En forelsket Draco under Den Magiske Trekamp

Harry Potter og co. er startet på deres fjerde år på Hogwarts og glæder sig til den store hemmelige begivenhed der skal løbe af staben i løbet af året. Til trods for at det egentligt er en hemmelighed, ved enkelte elever som f.eks. Draco Malfoy godt hvad der skal ske. Men selv for Draco sker der nogle overraskelser...

12Likes
10Kommentarer
1411Visninger
AA

1. Togturen

Draco Malfoy sad i den velkendte Hogwarts Ekspress og glanede ud af vinduerne. Han både glædede sig til og frygtede det næste skoleår. Han glædede fordi han endelig ikke behøvede at skjule sin forelskede for sin far, men frygtede om han mon kunne holde det samme hemmeligt for hans kammerater på Hogwarts.

Draco var nemlig kommet i en højst ubehagelig situation. Han var blevet forelsket. Ikke bare i hvem som helst, men i selve Harry Potter. Det var først i sommerferien af Draco indrømmede for sig selv at han var blevet forelsket. Han kunne ikke se bort fra det faktum at han savnede at se Potter-drengen hver eneste dag, selvom alle bemærkninger de udvekslede, var negative. men nu var han på vej tilbage, og kunne endelig se Potter igen.

Draco tvang sig selv til ikke at smile og kiggede rundt i kupeen for at sikre sig at ingen havde set glimtet af forelskelse i hans øjne. Det virkede ikke til at nogen havde sat det, de var alle travlt optaget af at snakke med hinanden og diskutere hvad der skulle ske på Hogwarts. Draco havde naturligvis fortalt dem alle om Den Magiske Trekamp, omtrent sekundet efter at han havde fortalt om sin fars planer om at sende Draco til Durmstrang.

Draco havde blandende følelser omkring det faktum at det alligevelvar Hogwarts han kom tilbage til. han kendte jo skolen og sådan. Desuden var det der hvor Potter gik... Men på den anden side ville han måske kunne glemme Potter hvis han var kommet på Durmstrang. Finde en mere passende person at forelske sig i. Draco var ret sikker på at hans forældre ville være ligeglade med om det var en dreng eller en pige, bare person var fuldblods og ikke den person som familiens Malfoys Herre, længtest mest efter at slå ihjel. Selvom det jo ikke var sikkert at han kom tilbage. Draco håbede, inderligt og skjult, at Mørkets Herre aldrig mere ville vise sit ansigt, så Harry Potter kunne få lov at leve i fred og måske en dag forelske sig i ham selv, Draco.

I det samme hørte Draco en håndfuld velkendte stemmer fra nabo kupeen. Gryffindor stemmer. Weaslys stemme. Og hvor Weasly var, måtte Potter bestemt også være. Draco tænkte sig om. han ville gerne ind og se Potter, mødet ved Quidditchfinalen havde kun øget hans tørst efter at se den ar-befængte igen.

Men hvordan skulle han gøre sin entre? Han kunne ikke bare vade ind med et "Hej" eller sådan noget. Næ nej! Hans indblanding i samtalen måtte startes med en hånlig kommentar. Draco fordybede sig i tanker. Hvem var bedst at angribe først? Weasley, Granger eller, Dracos mave trak sig en smule sammen, Potter? Nej, ikke Potter. Draco bestemte sig for at vente så længe som muligt med at gøre grin med Potter. Så ville han måske opdage at Draco ikke var så slem igen. Så havde han det på det rene. Men han manglede stadig at finde ud af om han skulle gå efter blodforræderen eller mudderblodstøsen.

Draco lyttede en smule mere nøje til samtalen i den anden kupee. Grangers stemme var helt forsvundet nu. Det måtte betyde at hun, nørd som hun jo var, havde stukket næsen i en bog eller sådan noget. Det ville altså betyde at det mest naturlige var at gå efter den rødhårede. "Crabbe, Goyle. Kom." beordrede Draco i det han rejste sig op.Nu var det på tide at komme ind.

"Vi så ham endda helt tæt på. Vi sad i logen..." Draco afbrød Weasley med et koldt smil, "For første og sidste gang i dit liv, Weasley." Draco stod i døråbningen og scannede hurtigt det trange rum med sit blik. Det var udelukkende Gryffindor elever der befandt sig derinde. Hovedsageligt drenge. Finnigan og Thomas, kendte Draco ikke så meget til. Om Longbottom vidste han kun at han var en utrolig dum! Og så var der Granger, Weasley og Potter.

Draco lod som intet da han så ham, men indenvendig jublede han af glæde over at se det velkendte sorte hår, aret og de lysende grønne øjne med de fuldkommen runde cirkler omkring. Glæden blev dog hurtigt til smerte, da det var Potter der svarede, "Jeg mener ikke, at vi har inviteret JER herind, Malfoy." Tonefaldet var isnende og Draco var desperat efter at sige noget, da han ellers var overbevist om at han ville bgynde at flæbe som et lille barn.

Dracos blik blev fanget af noget der i høj grad mindende om et ærme der dinglede fra et bur. Det var dog et utrolig GRIMT ærme! Det var vinrødt og fyldt med blonder. "Weasley... Hvad er dog DET?" udbrød Draco, mens han pegede på ærmet. Væk var fornemmelsen af at skulle græde, nu var han igen ovenpå. Draco fornemmede at Wealsey skulle til at tage beklædningsstykket, så han snuppede den hurtigt og helt den ud så elle kunne se den. Det var en kappe. Men hvorfor dog have sådan en afskyelig kappe med sig til Hogwarts? Så gik det op for Draco. Det måtte være den gallekappe som Weasley skulle have på til det julebal han vidste der ville blive arrangeret. Åh gud, det var en ALT for god chance til at lade passere! "Prøv lige at se her!" sagde Draco opfyldt af latter mens han holdt kappen op, "Weasley, du har da ikke tænkt dig at tage DEN på, har du? Helt ærligt - den må have været moderne i 1890...". Malfoy bemærkede at Weasleys hovedkulør efterhånden matchede kappens. "Æd lort, Malfoy." snerrede Weasley mens han hev kappen til sig. Draco lo. Højt og hånligt. Crabbe og Goyle nøjes med at grynte fjoget. Draco spekulerede kort på, om det mon overhovedt var muligt for dem at grine rigtigt, før han igen begyndte at tale.

"Nå... Har du tænkt dig at deltage, Weasley? Vil du forsøge at kaste ære over familiens gode navn? Der er jo også penge i det, som du ved... måske kan du få råd til en ordentlig kappe, hvis du altså vinder..."

Draco blev afbrudt af Weasley, der efterhånden lød mere og mere rasende, "Hvad taler du om?" Draco konkluderede at rødtoppen virkelig var så tungnem som han så ud. "HAR DU TÆNKT DIG AT DELTAGE?" gentog Draco, "Jeg er ikke i tvivl om, at DU vil være med, Potter? Du forbigår aldrig en lejlighed til at blære dig, vel?"

Draco var virkelig irriteret over det faktum. Potters trang til at blære sig, havde bragt ham i adskillige farlige situationer. Situationer som Draco helst ville undgå. Han ville jo ikke have at der skulle ske noget med Potter!

Granger stak hovedt frem fra sin bog, "Forklar, hvad du ævler om, eller skrid, Malfoy." Hendes tonefald var uvenligt, men Draco bemærkede det knap. Da han kiggede rundt på deres ansigter, gik det op for ham at ingen af dem vidste hvad der skulle foregå. Han smile skadefro, han ELSKEDE at vide noget som Gryffindorene ikke gjorde!

"Det er da løgn! I VED det IKKE? Weasley, du har en far og en bror i Ministeriet, og alligevel aner du INTET? Du godeste, MIN far har da for længst givet mig besked... han hørte det fra Cornelius Fudge. Men min far plejer jo altid at omgås de højest placerede i Ministeriet... Måske er dn far alt for underordnet til at vide besked om det, Weasley... ja, det må han være... de omtaler nok ikkke de vigtige begivenheder, når han er til stede..."

Draco lo igen og gjorde så tegn til sine bodygards om at gå igen. Han kunne høre glasset fra skydedøren knuses bag sig, og smilede tilfreds. Han havde virkelig fået kog i den lille forsamling. Draco gjorde alt hvad han kunne, for kun at fokusere på mindet om Weasleys rødmende ansigt og fortrænge ekkoet af Potters kolde tonefald. Draco ville så gerne forvandle det tonefald til varmt, smeltende, kærligt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...