Bet On It - One Direction (13+)

Et væddemål med falske følelser bliver til ægte.
Lucie på 17 år lever et skævt liv, da hendes forældre beslutter sig for at blive skilt. Hun hænger ud med de forkerte - dem, der ser livet som en leg. Deres liv handler om konsekvenser. Så hvad sker der, når Lucie til en fest får en konsekvens, hvor den mystiske Zayn Malik er indblandet? Hun må under ingen omstændigheder lave noget seksuelt med ham, men med alkohol i blodet tager lysten over, og det ender galt. Uden at fortælle hendes veninder om nattens hændelser, går livet videre, men skilsmissen ødelægger stadigvæk Lucies liv. Derfor beslutter hendes mor, at hun skal bo hos sin moster, hvor blandt andet fætteren, Liam Payne, bor. De to udvikler et godt venskab, men hvad sker der, når noget fuldstændig uventet sker? Nå den mystiske Zayn Malik kommer gående ind ad døren og får øje på Lucie? Og mest af alt, hvad sker der, når veninderne indgår et væddemål, der kan ødelægge alt for Lucie?

1827Likes
1941Kommentarer
294584Visninger
AA

14. About you now.

Lucies synsvinkel.

Jeg lå med mit hoved på hans bryst, og med en finger, tegnede jeg cirkler på hans mave. Vi havde snakket hele natten, hvilket jeg aldrig havde prøvet med en dreng før. Det eneste de ville, var sex og så sove, men Zayn var anderledes. Det var efterhånden gået op for mig en del gange.

Jeg ved ikke, hvor længe vi havde ligget i sengen. Klokken var halv seks om morgenen, og ingen af os havde fået søvn den kommende nat. Det havde været en skøn nat, faktisk den bedste nat i mit liv. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Min krop havde reageret fuldstændig anderledes end den plejede, og følelserne indeni, var slet ikke til at beskrive. De skræmte mig. Jeg vidste ikke om det var normalt. Jeg havde aldrig været rigtig forelsket før, men hvordan skulle jeg også finde ud af, om det var ægte følelser? Jeg havde ingen at spørger. Spurgte jeg April, kunne jeg ikke regne med at få noget i fred. Hun var forfærdelig på dette område – også det område.

”Jeg opgiver” mumlede jeg og kiggede op på Zayn. Hans øjne fjernede sig langsomt fra loftet, og begravede sig i mine. Det gav et sus i maven, og fik mig til at tvivle på, om jeg var ved at blive syg. Jeg havde aldrig hørt om det før, hvis man var forelsket. Faktisk havde jeg aldrig hørt om forelskelse, udover de film jeg havde set, men det opgav jeg hurtigt, da jeg fik kvalme over tøsefilm, så jeg holdt mig til gyserfilm, hvor det altid var ”Jeg elsker dig, men jeg gør det for os” eller noget andet lort.

”Jeg har brug for frisk luft” sagde jeg roligt, og kørte min hånd op langs hans mave, og lagde den på hans bryst. Han kiggede på mig et kort øjeblik, med et blik der fik alt indeni til at smelte. Jeg havde lyst til at bede ham lade være, men han havde jo altid været sådan. Hans smil var ikke anderledes end det han gav mig for to dage siden, så hvorfor havde det den virkning på mig nu?

Han bevægede lidt på sig, og fik sat sig op. Mit blik gled hen over hans mave, og da et lille grin lød fra Zayn, kiggede jeg hurtigt væk. ”Så tag noget tøj på” han stemme lød træt, hæs og virkelig sexet. Jeg nikkede kort, viklede dynen omkring mig og rejste mig op.

Jeg bøjede mig ned over min taske, og fandt noget undertøj frem. En lilla BH og nogle matchende trusser. Jeg gik ikke med undertøj der ikke matchede, jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Selvom man ikke kunne se ens undertøj, så var det vel rart at vide, at man var klædt pæn overalt på kroppen.

Jeg fik taget det på, og lige da jeg skulle til at vende mig om, lagde et par halvkolde arme sig, om min krop. Jeg fik vendt mig rundt og kiggede op i Zayns brune øjne. Min mave gik amok, men jeg ville ikke lade ham se det. Jeg skulle være præcis som jeg var, for to dage siden. Han skulle ikke vide, hvilken virkning han havde på mig, selvom han på en måde, havde fortalt min virkning på ham. Jeg burde fortælle ham, hvordan han fik mig til at føle, men jeg vidste jo ikke engang selv, om det jeg følte, var normalt. Tænk, hvis han blev skræmt over det? Tænk, hvis han ikke gad mig længere, fordi jeg netop viste nye sider af mig selv? Jeg måtte holde mig til dem han kendte, for jeg ville ikke miste ham. Jeg vidste jeg kunne skride fra ham nu. Jeg havde vundet væddemålet og lavet konsekvensen, men jeg havde ikke lyst.

Hans ene finger, gled ind under min BH strop, hvilket hurtigt fik min krop til at skælve. Et lidt for selvsikkert smil, gled hen over Zayns ansigt.  Jeg lagde mine hænder på hans bryst og skubbede ham væk, hvilket fik ham til at se en smule underligt på mig, men stadig med et smil på læberne, dog ikke et så selvsikkert et som før, hvilket morede mig!

”Skulle jeg ikke tage tøj på?” jeg lod min tunge fugtiggøre mine læber for at drille ham. Jeg vendte mig rundt, trak nogle jeans og en trøje op, og tog det på. Zayn fulgte alle mine bevægelser, hvilket fik mig til at smile stort – selvom han ikke kunne se det. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, rettede på det og vendte mig om mod Zayn, som stod med et tilfreds smil på læben. ”Lad os skride” mumlede jeg, og gik ud mod gangen, hvor mine sko stod. Jeg hørte Zayn mumle et eller andet som nemt kunne lyde som ’javel’.

***

Solen var begyndt at stige op, og det så ud til at blive godt vejr i dag. Der var ret køligt ligenu, men det var rart. Jeg havde brug for frisk luft.

Zayn havde taget en smøg frem, og duften af røg, fik trængen op i mig. Jeg greb ud efter min egen pakke og trak en frem, hvilket fik Zayn til at kigge. ”Ild?” spurgte han om, og rakte lighteren hen til mig. Et smil gled over mit ansigt, da det helt klart gav minder, fra første gang jeg mødte ham.

Jeg nikkede og lænede mig hen mod ham. Hans øjne studerede mine, mens han langsomt førte lighteren op mod min smøg. Han tændte den, men inden jeg kunne nå at suge, havde han taget den ud af min mund, og trukket mig hen til sig. ”Bringer det nogen minder?” spurgte han, med en virkelig forførende stemme. Et kort grin undslap mine læber, og langsomt greb jeg ud efter min smøg. ”Nej desværre” sagde jeg drillende. Zayn fnøs ”Så må jeg hellere opfriske det en dag” mumlede han mod mine læber. Jeg kyssede ham kort og hurtigt på munden, og bed ham så forsigtig i underlæben. ”Det må du vidst” min stemme var præcis som den plejede, hvilket gav mig en indre ro. Så han havde altså ikke kontrollen alligevel.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg om og tog endelig det længeventet sug af smøgen. Zayn gjorde det samme og begyndte så småt at gå. ”Starbucks?” han pustede røgen ud på en virkelig lækker måde. Jeg kunne ikke lade være med at smile kort. ”Hvis du siger det, Malik” mit blik fangede hans, og jeg nåede lige at se det overrasket blik, før det blev til et charmende smil.

Vi kom ud på en lidt større gade, hvilket pludselig gjorde mig ret nervøs. Jeg kiggede mig rundt efter mennesker jeg kendte, men der var heldigvis ingen. En lille lettelse skyllede ind over min krop, men blev hurtigt erstattet af en rolig og kærlig følelse, da Zayn greb ud efter min hånd, og flettede vores fingre sammen. Jeg kiggede hen mod ham, og så ikke andet end et betryggende og lækkert smil på hans ansigt. Han smed sin smøg fra sig, gav min hånd et klem og begyndte at gå. Jeg fulgte med glæde efter, og glemte pludselig omverden.

Zayn slap min hånd, hvilket gav en urolig følelse igennem min krop. Han lagde den dog roligt på min ryg, åbnede døren til Starbucks og skubbede mig blidt ind. Jeg sendte ham et forførende smil og kiggede rundt. Starbucks var en butik, April og jeg, besøgte hver lørdag, for at mindske tømmermændene. Jeg kendte den ud og ind, men lige denne Starbucks havde jeg ikke været på før.

Mit blik gik fra den ene ende til det andet. Der var nogle stykker herinde, med det så ikke ud til at genere Zayn. Ud fra hans holdning og væremåde, så det ud til, at han havde besøgt denne butik før. Han tog igen min hånd, og trak mig gennem butikken. Et par blikke lagde sig på os, men de fjernede sig hurtigt igen – det så ikke ud til, at de vidste, hvem Zayn var, hvilket gjorde mig en smule glad.

”Hvad skulle det være?” en gammel dame stod bag disken. Hun så venlig ud, hvilket sikkert skyldes det smil hun sendte os. Tænk hun kunne være så morgenfrisk.

Zayn lagde sin ene hånd på disken, og trak mig hen til sig. Hans hånd lagde sig på min hofte, hvilket fik smilet på damen til at vokse. ”Hvad vil du have?” han kiggede mig roligt i øjnene, med et helt normalt blik, som alligevel fik min krop til at reagere helt sygt. Jeg lænede vægten over på det ene ben og kiggede op på skærmen over disken, for at se, hvad jeg ville have, selvom jeg godt vidste det. Det var udelukkende en undskyldning, så jeg kunne få lagt min facade igen.

Da min facade langsomt gled på plads, vendte jeg blikket mod ham igen – helt sikker på, at hans blik ikke skulle ødelægge min facade denne gang.

”En frappuccino” mumlede jeg, og lagde min hånd på hans. Et smil gled over hans ansigt, da han vendte sig mod damen og fortalte, hvad vi skulle have. ”En med kakaosmag og karamelsmag” Zayn lød helt anderledes når han talte til hende, end når han talte til mig. Jeg bed mig hårdt i læben, da det lød så forkert det han sagde. Han vendte hurtigt blikket hen mod mig, hvilket fik et fnis til at undslippe mine læber. Han strammede blidt sit greb om min hofte og prøvede at holde masken. Han var virkelig dårlig til at skjule, at han også misforstod det. ”Dirtyminded” hviskede han på en charmende måde, hvilket fik mig til at knække sammen af grin. Damen bag disken så ikke ud til at opdage noget, dog smilede hun af og til, mens hun gik rundt og lavede det vi havde bestilt.

”Hav en god dag” sagde hun og tog imod pengene fra Zayn. ”I lige måde” sagde han venligt og tog sin arm til sig. ”Bliver vi herinde, eller går vi udenfor?” Hans stemme lød lige ud for mit øre. ”Lad os smutte” sagde jeg roligt og kiggede omkring, for at se om der var kommet andre ind, selvom der ikke var andre. Zayns hånd lagde sig mod min hals. ”Du virker nervøs, er du okay?” Han legede lidt med mit hår, inden han trak sin hånd til sig. ”Selvfølgelig. Jeg er bare træt” mumlede jeg og sendte ham et opmuntrende smil. Han nikkede kort og tog min hånd, inden han åbnede døren ud til.

Det hele gik så hurtigt. Jeg fik slet ikke set mig om, før en kuglepind blev stukket op i fjæset på Zayn. ”Zayn! Zayn! Omg Zayn jeg elsker dig!” En masse pigeskrig gik igennem mit øre, og skar hele vejen ind i hovedet. Åh gud, det her havde jeg ikke brug for! Mit hoved var kulleret nok i forvejen uden søvn.

Zayn slap grebet om min hånd og tog imod kuglepinden. Jeg kneb øjnene i, da nogle piger havde valgt, at tage billeder med blitz. Irritationen bredte sig langsomt i min krop, og man skulle ikke være i nærheden af mig, hvis jeg var irriteret!

Jeg kørte en hånd igennem mit hår, inden jeg langsomt trådte lidt væk fra Zayn, så jeg ikke fik en masse skub i ryggen, hvilket nemt kunne få mig op i det røde felt. Zayn kiggede vågent over på mig, og sendte mig et undskyldende smil. Jeg rystede bare lidt ligegyldigt på hovedet. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det her noget før? Jeg burde vide de ville finde ud af, hvor Zayn var. De fans var bedre end FBI, hvis det kom til stykket.

Jeg gned mig i øjnene og prøvede at holde mit gab inde. Jeg vidste der blev taget billeder af mig, men jeg kunne ikke overskue det. Jeg var så træt. Jeg tog hurtigt en slurk af min frappuccino, og nød kulden der gjorde mig en smule mere vågen. Hvor kunne jeg godt bruge en seng.

”Omg, er det ikke Lucie Payne?” En gruppe på tre piger, stod og gloede på mig. Nervøsiteten skyllede ind over mig, og fik mit hjerte til at springe af sted. Kendte de mig?

 Zayn havde skrevet på deres ting, og nu stod de så og overgloede mig. Jeg slog hurtigt blikket hen mod dem, og sendte dem et skævt smil, for at skjule min nervøsitet. ”Omg, jeg har hørt virkelig mange historier om hende” sagde en pige med orange hår højt – faktisk så højt, at det tiltrak Zayns opmærksomhed. Oh fuck!

Zayn skrev under de sidste ting, og bevægede sig hurtigt hen imod mig. ”Det har jeg også. Og er hun ikke også Liams kusine?” en af de andre piger, slog pludselig et grin op. ”Sikke et ry Liams kusine har” sagde hun hånligt. Jeg kunne mærke vreden pumpe i mig. Kunne de ikke holde deres kæft?

Jeg kiggede hurtigt hen på Zayn, som kiggede forvirret på mig. Jeg blev nød til at afholde mig selv, for ikke at slå dem. Zayn havde tydeligvis hørt det hele – selvfølgelig havde han det. Jeg bed mig i læben og drak noget mere. Jeg vidste han ventede på jeg ville sige noget, men min facade sad, hvor den skulle, og han fik ikke et ord ud af mig. Jeg vidste, hvad de piger snakkede om, jeg vidste det var min fortid, og jeg vidste det måske også var min fremtid, for min fortid forfulgte min fremtid.

”Lucie” Zayn mumlede mit navn, for at få min opmærksomhed. Jeg drejede langsomt blikket hen mod ham, og kunne se hans overrasket ansigtsudtryk, da mit hårde blik mødte hans. Han sagde ingenting, men tog i stedet fat i min hånd og trak mig væk fra pigerne, som stadig stod og snakkede om mig – eller Zayn.

Jeg ved ikke, hvor lang tid vi gik. Det føltes som en evighed, men kun fordi stilheden var forfærdelig. Jeg trak mig fri fra Zayns greb, da jeg skulle smide mit krus ud. Zayn strammede bare grebet, som om jeg ville flygte. ”Zayn, slip mig” sagde jeg surt. Han vendte sig mod mig, og kiggede med et halvhårdt blik på mig, men det skræmte mig ikke.

”Er der noget du vil forklare?” han gik en smule tættere på mig, da en dame gav os et underligt blik. Jeg vidste han ville have mig til, at forklare, hvad der skete lige før, men det ragede ikke ham. Han skulle ikke blande sig i min fortid. ”Nej” sagde jeg koldt og gjorde tegn til, at jeg skulle smide mit krus ud.

”Så du påstår, at du ikke ved, hvad de piger snakkede om?” Zayn lagde en hånd på skraldespanden og kiggede afventende på mig. Kunne han ikke fatte, at jeg ikke gad, at fortælle ham det? Hvad fanden var hans problem? Trætheden blev til en irration, som hurtigt blev til en indre vrede. En indre vrede Zayn havde formodet at fjerne i 2 dage. En indre vrede jeg næsten havde glemt alt om, men nu kom den igen. Han skulle blande sig uden om mit liv. Han var kendt. Han levede det luksuøse liv, han burde være ligeglad. Sådan var det bare!

”Lucie, du kan ikke blive ved med at lukke mig ude! Hvis du vil have det her op at køre, så snak med mig” sagde han hårdt. Jeg slog opgivende ud med armene. ”Jeg vil ikke have du skal vide noget om min fortid Zayn. Jeg vil have du skal blande dig uden om mit liv!” jeg slog irriteret til skraldespanden. Hvorfor fanden blev han ved? Skulle jeg virkelig bede ham om at lukke røven? Han fik det ikke at vide!

”Jeg kan ikke blande mig uden om dit liv Lucie. Du betyder noget for mig! I modsætning til dig, så har jeg modet til at fortælle det!” Han kiggede med et hårdt blik på mig. Jeg kunne mærke vreden boble indeni. Han forstod det ikke. Han vidste ikke hvad han gjorde ved mig! Hvordan skulle jeg fortælle ham, hvilken effekt han havde på mig? Forfanden da, jeg vidste ikke engang om mine følelser var normale.

”Hvorfor bliver du ved med at prøve Zayn?” min stemme var lav og hård. Han sukkede irriteret. ”Fordi, du har brug for det, og fordi jeg bekymrer mig Lucie” Hans stemme var næsten ligeså hård som min, og det skræmte mig måske en smule nu. Han skulle ikke bekymre sig om mig. Havde han ikke fattet, at grunden til jeg var en nar overfor Liam, var fordi han bekymrede sig om mig?

”Lad være med det” hvæsede jeg af ham. Jeg knyttede min næve og borede mine negle ind i hånden. ”Du kan ikke blive ved med at skubbe folk fra dig Lucie!” han råbte ordene, hvilket fik folk til at glo underligt. ”Jeg kan gøre præcis, hvad fanden der passer mig! Og hvis jeg ikke har brug for din bekymring, så har jeg kraftdeme ikke brug for din bekymring!” min ’tale’ blev overdøvet af Zayns mobil der ringede. Han rystede på hovedet af mig, hvilket fik mig til at føle mig så dum – hvilket var forkert!

Han tog den frem, og gik en smule væk fra mig. Han skulle ikke bestemme over mig! Og han skulle ikke bekymre sig for mig. Det drev mig til vanvid. Jeg var rasende, sur og irriteret, og ligeså snart han vendte ryggen til, løb jeg væk fra ham. Langt langt væk. Jeg flygtede fra ham, hvilket jeg aldrig havde gjort ved nogen i hele mit liv.

 Jeg drejede skarpt om hjørnet. Jeg vidste præcis, hvor jeg skulle hen, for jeg havde ikke andre muligheder. Lige nu var Liam meget bedre end Zayn. Han kunne i det mindste lade mig være – eller det håbede jeg på. Jeg orkede ikke at diskutere med Liam. Jeg var så vred, men det var en indre vrede for 2 dage. Zayn fik fjerne min facade, og det var dumt. Jeg var så forvirret nu! Han havde gjort mig så forvirret.

***

Jeg tog hårdt fat i dørhåndtaget ind til Liams lejlighed. Jeg kunne høre stemmer derinde fra, og en høj pigelatter. Burde de ikke sove? Hvorfor var de så tidligt oppe? Jeg rystede på hovedet. Jeg var ligeglad.

Jeg smækkede hårdt døren i og gik målrettet ned mod mit værelse. Hvis Zayn troede han kunne komme ind i mit liv på en uge, og så bare få alt at vide, så kunne han godt tro om. Det var sikkert det Liam havde bedt ham om. Hvorfor fik jeg overhovedet lov at tage med Zayn fra starten af? Liam måtte have en finger med i spillet. Jeg burde droppe det her. Jeg burde tage hen til April, få de penge og tage hjem til min moster og onkel, selvom min deprimeret mor var der. Det var i det mindst bedre der, fordi jeg kendte tingene, og jeg kendte følelsen af sorg og had. Den følelse Zayn gav mig, den kendte jeg ikke, og det gjorde mig SÅ forbandet sur.

”Lucie?” Jeg fløj hen mod min seng ved lyden af Harrys stemme. Jeg drejede en omgang og fik hurtigt øjenkontakt med Harry. Hans forvirret blik, blev straks ændret til et halv chokeret et. ”Liiiiam…” sagde han og drejede sin krop, men fastholdt sit blik mod mig. Det gik langsomt op for mig, at jeg lod ham se alt. Jeg lod ham se forvirringen i mit blik, sorgen, haden, alt. Åh fuck.

Jeg nåede ikke at gøre noget, før Liam stod ved siden af Harry. Bag dem stod de andre drenge også, og jeg vidste de så præcis, hvad Harry havde set. Jeg prøvede desperat at få min facade tilbage, eller bare i det mindste et koldt blik tilbage, men ingenting skete. Deres blikke sad klisteret fast på mig, og det føltes som en evighed, før min krop gad at reagerer. Jeg vendte mig straks rundt og satte mig med et bump i sengen.

”Drenge…” Liam vendte sig rundt mod dem. Deres blikke lå stadig på mig – jeg kunne mærke det.

”Jeg tager den herfra” mumlede han fattet, og skubbede blidt døren i. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at de enten nikkede, klappede ham på skulderen eller forsvandt.

Jeg borede mine negle ind i huden, da han satte sig ved siden af mig. ”Lucie” hans stemme var rolig, men bag det, kunne jeg høre nervøsiteten. Jeg bed tænderne sammen og kiggede væk fra ham. Jeg skulle ikke fortælle ham noget. Trangen var der, men han forstod ingenting! Han skulle slet ikke bekymre sig.

”Hvad er der sket?” han rakte ud efter min knyttede hånd, og selvom alt indeni ville have mig til at trække hånden til mig, kunne jeg ikke. Hans fingerspidser var varme da de ramte min hud, og det var som om reaktionen, fik tårerne til at presse sig på, men jeg kunne ikke græde. Sådan var jeg ikke.

”Vil du ikke godt fortælle, hvad der er sket?” han trak langsomt mine fingre væk fra min hånd, hvilket efterlod smerte. ”Er det Zayn?” hans hånd tog lidt hårdere fat om min, som om tanken om Zayn gjorde han rasende.

Jeg kom pludselig til mig selv og trak hånden til mig. Liam udstødte et suk, men greb fat i den igen, som om han ville vise, at han ikke bare gav op. Jeg kneb øjnene i. Han var ligesom Zayn. Det var en fejl at komme herhjem. Liam ville vide, hvad der var sket. Han kunne se, at der virkelig var noget galt, men det var min egen skyld. Hvis bare jeg ikke havde været så pisse dum, at lade dem se, hvad der lå bag min facade. Det var en fejl, og nu ville Liam ikke gå, før han vidste præcis, hvad der var sket. Og noget sagde mig, at selvom jeg begyndte at råbe og skrige, så ville han blive siddende.

Jeg havde en indre kamp med mig selv. Liam skulle blande sig udenom! Han skulle ikke bekymre sig om mig, det var dumt af ham, og han burde snart lære det. Men så alligevel, jeg havde bedt ham om ikke at bekymre sig, men det gjorde han. Han vidste hvilken kælling jeg var overfor ham, men alligevel blev han ved – hele tiden.

”Jeg forstår det ikke” røg det ud af min mund. Det så ud til, at komme bag på Liam. Faktisk kom det også bag på mig selv. Hvorfor havde jeg lige tænkt højt? Han skulle ikke indblandes i mine tanker! Men på den anden side, så var det jo næsten for sent nu, for noget indeni, ville virkelig ud.

”Liam jeg…” Jeg satte mig ordentlig op. Hvordan skulle jeg overhovedet fortælle det? ”Jeg er bange” mumlede jeg så og kiggede væk.  Det var et kæmpe nederlag for mig det her. Aldrig havde jeg følt mig så svag. Jeg fortrød ordene. Jeg fortrød dem inderligt. At jeg var bange var for mange ting, og nu vidste han det. Jeg måtte tænke hurtigt.

”Hvad er du bange for, Lucie?” hans stemme var lav, men alligevel gav det et sæt i mig. Han lød ikke hånlig eller noget. Han lød rent faktisk nysgerrig og bekymret. Men hvorfor?

”Det er det samme hver gang” mumlede jeg og kiggede ned i mine hænder. Liam forstod ingenting, det vidste jeg skam godt. Men hvordan skulle jeg forklare det? Jeg følte mig så latterlig lige nu. Forfanden, hvis jeg ikke spurgte nu, så fik jeg aldrig svar.

”Jeg får det dårligt når jeg er sammen med Zayn” røg det ud af munden på mig. Det var ikke sådan det skulle formuleres! Jeg kiggede hurtigt på Liam, som så helt forkert ud i hovedet. ”Hver gang han rør mig” sagde jeg langsomt. ”Så vender min mave sig. Den slår knuder, og mine ben er ved at knække sammen” Jeg bed mig i læben. Det lød så forfærdelig latterligt. Hvorfor startede jeg overhovedet det her?

”Når han kigger på mig, så føler jeg mig så kikset! Jeg føler mig så lille og genert og…” Liam lyste pludselig op i et smil, hvilket fik mig til at stoppe. Hvorfor fanden var det pludselig sjovt?

Jeg kunne mærke en indre vrede skylle ind over mig – igen. Jeg havde endelig åbnet mig for ham, og så sidder han og smiler! Jeg vidste det var en fejl. Jeg havde åbnet mig, og han lavede grin med mig.

Jeg trak hårdt min hånd til mig. ”Jeg vidste det var en fejl” hvæsede jeg af ham. ”Lucie” sagde han hurtigt, mens et større smil bredte sig. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg vidste det var en fejl at stole på dig! Jeg burde aldr…” Liam lagde en hånd for min mund og kiggede mig i øjnene. Jeg prøvede desperat at skubbe ham fra mig, men den kamp havde jeg allerede tabt.

”Lucie, du er forelsket i ham” Hans stemme var alvorlig men alligevel langt fra. Han tog sin hånd fra min mund og lagde den på sit lår. En underlig følelse gik igennem mig. Var jeg virkelig forelsket i Zayn? Var det sådan det var at være forelsket?

Jeg lænede mig op af væggen. Havde jeg lige plapret ud til Liam, om hvad Zayn gjorde ved mig? Et smil gled hen over mit ansigt, før jeg kunne nå at stoppe det. Jeg tog hurtigt mine hænder op foran ansigtet, for at skjule mig selv. Liam kom med et lille grin, hvilket fik rødmen til at komme frem. Jeg rødmede aldrig! Åh gud. Jeg var virkelig forelsket i ham.

Der havde været stilhed en smule tid. Flere og flere spørgsmål havde stillet sig i kø, og ventede nu kun på at blive besvaret. Mit smil var faldet igen, da nogle gamle tanker fra i går kom tilbage. Hvad hvis han ikke kunne lide mine nye sider? Jeg sukkede, hvilket fik Liam til at kigge undrende på mig. Han virkede pludselig afslappet og glad.

”Det med jeg følte mig kikset og genert når han er der” jeg kiggede på Liam, for at se om han forstod, hvad jeg mente. Han nikkede kort og sendte mig et smil, der bad mig forsætte. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Det føltes så forkert på alle mulige menneskelige måder, at snakke med Liam om det her. Generelt bare, at snakke med ham om noget. Aldrig havde vi haft sådan en samtale, men det var alligevel rart – befriende.

”Hvad, hvis han ikke kan lide de sider af mig?” min stemme var lille, og hurtigt fjernede jeg mit blik fra Liam. Det spørgsmål havde flere gange plaget mine tanker, så jeg håbede han havde et svar.

”Lucie” han lagde roligt en hånd på mit lår, selvom han udmærket vidste, at jeg ikke brød mig om det. Jeg vendte langsomt mit hoved hen mod ham. Hans øjne lyste af glæde.

”Jeg har set en anden side af dig lige nu” Jeg forstod ikke han pointe, så jeg lavede en grim grimasse, som fik ham til at smile. ”Jeg elsker den, og det ved jeg Zayn også vil. Jeg ved han føler noget for dig, og at du viser nye sider af dig selv, det vil ikke kun gøre mig glad, men også Zayn”

Et kejtet smil gled over mit ansigt. Det at Liam virkede så sikker, gjorde mig rolig. Dog var der stadig ufattelig mange forvirrende spørgsmål i mit hoved, men jeg havde fået svar på de to vigtigste. Jeg var forelsket i Zayn, og han fik nye sider frem i mig. Nye sider, som selv Liam kunne lide.

Jeg kiggede Liam i øjnene og lagde en hånd på hans hånd, hvilket kom meget bag på ham. Hans blik gled fra min hånd og op til mine øjne igen. ”Tak Liam” mumlede jeg og prøvede at sende ham et smil, som vidst lykkedes meget godt. Jeg vidste et tak ikke var nok, men det var alt jeg kunne give. Bare det at lukke sig op for ham havde været grænseoverskridende, men jeg fortrød det ikke. Normalt ville jeg fortryde et venligt ’hej’, men nu, fortrød jeg ingenting.

Mens vi sad og smilede til hinanden, blev stemmerne ude i gangen pludselig højere. Jeg spærrede blikket op, da jeg vidste hvem stemmen tilhørte. Jeg skubbede hurtigt Liams hånd væk og rejste mig op. En kold fornemmelse gik igennem min krop, og da jeg rakte ud efter håndtaget, blev det trykket ned. Døren blev skubbet op, og en halv våd Zayn kom ind i værelset. Han så ikke glad ud, faktisk langt fra. Men hvad kunne jeg sige? Jeg havde forladt ham. Jeg var skredet fra ham, og han havde ingen ide om, hvor jeg var taget hen.

”Hvorfor fanden skred du bare?”

 

About you now ~ Miranda Cosgrove

-----------------------------------------------------------------------------

Jesus mother of god. Vi er langt over 600 faste læsere. Det virkelig helt vildt. WOW. :-O Tusind tusind tak! Det ville betyde utrolig meget, hvis I gad bruge 2 minutter på at skrive, hvad I synes om den, og hvad vi evt. kunne gøre bedre. Thank u. Love love love.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...