Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1830Likes
1941Kommentarer
295970Visninger
AA

23. Be alright.

Zayns synsvinkel

Jeg vidste udmærket godt, at Lucie ville være der til fødselsdagen i dag. Og det var egentlig det, der gjorde at jeg tog med til den. Jeg havde brug for at se hende. Få at vide hvordan det egentlig stod til. Selvom jeg så hende i forgårs, vidste jeg ikke, hvordan det gik med hende. Jeg havde jo hverken snakket med hende eller noget som helst. Vi havde bare siddet og kigget på hinanden, intet mere.

Jeg var kommet ovenpå alt, der var sket i onsdags. Det havde taget hårdt på mig, men jeg fik snakket igennem med Niall om det, og han havde forsikret mig, at det hele nok skulle gå nu. Liam havde meldt Lucie ud af skolen i går, og det kunne jeg ikke være mere glad for. Hun skulle ikke tilbage til det sindssyge sted.

Fødselsdagen havde varet i et par timer endnu, og jeg sad og holdt lidt øje med Lucie, hvilket jeg havde gjort, siden hun ankom. Hun havde ikke gjort særlig meget. For det meste bare siddet alene og undgået kontakt med folk.

Lige nu sad hun i sofaen og skrev på et stykke papir, og Harry var lige gået hen til hende for at se, hvad det var. Hun havde set enormt opslugt ud, da hun skrev på det, hvilket undrede mig et smule. Hun virkede ikke som typen, der skrev. Og jeg som troede, at jeg kendte hende.

Harry dumpede ned på sofaen ved siden af hende, hvilket fik hende til at se forskrækket på ham. Han sagde et eller andet og kiggede interesseret på papirblokken, men inden han rigtig nåede at se noget, havde hun revet det øverste papir af og krøllet sammen. Jeg rynkede panden lidt og så indebrændt hen på hende og så, at hun sagde noget til ham. Hun rejste sig op og gik ud mod køkkenet.

Jeg lod som om, at det ikke interesserede mig, men kiggede efter hende. Herfra hvor jeg stod, kunne jeg se, at hun smed papiret i skraldespanden og vendte rundt. Jeg fjernede hurtigt blikket og så smilende hen mod drengene, som om jeg var en del af deres samtale. I øjenkrogen kunne jeg se, at Lucie forsvandt, og beslutsomt gik jeg ud i køkkenet. Nysgerrigheden var ved at brænde op indeni mig. Jeg brændte for at se, hvad hun havde siddet og skrevet. Det måtte være noget hemmeligt, siden hun var gået fra Harry så hurtigt.

Jeg åbnede skraldespanden og tog papiret, der heldigvis lå øverst, og foldede det ud.

3/6

Jeg holder det ikke ud. Hvis jeg ikke snart kommer væk herfra, så ved jeg ikke, hvad der er i stand til at stoppe mig. Jeg bliver nød til at komme væk. Mine tanker overvælder mig.

Chokeret stirrede jeg på papiret, imens jeg kunne mærke vreden vælte ind over mig. Hvad fanden var det for noget?! Mine øjne skimtede teksten igen, og efterlod den hængende foran mine øjne. 'bliver nødt til at komme væk'. Hvad fanden mente hun med det?

En kold fornemmelse løb ned ad ryggen, imens vreden blev større. Hvad helvede var det for en omgang pis at skrive? Gik hun og planlagde selvmord eller sådan noget?

Uden jeg nåede at stoppe mig selv, gik jeg med hurtigere skridt udenfor, hvor jeg vidste Lucie gik hen. Hun stod ude i indkørslen med ryggen til. Jeg åbnede døren, og så at hun lod sig bemærke af lyden, så hun skulle til at gå, men min stemme fik hende til at stivne. ”Hvad fanden er det her, Lucie?” spurgte jeg vredt og holdt hendes papir oppe i luften. Hun vendte sig langsomt om, imens jeg trådte tættere på hende.

Hendes blik faldt fra mig til papiret. Hun så surt på mig og greb ud efter papiret, men jeg var hurtigere end hende og trådte et skridt tilbage, så hun ikke fik fat på det. Jeg ville have et svar, og det skulle være nu. Hvis hun gik og planlagde at begå selvmord, skulle hun have hjælp.

Det kommer ikke ved,” svarede hun og greb endnu en gang ud efter papiret, men jeg trak det igen til mig, og kunne mærke vreden stige endnu mere, fordi hun ikke ville fortælle mig det. ”Svar mig nu bare for helvede,” sagde jeg surt.

Hun stirrede lidt på mig, hvilket betød at hun var blevet sur. Men jeg var egentlig fuldstændig ligeglad. Jeg skulle bare have det skide svar!

Så du vil gerne lytte på mig nu?” spurgte hun koldt og vredt, hvilket kom bag på mig, eftersom hun ikke havde vist andet end svaghed hele dagen. Et enkelt øjeblik mistede jeg fatningen, da alle vores skænderier strømmede ind over mig, men jeg fandt hurtigt det hårde blik frem igen, da jeg huskede på, at hun selv var udenom det. ”Du fortjener ikke min tid Lucie, så hvis jeg var dig, så ville jeg fortælle, hvad fanden du mente med det der stod på papiret!” Jeg var på rangen til at råbe af hende, men vidste at vi ikke var det rette sted til at gå amok lige nu.

Fortjener ikke din tid?” spurgte hun og løftede det ene øjenbryn. Hun så virkelig vred ud. ”Hvis du ikke havde så pisse ondt af dig selv, så ville du vide sandheden!” hvæsede hun af mig, hvilket gjorde mig vred. Det var fucking hendes egen skyld, ikke min! ”Hvad er sandheden Lucie? At du brugte mig til et åndssvagt væddemål, eller vil du også benægte det?” Jeg knyttede min næve for at holde vreden ind, hvilket jeg efterhånden havde gjort så mange gange. Hvor kunne jeg dog takke hende mange gange for at gøre mig så vred. Hvorfor skulle hun absolut påvirke mig så meget?

Eftersom hun ikke svarede mig, stod bare med sammenknebet øjne, vendte jeg rundt for at gå ind igen, men en hånd greb hårdt fat i mig. Jeg vendte mig forskrækket rundt og så Lucie stå og kigge vredt på mig. ”Ja Zayn, du var et fucking væddemål, okay?” Hendes toneleje fik mig til at føle mig lille, men jeg lod som om det overhovedet ikke påvirkede mig. Hun strammede grebet om min arm, som om jeg ville gå. Jeg åbnede munden for at sige noget, men hun afbrød mig bare, ”du var et væddemål. Det var ikke meningen vi skulle gå i seng sammen den første gang! Men grunden til det fucking væddemål var, at jeg skulle bevise, at jeg ikke havde fået følelser for dig, okay?”

Jeg kunne mærke, vreden stige og bed tænderne sammen. Hvad var det for noget lort hun sagde til mig? Hun stod og løj mig direkte op i ansigtet.

Lucie trådte et skridt tættere på mig. ”Men det fik jeg og..” Jeg rystede på hovedet og afbrød hende med et vredt tonefald, ”det skal du jo sige for fanden.” Jeg trak min arm hårdt til mig, men hun greb hurtigt fat i den igen. ”Hold din kæft og hør efter!” hvæsede hun og sine negle ind i min arm, så der kom en nivende smerte. Alligevel holdt jeg blikket på hende og ventede på, at hun fortsatte.

Du var et væddemål i starten, indtil jeg fik følelser for dig. Det var overhovedet ikke planlagt Zayn! Du fik mig til at glemme mit lorte liv, derfor brugte jeg så fucking meget tid med dig!”

Selvom jeg gerne ville, kunne jeg ikke tro hende. Hun havde ødelagt det imellem os, og jeg var ikke rigtig sikker på, at det hele kunne blive rettet op igen.

Jeg havde lyst til at vende mig om og gå, men mine fødder rørte sig ikke ud af stedet, og jeg stirrede bare ind i hendes øjne. ”At have en far der slår en, skrider fra sin mor for at finde en eller anden luder, for derefter at banke min mor synder og sammen. Hvordan tror du det er Zayn?”

Hendes ord ramte mig lidt, da hun var gået i gang med at fortælle mig ting nu, som hun aldrig nogen sinde havde gjort igennem den tid, vi havde kendt hinanden. Men jeg blev bare stående og gav intet udtryk for det. Lucie strammede grebet om min arm og sukkede så.

Tror du jeg gik i byen hver dag, og tog stoffer, fordi jeg synes det var sjovt?” spurgte hun hårdt, og jeg kunne se smerte, der borede sig ind i hendes øjne. Alligevel stod jeg bare og kiggede på hende. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget eller ej, men besluttede mig for at lade være. Det lød som om, at hun havde en hel del mere at fortælle mig, og for en gangs skyld ville jeg give hende chancen, selvom hun virkelig ikke fortjente den.

Du fik mig til at glemme alle de ting Zayn. Jeg lukkede dig ind, og du stjal mit hjerte.” Jeg stod mundlam og stirrede på hende, og var blevet direkte forvirret nu. Jeg havde ingen anelse, om jeg skulle tro hende. Hun havde gjort mig helt i tvivl.

Jeg havde så inderligt lyst til at sige noget, men da hun pludselig åbnede munden og begyndte at råbe af mig, blev det umuligt for mig, ”Du var et fucking væddemål som jeg fik følelser for Zayn! April bad mig om at misbruge dig. Ydmyge dig for fucking hele verden! Jeg sagde nej, og hun flippede ud. Derfor kom hun hjem til mig den morgen! Væddemålet var at gå i seng med dig én gang, ikke to! Hvorfor tror du jeg stoppede dig og bad dig fortælle dine følelser til mig? Jeg gik i seng med dig af lyst! Jeg stoppede dig. Stoppede dig fordi det var forkert, men da du fortalte dine følelser og mine var gengældte, så så jeg det ikke som et væddemål!” Lucie skreg det hele ud, og for første gang nogen sinde, kunne jeg se tårer, der banede sig ved ned ad hendes kinder.

Jeg sank en klump, der havde sat sig i min hals og kunne mærke alting inde i mig blive lammet. Ordene kørte igennem mit hoved og satte sig beklageligt i mine ører som en lille pivelyd. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, og jeg kunne slet ikke finde rundt i mine følelser lige nu.

At se hende græde gjorde det hele meget værre. Hun havde altid været så hård over for mig, og lige pludselig stod hun bare og græd. Det var uvirkeligt.

Hele den sidste måned, har jeg ønsket mig mit gamle liv, for det hele er blevet så meget værre,” mumlede hun og kiggede ned i jorden, hvilket afslørede smerten i hende.

Jeg havde ingen anelse om, at hun led så meget. Havde alt det her virkelig forvoldt hende så meget smerte?

Se på mig for helvede!” råbte hun pludselig vredt, hvilket gav et sæt i mig. Jeg kiggede chokeret på hende, imens hun slog blikket op mig mig. ”Tror du jeg ville ligne det her, hvis du ikke betød noget for mig?!” Hun skreg igen, og flere tårer røg ned ad kinderne, hvilket gjorde mig virkelig dårligt til mode.

Jeg åbnede langt om længe munden og prøvede at få styr på min stemme, men det blev alligevel kun til en mumlen, ”Lucie..” Et hulk undslap hendes læber, og jeg kneb øjnene sammen af smerte en gang. Hvis hun troede, at jeg nød at se hende sådan, måtte hun virkelig tro om igen. Jeg kunne ikke tage det.

Hun slap pludselig min arm og skubbede hårdt til mig. ”Lucie,” sagde jeg en smule højere og greb fat i hendes arm, så hun stod foran mig igen. Jeg ville så inderligt gerne sige noget, men min mund var løbet helt tør for ord.

Hun hulkede pludseligt højt, imens hun slog en næve ind i mit bryst, hvilket fik mit hjerte til at smerten til at bekendtgøre sig. Men det var kun fordi hendes gråd gjorde mig så dårligt tilpas. Hun så ikke på mig, hun stirrede bare på sin næve, der stadigvæk lå på mit bryst, men endelig åbnede hun munden, og lod nogle ord, som jeg ikke regnede med, komme ud.

Hvorfor kan du ikke bare fatte, at jeg rent faktisk elsker dig?”

Hele min krop stivnede, mit blod frøs til is, og mit hjerte bankede derud af. Mit blik var rettet ned mod Lucie, der stadigvæk stod og kiggede på hendes næve. Havde hun lige sagt, at hun elskede mig?

Jeg følte, at jeg mistede bevidstheden og kunne falde når som helst, men mine ben blev bare stående, limet fast til stenene på jorden. Mit hjerte bankede hårdt mod hendes næve, og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle tolke alting lige nu. Den pige jeg elskede, havde lige sagt, at hun elskede mig, og jeg havde rendt rundt og troet, at alting bare havde været en leg for hende.

Men jeg havde taget fejl. Hvis hun bare havde leget med mine følelser, ville hun ikke stå der, med mascaraspor ned ad kinderne. En skyldfølelse steg op i min krop. Den burde ikke være der, det vidste jeg. Hun havde selv været udenom det. Hun havde stadigvæk brugt mig til et væddemål, og derfor var hun stadigvæk skyldig. Men jeg kunne ikke sige, at jeg var helt uskyldig. Hver gang hun ville forklare mig noget, havde jeg altid vendt hende ryggen. Jeg havde aldrig ladet hende tale ud. Men jeg havde bare altid været så vred og ked af det. Hvis nu hun ikke havde talt sandt. Hvis hun bare stak mig en eller anden løgn, så jeg troede, at alting var godt igen. Måske havde jeg været bange for at blive såret til at lukke hende ind?

Lucie strakte sine fingre ud, der ellers havde været foldet på mit bryst, og jeg blev overrasket, da hun pludselig skubbede mig væk igen. Jeg så forvirret på hende, men hun opdagede det ikke, da hun havde blikket rettet hen mod huset, imens hun tørrede sine øjne.

Det her var den største fejl i mit liv” hviskede hun lavt, lige højt nok til jeg kunne høre det. Jeg kiggede indtrængende på hende med et håb om, at hun snart ville kigge på mig. Jeg var nødt til at se, hvad hun følte. ”At stole på følelserne var gengældt, var det dummeste jeg nogensinde har gjort.” Hun mumlede såret, og som jeg havde håbet på, kiggede hun endelig på mig. Hendes blik fik en smerte til at stige i min krop. Et smerte jeg aldrig havde haft før. En smerte, der var så uudholdelig, at det gjorde ondt fra top til tå.

Men hun havde misforstået det hele. Jeg elskede hende, og det vidste hun også godt inderst inde. Men lige nu kunne jeg ikke få et ord op. Jeg kunne og vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det til hende. Alle hendes ord sad stadigvæk foran mine øjne, og jeg var nødt til at sluge dem, før jeg kunne sige noget ordentligt.

Hun trådte et skridt væk fra mig, og jeg tog straks en frem mod hende, så hun måske ville høre på, hvad jeg sagde, for det eneste hun rigtig gav udtryk for lige nu, var at flygte. ”Lucie.” Hun rystede på hovedet, hvilket fik en frustreret følelse til at træde ind i min krop. Hvis hun dog bare ville høre på mig!

Jeg skulle til at fortsætte, men nåede det ikke, da hun skreg, ”det var en fejl at lukke dig ind!” Jeg blev overrasket over hendes skrigen og var ved at sige noget, der måske beroligede hende, men det var for sent. Hun trådte ud af sine stilletter, og før jeg vidste af det, var hun løbet sin vej.

Jeg ville ønske, at jeg havde råbt efter hende, men der kom ingen lyd ud af min mund. Jeg stod bare og kiggede efter hende til min store fortrydelse. Liams stemme lød pludselig i mine ører, og jeg kiggede hen mod døren, hvor ham og drengene kom løbende ud i indkørslen og så efter Lucie, der allerede var ude fra vores synsvinkel. Liam styrtede hen til mig og så forvirret på mig.

Hvad skete der, Zayn?” spurgte han bekymret om. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg stod bare og kiggede følelsesløst på ham. ”Zayn?” gentog han og lagde en hånd på min skulder. Jeg kiggede ned i jorden og rystede på hovedet. ”Jeg ved det virkelig ikke,” mumlede jeg ude af stand til at sige mere. Jeg var alt for chokeret.

Zayn, er du okay?” sagde Harry og lagde en arm om mig. Jeg havde lyst til at skubbe den væk, men lod være. ”Hvad er det du har i hånden?” spurgte Niall, og før jeg svarede, havde han taget papiret, der lå i min hånd. Jeg vidste ikke, om andre burde se det, da det havde været så personligt for Lucie, men jeg gjorde intet for at tage det igen, hvilket resulterede i, at Niall læste den skræmmende tekst.

Liam..?” mumlede han chokeret. Liam så hen på ham med et forvirret ansigtsudtryk. Niall rakte ham papiret, og han tog hurtigt imod det. Han så ikke en gang på det i ti sekunder, før han så chokeret op på mig. ”Hvad er det her?” spurgte han lavt. Jeg rystede på hovedet og fik det helt vildt dårligt af at se ham sådan. Og det blev endnu dårligere, da jeg tænkte på Lucie igen. Hvad hvis hun gik ud og gjorde noget nu?

Liam, vi bliver nødt til at finde hende,” udbrød Louis. Han havde åbenbart læst papiret over Liams skulder, og lød mindst ligeså chokeret som Niall. Liam så hurtigt på mig, men nikkede så. ”Men hvor kan hun være?” spurgte han næsten opgivende og så frustreret på Louis. ”I din lejlighed ville vel være det mest oplagte sted,” svarede Harry og var allerede på vej hen mod hans bil. Louis og Niall vendte sig om og gik med ham. Liam kiggede kort på mig, men vendte sig så om og løb ind i huset. Jeg så efter ham i lidt tid, indtil en stemme kaldte, ”Zayn, kommer du?”

Jeg nikkede og gik med små skridt hen til bilen og satte mig ind på bagsædet ved siden af Niall og lukkede døren. Jeg tog selen på og kiggede hen mod døren til huset, hvor Liam kom løbende ud. Harry startede bilen, lige som da han hoppede ind på forsædet og smækkede døren i. Med hvinene hjul, satte han kursen mod Liams lejlighed.

 

*

 

Efter uendelig lang tid endte vi hjemme hos Liam. Alle på nær mig var løbet op til han lejlighed. Jeg kunne ligeud sagt ikke. Jeg havde det som om, at jeg var fuld og ude af stand til at røre mig. Min krop brændte indeni, og det gjorde ondt.

Jeg trådte som den sidste ind i lejligheden, hvilket nok ikke gjorde så meget. Hvis Lucie var her, var jeg nok den sidste, hun gad at se. Jeg kunne høre Liam kalde på hende, men der kom aldrig noget svar.

For fanden, hun er her ikke!” råbte han frustreret. Jeg gik ind i stuen til drengene, der stod ved sofaerne og så anspændt på hinanden. ”Hvor kan hun så være?” spurgte Niall bekymret og lod sit blik glide rundt i rundkredsen. ”Hvor helvede skulle jeg vide det fra?!” svarede Liam til vores alles overraskelse. Han lød virkelig hård, men det var jo kun fordi han var bange.

Måske er hun taget hjem-hjem?” foreslog Harry og satte sig på sofalænet og lænede hovedet tilbage, som om han tænkte. ”Det tror jeg ikke,” mumlede Louis og satte sig på sofabordet. Liam trak sin telefon op af lommen og ringede en op. Han så utålmodigt ud i luften og endte med pludselig at knalde telefonen ned i gulvet af frustration. ”For helvede, mand!” ”Liam, slap af,” halvråbte Niall og var øjeblikkeligt henne ved ham.

Jeg havde aldrig set Liam sådan der, og det gjorde mig bange og vred. Tænk, at hun kunne forvolde ham så meget smerte. Selvom hun havde det så dårligt, valgte hun alligevel at træde på alle dem, som elskede hende. Hvis hun vidste, hvor meget hun betød for Liam. For drengene. For mig.

Jeg bed mig hårdt i læben og vendte mig om, imens jeg kunne høre drengene diskutere videre, om hvor vi skulle lede. Jeg gik med langsomme skridt ind på Lucies værelse, hvor der så helt uberørt ud. Alt stod som det plejede, dog lå der en stak gyserfilm på gulvet.

Jeg gik derind og satte mig opgivende i hendes seng. Det eneste, der kørte rundt i mine tanker, var hvad hun lavede lige nu. Hvor hun var henne. Om det hun havde skrevet ned på det papir, var sandt. Jeg håbede inderligt, at der ikke lå noget gemt bag det. Der måtte virkelig ikke ske noget med hende. Hun fortjente det ikke. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv, hvis der skete hende noget. Min verden ville gå i stå.

Frustrationen overtog et øjeblik ligesom den havde gjort på Liam, og jeg rejste mig hårdt op i sengen og fandt min telefon i lommen. Jeg prøvede ligesom ham, at ringe til hende, men da der bare kom en bib-tone efterfølgende af en telefonsvarer. Jeg sukkede højlydt og smed min telefon på sengen. Jeg stirrede et lille minut ud i luften, før alt vendte tilbage til mig – frustration, vrede, den hæslige, bange fornemmelse.

Jeg havde brug for at komme ud med det, og før jeg vidste af det, havde jeg banket min hånd hårdt ind i væggen, så en slem smerte skød frem i min hånd, og en stak papirer fløj ned på gulvet fra en hylde, der sad på den væg. Jeg ømmede mig kort og sukkede så, hvorefter jeg satte mig på hug og begyndte at samle papirerne op og rejste mig så igen.

Det var ikke papierne, der gjorde mig nysgerrig, det var da jeg så mit navn på dem. Jeg tog et af dem tættere på mig og lod blikket køre ned på en dato, det havde været for nyligt. Noget sagde mig, at det ikke kom mig ved, men jeg lod nysgerrigheden overtage og flyttede blikket ned til en tekst.

De første ord, gjorde mig allerede chokeret, og jeg stoppede med at læse, da det var som at læse en andens dagbog. Det mindede om en slags dagbog i løse papirer, lige præcis som det papir, Lucie skrev hos Liams forældre. Og jeg vidste, at hun ville hade mig for at læse papirerne. Hun var blevet rasende over, at jeg læse de enkelte ord hos Liams forældre, så hvad ville hun ikke sige til, at jeg læste en hel stak af dem.

Jeg prøvede at bekæmpe skyldfølelsen ved at gøre det og læste videre. Jeg kunne slet ikke tro alt det, der stod. Alt det, som hun havde været igennem. Alt det, der stod om mig. Den drøm hun havde haft om mig, kørte som en film igennem mit hoved.

Jeg greb fat i det næste papir og så en anden dato på det og læste teksten, der chokerede mig som aldrig før, da jeg læste det nederste del. 'jeg tog ned til den lille sø tæt på Liam, og stedet er fantastisk. Der er ingen mennesker, og jeg kan græde lige så højt jeg vil, og fortsætte, hvor jeg slap med min krop'. Det kunne ikke være hendes alvor. Det måtte ikke være hendes alvor.

Jeg klemte øjnene sammen og prøvede at beherske det vredesudbrud, der var i gang inde i min krop. Det var vel og mærke kun rettet mod mig. Jeg kunne ikke fatte, at jeg havde påført hende så meget smerte. Det var urealistisk.

Jeg stirrede på ordene i teksten, da jeg for syttende gang faldt over ordet 'sø'. Den sø, der ikke lå så langt fra Liam. Måske var hun der? Der stod i teksten, at hun kunne være alene, bare græde ud der, så hvorfor ikke tage derhen? Det kunne være et forsøg.

Zayn, hvad laver du?” Harrys stemme, fik min krop til at stivne ligeså langsomt. Jeg prøvede i et desperat forsøg at gemme papirerne, og fik dem smuglet ind under min t-shirt, så han ikke kunne se dem. Jeg vendte mig hurtigt om, hvorefter jeg forbi ham, uden at skænke ham et eneste blik. ”Bare bliv her, jeg ved måske, hvor hun er,” hørte jeg mig selv sige kort. Jeg åbnede døren og trådte ud, og hørte døren knalde i.

Lucies synsvinkel

Jeg tog langsomt fat i træet ved siden af mig. Jeg sad og kiggede ud over søen, mit 'hemmelige' sted, hvor jeg altid kunne være alene. Smerten inden i gjorde så forfærdelig ondt. At tænke på Zayn ikke gengældte følelserne gjorde så forfærdelig ondt. Jeg ville aldrig være i stand til at se ham i øjnene igen. Den første dreng jeg nogensinde har elsket, valgte at vende mine følelser mod mig selv, og få mig til at føle mig som en kæmpe fiasko. Jeg følte mig så dum.

Jeg greb hårdt fat i grenen og knækkede den af. Det var absolut nødvendigt. Jeg gjorde det kun, når smerten inden i var for meget. Og det var den nu. Jeg kunne ikke engang være sikker på, at det her ville tage smerten indeni. Jeg kunne slet ikke forklare, hvordan jeg havde det.

Jeg kiggede ned på den kjole jeg havde fået af Liam. Alle drengene havde set mig græde. De havde set tårerne der rendte ned af mine kinder og efterlod mascara rester. De havde set og hørt mig råbe af Zayn, og nu sad jeg her. Det hele var for meget. Zayn havde læst det åndssvage brev og havde sikkert troet jeg mente det som et selvmords brev, og i bund og grund, så gjorde jeg det jo også, men ikke da jeg skrev det. Jeg ville bare væk fra festen! Væk fra drengene, min mor og min far. Men nu kunne man godt sige, at følelse n til at afslutte alt var der. Ham jeg elskede, elskede ikke mig. Efter en månedens sorg, så kunne jeg vidst godt sige hej til flere nye måneder.

Jeg stak grenen ned i armen, men nåde det knap nok, da en hånd tog fat om mit håndled. "Lucie, hvad fanden har du gang i?" stemmen fik mig til at hoppe op i luften. Det var nok den mindste sidste jeg havde troet, nogensinde ville være i stand til at snakke med mig. Og hvorfor gjorde han det? Jeg troede han havde forstået, at jeg havde fattet han ikke elskede mig. Han behøvede ikke fortælle det direkte. En hentydning var fint nok!

Jeg gik et forskrækket skridt bagud, og nåede ikke at stoppe min stemme, før den slap ud over mine læber. "Hvordan vidste du, at jeg var her?" jeg tørrede straks mine øjne, og bandede inde i mig selv. Forfanden! Jeg skulle ikke sige noget til ham. Han kunne rende mig. Han havde knust mig!

Hans øjne borede sig ind i mine. Han kunne ikke være fulgt efter mig. Så ville han have været her for lang tid siden.

Det gik langsomt op for mig. Drengene kom løbende ud, råbte bekymret efter mig, og nu stod Zayn her. Vreden skyllede ind over mig. Ikke nok med, at han havde taget det brev op fra skraldespanden hos min moster, så havde han kræftdeme rodet mine ting igennem! Mine private ting! Det var nok det mest private jeg nogensinde havde skrevet og ejede! Alle mine følelser stod blottet der, og selvom Zayn vidste mine følelser til mig, så var det så ydmygende at han havde læst det.

"Har du læst mine ting igen?!" skreg jeg højt, og blev selv chokeret over min stemme var så hård. For et øjeblik siden skulle jeg være bange for, at den sikkert knækkede.

Zayns blik mødte mit, og jeg kunne se sorgen stå klart i dem, men alligevel var hans ansigt fuld af glæde og varme? Hvad fanden var der i vejen med ham?

"Hvordan kunne du gøre det!" min stemme blev pludselig skrøbelig igen. "Det er fint du ikke gengælder de følelser. Jeg har fattet det! Du behøvede ikke glo mine ting igennem, for at finde ud af, hvor jeg var, tage herhen og fortælle det ordret! Jeg har fucking fattet det!" råbte jeg højt og skubbede irriteret til ham, for at gå hen mod vejen, men en hånd greb fat om mit håndled og trak mig tilbage.

Vreden lagde sig som et skjold omkring mig. Hvad fanden ville han? Fattede han ingenting? Mine hænder lagde sig på hans bryst og skulle til at skubbe ham væk, da han i et ryk trak mig helt ind til sig, og før jeg kunne nå at protestere, gjorde han noget, som jeg troede jeg aldrig ville føle igen. Han pressede sine læber mod mine, og lod alt inden i min krop eksplodere. Alt gik amok. Alle de følelser jeg havde indeni blev byttet ud med følelsen af kærlighed. En kærlighed, som fra min side var så stor, at jeg glemte mit lorte liv.

Jeg kom pludselig i tanke om hans ikke-sagte-ord hos min moster. Jeg ville trække mig væk, men Zayn holdt mig stramt fast. Hans læber slap mine, og lidt efter lagde han pande sig mod min. "Lucie, selvfølgelig elsker jeg også dig. Det må du aldrig tvivle på," han hviskede det, så jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt. Der gik et sus igennem min krop, og før jeg kunne reagere, mumlede han et undskyld, tog mit hoved i hans hænder og kiggede mig dybt i øjnene.

Et lille smil gled over hans læber, og lidt efter tørrede han noget af min mascara væk. "Undskyld jeg ikke lyttede på dig, undskyld jeg ikke svarede, og undskyld jeg lod dig gå igennem alt det her" han lod sin hånd glide hen til min mave, så jeg ikke var i tvivl om, hvad han mente.

Jeg sagde ingenting. Jeg var ikke i stand til at sige noget. Mine følelser overvældede mig fuldstændig. Jeg var næsten i chok, men dog i stand til, at trække hans ansigt hen mod mit, og presse mine læber mod hans. Jeg havde ventet på det her i så lang tid. Faktisk havde jeg sørget over det, da jeg troede jeg aldrig skulle mærke hans kys igen, eller nyde hans berøringer

Han lagde en hånd om min hofte, og før jeg vidste af det, trillede tårerne ned af mine kinder. Denne gang ikke at sorg, men af glæde. Aldrig havde jeg grædt af glæde før, men alt den sorg der havde været i mig før, blev byttet ud med kærlighed.

Jeg kunne mærke følelserne i kysset. Sorg, smerte, glæde og længsel. Allerede bare ved at føle hans hænder om mit liv, følte jeg mig tryg - han gjorde mig tryg.

Mine hænder gled hen til hans mave. Jeg blev nød til at nyde øjeblikket. Jeg var bange for der ville ske noget, noget der ville ødelægge. Jeg trak op i hans trøje, og kunne mærke ham smile under kysset.

"Den gamle Lucie er tilbage "Mumlede han kort inden han kyssede mig igen. Jeg kunne ikke lade være med at fnise. I en måned havde jeg været så ked af det, men det var som om alt forsvandt nu. Jeg stod sammen med Zayn i hans favn, og hans læber mod mine.

Min hånd gled hen over hans muskler, og det at han begyndte at spænde, var et bevis på, at hans følelser ikke havde ændret sig, hvilket gjorde mig lykkelig.

Jeg lod mine hænder udforske hans mave, inden jeg lod mine hænder glide ned til hans buksekant. "Lucie" sagde han med en virkelig sexet stemme, som gav mig alt selvtilliden tilbage.

Jeg stoppede ikke, først da han tog om min hånd. "Ikke her" han kyssede mig igen på munden, inden han tog min hånd og trak mig hen mod hans bil.

 

***

 

Vi kom hjem til hans lejlighed, og denne gang spildte vi ikke tiden, som vi havde gjort den første gang. Han fik med besvær åbnet døren, mens hans mund gled ned af min hals. Han sparkede døren i, tog fat i mine ben og gjorde tegn til, at jeg skulle hoppe op. Jeg gjorde som han sagde, og følte alle de kræfter ejg ikke havde haft den sidste måned, kom tlbage. Gud, hvor havde jeg dog savnet ham. Jeg fortjente ikke sådan en dejlig dreng. Han havde virkelig tilgivet mig.

Mens vi bevægede os ned mod værelset, var det lykkedes ham, at lyne min kjole op. Jeg hoppede ned fra hans hofter og lod kjolen glide ned af min krop. Zayns blik studerede kort min krop med et blik af bekymring, men det var ikke det han skulle tænke på nu. Jeg skulle nok tage på igen, selvfølgelig skulle jeg det.

Jeg gik hen til ham, og trak ham ind til mig. Han hev hurtigt sin trøje af, og at mærke hans nøgne hud mod min, fik min krop til at eksplodere værre end før. Alle følelser kom frem i mig. Jeg var fuldstændig forelsket i ham. Ingenting havde ændret sig, udover mine følelser var blevet stærkere, som om det var muligt.

Hans hænder gled rundt på min krop og om til min BH. Han løsnede den som var han professionel. Han trak den langsomt af mig, og lod hans mund glide ned til min hals. Hans kys efterlod brandmærker efter sig, men jeg elskede følelsen.

Mine hænder fandt denne gang vejen ned i hans bukser, og et lille støn lød fra ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og da han lavede et sugemærke på mig, lod jeg et grin slippe ud, mens mine hænder arbejdede under hans bukser, selvom arbejdet næsten allerede var gjort.

Han skubbede mig blidt op mod væggen, og lod sine fingre danse hen over mit lår, og op mod mine underbukser. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, og kyssede forsigtigt hans kraveben. Han stønnede svagt og løftede mig hen til sengen.

Han lagde mig forsigtigt ned, og kravlede hen over mig. Hans øjne borede sig kærligt ned i mine, og en underlig men rar fornemmelsen bredte sig i maven. Jeg sendte ham et smil, inden jeg trak ham ned til mig og pressede mine læber mod hans.

 

***

 

Jeg vågnede næsten morgen med følelsen af glæde. En følelse jeg ikke havde haft i utrolig lang tid. Jeg kiggede hen på Zayn, og så, hvordan han fredeligt lå og sov. Det hele kom tilbage fra vores one night stand. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var det bedste der nogensinde var sket for mig, og selvom jeg havde været igennem en barsk måned, så så det hele lyst ud for enden af tunlen. Jeg var virkelig forelsket i ham.

Jeg kom langsomt i tanke om Liam. En smerte gik igennem min mave, men kun fordi jeg havde skræmt ham helt vildt i går. Jeg rejste mig hurtigt, tog mit undertøj på og hev den trøje Zayn havde haft på i går, på. Han havde nok ikke noget imod det.

Jeg vendte mig mod ham, og sendte ham et smil selvom han sov, inden jeg gik ud mod køkkenet. Denne måned havde virkelig lært mig noget, og det var slut med den gamle kolde Lucie. Zayn havde åbnet mine øjne, og det skulle ændres nu.

Jeg fandt et papir og tog en kuglepind frem, for at skrive en lille hilsen.

 

Zayns synsvinkel

Lyset stod klart ind af det store vindue og ramte mig i øjnene, så jeg langsomt vågnede op fra en skøn søvn. Med et enkel ryk, vendte jeg mig om og sukkede tilfredst, imens jeg trak min dyne længere op over mig, selvom jeg havde det rimelig varmt.

Da jeg kom i tanke om, hvem, der lå ved siden af mig i min seng lige nu, gled et smil frem på mine læber, selvom jeg havde lukket øjne og stadigvæk halvsov udenpå. Indeni havde jeg det fantastisk og følte mig som et nyt lys.

Al min opmærksomhed blev givet til i går. I går som uden tvivl havde været den mest forfærdelige dag, og samtidig den bedste.

Forfærdelig fordi Lucie havde fortalt mig alt det, som hun havde gennemgået og følt. Den bedste fordi hun tydeligvis elskede mig, ligeså meget som jeg elskede hende.

En dejlig følelse steg op i min mave, da minderne fra vores første gang strømmede ind i mit hoved. Jeg kunne ikke beskrive, hvor glad jeg for, at have mødt Lucie. Selvom det hele bare havde været et væddemål om at gå i seng med mig, var jeg glad for, at hun gjorde det. Også selvom det havde ført til så meget smerte. Men det var forbi. Nu var der intet, der kunne komme imellem os.

Jeg åbnede langsomt øjnene op for at se på det fantastiske syn, der lå ved siden af mig. Men da jeg så, at pladsen ved siden af mig var tom, blev jeg ret forvirret. Jeg satte mig hurtigt op og så rundt i værelset, hvor der var tomt. Hvor var hun?

Jeg var hurtigt oppe af sengen og træskede med hastige skridt ind i stuen for at se, om hun sad og så fjernsyn. Intet der. Med bange anelser gik jeg ud i køkkenet. Var hun stukket af? Igen?

Lucie?” halvråbte jeg igennem lejligheden. Måske var hun ude på badeværelset.

Men jeg blev ret så skuffet, da der ikke kom noget svar.

Jeg blev stående i døren til køkkenet og rystede på hovedet for mig selv med lukket øjne. Hun kunne ikke være stukket af. Ikke efter alt det hun havde sagt til mig i går. Ikke efter alt det, der var sket. Ikke efter at vi havde haft sex! Det kunne hun ikke.

Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt igen. Et stykke papir, der lå på køkkenbordet fangede min opmærksomhed, og jeg gik langsomt hen til det. Roligt tog jeg det op i hænderne og lod mine øjne køre hen over ordene.

 

Remember last time?

Well, this time I'm with Liam! Xx

 

Jeg kørte en hånd igennem håret og lod et grin undslippe mine læber. En lettelse gik igennem mig, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. Hvis hun var hos Liam, hvad lavede jeg så her?

 

Be Alright ~ Justin Bieber

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...