Komplottet

Vi befinder os i det sydlige England, i den charmerende lille by Oxlev. Alt er roligt, der er byfest, og familien Holm/Jutlay og Schneider holder deres årlige familie-træf med naboer og andre bekendte.

Men under middagen finder en stuepige den gamle Enkefru Holm død, og det mest bizarre er at Enkefruens hoved er skåret af, og en dragon sabel er stukket igennem hendes ryg.

Hector Lindengard og Jane Winther bliver sat på sagen, og pludselig går det stærkt. For familiemedlemmerne og de øvrige bekendte er klar til at sige hvad som helst for at holde deres egen ryg fri...

... Men hvordan koncentrerer man sig om at sortere løgnerne fra, når man selv bliver anklaget for at stå bag og samtidig jagtet af morderen...

5Likes
8Kommentarer
1518Visninger
AA

8. En overraskelse for meget

 

”Jeg har lige set ham. Det er Albert Schneider,” hviskede Hector til Jane da de stod overfor kroens gæster og logerende.

”Hør her folkens,” råbte Jane ud til den samlede gruppe af mennesker. ”Der er ingen grund til panik. Vi har styr på det. Omlidt vil der komme psykologer og andre betjente, som skal afhøre jer hver og en.”

”Hvad hvis vi ikke har tid?” spurgte en snusket gammel mand med gråt fedtet skæg.

”Alle har udgangsforbud fra nu af og indtil der gives en anden besked. Er det fortået?” spurgte Hector og kiggede stift på den snuskede mand, som trak sig lidt tilbage. ”Har du snakket med mester Hale?”

”Selvfølgelig,” svarede Jane og følte sig en smule fornærmet over tilliden fra Hectors side. Men fornærmelsen varede kun kort, da Hector smilede og sagde; ”Selvfølgelig har du det.”

Jane rødmede en smule, men blev så distraheret. Døren til kroen gik op, og en høj tynd mand med kort sort hår og politiuniform på, marcherede ind i kroen efterfulgt af to kvinder og en mand i hvide kitler. Efter dem kom fire betjente og tre psykologer. Som den allersidste kom Mona slæbende med sit hold af teknikere. Hun nikkede til Hector og Jane som tegn på, at hun havde set dem.

 

Hector fik øjenkontakt med Victor og vinkede ham hen til sig. Så trak de tre betjente ud i køkkenet, for at være alene. ”Hector Lindengard. En fornøjelse at se dig her,” hilste Victor Hale.

”En fornøjelse?” Hector ville ikke beskrive det som en fornøjelse at se ham her. Det betød at nogen var kommet til skade, eller i værste fald var blevet dræbt.

”Du ved hvad jeg mener. Rapport?” Victor så fra Hector til Jane.

”Ja, begyndte hun, ”En mand ved navn Albert Schneider, gift med Eizabeth Schneider. Han er en del af selskabet i vores nuværende sag, så måske der er nogle paralleller der.”

”Vi tager selskabet og kører tilbage til Holmengard. Det ville bive for omstændigt at blive her,” sagde Hector bestemt.

”Men ville det ikke være bedst at have alle samlet ét sted?” spurgte Victor.

”Nej,” sagde Hector koldt og forlod så Jane og Victor alene tilbage i køkkenet.

”Nå,” sukkede Victor. ”Hvad mener du?”

”Om hvad,” spurgte Jane skarpt. Jane kendte udmærket forholdet mellem Victor og Hector. De var som hund og kat eller vand og ild. De kunne med andre ord ikke udstå hinanden. Victor havde for mange år siden, da han overtog Falken efter sin forgænger Margeret Collin - hun var blevet pensioneret som 64 år – bragt et stødende emne op på et morgenmøde.

”Skal vi ikke lade de ældre over 57 tage sig af de lettere opgaver, og få de unge kræfter i spil på volds- og mordsager,” havde Victor spurgt.

”Hvorfor dog det?” havde Hector protesteret.

”De ældre er måske ikke så hurtige længere.”

”Hurtige? Jeg kan godt sige at vi er ligeså skrappe som de nye. Vi har tilmed en erfaring, som er guld værd.”

”Okay, vi lukker diskussionen nu, og så vender vi tilbage til det senere,” havde Victor erklæret. Fra den dag af havde Hectors og Victors forhold været som is. De kunne ikke udstå hinanden, og Hector havde flere gange bedt Margeret om at komme tilbage. Men forgæves. Hun var gammel og boede ude i skoven med sin mand. Dog havde Hector jævnligt kontakt med hende.

 

”Jane!” råbte Hector fra kroens entré. ”Kommer du? Victor og hans mandskab kan vel klare den her fra.”

”Ja, kommer nu.”

Hector havde fået selskabet til at køre hjem på Holmengard igen, men dog med protester fra Laura, Josh og Elizabeth.

”Jeg går da ikke fra min døde mand,” havde Elizabeth råbt, så alle i spisesalen kunne høre hende.

Men efter en kortvarig diskussion havde de alle sammen accepteret at køre tilbage til herregården.

”Mona er snart færdig med obduktionen. Den vil muligvis komme i morgen, men hun kan måske blive forsinket, på grund af det nye der er sket,” fortalte Hector da han kørte bilen ned af den stejle bakke, som Beachy Head var.

”Okay,” svarede Jane og skævede til sit armbåndsur. Klokken havde lige passeret 15.34. ”Hvad gør vi så nu? Det er ved at blive sent.”

”Vi tager tilbage ti Holmengard og afvejer situationen. Jeg regner med, at der er en trykket stemning.” ”Okay, men…” Jane nåede ikke at tilføje sin kommentar, før bagruderne i bilen smadrede. ”Hvad satan?” bandede Hector. ”Bliver vi beskudt?”

”Nej, jeg tror det ikke,” svarede Jane og så mod bagsæderne. Det gav en gib i hende.

”Se,” råbte Hector som stirrede ud af forruden. ”Det må være den sorte Audi som er synderen. Jeg ringer til Falken. Jane?”

Hector så på sin assistent og fulgte hendes blik. På bagsædet lå en bylt, eller noget der lignede et kålhoved. Hector kunne ikke rigtig se, hvad det var og tændte så lyset i bilen. Men for anden gang på denne dag, blev han rystet over det han så. Et blodigt hoved lå på bagsædet. Albert Schneiders hoved lå i Hector og Janes bil.

 

”Ring til Victor,” sagde Hector bestemt til Jane. Men Jane lyttede ikke efter, hun kiggede skræmt på de små termitter, som kravlede ud af Alberts mund og næse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...