Komplottet

Vi befinder os i det sydlige England, i den charmerende lille by Oxlev. Alt er roligt, der er byfest, og familien Holm/Jutlay og Schneider holder deres årlige familie-træf med naboer og andre bekendte.

Men under middagen finder en stuepige den gamle Enkefru Holm død, og det mest bizarre er at Enkefruens hoved er skåret af, og en dragon sabel er stukket igennem hendes ryg.

Hector Lindengard og Jane Winther bliver sat på sagen, og pludselig går det stærkt. For familiemedlemmerne og de øvrige bekendte er klar til at sige hvad som helst for at holde deres egen ryg fri...

... Men hvordan koncentrerer man sig om at sortere løgnerne fra, når man selv bliver anklaget for at stå bag og samtidig jagtet af morderen...

5Likes
8Kommentarer
1475Visninger
AA

6. Stik og Hug

 

”Jeg vil gerne starte med Josh Holm,” sagde Hector ud til de 14 mennesker. ”Tjenestefolkene vil blive afhørt af min assistent Jane.”

Hector sendte Josh et skarpt blik, og Josh rejste sig omgående. Så gik de to mænd ud af dagligstuen og op på arbejdsværelset.

”Nå Josh,” begyndte Hector og fandt sin notatblok frem. ”Hvordan går det?”

”Hvordan det går?” spurgte Josh lettere irriteret. ”Min mor er lige død og vi bliver behandlet som almene borgere. Der er en grund til vi er bosat her.”

”Ro på Josh. Vi behandler jer ikke mere anderledes end andre. Måske dine forventninger til en god behandling er for store?” Hector kiggede op og smilede.

”Men Josh,” fortsatte Hector, ”hvordan opfatte du gårsdagens aften?”

”Jo.” Josh tog en dyb indånding. ”Jeg hentede min mor før jeg kørte her hen. Hun er jo aldrene pensionist og har ikke noget kørekort. Jeg hentede hende præcis klokken 16. Min mor var meget punktlig forstår du.”

Hector noterede nøje mens Josh fortsatte;

”Da vi ankom til Holmengard, var min søster og hendes mand, Albert, allerede ankommet. Min mors og Alberts forhold har aldrig været så godt. Og nu vil jeg ikke anklage nogen, men mellem os,” Josh sænkede stemme og lænede sig hen imod Hector, ”så tror jeg måske at Albert kunne have et stærkt motiv.”

 

15 minutter efter påbegyndelse af afhøringen af Josh Holm var de færdige. Hector havde fyldt tre sider ud med notater, og de skulle lige til at gå ned til dagligstuen da noget fanger Hectors opmærksomhed.

”Josh,” sagde Hector og hævede stemmen en smule. ”Hvad er det for et mærke?”

”Hvad?” Josh kiggede ned af sin polo t-shirt og så et logo der skulle forestille to sabler der krydsede hinanden. ”Åh, det er logoet for den fægteklub, jeg er medlem af.”

Hector stod i et stykke tid og tænkte.

”Må jeg bede om adressen til den klub?”

”Ja selvfølgelig. Seaside Road 12. Klubben hedder ”Stik og Hug” og ligger i midten af New Ford.” ”Tak.”

 

Hector skyndte sig ned i dagligstuen og fik fat i Jones, butleren.

”Har du set Jane?”

”Ja, hun skulle tale med en Edward. De er i køkkenet.”

Hector takkede og gik med hastige skridt imod køkkenet. ”Jane!”

”Hector?” Jane blev en smule overrasket over at blive råbt op på den måde. ”Hvad er der?”

”Jeg er nød til at køre en tur. Jeg er nok væk i en times tid eller to. Bare fortsæt afhøringerne til jeg kommer tilbage.”

”Hvad skal du?” Jane så meget forvirret ud.

”Jeg skal besøge ”Stik og Hug”. Vi ses om lidt.”

”Stik og Hug?”

Men Jane nåede ikke at få svar, før Hector var ude af døren. Jane vendte sig mod Edward.

”Vil du samle tjenestefolkene?”

”Ja selvfølgelig,” svarede Edward og forlod køkkenet. Jane gik op på arbejdsværelset for at tjekke, om der var noget nyt fra Victor Hale, politiinspektøren.

 

”Vi agter altså at tage på vores årlige udflugt til Beachy Head,” sagde en høj lys kvindestemme. Ann Lothius kom ud fra sit værelse med sine børn i hælende. Jane så stift på Ann. Deres afhøringsscenarie for fem minutter siden havde ikke været vellykket. Ann havde snerret voldsomt og Jacob, hendes mand, havde ikke sagt et ord.

”Må jeg informere dig om, at I indgår i de mistænkte,” sagde Jane, men ville egentlig helst have at de forsvandt fra Jordens overflade. Skrækkeligere mennesker havde hun aldrig i sit liv mødt. Og nu tilsluttede Jacob sig også samtalen.

”Vi er aldeles ikke indblandet. Vi har ikke rejst i seks stive time fra London, for at blive mistænkt for mord,” buldrede han, og den gruppe tjenestefolk, som Edward havde samlet, betragtede nu Jane og familien Lothius i hidsig dialog. ”I har underskrevet kontrakten om at blive på herregården indtil vi har opklaret sagen.”

”Så hvis sagen bliver dateret til at være ”uopklaret”, så kan vi aldrig forlade stedet?” spurgte Jacob med sin fisefornemme accent. ”Desuden,” tilføjede Ann og pustede sig lidt op, ”så mener jeg ikke at have læst, at vi skulle blive på Holmengard, men at vi ikke måtte rejse fra byen de næste par dage.”

Jane var kogende af raseri. Hun havde mest af alt lyst til at pande parret en, men undlod selvfølgelig. ”Jeg henter gerne listen,” sagde hun så, efter at have tænkt på andre måde at afreagere på. Jane gik med tunge skridt op på Eriks arbejdsværelse og kiggede rundt. Hectors computer stod tændt og rummet var oplyst af en stor PH-lampe fra Danmark. Koglen hed den vist. Hendes blik faldt på skrivebordet, men hun kunne umiddelbart ikke få øje på listen.

”Nå, Hector har nok taget den med sig,” mumlede hun for sig selv og begyndte at gå ned igen mod familien Lothius. Men de var væk. Jane hørte fire bilmotorer starte og løb imod hoveddøren. Hun nåede lige at se bilerne, som henholdsvist tilhørte familien Lothius, Josh, Albert og Elizabeth, Cecilie og Erik, svinge ud fra parkeringspladsen og videre ned af grusvejen, som førte ud til hovedvejen.

”Pokkers. Fuck,” bandede Jane. Men var alligevel meget lettet over, at de var væk.

 

 

Drej til venstre om 100 meter og så er De ved ankomststedet. Hector slukkede sin GPS, da han nok kunne finde vej de sidste 100 meter. Parkeringspladsen var fyldt med biler. Men det hang nok sammen med skiltet, som Hector så et par meter fra indkørslen til p-pladserne. Skiltet reklamerede for ”Sommerafslutning med grill og søskende.”

 

Hector parkerede og steg ud af bilen. Han prøvede at danne sig et overblik, men forgæves. Der var nok omtrent 150 mennesker i alle aldre. Han gik mod indgangen til selve klubhuset og videre hen imod noget der lignede et kontor. Han bankede på to gange og der blev straks åbnet. Hen lille tyk mand med rødt overskæg og matchende hår spurgte;

”Halløj, hvad kan jeg gøre for dig? Mangler der pølser?”

”Nej,” sagde Hector, ”men der mangler hjælp.”

Så grinte de to mænd, og Hector blev inviteret med ind på kontoret efter at have præsenteret sit navn og anliggende.

”Josh Holm siger du. Jo, han er skam en dygtig fægter,” mumlede den rødhåret mand. ”Men det er nu et stykke tid siden, jeg har set ham. Stakkels dreng. Tænk at miste sin mor allerede. Han er vist ikke mere en 34 år.”

”Dreng? Jeg vil nu mere betegne ham som en mand. Men han har det vist godt nok,” sagde Hector lidt lige glad. ”Kan du fortælle mig, hvornår han blev medlem af klubben?”

”Ja. D. 13. maj i år. Så det er cirka en måneds tid siden. I kraft af at det er d. 12 juni i dag. Vil du have en pølse eller noget?”

”En kop te måske,” sagde Hector og tog sin overfrakke af.

I England var man for dum, hvis man ikke drak te samtidig med, at man snakkede over et emne som Hectors. Det var nærmest obligatorisk.

 

”Så skal du se er,” sagde den rødhåret mand, da han kom tilbage med en kop te. ”Earl Grey. Så bliver det vist ikke bedre.”

”Nej, tak skal du have. Men tilbage til Josh. Hvad mere kan du fortælle.”

”Han blev som sagt indmeldt for en lille måned siden. Han blev trukket med af min kammerat Albert.”

”Albert?” gentog Hector og havde på fornemmelsen hvad svaret ville blive.

”Ja, Albert Schneider. Kender du ham?”

”Ja, det kan man godt sig. Han er jo gift med Joshs søster, Elizabeth.”

”Nå, det var jeg ikke klar over.”

 

Efter en lille pause sad de to mænd og snakkede lidt uformelt om politik og det engelske kongehus' betydning for moderne mennesker. Hector takkede efter 20 minutters snak for teen, og gik mod døren. Men noget holdt ham tilbage. Rundt på væggen i kontoret hang en masse gamle holdfotos. Men det, som hang lige foran Hector, fik ham til at standse brat op. For manden i midten af billedet så meget bekendt ud.

”Hvem er det?” spurgte han den rødhårede mand.

”Det er Albert Schneider. Han vandt ”Den Gyldne Dragon” sidste år.”

Den rødhårede mand kom med en lang forklaring på hvorfor, men Hector var allerede ud af døren og på vej mod Holmengard i sin bil. Han ringede Jane op.

”Hallo, det er Jane.”

”Hector her. Få standset Albert og Elizabeth Schneider omgående. Jeg er på vej mod Holmgard. Jeg er der om 10 minutter. Vi ses.” Så lage Hector på og havde kun en ting i hovedet.

 

I midten af billedet stod en Albert Schneider med en sabel i hånden. En dragon sabel. En sabel der mindede lidt for meget om den sabel, som for cirka et døgn siden, var blevet stukket igennem Jennifer S. Holm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...