Komplottet

Vi befinder os i det sydlige England, i den charmerende lille by Oxlev. Alt er roligt, der er byfest, og familien Holm/Jutlay og Schneider holder deres årlige familie-træf med naboer og andre bekendte.

Men under middagen finder en stuepige den gamle Enkefru Holm død, og det mest bizarre er at Enkefruens hoved er skåret af, og en dragon sabel er stukket igennem hendes ryg.

Hector Lindengard og Jane Winther bliver sat på sagen, og pludselig går det stærkt. For familiemedlemmerne og de øvrige bekendte er klar til at sige hvad som helst for at holde deres egen ryg fri...

... Men hvordan koncentrerer man sig om at sortere løgnerne fra, når man selv bliver anklaget for at stå bag og samtidig jagtet af morderen...

5Likes
8Kommentarer
1476Visninger
AA

2. En Sommerdag

 

Solen bagte ned over den charmerende lille by Oxlev i den sydlige del af England. Byen lå ikke langt fra Beachy Head som er det højeste punkt på det sydlige England, så om sommeren havde Oxlev en fantastisk turistsæson. Og i år var ingen undtagelse. Folk strømmede til byen for at finde overnatningsmuligheder, da de næsten alle sammen kom for dels at opleve Beachy Head, men også for at opleve de smukke strande som lå neden for Beachy Head.

 

Sommersæsonen var blevet skudt i gang med et brag, og byens turistbarometer havde allerede overhalet det forrige sæsons. Men det var ikke kun i Oxlev, at der var travlhed, for på et mindre slot lidt udenfor byen var husets frue i fuld gang med at byde velkommen til de forskellige gæster, der netop var ankommet.

”Goddag hr. og fru Scheider. Dejligt at se jer.”

”Jamen i lige måde fru Jutlay. Hvor er det skønt at være her,” svarede Elizabeth Schneider som var Cecilie Jutlays søster. Elizabeth havde taget sin mands, Albert, efternavn, da hun følte sig meget bundet til det tyske.

”Hvor er din mand Erik?” spurgte Albert og hostede et par gange så hans overskæg blafrede.

”Åh, han kommer skam lige om lidt. Han giver sig god tid foran spejlet.”

 

”Hvem kommer ellers?” spurte Elisabeth efter en kort tids pause.

”Enkefru Holm,” svarede Cecilie men nåede ikke længere, idet hun blev afbrudt af en oprørsk Albert.

”ENKEFRU HOLM?” buldrede han.

”Rolig nu min kære,” sagde Elizabeth stift. ”Fald nu lidt ned. Det er lang tid siden, og hun har sikkert glemt, hvad der skete.”

”Nå, men det har jeg ikke,” brummede Albert og hostede en tredje gang.

 

Enkefru Holm var mor til fire børn; Cecilie, Elizabeth, Laura og Josh. Hendes mand forsvandt for mange år siden i forbindelse med deltagelse i hemmelig krig mod Russerne tilbage i ’79. Han var spion, men havde aldrig fortalt sin kone Jennifer om sit erhverv. Hun fandt ud af det en sen aften, da en person ringede og ville have fat i Agent J. Fra den aften af, efter en stor skænderi med vold, så de fire børn aldrig mere deres far, og efter de 40 år der nu var gået havde ingen af dem endnu hørt fra ham. Så historien har altid været den, at han var død i krig mod Russerne. Familien Jutlay og Holm havde aldrig tænkt på at bore mere i den sag.

 

Cecilie og Laura var de eneste, som havde taget deres fars efternavn, Jutlay. Josh havde taget sin mors; Holm, og Elizabeth havde så valgt at tage Schneider. Og netop det efternavn havde enkefruen aldrig brudt sig meget om. Hun brød sig ikke meget om Albert og hans tyske slægter.

Selv var Jennifer Holm meget stolt af at være beslægtet med Hertugen af York, og ville igangsætte en gennemgribende undersøgelse af, hvem Albert i virkeligheden var. Og siden den dag havde Albert og enkefru Holm ikke kunne døje hinanden.

 

”Derudover kommer vores lillebror Josh med sin kæreste,” fortsatte Cecilie, ”Laura kommer også, men hendes mand kunne ikke komme med, da han havde en vigtig forretningsaftale i Santiago. Vores naboer på den nordlige gård kommer også. Det er hr. og fru Eddingshire. Så vi ender på 14 personer til middagen. Jim Faulty vidste ikke om han kunne nå det i år.”

”14?” spurgte Elizabeth forundret, ”jeg får det nu kun til 9. Hvem er de fem andre?”

”Nåhr ja, familien Lothius kommer også, og trillingerne er selvfølgelig med. Altså Kirsten, Karl og Karoline.”

”Så Jacob og Ann Lothius kommer med deres børn, enkefruen, Josh og hr. og fru Eddingshire samt Laura, Erik, Albert, dig og mig. Nå ja, så kommer vi op på 14 personer.”

 

Men Cecilie nåede ikke at bekræfte Elizabeths regnestykke, da Elizabeth afbrød deres dialog for at hilse på de næste gæster som meldte deres ankomst. I entréen, hvor Jones Reich, husets butler, stod, befandt hr. og fru Eddingshire sig.

”Goddag Ingrid,” sagde Elizabeth i en kærlig tone, da fru Eddingshire kom ud af entréen og fortsatte ind i dagligstuen, hvor Elizabeth stod i døråbningen og ventede. De gav hinanden et kindkys og Ingrid fortsatte så ind i dagligstuen, for at sige goddag til værtinden.

”Hvor er det godt at se Dem,” indledte Cecilie.

”I lige måde, og du ser pragtfuld ud i den blå kjole. Hvor er din mand?”

”Åhr, han kommer skam om lidt.”

 

Og med et kom Erik Jutlay afslappet ned af trappen. Han gik ind i stuen og hilste på de nyankomne gæster.

”Godaften alle sammen. Jones vil om lidt komme rundt med en velkomstdrink. Men vi mangler stadig et par stykker,” sagde Erik og gav hr. Eddingshire et solidt, fast håndtryk, idet han trådte igennem døråbningen til stuen.

 

Dørklokken ringede igen, og Jones stod parat til at åbne. I entréen stod nu Josh og enkefru Holm, og de så begge lidt gnavne ud.

”Det er altså for galt.” Kunne Cecilie høre enkefruen mumle. Albert bakkede en smule da enkefruen, som i øvrigt hedder Jennifer, kom marcherende ind i dagligstuen til de fire andre gæster.

”Hvor er mine børn?” spurgte hun med sin hæse, men bestemte stemme.

”Laura er ikke ankommet endnu, men Elizabeth og jeg er her,” svarede Cecilie.

”Nåhr,” brummede enken og gik målrettet mod Albert, som stod og polerede sine firkantede briller.

”Nåhr, lever De stadig?” Enkefruen kiggede stift på Albert, som så lettere forskrækket ud over den gamle dames opførsel.

”Ja, frue.”

”Enkefrue,” rette Jennifer ham, ”og ret dig op. De ligner jo en bagersvend.”

Men Albert nåede hverken at rette sig op eller at svare igen, før enken havde fundet en blød lænestol. Hun stillede sin stok fra sig, og lod sig dumpe ned i den lyserøde lænestol.

 

Josh fulgt sin mors eksempel. Han kiggede rundt og nikkede til samtlige gæster, før han også lod sig dumpe ned i en matchende stol, til den hans mors sad i. Dørklokken ringede endnu en gang, og da Jones åbnede døren stod familien Lothius og Laura Jutlay i døråbningen. De alle sammen ind i entréen og børnene, Karl, Karoline og Kirsten, gik, efter de havde taget overtøjet af, rundt til de forskellige gæster og hilste høfligt. Forældrene Jacob og Ann gjorde lige så, og da Laura også havde hilst kunne Cecilie og Erik byde gæsterne velkommen.

 

”Dejligt at se jer alle sammen,” begyndte Erik, ”jeg håber at vi får nogle gode dage sammen her på herregården. Velkommen til jer alle sammen.”

Gæsterne klappede og takkede for velkomst ordene. Butleren, Jones, kom ind i stuen med en bakke, hvorpå der stod 11 vinglas med en rødlig substans i og tre almindelige glas med sodavand i. Da selskabet havde summet i et kvarters tid, stillede Cecilie sig op og sagde:

”Så er maden serveret, så hvis I vil bevæge jer ind i spisesalen, vil forretten blive serveret inden længe.”

”Hvad skal vi dog have?” spurgte Karoline og Karl i munden på hinanden.

”Sådan noget spørger man ikke om,” hviskede Ann til sine børn. Men enkefruen hørte hende selvfølgelig og udbrød: ”JO, det er da vores ret som gæster at få af vide, hvad vi skal have proppet i munden.”

”Rolig nu mor. Det er skam noget lækkert mad,” beroligede Cecilie hende.

 

Efter den lille højtråbende seance bevægede alle gæsterne og værtsparret sig ind i spisesalen. Et stort pyntet middagsbord mødte dem alle sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...