Komplottet

Vi befinder os i det sydlige England, i den charmerende lille by Oxlev. Alt er roligt, der er byfest, og familien Holm/Jutlay og Schneider holder deres årlige familie-træf med naboer og andre bekendte.

Men under middagen finder en stuepige den gamle Enkefru Holm død, og det mest bizarre er at Enkefruens hoved er skåret af, og en dragon sabel er stukket igennem hendes ryg.

Hector Lindengard og Jane Winther bliver sat på sagen, og pludselig går det stærkt. For familiemedlemmerne og de øvrige bekendte er klar til at sige hvad som helst for at holde deres egen ryg fri...

... Men hvordan koncentrerer man sig om at sortere løgnerne fra, når man selv bliver anklaget for at stå bag og samtidig jagtet af morderen...

5Likes
8Kommentarer
1469Visninger
AA

7. Beachy Head

 

”Edward!” råbte Jane.

”Ja?” svarede han og stak hovedet ind i dagligstuen, hvor alle tjenestefolkene og Jane befandt sig. ”Hvor er Albert og Elizabeth Schneider?” spurgte Jane og gik mod hoveddøren for at se om Hector var ankommet.

”De skulle vist på deres årlige tur til Beachy Head.”

”Er ALLE taget af sted? Er der dog ingen respekt for politiet mere?”

”Hr. og fru Eddingburg er her vist stadig,” sagde Edward forsigtigt.

”Eddingshire,” rettede Jane. ”Hvor er de henne?”

”Fru Eddingshire sagde at de tog hjem på deres herregård for at hvile sig. De havde ikke fået meget søvn.”

”For himmelens skyld.” Jane var ved at blive frustreret, men heldigvis så hun den velkendte politibil, som tilhørte hendes partner Hector Lindengard.

Hun løb ned imod ham og forklarede, at de næsten alle sammen var taget til Beachy Head. Hector kommenterede det ikke, men da Jane havde sat sig ind i bilen, satte han foden på speederen, og kørte ud fra parkeringspladsen igen. Da de var kommet ud på hovedvejen begyndte Hector at forklare: ”Albert og Josh er medlem af den lokale fægteklub, ”Stik og Hug”. For ikke så lang tid siden vandt Albert en dragon sabel. En sabel der ligner mordvåbnet lidt for meget.”

”Men tror du han står bag?” spurgte Jane uforstående og lettere forvirret.

”Måske? Måske ikke. Jeg ved det ikke, men Cecilie advarede os. Han har et motiv og nu også et mordvåben.”

Janes mobiltelefon ringede med tonen ”Help” af Beatles. ”Hallo?” sagde Jane.

”Hej, det er Victor. Hvor er I henne?” spurgte politimesteren.

”På vej mod Beachy Head. Vi tror vi har en mulig gerningsmand.”

”Beachy Head? Har I talt med nogle fra Falken?” spurgte Victor overrasket.

”Nej hvorfor?”

”Vi har lige fået en opringning fra kroejeren om en voldsom panik. Det ser ud som om I har endnu en sag på jeres kappe.”

”Men,” begyndte Jane, men Victor afbrød. ”Se lige på det. Vi ses.” Og så blev røret lagt på.

”Hvem var det?” spurgte Hector interesseret.

”Victor,” svarede Jane og puttede sin mobil tilbage i lommen. ”Vi har måske endnu en sag på kappen. Der er vild panik på Beachy Head. Så fart på.”

”Endnu en sag?” mumlede Hector, ”bare det ikke er en udvidelse af den nuværende.”

”Hvad?” udbrød Jane, som havde hørt Hectors mumlen. ”Ikke noget. Vi er her om to minutter.”

 

Endnu engang svingede Hector politibilen ind på en parkeringsplads. Han skævede til sit armbåndsur. Klokken var 13, og han havde ikke fået noget frokost endnu. Hans mave rumlede en gang, og Jane reagerede med det samme. Hun åbnede handskerummet og fandt to sandwich frem.

”Kylling og bacon? Eller tun og æg?”

”Kylling og bacon,” svarede den sultne kriminalkommissær. De spiste begge deres sandwich hurtigt og gik så ud i den kolde blæst. Beachy Head lå i en sådan højde, at der aldrig var vindstille. En gang var det et yndet selvmordssted, da det var let at køre sin bil ud over, og på den måde gøre en ende på et dumt liv. I dag var det et stort turistmål på grund af udsigten. Man kunne på en klar dag ane Frankrig på den anden side, hvis man kiggede igennem en specielkonstrueret kikkert.

 

Da de to kriminalbetjente gik hen imod kroen, så de ikke et øje i miles omkreds. Hector åbnede døren og så den velkendte stab af fisefornemme mennesker. Men han lagde mærke til at fire personer manglede; Albert, hr. og fru Eddingshire og Jim Faulty. ”Jim Faulty er taget i byen for at købe ind til aftenens måltid. Og Eddingshirene hvile sig på deres egen herregård. Men Albert kan jeg ikke se,” informerede Jane til Hector.

”Dav, Mona Salt. Jeg er ejer af kroen, Den Glade Hane,” sagde en slank gammel dame. Hendes hår var fedtet men hendes blå øjne skinnede som havvand på en solrig eftermiddag.

”Hector Lindengard, kriminalkommissær ved Falken. Det er Jane Winther kriminalassistent på Falken,” svarede Hector og gav Mona Salt hånden.

”Kom med denne vej,” sagde den gamle dame og førte de to betjente ud i baglokalet. ”Mine gæster er blevet bedt om at blive på deres værelser. Kaffe?”

”Ja tak,” svarede Jane høfligt og Hector nikkede bare. Han fandt sin blok frem og spurgte; ”Hvad er der sket Mona?”

”En mand er blevet fundet hængt.”

”Hængt?” Jane fik kortvarigt kuldgysninger. ”Ved du hvem det er?” spurgte Hector og griflede ned på sin blok.

”Nej, men han hænger stadig, hvor han blev fundet.” Mona var næsten ved at brase i gråd. ”Ro på,” beroligede Jane hende. ”Kan du vise os, hvor han hænger?”

”Nej, men pedellen kan,” sagde Mona og råbte på pedellen.

En tyk midaldrende mand med sort hår kom ind i baglokalet. ”Hej, Patrick,” præsenterede han sig. ”Patrick, kan du ikke vise dem gerningsstedet?”

”Jo selvfølgelig. Men hvad med gæsterne?” spurgte Patrick usikkert.

”Dem tager jeg mig af,” sagde Jane. ”Hvis du bare vil vise Hector den afdøde, så vil det være fint.”

 

De fire mennesker splittede sig, således at Hector og Patrick gik ud af bagdøren, og Jane og Mona gik ud i hyggestuen, hvor gruppen af fisefornemme mennesker sad. En gruppe mennesker Jane ikke havde meget tilovers for.

 

Uden for i blæsevejret gik Patrick og Hector rundt og Hector holdt desperat fat i sin elskede Sherlock-hat. Den måtte endelig ikke blæse væk. Vinden var taget til og de var nød til at råbe, for at de kunne høre hinanden.

”Bag ved det redskabsskur,” råbte Patrick, ”er der et kæmpe træ. Han hænger i det.” ”Okay,” råbte Hector tilbage, men blev overrasket over at Patrick var stoppet.

”Jeg har set ham én gang, og det var mere en rigeligt.”

Hector nikkede og accepterede at den midaldrende pedel ikke gik længere. Men han fortsatte så selv alene. Han gik varsomt for at blive forberedt på, hvilket syn der skulle møde ham. Han havde oplevet mange makabre mord i sin karriere, men det, som mødte ham nu, var noget af det værste han havde set. En mand var blevet hængt i højre fod.

”Det var meget utraditionelt,” mumlede Hector efter at have vendt sig til synet. ”Man plejer da at blive hængt ved halsen.”

Hector kiggede ned langs mandens krop, og blev så igen chokeret. Mandens hoved var væk. Hector var rimelig kold i øjeblikket, men noget som fik håret til at rejse sig på Hector, var det som hang i mandens bælte.

 

I mandens bælte hang en sabel. En dragon sabel. Den samme sabel som på billedet, var Hector meget sikker på. Nu løb det for alvor koldt ned af ryggen på Hector, da han fandt ud af hvem den hængte var. Den hængte mand var Albert Schneider. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...