er den der har flest penge. Det er virkelig pænt af ham, men hvorfor han gør det, det forstår jeg ikke. Jeg fortjener det ikke. Jeg fik ham næsten til at græde i dag. Jeg er virkelig et forfærdeligt menneske.

Vent, Liam kommer hjem nu, og hvis jeg ikke tager fejl, så kommer han herind.

I morgen er der fødselsdagsfest hos Liams mor, og jeg er inviteret. Jeg var ellers fast besluttet på at sige nej, men Liam begyndte pludselig med, at han gerne ville have mig med, og om jeg ikke ville gøre det for hans skyld, så jeg har min fredag planlagt i morgen. Det er egentlig længe siden jeg har set andre end drengene, og menneskerne på min skole.

Jeg ved ikke om jeg burde glæde mig, men det gør jeg ikke. Jeg har ikke lyst til at omgås med nogen. Mine forældre kommer. Min far er blevet prøveløsladt, men det kan rende mig. Det hele kan rende mig. Min fredag skal bare overstås. Jeg orker ikke mennesker.

 ***

Min selvtillid var røget sammen med de kilo jeg havde tabt. Jeg kunne ikke passe nogle kjoler længere, og selvom jeg vidste det, stod jeg nu i min yndlings pinke kjole og lynede den. Men som alle de andre, faldt den af. Hvordan var det muligt at tabe sig så meget, på en måned? Jeg lignede virkelig lort.

Det bankede kort på døren, og lidt efter gik den op, hvilket fik mig til at hvine. Jeg plejede aldrig at have noget imod at vise drenge min krop. Liam havde set mig i undertøj før, men nu skammede jeg mig virkelig over min krop.

Liam kiggede kort hen på mig og skar en grimasse. Han kunne tydeligvis heller ikke lide mit udseende, men det forstod jeg godt. Der var ikke noget at kunne lide. Jeg så forfærdelig ud.

Jeg tænkte, at du sikkert havde brug for en ny kjole til i dag. Og det ser ud til, at jeg ikke tog fejl” han sendte mig et smil og trådte ind på værelset. Jeg kiggede afvetende på ham, mens jeg prøvede at skjule min mave ved mine hænder. Det her var ikke den Lucie jeg engang var, slet slet ikke.

Jeg håber du kan lide den. Harry hjalp med at finde den” sagde han og løftede en sød hvid kjole op, med et sort bælte hen over. For første gang i virkelig lang tid, gled et lille smil over mine læber, og Liam så det. Hans ansigt skjulede det overhovedet ikke.

Tak Liam” mumlede jeg og greb ud efter kjolen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre eller sige. Havde han virkelig brugt tid på at finde en kjole til mig? Jeg havde slet ikke lyst til at tage imod den. Jeg fortjente den virkelig ikke. Jeg havde været og var en nar overfor Liam. Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke gav op for længst, men det måtte jeg snart have lært. Liam gav ikke op.

Han forsvandt ud af døren med et smil. Jeg fangede mit eget blik i spejlet. Hvis jeg ikke tog den på, så ville Liam være såret, og det ville være pisse ondt af mig. Jeg blev nød til det, og den var også virkelig sød.

Jeg trak den ned over min krop, og til min overraskelse passede den perfekt. Hvordan vidste de, hvilken størrelse jeg pludselig brugte? Og hvilken størrelse brugte jeg overhovedet? Jeg sukkede kort. Mine tanker var fucked up, men jeg kunne ikke bebrejde dem. Jeg havde slet ikke været alene de sidste par dage, og derfor havde jeg ikke fået ro til at tænke, og derfor var jeg så oprevet lige nu.

Jeg greb ud efter mine ret høje stiletter i sorte med glimmer, og tog dem på. De passede heldigvis stadig. Lidt efter greb jeg min foundatioen og proppede det under øjnene, for at gemme de poser der var under dem. I dag skulle jeg ligne den gamle Lucie, for jeg orkede ikke at folk skulle spørge, hvad der var i vejen, siden jeg så så underlig ud.

Jeg tog ret meget mascara på og eyeliner, glattede mit hår og tog parfume på. Det var virkelig virkelig længe siden, at jeg havde set sådan her ud. Jeg var flot. Flottere end jeg havde været de sidste mange uger.

Jeg tog et par smykker på, og gik langsomt ud i køkkenet, hvor Liam stod med nøglerne klar. Han snurrede rundt ved lyden af mine sko, og lidt efter spærrede han øjnene op, og fik sin vand galt i halsen.

Wow Lucie” sagde han og smilede stort. Jeg følte ingen trang til at smile, men jeg blev nød til det, for ikke at såre ham. Jeg puttede et af mine falske smil på, men jeg vidste, at det ikke blev nær så stort som jeg ville have det til, men Liam godkendte det. ”Så er vi klar” han stillede glasset på bordet og gik hen mod hoveddøren. Jeg fulgte efter ham og tillod mig, at følge alle de bevægelser han lavede. Bare nogle timer, så ville jeg være her igen.

 

***

 

Jeg trådte ud af bilen, og fulgte langsomt efter Liam, mens mit blik var rettet mod jorden. Liam bankede kort på inden han åbnede døren, og lod mig komme ind. Jeg prøvede at sende ham et smil, men ingenting skete. Mit humør var virkelig fucked up.

Liam!” en masse glade stemmer lød, da han trådte ind i stuen. ”Og Lucie” sagde min moster glad, og kom hen til mig. Hun gav mig et kram, inden hun kiggede bekymret på mig. ”Er du okay?” Hun strøg noget hår væk fra mine øjne og fangede mit blik. Endnu engang skulle jeg spille skuespil. Jeg måtte vise, at jeg havde det godt hos Liam, for jeg ville ikke forlade ham.

Selvfølgelig!” sagde jeg og gav hende et kram, som vidst kom bag på hende, men hun smilede da. Jeg kiggede lidt rundt, og så en helt masse fra min familie. Jeg hilste på de fleste, men stillede mig så hen i et hjørne for at være lidt alene. Kun nogle timer. Det skulle nok gå hurtigt.

Pludselig kom min far ind i rummet, efterfulgt af min mor. Han smilede stort, som om alt han havde gjort, bare var helt i orden. Jeg stillede mig ordentlig op, da en nervøsitet gik igennem mig. Jeg havde ikke set ham i 2 måneder, og her stod han – som om intet var sket.

Jeg kiggede hen mod min mor, som stod med min moster. Hun pegede hen i min retning, og da min mors blik fangede mit, fik jeg pludselig en stor lyst til at græde. Hendes øjne var fyldt med savn og sorg. Hendes blik gled ned af min krop, og et halv forvirret blik fra hende, fik mig til at vende ryggen til hende for at gå, men nede bagerst i lokalet, stod der fire drenge, som jeg virkelig ikke havde regnet med at se her i dag.

Mit blik skifte fra Louis til Harry, fra Harry til Niall, og Niall til Zayn, og til sidst hen på Liam, som kiggede hen i min retning. En skuffet følelse gik igennem mig. Hvorfor havde han ikke fortalt mig, at de var her?

De andre drenge drejede langsomt deres blikke hen imod mig, da Liam ikke fulgte med i deres samtale længere. Hvad lavede de overhovedet til Liams mors fødselsdag? Jeg sank den klump jeg havde i halsen, mens jeg bad tårerne om at holde sig væk.

Deres blikke var klisteret fast til mig, eller min krop. Jeg kunne se på Harry, at han var imponeret, men det var også føste gang i lang tid, at jeg rent faktisk lignede mig selv, og dog. Der var intet charmende smil plantet på mine læber, eller et koldt blik. Jeg vidste mit blik var fuld af forvirring, og da jeg drejede rundt og ville gå, kom jeg igen til at kigge hen på min mor. Hun så ud til at være ved at græde.

Jeg kiggede rundt i lokalet og kunne mærke, at jeg havde svært ved at trække vejret. Det hele var så overvældende. Jeg kunne ikke gå nogen steder hen, for enten stod drengene der, ellers min mor, eller min far. Det gjorde mig bange. Jeg var ikke tryg her – faktisk langt fra.

Jeg kiggede forvirret fra hjørne til hjørne, og kunne mærke mine ben var ved at knække sammen under mig, mens tårerne pressede sig på. De skulle ikke ud! Forfanden da.

Lucie, rolig” Louis tog fat i min arm, og fik derved forhindret mig i at vælte. Jeg ville ryste på hovedet, bede ham om at få mig ud, sætte mig ned at græde og bare slå på et eller andet, men jeg kunne ikke. Min krop reagerede slet ikke.

H-hvad laver i her?” fik jeg ud af mine læber, mens Louis fik drejet mig rundt, så det kun var ham, som kunne se mit ansigt. ”Det samme som dig vil jeg tro” sagde han uden at grine og lave en joke ud af det.

Men, hvorfor?” Jeg kunne mærke min krop ryste, og jeg vidste også at Louis kunne mærke det. ”Kom” Han rakte ud efter min hånd, og da jeg ikke tog den, men bare stod og stirrede på den, greb han fat om den, og trak mig hen til en sofa og placerede mig der. Jeg kunne føle nogle blikke på mig, og uden at kigge, vidste jeg, at det var drengene. Jeg fik pludselig en stor trang til at bede Louis om at skride, hvorfor vidste jeg ikke. Han havde ikke gjort andet end at hjælpe mig.

 

***

 

Vi havde været her nogle timer nu. Folk havde det vidst ret hyggeligt, det så hvert fald sådan ud. Selv min mor grinede af og til.

Jeg sad over i sofaen efter at have spist en hel del. Jeg havde placeret mig langt væk fra drengene, dvs. tættere på min mor, men det var fint. Jeg kunne godt ignorere hende, og alle de andre. Jeg havde ikke brug for at snakke med nogen. Jeg ville hjem, hjem til Liam.

Jeg tog min skriveblog frem og kiggede rundt. Alle var i gang med noget, og jeg havde brug for at få mine følelser ud, inden de virkelig overvældede mig.

3/6

Jeg holder det ikke ud. Hvis jeg ikke snart kommer væk herfra, så ved jeg ikke, hvad der er i stand til at stoppe mig. Jeg bliver nød til at komme væk. Mine tanker overvælder mig.

Jeg fløj op, da en person satte sig ved siden af mig. Jeg kiggede mig til siden, hvor Harry sad. Han sendte mig et kort smil, og kiggede på min skriveblog. ”Hvad skriver du?” hans lænede sig en smule frem mod mig, hvilket fik mig til at rive papiret af blokken og krølle det sammen i hånden. Mit hjerte sad pludselig oppe i halsen. Hvorfor lod de mig ikke være?

 

Jeg skal lige på toilet” mumlede jeg med en meget svag stemme. Harry kiggede undrende på mig, men lagde sig så i sofaen, hvor de andre drenge lidt efter kom hen og smed sig oven på ham.

Hvad ragede det overhovedet ham? Troede han virkelig selv, at jeg ville plapre løs om, hvad jeg skrev, når jeg knap nok kendte ham? Hvorfor blev de ved? De forvirrede mig.

Jeg gik ud i køkkenet, åbnede skraldespanden og smed papiret ud, inden jeg vendte mig rundt. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik. Det rum var fyldt med mennesker, som jeg virkelig ikke kunne overskue lige nu. Jeg måtte få noget frisk luft.

Jeg gik hen til døren, åbnede den og gik ud. Stenene knasede under mine stiletter, men lyden var beroligende. Der var helt stille herude.

Jeg lukkede igen mine øjne for at nyde stilheden, men den varede ikke særlig lang tid, før døren blev åbnet. Jeg sukkede lavt, og skulle til at gå væk fra grunden, da en stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Hvad fanden er det her Lucie?” Jeg snurrede rundt ved lyden af Zayns vrede stemme. Han kom gående direkte hen imod mig, med et papir. Min krop stivnede. Det var det papir jeg lige havde smidt ud. Havde han fulgt efter mig?

Jeg svarede ham ikke, men greb ud efter papiret. Han trådte et skridt væk og trak hånden til sig, så jeg ikke fik fat i det. Zayn var den sidste jeg havde lyst til at snakke med lige nu. Bare det at Harry snakkede til mig, fik mig til at kæmpe med tårerne.

Det kommer ikke dig ved” svarede jeg koldt, og greb endnu engang ud efter papiret, men han trak det tilbage til sig. ”Svar mig nu bare for helvede” vrissede han surt, hvilket fik vreden til pumpe rundt i min krop. Så nu gad han at lytte på mig? Nu gad han at bruge sin tid på mig? Fuck ham.

Så du vil gerne lytte på mig nu?” min stemme var kold. Det var længe siden den havde været så kold og fuld af vrede, men Zayn fik den frem i mig bare ved at kigge sådan på mig, som han gjorde. Jeg havde fanme prøvet at snakke med ham så mange gange, og alligevel var han så snot dum og havde så skidt ondt af sig selv.

Hans ansigtsudtryk ændrede sig en smule, men blev hurtigt hårdt og koldt igen. ”Du fortjener ikke min tid Lucie, så hvis jeg var dig, så ville jeg fortælle, hvad fanden du mente med det der stod på papiret!” sagde han hårdt. Det var som at få en mental lussing. Fortjener ikke? Jeg havde fandeme lidt pga. ham, og han gad ikke engang høre min forklaring? Han gik med en vrede rettet mod mig, fordi han kun havde EN side af historien!

Vreden pumpede rundt i mit blod. Sidst jeg havde været så sur, var det pga. alkoholen i blodet, men lige nu var jeg helt ædru.

Fortjener ikke din tid?” jeg løftede det ene øjenbryn. ”Hvis du ikke havde så pisse ondt af dig selv, så ville du vide sandheden!” hvæsede jeg af ham. Jeg havde sagt det samme til festen, og jeg vidste, hvor sur han var blevet over det dengang, og det blev han vidst også nu.

Hvad er sandheden Lucie? At du brugte mig til et åndssvagt væddemål, eller vil du også benægte det?” spurgte han og knyttede næven. Jeg vidste han ikke ville slå mig, men det var for at holde sin vrede inde. Men lige nu var jeg ligeglad. Jeg var mindst lige så vred som ham, hvis ikke værre.

Jeg kneb øjnene sammen en smule. Hvor var han dum. Hold kæft, hvor var han dum at høre på.

Stenene knasede under hans fødder som langsomt bevægede sig væk mod mig. Jeg åbnede hurtigt øjnene og greb hårdt fat i hans arm. Han vendte sig en smule forskrækket om. Jeg var sikker på mine øjne lynede af vrede. Jeg havde en så stor trang til at slå ham.

Ja, Zayn, du var et fucking væddemål, okay?” Jeg strammede mit greb om hans arm, for at få ham til at blive, selvom jeg vidste, at han var meget stærkere end mig.

Han åbnede munden for at sige noget, men jeg afbrød ham. ”Du var et væddemål. Det var ikke meningen vi skulle gå i seng sammen den første gang! Men grunden til det fucking væddemål var, at jeg skulle bevise, at jeg ikke havde fået følelser for dig, okay?” Jeg gik et skridt tættere på ham.

Men det fik jeg og..” Han afbrød mig ved at ryste på hovedet. ”Det skal du jo sige forfanden” han trak sin arm til sig, men jeg tog hurtigt fat igen. ”Hold din kæft og hør efter!” vrissede jeg surt og borede mine negle ind i hans arm. Den triste følelse jeg havde gået med i snart en måned, blev erstattet af så meget vrede, at jeg havde lyst til at påføre ham smerte, for at påføre mig smerte.

Du var et væddemål i starten, indtil jeg fik følelser for dig. Det var overhovedet ikke planlagt Zayn! Du fik mig til at glemme mit lorte liv, derfor brugte jeg så fucking meget tid med dig!” Tårerne pressede sig pludselig på ved tanken om alle minderne.

Jeg kiggede Zayn i øjnene. Han så slet ikke ud til at tro mig. Jeg ville ikke fortælle ham alle mine følelser, for de var sikkert ikke gengældt, men da jeg først gik i gang, så kunne jeg desværre ikke slutte igen.

At have en far der slår en, skrider fra sin mor for at finde en eller anden luder, for derefter at banke min mor synder og sammen. Hvordan tror du det er Zayn?” Jeg sukkede kort og strammede mit greb om hans arm, selvom han ikke havde flyttet sig en centimeter. Men han skulle blive. Han skulle vide det hele. Han fortjente det.

Tror du jeg gik i byen hver dag, og tog stoffer, fordi jeg synes det var sjovt?” jeg spyttede ordene ud, og kunne mærke, hvor ondt det gjorde at fortælle. Jeg havde aldrig fortalt nogen om alt det her. Ingen vidste, hvordan jeg gik og havde det, og det at jeg lukkede op til en person som muligvis hadede mig, det gjorde mig nervøs, men han skulle vide alt.

Du fik mig til at glemme alle de ting Zayn. Jeg lukkede dig ind, og du stjal mit hjerte” Jeg vidste det hele lød som en omgang kærlighedspladder, men det var jo rigtigt. Jeg kunne ikke få ham ud af hovedet.

Du var et fucking væddemål som jeg fik følelser for Zayn! April bad mig om at misbruge dig. Ydmyge dig for fucking hele verden! Jeg sagde nej, og hun flippede ud. Derfor kom hun hjem til mig den morgen! Væddemålet var at gå i seng med dig én gang, ikke to! Hvorfor tror du jeg stoppede dig og bad dig fortælle dine følelser til mig? Jeg gik i seng med dig af lyst! Jeg stoppede dig. Stoppede dig fordi det var forkert, men da du fortalte dine følelser og mine var gengældte, så så jeg det ikke som et væddemål!” Jeg skreg det sidste højt, og først da smagen af salt bredte sig i min mund, gik det op for mig at jeg græd.

Jeg savnede ham som en i bare fanden, og alt det her, var noget jeg havde gået inde med så længe, og at få det ud, gjorde så forfærdelig ondt.

Hele den sidste måned, har jeg ønsket mig mit gamle liv, for det hele er blevet så meget værre!” Jeg mumlede ordene og kiggede ned i jorden.

Se på mig for helvede!” råbte jeg pludselig vredt, hvilket gav et sæt i Zayn. ”Tror du jeg ville ligne det her, hvis du ikke betød noget for mig?!” Jeg skreg ordene ud. Jeg var sur, sur over han fik mig til at græde. Jeg plejede ikke at kunne græde foran folk, men nu trillede tårerne hurtigere end aldrig før.

Lucie” Zayn mumlede mit navn så knuden i maven sprang. Jeg lod et hulk undslippe mine læber. Han skulle ikke se mig sådan her. Det var forfærdeligt. Han var sikkert pisse ligeglad!

Jeg slap hans arm og skubbede hårdt til ham. Han sagde mit navn højere end før, og greb overrasket ud efter min arm, så jeg stod lige foran ham.

Jeg slog min næve ind i hans bryst mens jeg hulkede højt. ”Hvorfor kan du ikke bare fatte, at jeg rent faktisk elsker dig?” Jeg måtte tvinge ordene op. Jeg havde aldrig fortalt nogen jeg elskede dem. Aldrig på denne måde. Men nu havde jeg fortalt Zayn alt. Alt om mit lorte liv, alt om, hvad han gjorde ved mig. Han vidste mere om mig, end andre gjorde og kom til.

Han svarede ikke. Han sagde ingenting. Han ikke engang rørte sig! Han var ligeglad. Det var det jeg havde sagt hele tiden. Han hadede mig. Han var ligeglad. Hvor var jeg dum og desperat.

Det føltes som om flere knive blev stukket ind i mit hjerte på skift. Han var ligeglad. Jeg havde åbnet mig op for ham, og han var ligeglad. Han stod bare der, som om alt jeg sagde, havde været en stor joke. Han stod sikkert og ventede på jeg begyndte at grine, og fortalte det var for sjov, men gu fanden var det ej.

Jeg måtte tvinge mig selv til ikke at slå ham. Min hånd lå knyttet på hans bryst og kunne mærke hvordan det bankede, men det betød ingenting. Han var fucking ligeglad med alt. Hans følelser havde ikke været ægte.

Jeg strakte mine finger ud, lagde igen hånden på hans bryst og skubbede ham hårdt fra mig. Tårerne trillede end af mine kinder og efterlod sikkert mascara efter sig.

Jeg kiggede væk fra Zayn et øjeblik, og kiggede hen på vinduet, hvor drengene stod og gloede, samt nogle andre derinde fra. Jeg tørrede hurtigt mine øjne, selvom der kom nye tårer hele tiden.

Det her var den største fejl i mit liv” hviskede jeg, men højt nok til Zayn kunne høre det. ”At stole på følelserne var gengældt, var det dummeste jeg nogensinde har gjort” mumlede jeg og snøftede, inden mine øjne fangede Zayns for første gang i lang tid.

Han så ikke glad ud, derimod lignede det, at han var i smerte. Jeg trådte et skridt væk fra ham, hvilket kejtet fik ham til at gå et frem mod mig. Jeg havde ikke brug for at høre på ham. Jeg var så såret som aldrig før. Det gjorde mere ondt, end det havde gjort, da April fortalte det var et væddemål.

Jeg havde lige fortalt den eneste og første dreng jeg elskede, at jeg elskede ham, og han var fuldstændig ligeglad. Det var som om mit hjerte blev flået i stykker.

Lucie” hans stemme var lav, men jeg rystede afvisende på hovedet. Jeg havde ikke brug for at han fortalte mig ordret, at han ikke elskede mig eller noget. Det at han var stille, sagde det hele.

Det var en fejl at lukke dig ind” skreg jeg højt, trådte ud af mine stiletter og løb. Jeg hørte et par drengeråb efter mig, og vidste de andre drenge var kommet ud, men jeg var ligeglad. Det her var nok det største nederlag for mig nogensinde, og aldrig havde jeg været så såret og ødelagt før.

 

Because of you ~ Kelly Clarkson

 

-------------------------------------------------------------

Så... Inden Thea kommer hjem, kunne I så ikke tænke jer at skrive, hvad der er det bedste/fedeste ved denne movella? Tror hun vil blive glad for det :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...