Komplottet

Vi befinder os i det sydlige England, i den charmerende lille by Oxlev. Alt er roligt, der er byfest, og familien Holm/Jutlay og Schneider holder deres årlige familie-træf med naboer og andre bekendte.

Men under middagen finder en stuepige den gamle Enkefru Holm død, og det mest bizarre er at Enkefruens hoved er skåret af, og en dragon sabel er stukket igennem hendes ryg.

Hector Lindengard og Jane Winther bliver sat på sagen, og pludselig går det stærkt. For familiemedlemmerne og de øvrige bekendte er klar til at sige hvad som helst for at holde deres egen ryg fri...

... Men hvordan koncentrerer man sig om at sortere løgnerne fra, når man selv bliver anklaget for at stå bag og samtidig jagtet af morderen...

5Likes
8Kommentarer
1520Visninger
AA

4. Teamwork

 

”Kom nu Jane,” råbte en mand med en dyb stemme og gråt overskæg, som for få dage havde rundet de 62 år.

”Jaja, rolig nu Hector. Vi er langt foran de andre,” svarede damen, som hed Jane som snart ville fylde 49 år. Jane Toft Winther var kriminalassistent for kriminalkommissær Hector Lindengard. Hector Lindengard og Jane Toft Winther havde arbejdet sammen i over 20 år. Han var en buttet, gråhåret mand, som ofte gik med en ægte brun Sherlock Holmes hat. Sherlock Holmes havde været Hectors store forbillede i mange år, til trods for at Sherlock var en opdigtet person. Hector var ikke særlig høj, men ej heller var han lav. Han ville blive beskrevet som almindelig af højde. Det samme ville hans assistent blive. Hun var knap 1,7 meter høj, rødhåret og gik ofte rundt med et par sorte solbriller.

 

Udadtil lignede de ”et umage par”, men deres lange fælles karriere sammen, havde gjort, at de havde et fantastisk forhold til hinanden. Hector havde helt præcist været inden for politi faget i 32 år og kunne snart kalde sig 30 års jubilar. Jane havde ikke nær så mange år på CV’et, men 22 års erfaring var også en del. Hector havde fået Jane som assistent, efter Janes 2. år på politistationen ”Falken”.

 

Nu stod de så foran hinanden, det vil sige med 100 meters mellemrum og heppede på hinanden. Politistationen ”Falken” var på teambuilding kursus, da chefen, politimester Victor Hale syntes det var nødvendigt. Kollegerne var dog af en anden mening. ”Pengene skulle have været brugt på en ny kaffemaskine”, jokede de med.

 

”Så er det slut. Tak for en skøn uge alle sammen,” råbte politimester Victor Hale, efter den sidste politibetjent var kommet i mål på 100 meter løbs banen. ”Jeres telte er pakket ned, så vi ses i morgen på kontoret. Hej!”

Og så begyndte de 130 personer, som arbejdede inden for politiet at myldre hen til deres biler. Hector og Jane var de sidste, som forlod parkeringspladsen. ”Nå, det var da hyggeligt nok. Synes du ikke?” spurgte Jane, da de sad i bilen på vej til togstationen.

”Tjo, det var da fint nok,” mumlede Hector og pustede så hans grå overskæg vibrerede en gang. Han havde ikke syntes, det var så fedt med denne her Teambuildings tur. Han var faldet fire gange og slået sin lillefinger to gang. Nu glædede han sig bare til at komme hjem i bad.

”Så er vi her,” sagde han, da bilen svingede ind på parkeringspladsen til togstationen.

”Nå, men tak for liftet,” sagde Jane og smilede. ”Vi ses i morgen.”

”Ja, kom godt hjem.”

 

 

Men idet Jane skulle til at stige ud af bilen, ringede hendes mobiltelefon.

”Hej det er Jane,” sagde hun da hun løftede røret. Der gik et par minutter inden Jane lagde røret på. Hun havde ikke sagt noget under samtalen, men kun bekræftet med en mumlen. Til slut sagde hun.

”Vi kigger på det. Tak.”

Og så lagde hun på. Hun kiggede på sin kriminalkommissær og sagde så:

”Vi skal ud til ”Egeholmsvej 11.”

 

Hector kiggede overrasket på hende. Han havde altid været fascineret af hendes super gode hukommelse. Han havde aldrig set sin assistent skrive en eneste note ned i de 20 år han havde kendt hende. Jane havde det hele i hovedet. Han, derimod, skulle have skrevet alt ned på blokke og i små lommebøger. Det var sommetider besværligt, men han vidste altid hvor hans noter til de forskellige sager lå og var gemt. Og så var der den fordel at han var den eneste der kunne læse sin håndskrift. Så andre kunne ikke snage i hans ting.

 

Hector havde desuden en anden fordel, i sit erhverv. Han kendte Oxlev og området om Beachy Head som sin egen baghave. Det var en stor hjælp for ham, når han skulle rundt og opklare forbrydelser.

”Egeholmsvej 11. Den er modtaget,” svarede han Jane og satte så bilen i bakgear. På få minutter var de langt fra stationen og, Jane oplyste Hector om hvad der var sket, og hvad hun var blevet briefet om.

”En dame ved navn Jennifer Holm er blevet fundet død. Hun mangler sit hoved, og det var en stuepige som fandt hende. Jennifer lå på sin seng, og en sabel er blevet boret ned igennem hende. Det var alt.”

”Hm…” Hector tænkte lidt. ”Er det alt vi ved indtil nu?”

”Ja,” svarede Jane og skiftede til sin uniform. Hun tog sin lyserøde skjorte af, hun havde en t-shirt på inden unger, og skiftede så til sin blå politiskjorte på. I sin taske fandt hun en blazer, som hun tog på ud over. Hendes bukser måtte forblive i comboy tilstand.

Hector var allerede uniformeret. Han var faktisk altid uniformeret. Eller det vil sige, at den eneste forskel fra han arbejdstøj til hans fritidstøj var det lille ”Kriminalkommissær Hector Lindengard, ”Falken”.”, som sad ved hans højre bryst. Jane havde kun set ham en enkelt gang med t-shirt og shorts. Det var til en privat sommerfest hos hende.

 

10 minutter efter orienteringen om adressen, svingede Hector bilen ind på en lang snoet grusvej.

”Hold da op,” udbrød Jane, da hun så den store herregård.

”Ja det må man nok sige. Den herregård kan jo huse fire-fem familier.” Hector var ligeså forbløffet som Jane.

Han parkerede bilen og de steg begge ud. Hector gik forrest op til herregårdens indgang. Den store egetræs dør var beklædt med et næb, som fungerede som dørhammer. Jane bankede tre gange, og døren blev straks åbnet.

”Goddag. Erik Jutlay,” præsenterede Erik sig og gav Jane og Hector hånden. ”Godt I kom så hurtigt, kom med inden for.”

Hector fulgte efter Erik og Jane udgjorde bagtrop.

”Alle gæsterne er meget berørte over situationen. De sidder i dagligstuen. Alle 12.”

 

Hector kiggede rundt på de 12 mennesker, som befandt sig i rummet, han trådte ind i. Det var en sjov flok. Børn, gamle og almindelige voksne mennesker. Tykke og tynder samt høje og lave.

”Goddag alle sammen. Mit navn er Hector Lindengard. Jeg er kriminalkommissær på politienheden ”Falken”. I skal vide, at alle vil blive afhørt om sagen, og at I alle er under mistanke.”

Og uden at vente på reaktioner fra den brogede flok, vendte han sig om til Erik og bedte om at se liget.

Erik førte vej ned gennem gangen og ledte Hector og Jane ind i enkefru Holms værelse. Hector så ikke overrasket eller forfærdet ud, men Jane derimod så ud til at skulle kaste op.

”Jane, tilkald Molly Kingsley, sig at hun skal tage sit hold med. Jeg tror, det haster.”

”Molly Kingsley?” spurgte Erik Jutlay forsigtigt.

”Det er vores obducør, og lad dig ikke narre af, at hun er en kvinde. Hun er skam en kvik dame. Skal vi gå ind i dagligstuen igen?”

”Øh… Ja…”

Imens Jane smuttede ud for at ringe Molly og hendes hold op, marcherede Hector ind i dagligstuen til gæsterne.

”Hør her alle sammen. Jeg ved, at det er hårdt for jer. Jeg vil afhøre jer alle sammen, for at høre hvordan I har oplevet aftenen individuelt. Så jeg vil gerne starte med dig.”

Hector pegede på Cecilie Jutay. Hun rejste sig og gik med Hector og Erik ud i mellemgangen.

”Har du et rum eller et værelse, hvor jeg kan være?”

”Være?” spurtge Erik lidt forfjamsket.

”Ja, jeg foretrækker helst at være i et lukket rum når jeg afhører folk, frem for at stå i en mellemgang.” Hector sendte Cecilie et lille smil, men Cecilie fortrak ikke en mine.

”Åh ja. Selvfølgelig. Følg endelig med.”

Kort tid efter sad Hector og Cecilie over for hinanden i Eriks arbejdsværelse, med et bord imellem dem. Hector havde smidt sin Sherlock-frakke så han nu sad i skjorte, blazer og cowboybukser.

”Må jeg bede om navn, alder og titel?” spurgte Hector venligt, da han havde fundet sin notatblok frem.

”Cecilie Jutlay. Jeg er gift med Erik og har ingen børn. Jeg er 48 år gammel.”

”Cecilie… 48 år… minus børn… gift med Erik…” mumlede Hector og skrev lystigt ned på sin blok.

”Vil du fortælle hvordan du har oplevet aftenen?”

”Jo, gæsterne ankom omkring klokken 17. Klokken 18 var vi her alle sammen, og vi gik til bords,” forklarede Cecilie.

”Hvad lavede de gæster som kom mellem kl. 17 og kl.17.30?”

”Vi stod inde i dagligstuen og fik en snak. Jones nåede vist aldrig rundt med vores drink.”

”Hvem er vi?” spurgte Hector uden at kigge op fra sin blok.

”Albert og min søster, Elizabeth Schneider var de første som ankom. Dernæst kom hr. og fru Eddingshire, min mor, Jennifer og min bror, Josh. Noget tid efter dem kom familien Lothius og min søster Laura.” ”Hvor mange medlemmer er der i familien Lothius?”

”5,” svarede Cecilie kort for hovedet.

”Så i er altså 14 til selskabet?”

”Ja… Nej vent. Jim Faulty, min morbror, kom midt under middagen. Han var slet ikke ventet før i morgen, men han nåede et fy tidligere.”

”Okay. Kan du fortælle mig lidt om hvad jeres arrangement går ud på?” Hector kiggede nu op for første gang i et stykke tid. Hans blok var skrevet halvt ud og med en nydelig håndskrift.

”Vores arrangement er en årlig tradition i familien.”

”Familien?”

”Ja, familien Holm. Det kan godt være, at mange af os har skiftet navn, men vi er dog stadig en familie. Hr. og fru Eddingshire er godt nok bare vores naboer, men dog med en relation til os. Min mor ejer deres gård g jord. Aktier De ved. ”Cecilie, kunne vi ikke godt bare være dus?”

”Dus?” ”Ja, alle de fine tiltaleformer ligger ikke mig naturligt… Så kunne vi ikke godt være dus?”

”Normalt forandrer jeg ikke mit sprog, men situationen taget i betragtning, så lad gå.”

”Godt. Fortsæt endelig,” sagde Hector.

”Det er en årlig tradition her på Homgaarden. Vi inviterer de nærmeste og dem vi holder mest af. Så afholder vi private auktioner og holder en middag. Familien ses ikke så tit, men vi ved altid at ”Holmgaardsdagene” er der.”

”Dagene?”

”Ja, forløber spænder over tre dage. Det er meget hyggeligt. I morgen skal vi ud at spille golf og en tur på ”Beachy Head”, og så afslutter vi med vores årlige jagt. Dog ved jeg ikke om vi aflyser i år.”

”Okay. Tak skal du have. Er der mere du vil tilføje?”

”Nej egentlig ikke… Eller jo. Du skal vide at forholdet mellem Albert og min mor var en del anspændt. De havde et par interne slagsmål. Jeg anklager ham ikke på nogen måde, men hvis han ikke er så samarbejdsvillig, så ved du nu hvorfor.”

”Tak skal du have Cecilie.”

 

Den første af 14 afhøringer var færdig. Selvom Hector ikke havde fået meget af vide, fornemmede han tydeligt, at han ville få en stor sag her. Han fornemmede tilmed at familien og naboerne samt andre bekendte ikke var så berørte over situationen som de gav udtryk for.

 

Obducøren var netop ankommet og var i fuld gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...