Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1827Likes
1941Kommentarer
294414Visninger
AA

20. Alive.

 

OBS: Læg mærke til datoerne længere nede.

Lucies synsvinkel

”Bare fuck dig Zayn!” vrissede jeg vredt af ham. Jeg gik to skridt baglæns og så, hvordan han prøvede at tage et skridt frem imod mig, men Louis pressede ham hårdt tilbage, og ved lyden af Zayn der vrissede af Louis, vendte jeg rundt, åbnede døren og gik ind, hvor alle stadig stod og dansede, eller drak et eller andet.

Jeg var på vej hen mod døren, da en sød uskyldig stemme kaldt på mig. Jeg snurrede hurtigt rundt, og kiggede på Danielle, som stod ret langt væk fra mig.

”Hvor skal du hen?” et undrende blik kom frem i hendes ansigt, da mit blik nok kun udstrålede vrede og had. Jeg rystede kort på hovedet, vendte rundt som den iskolde kælling jeg nu var, og gik ud af hoveddøren. Tårerne pressede sig virkelig på. Jeg havde lige stået og skreget af Zayn, og dømt mig selv til døden med hensyn til April og skolen – selvom jeg aldrig ville tilbage dertil, men det blev jeg nok snart nød til.

Jeg smækkede irriteret døren efter mig, og gik ud på vejen for at gå hjem. Mine følelser var virkelig blandet. Det havde næsten skåret mit hjerte op, da Zayn køligt, havde fortalt, at jeg selv havde ødelagt det hele. Hvorfor i helved, kunne han ikke bare, lytte på mig? – Fordi han var over mig. Det måtte være den eneste grund. Zayn plejede altid at spørger ind til den mindste ting, selv når jeg prøvede at skjule, at jeg var ked af det, men nu var han ligeglad og allerede i gang med en ny – og enda April, som var den største bitch af alle!

Jeg rystede på hovedet at væmmelse, og gik ind i en ret mørk gyde. Tanken om, at alt imellem Zayn og jeg sikkert var fucket mere op end før, fik min mave til at vende sig. De skide følelser jeg havde for ham, blev ganget med ti med alkohol i blodet. Jeg skulle ikke have forelsket mig i ham til at starte med!

”Lucie?” en hæs mørk stemme lød bag mig. Jeg snurrede hurtigt rundt, men mørket gjorde det umuligt at se noget. Var det en af drengene der havde fulgt efter mig? Jeg sukkede. ”Skrid med dig” vrissede jeg surt til personen. Jeg orkede virkelig ikke nogen lige nu. Mit humør var så pisset. Det at jeg havde den største trang til at græde over ham var med til at gøre mig så vred.

”Åh hold op” en hånd greb fat om mit håndled – hårdt og stramt, og hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke var en af drengene.

”Du vil jo gerne. Det ved jeg” Personen trak mig hen til sig, og irriteret slog jeg ud efter ham. ”Se hvad han gør ved dig” stemmen var drillende, og fejede noget hår væk fra min hals. ”Hvor er hende Lucie, vi alle elskede?” hans hånd gled om til min ryg, og trak hårdt ned i kjolen.

Et sug gik igennem mig, da jeg straks fandt ud af, hvad han havde i tankerne, da han lod sin hånd glide op af mit lår. ”Slip mig!” hvæsede jeg irriteret. Efter jeg havde mødt Zayn, var jeg ikke den mindste smule interessere i ufølsomt sex. Sex havde fået en ny betydning for mig, og oven i det, havde følelserne inden i også fået en ny betydning for mig. Jeg lyttede til mig selv, og derfor vidste jeg, at det her var forkert.

”Hvor er hende Lucie, som aldrig sagde nej til sex?” hans hånd tog hårdt fat om mit lår, hvilket fik mig til at gispe af væmmelse. ”Og hvor er hende Lucie, som var venner med April?” da han sagde hendes navn, tog han hårdt fat i mig, og skubbede mig ned på jorden. Et gisp undslap mine læber da en smerte skød igennem mit ben.

”Hvor er hende Lucie, som ikke var en starfucker?” sagde han i en tone der virkelig skræmte mig. Jeg prøvede at kravle bagud – ude af stand til at sige noget. Det lignede ikke mig. Jeg plejede altid at have et flabet svar klar, jeg plejede altid at være stærk! Men min facade var ødelagt, og det var alt sammen Zayns skyld.

”Du skulle have stoppet dig selv Lucie” hviskede han, mens han hårdt spredte mine ben. ”S-s-lipg mig!” min stemme var kun en hvisken, hvilket fik mig til at virkelig ubeskrivelig svag. ”Åh nu op snuske” hviskede han og kyssede mig langs halsen.

”Slip mig!” skreg jeg og kom endelig til mig selv, da hans finger bevægede sig op af mit inderlår. ”Stop!” råbte jeg og slog ud til alle sider. Jeg slog ham hårdt i ryggen, hvilket fik ham til at mumle nogle skældsord. ”Din lille luder” han tog hårdt fat i mine arme og pressede dem ned mod jorden, hvorefter han igen lod sine fingre udforske min krop.

Jeg lukkede øjnene sammen, for at holde mine tårer inde. Han skulle ikke se mig græde. Ingen skulle se mig græde! Ikke engang Zayn. Hans navn fik mig til at ryste. En varm følelse gik igennem mig. Jeg savnede ham. Jeg savnede ham så forfærdelig meget, og hvis jeg ikke havde rodet mig selv ud i alt det her pis, så ville vi måske stadig have været sammen.

Jeg savnede hans berøringer, hans kys og hans tryghed. Jeg savnede den nervøsitet han gav mig, og jeg savnede den måde, han altid fik mine negative tanker fjernet. Jeg savnede ham, og jeg savnede de andre drenge. De havde gjort noget ved mig, men nu var det hele for sent. Jeg havde fucket det hele op, og Zayn var allerede kommet videre. Jeg kunne ikke bebrejde ham. Han burde også være kommet videre. Jeg havde brugt ham - udnyttet ham, og alligevel havde jeg tilladt mig selv, at ødelægge hans aften, og råbe og skrige af ham. Jeg var en rigtig bitch, og det hele gik op for mig nu. Men det var for sent.

Mens jeg lå og lod ham udforske min krop, kunne jeg pludselig mærke en blitz omkring os. Det var ikke et kamera blitz, mere end mobil blitz. Jeg bed mig i underlæben, ude at stand til at gøre noget, andet end at presse øjnene i for ikke at græde.

Mens jeg lå med lukkede øjne, så jeg pludselig Liam for mig. Han urolige ansigt, og hans blide berøringer, når han gang på gang prøvede at trøste mig. Jeg var gået, og ingen vidst, hvorhen. Jeg lå her og var ved at blive halvvoldtaget, og hvis Liam fandt ud af det, ville han blive sønderknust. Det kunne jeg ikke gøre imod ham. Jeg måtte komme videre, jeg måtte op!

Pludselig pumpede adrenalinen rundt, og lidt efter begyndt jeg at skrige. Jeg skreg højt, vred mig under ham, sparkede og slog ud til alle sider. Han røg en smule af mig, men begyndte så, voldigt, at tage fat i mig. ”Hold din kæft, kælling!” skreg han, og slog mig i maven. Jeg gav endnu et skrig fra mig, og kunne lidt efter mærke, at han hårdt, alt for hårdt, tog fat om min kæbe, for at få mig til at kigge på ham. ”Hold din kæft sagde jeg!” han slog mig over kinden i samme øjeblik, som jeg løftede mit ben og ramte ham lige imellem benene.

Et skrig undslap hans læber, og ligeså snart han slap mig, rejste jeg mig op. Jeg kiggede ikke bagud, eller hen på personen der tog billeder. Det eneste jeg havde i hovedet, var at komme hjem. Hjem til Liam, hjem til det eneste sted, hvor jeg følte mig tryg.

Mens jeg løb der, trillede tårerne ned af mine kinder – uden at jeg var i stand til at stoppe dem. Aldrig i mit liv havde jeg løbet så hurtigt før, og selv med en næsten ulidelig smerte i benet, løb jeg videre.

Jeg kiggede mig hurtigt bagud, for at være sikker på, at han ikke fulgte efter. Der var ingenting at se, og da jeg kiggede ligefrem igen, stod der en mand. Jeg gav et skrig fra mig, hvilket fik ham til at lyse mig i hovedet, med en lommelygte.

”Lucie!” sagde han hurtigt og tog om mig, hvilke fik mig til at skrige højt og lang tid. Jeg slog ud med armene, selvom jeg vidste han var meget stærkere end mig.

”Hey! Rolig! Lucie, jeg gør dig ingenting” Jeg rystede på hovedet og skreg stadig. Jeg anede ikke hvem han var, men han kendte mig! Han ville sikkert gøre som ham den anden.

”Lucie?” en anden stemme blandede sig med ham, men denne gang en pige stemme. ”Paul, slip hende” Jeg genkendte hurtigt stemmen – det var Danielle.

”Lucie!” sagde hun hurtigt og kom hen til mig. Mit hjerte sad oppe i halsen, mens jeg panisk tørrede tårerne væk. Jeg rystede på hovedet, da hendes blik var fuld af bekymring. Jeg gik langsomt baglæns, og løb hen til døren mens jeg ignorerede hende. Hvad lavede hun hos Liam?

Jeg løb hen til trapperne. Jeg ville ikke tage elevatoren. Jeg ville op, indenfor, hjem hvor jeg følte mig tryg!

Jeg sprang de fleste trin over, mens jeg flere gange måtte give et skrig fra mig, da smerten i benet var forfærdelig. Da jeg endelig så Liams dør, hoppede jeg derhen, trak ned i håndtaget og kunne føle en mindre glæde ved at døren var ulåst.

 ”Danielle?” Liams stemme var ikke til at tage fejl af. Jeg have brug for at se ham, brug for at undskylde, og brug for hans tryggende ord. Aldrig havde jeg haft den følelse før, men flere ting var gået op for mig i aften.

Jeg haltede ind i stuen, og hørte flere gisp. Jeg åbnede langsomt øjnene, som jeg havde knebet sammen i smerte. Foran mig, sad alle drengene. Liam, Harry, Niall, Louis og Zayn.

”Lucie, hvad er der sket?!” spurgte Harry med en urolig stemme og rejste sig op sammen med Liam. Jeg stod bare med store øjne og kiggede hen på Liam, som stod med et så bekymret ansigtsudtryk, at jeg fik helt skyldfølelse. Han havde ikke brug for at vide, hvad der var sket. Selvom jeg ikke ville have han skulle holde af mig, så måtte jeg indrømme, at jeg ikke ville skuffe ham længere, eller gøre ham urolig.

”B-b-are ude” min stemme var helt tom for følelser, og jeg gjorde alt for ikke, at kigge på de andre drenge, som stirrede op og ned af min halv ødelagte krop.

”Lucie! Hvad.er.der.sket?” Liam kom hurtigt hen til mig med et vredt udtryk i øjnene. Jeg rystede på hovedet. Hvorfor kunne han ikke bare forstå, at jeg havde været ude? Hvorfor skulle han altid vide, hvad der var sket! Det ragede ikke ham! Han blev ked af det, og det skulle han ikke. Kunne han ikke bare for en gangs skyld blande sig udenfor?

”Lucie, tal til os!” sagde Louis som også havde rejst sig op.

Mit blik gled langsomt og koldt hen til ham. Underligt min facade sad der nu. Jeg havde ikke lyst til at græde, og jeg havde ikke lyst til at fortælle dem, hvad der var sket.

”Jeg var ude, i byen” min stemme var stadig helt tom for følelser, hvilket fik ham til at se skeptisk på mig.

”Hun lyver” lød en hæs stemme, som jeg ikke havde troet ville sige noget i dag. Jeg lod modvilligt mit blik glide hen til ham, og da hans øjne fangede mine, var der et lille glimt af bekymring, men da mine øjne var så kolde som de var, blev hans blik hurtigt til et koldt og vredt et. Et der gjorde mig endnu mere vred, men kun fordi, at alt var gået op for mig.  Alle mine følelser omkring ham, gik op for mig. Jeg elskede ham, og jeg havde ødelagt det hele. Jeg havde gjort som jeg plejede – skubbet de personer væk som jeg elskede.

Liam begyndte at sige et eller andet til mig, men da min mobil vibrerede, trak jeg den hurtigt op. Tidspunktet var dårligt, men jeg blev nød til at have noget at se på.

Jeg åbnede langsomt beskeden, hvilket fik mit hjerte til at stoppe et kort øjeblik, for derefter, at få det til at banke løs i mit bryst.

#Jeg havde advaret dig Lucie. Det her er kun begyndelsen# stod der koldt, og under var der et billede, hvor drengene fra før, lå over mig, mens han ragede på mig. Det var hende. Det var April der havde gjort. Det var April der havde sørget for en voldtagelsen af mig, som for mit held mislykkedes.

Det eneste ved det billede, som holdt mig fra at skrige, var at jeg var i smerte, hvilket ville betyde, at hvis det kom ud, så ville det kunne blive brugt imod dem.

Hele min krop rystede, og min facade som lige havde været der, var fuldstændig forsvundet. Nu havde den kun efterladt vrede og et knust hjerte.

”Lucie, nu siger du hvor du har været!” Liam næsten råbte ordene, men jeg kunne tydeligt høre det var af bekymring, hvilket gjorde mig vrede end før. Jeg gjorde ham bekymret, og mit selvhad var officielt blevet værre nu.

”Vil du virkelig vide det?!” råbte jeg højt, hvilket fik alle drengene til at stå stille. Liams øjne borede sig ind i mine, da jeg endelig lod ham fange mit blik. ”Vil du virkelig vide, at den bitch i aften,” jeg kiggede hen på Zayn, som straks fik et forvirret blik i øjnene. ”Var grunden til mit liv er blevet fucking ødelagt!” skreg jeg højt, og kastede mobilen hen til Liam.

Han var ikke hurtig nok, så mobilen faldt til jorden med et bump, uden at gå i stykker. Liam fastholdt blikket mod mig, da Louis bøjede sig ned og samlede den op. Ud af øjenkrogen, kunne jeg se, hvordan hans blik forvandlede sig fra bekymret, til væmmelse. ”L-Liam” sagde han mens hans stemme rystede. Liam kiggede langsomt væk fra mig og greb ud efter mobilen, og i det øjeblik, kiggede jeg hurtigt ned i gulvet.

Det var ydmygende. Det var forfærdelig, og nu havde både Louis og Liam set dem. ”Lucie” Liams stemme var så vred som aldrig før, om vreden var rettet mod mig, det vidste jeg virkelig ikke.

”Hvad sker der?” spurgte Niall forsigtigt om, og tog et skridt hen mod Louis. Liams blik lå på mig mens han nærmest spyttede ordene ud. ”Han voldtog hende” ordene var undertrykt af så meget væmmelse, at han helt skræmte mig. Aldrig havde jeg set Liam så vred før.

”Hvad?!” sagde Zayn højt, hvilket kom bag på os alle sammen. ”Er det rigtigt Lucie?” spurgte Niall om, og selv han prøvede at holde væmmelsen inde.

Tårerne samlede sig, men jeg kunne ikke græde – ikke nu! Jeg rystede langsomt på hovedet, og kunne mærke, hvordan hadet til April voksede sig større og større for hvert sekund.

”Det gjorde han sku da!” sagde Liam højt og gik hen imod mig. Jeg slog irriteret ud med armene. ”Fatter du det ikke?” vrissede jeg af ham, selvom min stemme var så svag. ”Det er kun begyndelsen Liam! Han voldtog mig ikke, for jeg slap fri! Men det stopper ikke, det er først lige begyndt!” råbte jeg højt og slog hårdt til døren, inden jeg vendte rundt og løb ind på værelset.

Denne gang stoppede jeg ikke tårerne i at komme ud. Det kunne jeg ikke. Min facade var knækket fuldstændig over. Angsten, vreden, sorgen – alt skød frem. Jeg var bange, bange for April. Aftens hændelser havde sat sig i mig, og da jeg altid havde været en hård kælling der var ligeglad med, hvad der skete omkring mig, så var følelsen af at være bange anderledes. Aldrig havde jeg følt denne følelse. Jeg plejede at være bange, bange for ikke at være god nok, og bange for at blive såret. Men alligevel havde jeg formodet at såre alle omkring mig, og smidt den facade jeg havde brug flere år på at bygge op, væk.

”Lucie?” Liam bankede på døren, men jeg var ikke i stand til at gøre andet, andet end at hulke og slog mit hoved ind mod væggen, og tænke over, hvor meget jeg egentlig havde fucket op.

Jeg havde chancen for at bygge et godt liv op her hos Liam, men jeg ødelagde det. Jeg ødelagde alt, og det fik jeg så sandelig også tilbage af dem alle sammen. Karma er en kælling, sådan var det bare.

***

8/5 2012

Jeg ved ikke hvem jeg er længere. Jeg laver ikke andet end at græde, se gyserfilm og græde. Det er fire dage siden det hele skete – siden alt gik op for mig. I starten hjalp gyserfilm mig til at glemme tanken om, hvor meget jeg havde ødelagt, men nu er de høje skrig, og de høje brag, kun baggrunds lyde. Jeg stirrer bare tomt ind i skærmen, og hver gang den mindste kærlighed kommer frem på skærmen, bryder jeg grædende sammen og tænker på Zayn.

Jeg savner ham. Jeg savner den tryghed han bragte med sig. Jeg savner hans berøringer, hans kys og vores lege. Det er efterhånden gået op for mig, hvor meget han egentlig betyder for mig, men jeg ødelagde det selv.

Det dumme væddemål April og jeg lavede, var den største fejl i mit liv, og eftersom alle siger det er min egen skyld, så tror jeg på det. Det er det jo i bund og grund også. Jeg kunne sige nej til April, men jeg var bange. Jeg var bange for at miste hende, for jeg havde ikke andre. Jeg var bange for, at jeg ikke var god nok.

Det var aldrig meningen at jeg skulle udvikle ægte følelser for Zayn, men hjertet tager åbenbart sine egne beslutninger, selv hvis det betyder, at det bliver efterladt i flere tusind stykker, hvor en dreng der hader en så højt, har halvdelen.

Hvis bare jeg havde ladet Liam hjælpe mig, så kunne det være, at jeg rent faktisk havde en chance for at have fået et godt liv, men selv ham skubbede jeg væk, og det resulterede i det lorte liv jeg har nu. Flere gange undrer jeg mig over, hvad det overhovedet er værd at leve.

10/5 2012

Drengene var her i går – dem alle sammen. Jeg vidste det ikke, og eftersom min mave for første gang i en uge, havde meldt sig sulten, var jeg gået ud i køkkenet, hvor de alle sad. Jeg havde tabt mig utrolig meget, hvilket gav mig dårlig selvtillid. Men det kunne være ligegyldigt, for ingen skulle alligevel se mig – troede jeg.

Jeg kunne udmærket mærke deres blikke på mig, men jeg ville undgå alt øjenkontakt. Dog havde jeg fået et lille glimt af Zayns øjne, da jeg kom ud. Hans øjne så chokeret og bekymret ud, hvilket kom bag på mig. Burde han ikke være ligeglad? Han burde være kommet videre. Han flirtede allerede med April efter så kort tid, så det undrede mig ikke, hvis han var kommet helt videre. Det håbede jeg på han var, og så alligevel ikke. Han fortjener at være glad, det gør han virkelig. Jeg elsker ham, og ønsker kun det bedste for ham!

Niall havde spurgt om jeg var okay, men jeg tror godt selv han kendte svaret. Mine øjne var hævet, og der var store poser under dem.

11/5 2012

Jeg havde mareridt i nat. Jeg drømte om drengene – om Zayn. Liam kom ind og trøstede mig, og selvom jeg ikke kunne lide at græde foran nogen, så græd jeg foran Liam. Jeg husker stadig, hvordan hele min krop rystede, og hvordan han langsomt vuggede mig fra side til side, som var jeg en lille baby.

Jeg husker stadig hans ord, om at jeg havde brug for hjælp. Det var ikke første gang jeg havde vågnet skrigende op, men denne gang var anderledes, for jeg havde ikke låst min dør, og straks tog Liam chancen. Han tog chancen selvom jeg alle gange havde skubbet ham væk.

Det er gået op for mig, hvor meget jeg har savnet dem. Jeg har ødelagt så meget, og hele dagen i dag har jeg bare lagt i min seng. Ingen tv, ingenting.

Mine øjne er opbrugte, så jeg vil gå i seng. Denne gang har jeg låst døren. Jeg vil ikke have Liam til at se mig græde en gang mere. Jeg kender ham stadigvæk – bedre end jeg kender mig selv, for jeg kender ikke mig selv længere

14/5 2012

Det er længe siden jeg har skrevet, og jeg undskylder. Jeg ville sige, at jeg har haft meget at se til, men det har jeg ikke – tværtimod.

For 3 dage siden, drømte jeg om Zayn. Jeg drømte at han ville lytte, og at han tilgav mig. Jeg vågnede med glædes tårer ud over det hele, og da jeg så opdagede min egen seng uden Zayn, så faldt alt sammen, sammen.

Jeg har de sidste par dage behandlet min krop forfærdelig. Tanken om, hvad Zayn og jeg kunne være blevet til, hvis alt ikke var sket, og hvis han havde lyttet, den har knust mig. Jeg ved snart ikke længere, hvad det er der holder mig oppe.

Liam tvang mig udenfor i går. Han har efterhånden snakket meget, om at sende mig tilbage til min moster. Han er selv helt lost, og jeg forstår ham godt. Han har travlt, og jeg gør ikke andet end at ødelægge hans humør. Jeg er en kælling.

Nå men, jeg tog ned til den lille sø tæt på Liam, og stedet er fantastisk. Der er ingen mennesker, og jeg kan græde lige så højt jeg vil, og fortsætte, hvor jeg slap med min krop.

16/5 2012

Jeg skriver mindre og mindre, men jeg kan ikke finde energien til at skrive. Jeg tør ikke gætte på, hvor meget jeg efterhånden har tabt mig, men man kan tydeligt se mine ribben.

Liam og jeg skændes i forgårs. Han vil have mig til at starte i skole igen. Han siger jeg har brug for at omgås med andre mennesker. Det ødelagde min aften, og jeg kan da ikke lægge skjul på, at tanken om at forsvinde flere gange dukkede op. Igen, så ved jeg ikke, hvad det er der holder mig oppe.

17/5 2012

Louis var herover, og de tvang mig ud at værelse. De fortalte mig, at jeg skal i skole på mandag – om en uge. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det eneste jeg kunne komme i tanke om, var at slå hånden ind i væggen, hvilket jeg efterhånden havde gjort så tit, men Louis havde taget fat i min hånd og revet den til sig. Han havde set hvordan hele mit håndled efterhånden var blevet lilla. Han fortalte det til Liam, og endnu engang fik jeg skuffelsen at se i hans øjne.

18/5 2012

Niall og Louis kom herhen i går. De bar mig ud i køkkenet, placerede mig på en stol, og stillede en tallerken foran mig, som jeg skulle spise, og når jeg havde gjort det, måtte jeg gå igen – sagde de.

Jeg har ikke noget problem med at spise, jeg har bare ikke appetitten til det. Niall snakkede om anoreksi, men da jeg fik spist maden ret hurtigt, blev den teori hurtigt ødelagt.

Efter det, tvang de mig i bad. Louis havde forslået, at en skulle blive derinde, da det kunne være jeg led af bulimi. Det blev Liam, men jeg var ligeglad. Han så mig ikke nøgen, og jeg kastede ikke min mad op. Jeg havde ikke engang lyst, det er ulækkert.

Efter det lod de mig endelig være alene med mine tanker, og derfor sidder jeg og skriver det her nu. Jeg kan høre de står lige ude foran døren. De snakker om mandag. De har åbenbart fået fri i noget tid.

19/5 2012

Jeg hørte lige Niall nævne Zayns navn, og nu triller tårerne igen. Det er derfor der er nogle våd-pletter på papiret. Det undskylder jeg. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke give slip. Min kærlighed til Zayn, er så stor, at jeg ikke kan nænne at slippe.

Uden ham i mine tanker, ved jeg ikke, hvordan jeg skal reagere. Han giver mig en smerte jeg ikke kan leve uden længere. Jeg tror det er det der holder mig i live. Jeg tror det er tankerne om Zayn, der holder mig i live. Det at han optræder i mine drømme, er grunden til jeg stadig lever.

 Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort med mit liv.

23/5 2012

Han har ikke været i mine drømme i 5 dage nu. Jeg ved ikke, hvor han bliver af. Jeg har brug for ham. Det eneste jeg har tilbage af ham, et hans sorte hår. Jeg husker ikke hans øjne. Kun farven.

Jeg bliver ved med at stille mig selv det samme spørgsmål, om jeg også har fucket det hele op i mine drømme? Jeg levede af de drømme. Nu har jeg ham kun i tankerne.

Louis og Niall var her igen dag. Louis kommer forbi i morgen inden jeg skal i skole. Jeg kan slet ikke klare tanken, og uafbrudt har jeg grædt i dag.

Liam har lige tvunget mig til at æde en masse spaghetti, og selvom jeg nu har kvalme, så takker jeg ham. Jeg vil gerne tage på. Jeg ligner et skelet, og Liam ved det. Han tjekker dagligt min ryg og mave. Jeg ved han håber, at jeg snart tager lidt på. Det håber jeg også selv. Jeg ved Zayn ikke ville bryde sig om mit udseende. Han har ikke besøgt Liam i snart 3 uger. Jeg ved han snart vil komme herhjem, og bare et glimt af ham, ville give mig ny energi. Ny negativ energi, som er det eneste positive energi jeg har. Jeg savner ham.

Jeg troede ikke det ville gøre så ondt at elske nogen. Men det gør det. Det knuser mit hjerte, men jeg fortjener smerten, selvom den sommetider er så smertefuld, at jeg må kæmpe mig selv væk fra pillerne, som ligger foran mig.

 

Alive ~ Leona Lewis 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...