Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1829Likes
1941Kommentarer
295937Visninger
AA

10. Baby.

Lucies synsvinkel.

Jeg blinkede et par gange med øjnene, inden det gik op for mig, at jeg var vågen. Mine øjne klistrede sig sammen, hvilket måtte betyde, at jeg ikke fik fjernet mit make up i går aftes. Jeg løftede mit hoved og kiggede rundt. Det svimlede for mine øjne, så jeg lod hurtigt mit hoved finde puden igen. Jeg havde en klam smag i munden, og hvis jeg ikke tog fejl, var det smagen af en joint. En joint jeg havde nydt fuldt ud, inden Zayn skulle spille så skide overbeskyttende og tage den fra mig. Hvorfor skulle han overhovedet blande sig?

Et smil gled over mine læber, da jeg kom i tanke om hans reaktion, da jeg lod mine fingre glide hen over hans mave. Jeg løftede min hånd og kiggede på den. Han havde ikke glemt aftenen, hvilken var en kæmpe fordel for mig. Jeg skulle fanme vise April, at han ikke afviste mig. Men hvordan det skulle foregå, det måtte jeg tænke igennem først. Jeg kunne ikke bare springe på ham. Jeg måtte bygge det op. Jeg måtte køre et spil, et spil jeg til sidst ville vinde.

Jeg rejste mig med et sæt, og ignorerede kvalmen der steg da jeg rejste mig op. Jeg gik hen til spejlet, og gispede højt, da jeg så mit spejlbillede. Min mascara sad helt nede af kinderne i striber, hvilket måtte betyde, at jeg enten havde tudet i søvne, eller tudet.. foran dem.

Mine hænder fandt op til min mund, som stod helt åben. Jeg havde ikke tudet for dem. Det kunne jeg ikke! Fuck i fucking helved! Jeg havde ødelagt det hele for mig selv. Jeg lod min facade falde, og jeg bad direkte Liam om at lade være med at være så skide beskyttende… og sød. De havde alle set mig græde. Jeg lagde begge hænder på siden af mit hoved. Det var hans skyld. Det var hans skyld jeg overhovedet havde drukket mig så fuld! Det var hans skyld mine tanker var blevet så deprimerende. Han burde ikke fylde så meget i mit liv. Han burde slet ikke leve længere. Jeg hadede ham. Jeg hadede min egen far. Føj forhelved. 

***

Jeg havde været i bad, føntørret mit hår og glattet det. Jeg havde lagt et lille lag makeup, taget nogle sorte læderbukser på, og en ret nedringet trøje – kun for at få Zayns opmærksomhed. Derefter bevægede jeg mig langsomt ud fra det værelse, Liam havde tildelt mig i går.

Jeg hørte nogle stemmer fra stuen af. Jeg vidste kun, hvor stuen var fordi jeg i går havde siddet og stor tudet der. Jeg rystede på hovedet. Jeg burde slet ikke tænke på det. Det var en smutter, og jeg måtte bare få dem til at tro, at jeg kun græd fordi jeg var fuld. Der var ikke en dybere mening med min gråd, og hvis jeg husker rigtigt, så fortalte jeg dem vidst heller ikke grunden. Jeg måtte bare være som jeg plejede. Forførende, kold, hård og ligeglad.

Jeg tog de sidste skridt ind i stuen, hvor de alle fem sad. De snakkede højt og grinede, lige indtil ham den lyshåret – Niall fik øje på mig. Han puffede til Louis, som kiggede op på mig, og lidt efter kiggede de andre drenge også. Min facade var hvor den skulle, hvilket betød, at jeg ikke fortrak en mine.

Jeg kiggede ud af øjenkrogen på Zayn, som sad og studerede mig. Jeg følte det allerede som en sejr, og selvom jeg prøvede at stoppe det smil der gled frem, kunne jeg ikke. Jeg lod mit blik glide væk fra Niall og hen på Zayn. Da mit blik fandt hans, kunne jeg se, hvordan han desperat prøvede at fortælle mig et eller andet. Jeg kneb mine øjne en smule sammen og lænede mig op af dørkarmen.

Mit blik hvilede stadig på Zayn, og selvom jeg ud af øjenkrogen kunne se, hvordan de alle sammen kiggede fra Zayn til mig, fjernede jeg ikke mit blik. Han rystede langsomt på hovedet, og lidt efter rejste Liam sig op. Han vendte sig mod mig, og ud fra hans holdning kunne jeg se, at han var vred. Var det det Zayn havde prøvet at sige? Var det pga. jeg i går havde afsløret lidt for meget? Et stort smil gled frem, og jeg måtte desperat kæmpe med ikke at grine, da Liam tog fat i min arm. Jeg nåede kun lige at se Zayn sendte mig et lille smil, mens han rystede på hovedet, som om jeg virkelig havde gjort noget dumt.

Jeg fulgte – eller blev tvunget med ind på det værelse, som jeg lige var kommet ud af. Liam lukkede døren efter sig, og slap endelig min arm. Hans øjne borede sig ind i mine, og aldrig havde jeg set ham så vred før. Ikke engang i går da jeg kom fuld hjem. Det skræmte mig en smule, men kun fordi jeg holdt af ham. Var det enhver anden, ville jeg smile provokerende og glæde mig over, at jeg kunne få andre til at være så sure.

”Hvorfor Lucie?” hans stemme var kold og hård. Jeg forstod udmærket hans spørgsmål, men jeg valgte at gøre mig dum, og kigge forvirret på ham. Han sukkede og lagde armene over kors. ”Hvorfor har du haft…” han stoppede sig selv, som om han væmmes ved ordet sex. ”Hvorfor jeg har haft hvad med ham?” Jeg pressede mine læber sammen, så jeg ikke stod med et smil på læben. ”Lucie, du ved udmærket hvad jeg snakker om” vrissede han surt af mig. Jeg slog irriteret ud med armen. Var det virkelig et så stort problem? Det var jo ikke ligefrem fordi jeg havde vidst hvem Zayn var. Og hvis jeg havde, var jeg ikke sikker på, at jeg alligevel ville kunne holde mig væk. Se på ham? Han er røv lækker.

”Det var jo ikke ligefrem fordi jeg vidste hvem han var” sagde jeg og satte mig ned på sengen. Liam rullede med øjnene. ”Nej, selvfølgelig vidste du ikke hvem han var. Det er slet ikke fordi han er din fætters bedsteven, og det er ikke fordi han er verdensberømt” sagde han surt. Jeg lagde det ene ben over det andet og studerede ham. Han var virkelig provokeret over jeg havde haft sex med Zayn, hva? Det irriterede mig. Han kunne sku da blande sig udenom!

”Nu er det ikke lige sådan, at jeg rent faktisk interesserer mig for dit liv. Jeg har travlt med mit eget” sagde jeg en anelse højt. Han kiggede på mig med et løftet øjenbryn. ”Forfanden Lucie! Vi hænger på næsten hvert gadehjørne. Du behøver ikke lyve for mig” imens han næsten råbte det, gik døren op, og Zayn kom ind. Jeg blinkede et par gange med øjnene. Jeg havde ikke lige forventet at se ham her.

”Liam, slap nu af” sagde han og lagde en hånd på hans skulder. ”Vi var begge fulde, og det var en fejl” Han lod hurtigt sit blik glide op og ned af mig, inden han fangede mit blik. Jeg vidste ikke hvad han gjorde, men det han gjorde så ud til at hjælpe. Liam så ikke lige så anspændt ud som før, og det endte med han rystede opgivende på hovedet og forsvandt ud af døren. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg fandt det ret morsomt, at min fætter var så sikker på, at alle teenagere vidste hvem de var.

Zayns blik lå på mig, og fulgte enhver bevægelse. Jeg rejste mig langsomt op og nød hans blik på mig. Jeg gik langsomt hen imod ham. ”Det gjorde du jo meget godt. Jeg burde takke dig” sagde jeg med den samme stemme, som jeg havde brugt på diskoteket. Jeg lod min ene finger glide hen over hans kraveben, hvilket fik ham til at skælve. Jeg kunne ikke lade være med at smile hånligt. Vi vidste begge to, hvor meget han måtte anstrenge sig, for at holde sig selv i ro under mine berøringer – og jeg nød det!

Jeg snurrede rundt og gik med faste skridt hen mod døren, men inden jeg tog fat i håndtaget for at åbne døren, lagde hans hånd sig om min arm, og trak mig tilbage. Jeg smilede for mig selv og vendte mig rundt imod ham, for at se en anelse ligeglad på ham, som om han ikke betød noget.

”Hvorfor forsvandt du bare?” mumlede han mens hans øjne borede sig ind i mine. Spørgsmålet kom bag på mig. Havde han virkelig gået inde med det spørgsmål lige siden? Jeg fnøs og kiggede op på ham. Han var et halvt hoved højere end mig, men med nogle stiletter ville vi nok være lige høje.

”Må du godt stå så tæt på mig for Liam?” min stemme var drillende, hvilket fik ham til at grine. ”Jeg mener” sagde jeg langsomt og trådte et skridt tættere på ham. ”Det var jo en fejl” sagde jeg og blinkede med det ene øje. Jeg skulle til at trække mig fra ham, da han tog fat i min buksekant og trak mig hen til sig igen. Han lod sin ene finger glide hen over min hofte, inden han lænede sig helt frem imod mig. ”En meget dum fejl” hans mund var lige ud for mit øre, og måden han sagde det på, fik lysten til at skyde frem. Han slap langsomt grebet om min hofte og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg sendte ham et stort smil, og lavede så et kast med hovedet, så han ikke kunne undgå at få mit hår i hovedet.

Jeg slog facaden op igen, ligeså snart jeg trådte ind i stuen. Drengenes blik hvilede med det samme på mig, godt eller dårligt vidste jeg ikke, men jeg var ligeglad. De betød ingenting for mig. Det eneste de vidste om mig, var hvad Liam havde fortalt, og hvad de havde set.

Et par grønne øjne mødte mine. Det var de øjne der tilhørte personen, som i går havde medlidenhed med mig. Jeg håbede virkelig han havde fortrudt det nu. Jeg var ikke en person man skulle have medlidenhed med. Jeg var den person folk skulle hade. Folk skulle se på mig, og tænkte at jeg selv havde ødelagt mit liv. Så det havde været spild af ham at prøve. Måske havde han en charme over sig, som en masse piger så tiltrækkende, men for mig var det bare en normal charme, som hver anden dreng havde. Ja fint, han så godt ud. Han havde sikkert vundet en masse pigers hjerte i deres åndssvage band, men mit hjerte ville han aldrig vinde. Så op i røven med hans medlidenhed, og op i røven med deres blikke, som borede sig ind i nakken på mig, selvom det nu var ret sjovt. Jeg vidste de ventede. De ventede på den mindste reaktion fra mig, men jeg var ligeglad.

Jeg satte mig tungt i sofaen ved siden af Louis. Jeg skænkede ham ikke et eneste blik, men hev i stedet min mobil op, og gav mig til at tjekke mine beskeder.

”Lucie” sagde Liam med sin normale stemme. Jeg vidste han ikke havde glemt episoden før, men jeg vidste også, at han ikke var personen der bar nag.

”Mmh” svarede jeg koldt uden at kigge op. Jeg ville have dem til at undre sig. I går snakkede jeg som aldrig før, jeg græd foran dem, hvilket var en fejl. Jeg ville have dem til at undre sig. Jeg ville have de skulle være forvirret over mine ’humørsvingninger’. Jeg ville have dem til at undre sig over, hvordan jeg virkelig var. Ikke fordi de skulle have lyst til at kende mig, men fordi jeg vil være den mystiske i deres øjne. Jeg vil være den pige de ikke er van til. Jeg vil rent ud og sagt, bare være mig selv.

”Vil du have noget mad?” Liam prøvede igen at trænge igennem, og denne gang kiggede jeg op. De gloede alle sammen afventende på mig. Jeg rystede på hovedet og lænede mig om i sofaen. Jeg kiggede rundt og gav mig tid til at studere dem. De lignede på ingen måde hinanden. Niall havde lyst hår, og selvom Liams sindssyge kusine sad lige overfor ham, så sad han alligevel med et smil plantet på læberne. Louis derimod, sad og observerede alt jeg foretog mig, og af og til vekslede han blikke med Harry, som sad og irriterede Niall, hvilket fik dem begge til at smile.

Zayn kom gående afslappet ind af døren. Han kiggede rundt og lavede en grimasse til Louis, hvilket fik Louis til at grine. Jeg forstod ikke deres venskab, men det behøvede jeg heller ikke. Den eneste jeg behøvede at forstå var Zayn. Han var den eneste der fangede min opmærksomhed. At sige det kun var pga. væddemålet ville nok være en løgn. Han fangede rent faktisk min opmærksomhed. Han var så anderledes end alle de drenge jeg havde mødt. Han var så mystisk og helt uimodståelig, og han stod lige foran mig. Hvis det ikke var fordi alle drengene var her, og hvis det ikke var fordi Liam stod med et hævet øjenbryn og nærmest nedstirrede mig, så var jeg nok allerede i gang med at flirte med ham. Men jeg måtte være diskret. Ikke fordi jeg ville holde det hemmeligt, for det ville jeg under ingen omstændigheder.

Liam skulle ikke bryde sig om mig. Han skulle ikke føle med mig, han skulle være træt af mig. Og hvis det betød, at jeg skulle flirte med hans bedsteven, så var det det der skulle til. Der var ingen grænser i mit liv. Vil man have noget, må man gå hele vejen. Og det gør jeg. Jeg vil og jeg får ham. Ikke fordi det var det store bytte at få fat i, for hans skælven under mine berøringer afslørede ham.

”Ryk dig, tykke” sagde Zayn og puffede til Niall, som ikke rørte sig det mindste. ”Næh, der er ikke plads til dig” sagde han og spredte sig ud i sofaen, så han kom til at slå Harry på brystet. En sur mine gled hen over Zayns ansigt. ”Du må gerne sidde her” sagde jeg med en alt for sukkersød stemme, og klappede på pladsen mellem Louis og mig. Zayn drejede langsomt sit hoved, på en elegant måde, og fangede mit blik. Jeg lod min tunge fugtigegøre mine læber, inden jeg sendte ham et charmende smil.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se Liam. Han så ikke speciel glad ud. Faktisk lignede han en, som kunne springe i luften når som helst. Zayn afbrød øjenkontakten, for kort at se på Liam, inden han fangede mit blik igen. Et lille smil gled over hans læber, mens han langsomt rystede på hovedet.  ”Du kan sidde her” sagde Harry, som tydeligvis havde fulgt med i alt der foregik lige nu. Jeg fnøs og kiggede over mod Liam, som langsomt fjernede sit blik fra Zayn som slog sig ned ved siden af Harry og Niall.

Hans øjne så spørgende ind i mine, og jeg vidste han spurgte sig selv om hvad fanden der lige skete. Jeg havde ikke på noget tidspunkt mens jeg boede hos Liams forældre, smilet, eller sagt så meget mens der var andre menneske til stede. Jeg forholdt mig normalt stille. Ikke fordi jeg var genert – langt fra. Men fordi jeg ville have folk til at forstå, at jeg ikke var en person man skulle komme ind på. Faktisk prøvede jeg at skræmme folk væk, og det havde da lykkedes. Det var bare anderledes med de drengene der sad her. Det var som om de var ligesom Liam, ellers havde han bedt dem om det. De blev her hvert fald, og selvom jeg opførte mig som en kælling, så havde de alligevel i sinde at smile til mig. Puha, hvis de bare mindede den mindste smule om Liam, så ville jeg jo aldrig få fred! Så tog de ikke et nej for et nej.

 

Baby ~ Justin Bieber 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...