Komplottet

Vi befinder os i det sydlige England, i den charmerende lille by Oxlev. Alt er roligt, der er byfest, og familien Holm/Jutlay og Schneider holder deres årlige familie-træf med naboer og andre bekendte.

Men under middagen finder en stuepige den gamle Enkefru Holm død, og det mest bizarre er at Enkefruens hoved er skåret af, og en dragon sabel er stukket igennem hendes ryg.

Hector Lindengard og Jane Winther bliver sat på sagen, og pludselig går det stærkt. For familiemedlemmerne og de øvrige bekendte er klar til at sige hvad som helst for at holde deres egen ryg fri...

... Men hvordan koncentrerer man sig om at sortere løgnerne fra, når man selv bliver anklaget for at stå bag og samtidig jagtet af morderen...

5Likes
8Kommentarer
1472Visninger
AA

5. 16 underskrifter og nye hjælpemidler

 

”Hvor mange mangler vi?” spurgte Hector efter tre timers politiarbejde. Han sad over for Jane i Eriks arbejdsværelse. ”Du siger, du har afhørt Cecilie og Erik Jutlay samt naboerne Ingrid og Charles Eddingshire. Jeg har afhørt Laura og Josh. SÅ vi mangler Albert og Elizabeth Schneider og familien Lothius,” sagde Jane.

Hector kiggede ned på sin blok, og nikkede som bekræftelse.

”Vent, vi mangler også enkefruens bror,” indskød Jane.

”Når ja, Jim Faulty.”

 

”Jeg foreslår at vi stopper for i aften. Klokken er jo trods alt ved at nærme sig 24. Så i morgen må vi fortsætte resten af afhøringerne,” sagde Hector efter at have noteret sig tiden.

”Men vi er nød til at sørge for, at alle gæsterne bliver boende her på herregården,” kommenterede Jane.

”Ja, jeg finder kontrakten frem, og får dem til at underskrive den.”

Hector fandt et stykke papir frem. Det var en kontrakt, som skulle sørge for at ingen rejste væk under sagens afhøringsperiode. Hector og Janes havde skrevet under, så de skulle bare have alle 14 gæster til at gøre det samme. Men Hector erfarede straks at det ikke var lige til.

 

”Jeg underskriver ikke noget, som jeg ikke er sikker på hvad er,” sagde Albert bestemt og med en grov tone. Hans kone samtykkede.

”Hvad skal De bruge vores underskrift til hr.?” spurgte Charles med en undertone af afsky overfor alt det postyr der skulle til.

”Min kære mand, kunne vi ikke være dus? Det gælder faktisk jer alle sammen. Jeg ved, at I ønsker at være høflige og gammeldags, men det er ikke vores tone,” indvendte Jane.

Charles så lidt fornærmet ud.

 

”Alle skal have skrevet under på kontrakten inden for den næste halve time,” skar Hector igennem.

”Hvad hvis vi nægter?” protesterede Albert og Josh i munden på hinanden. ”Så kan vi tage en snak om hvorfor, og om I har noget at skjule;” svarede Hector skarpt. Det kan godt være at han er gammel, men han er også uhyre skarp i sin retorik.

”BEKYLDER DU MIG FOR MORDET!” Josh spruttede og skulle til at løbe mod Hector. Men Albert tog han straks i skulderen og sagde;

”Rolig knægt. Du er ikke beskyldt for noget. Sæt dig.”

 

Underskrifterne var samlet kl. 01.00 og først kl. 01.40 kunne Hector og Jane forlade herregården Holmengard. Det havde været en hektisk aften, og morgendagen ville absolut ikke blive roligere fornemmede Jane.

Da Hector svingede ind på Falkens parkeringsplads, gik han direkte ind på sit kontor. Han lagde sine papirer og noter på sit skrivebord og skyndte sig så ud til Jane igen.

”Skal du have et lift hjem?” spurgte han venligt sin assistent.

”Jo tak.”

Så svingede Hector bilen rundt og de kørte ud på hovedvejen. Alt var mørkt og kun gadelyse var tændt.

 

Næste morgen stod det ned i stænger. Regnen silede ned og havde gjort det hele morgenen. Klokken var 9.15 og Hector var på vej mod Falken. Han havde netop samlet Jane op ved hendes hus og svingede ind på parkeringspladsen, som denne gang var fyldt med biler. De gik begge ind på kontoret og ville lave en kort opsummering inden de kørte videre ud til Holmengard.

”Altså,” begyndte Hector og greb sine notater, ”Cecilie fortalte ikke noget specielt, andet end hvordan forløbet er i de kommende dage. De vil vist gerne til Beachy Head i dag og i morgen skal de på jagt. Hun fortalte dog at forholdet mellem Albert og Jennifer, enkefruen, var en smule anspændt.”

”Men ellers ikke noget specielt, hvad med hr. og fru Eddingshire?”

”Charles Eddingshire er pensioneret opfinder og Ingrid Eddingshire er pensioneret historiker for Oxford University. De er engageret i en lokal bridgeklub og deres forhold til Jennifer var fint. De havde kun en enkelt ting at indvende; Jennifer krævede for meget i husleje. De betalte omkring 18.000 pund om måneden for deres hus,” sagde Hector og indvendte som svar på Janes spørgende blik, ”Jennifer ejede deres grund.”

”Så heller ikke noget mystisk der?”

”Nej… Eller vent.” Hector kiggede på sine noter. ”Elizabeth forlod selskabet i et lille stykke tid for at ryge en cigaret. Hun bemærkede at buskene omkring vinduerne var klippet helt ned. Nogle af dem var endda fjernet.”

”Er det mærkeligt?” spurgte Jane uforstående.

”Ja da,” udbrød Hector. Han så lidt skuffet ud, over Janes manglende viden omkring planteriget. ”Man klipper normalt ikke buske helt ned.”

”Okay, så tror du det hænger sammen med mordet?” spurgte Jane. ”Jeg vil ikke udelukke det, men jeg ved det ikke,” svarede Hector og smed så blokken fra sig. ”Men hvad med dine afhøringer?”

 

”Jo, Laura fortalte, at hun havde fat i Josh angående noget arv. Hun mener at han er forhippet på at snuppe hele arven fra deres mor. Dog forklarer han selv, at han var bekymret for sin mor. Hun har vist ikke været ved sine fulde fem de sidste par måneder. Så for at forhindre uoverens­stem­mel­ser, ville han sikre sig at hun skrev sit testemente, før hun blev for dement.” ”Så vi har endnu en konflikt. Arv,” konkluderede Hector. ”Ja, det ser sådan ud,” bekræftede Jane.

”Jeg vil tage mig af hr. og fru Schneider, så kan du tage familien Lothius. Husk nu at afhøre dem alle sammen.” ”Vel ikke børnene?” spurgte Jane skeptisk. ”Jo, også børnene.” ”Men Hector…” begyndte Jane, men han afbrød.

”Jane du ved lige så godt som jeg, at alle i praksis kan have begået mordet på Jennifer Holm.”

”Men Hector,” insisterede Jane, og hun havde rejst sig op, ”børnene er 12 år gamle.”

”Ja netop. Kan du ikke huske New Castle-sagen?”

”Jo, men hør nu, han var sindssyg og…”

”Godt, så er der ikke mere at diskutere. Vi kører om to minutter. Jeg skal lige snakke med Molly og obduktionen. Vi ses i bilen om to minutter.” Og så sluttede deres samtale.

 

To minutter senere sad de begge i bilen på vej mod Holmengard. Stemningen var kommet på højkant igen og Jane spurgte interesseret;

”Hvad sagde Molly om obduktionen?”

”De var ikke klar til at aflægge rapport. Det er svært for dem denne gang, da vi mangler et hoved. Men de regner med at der kommer til at gå omkring to til tre dage mere. De flyttede liget i går, så der er kun fire teknikere på i dag til undersøgelse af området. I morgen regner Molly så med at sætte hele sit ind på eventuelle spor.”

”Men er de fleste spor så ikke forsvundet?” spurgte Jane.

”Det ved jeg ikke måske? Måske ikke. Det er Mollys stil og det er vist kun hende der kan forstå den. Så er vi her.”

 

Hector tog sin taske og førte an op ad grusstien til hoveddøren. Klokken havde netop slået 10.30 og regnen stod stadig ned i stænger. Efter Hector kom Jane under en paraply, og med en sagsmappe. Hector bankede på tre gange og der blev straks åbnet.

”Godmorgen folkens. Jeg er ikke sikker på, at alle er stået op endnu,” sagde butleren Jones. ”Det ser vi på,” svarede Hector en smule irriteret over herskabets usamarbejdsvillige indstilling til sagen. Han marcherede ind og Jane fulgte med.

 

Fra entréen kunne Hector se ned langs mellemgangen, at Albert og Elizabeth gik rundt i morgenkåber. ”Gider du samle folk og bede dem være klar kl. 11 i dagligstuen?” spurgte Hector bestemt.

”Ja, men…” begyndte Jones, men Hector afbrød ham.

”Jeg ved at I ikke agter at samarbejde uden videre, men vi har en mordsag her. Så du må godt skynde dig lidt.” Hector gik op på Eriks værelse og indrettede sig med sin computer, som han havde i sin taske. Jane så til mens han tændte den og tog sine notater frem.

”Jeg går lige en tur rundt om huset og prøver på at finde teknikerne. Vi ses lige om lidt,” oplyste Jane Hector, og smuttede så ned af trappen og ud af hoveddøren. Regnen var stadig konstant, dog var det stilnet lidt af.

 

”Hej Edward,” råbte Jane ud over den store græsplæne, som så ud til at være en lille golfbane. Jane begyndte gå mod Edward, men så råbte han ”STOP”. Det gav et sæt i Jane, og hun så undrende til idet han lavede nogle finurlige bevægelser, nærmest som til en gymnastikopvisning.

”Hvad sker der?” spurgte Jane da Edward kom hen til hende.

”Det er ny teknologi fra USA, som vi har taget i brug,” forklarede han, ”det er følingscensorer. Vi satte dem op i går aftes.”

”Hvorfor dog det?”

”Hvis nu nogen prøvede at komme tilbage efter noget vedkommende havde glemt. Eller hvis nogen fra selskabet prøvede at rejse før tid.”

”Så jeres teori er, at morderen måske ikke er inden for murerne?”

”Måske, måske ikke. Men hvis morderen ikke er inden for murerne, og vil have fjernet nogle spor, så ville vi vide det.”

 

Jane og Edward var gamle skolekammerater og deres forhold var utrolig godt. Hector havde kommenteret noget med et eventuelt bryllup, men så havde han og Jane skiftet emne. Jane var single og det samme var Edward. Men de havde ikke gjort mere ved det. Nu var de venner og kolleger. Jane takkede for oplysningerne og gik tilbage til huset.

 

I værelset ovenpå sad Hector og nørklede med sin computer. Han havde aldrig været den store elektronikekspert. Han bandede og slog irriteret på skærmen, da Jane kom op igen. Jane grinte og rystede bare på hovedet.

”Så hjælp mig dog kvindemenneske. Hvorfor tror du, jeg har valgt dig som assistent?” grinte Hector. ”Den er gået ud for anden gang efter jeg har haft tændt den. ”Prøv det her,” sagde Jane og satte opladeren til computeren. Hector mumlede ”tak” og smilede bare. Jane fortalte om de nye metoder fra USA, som Edward havde fortalt om.

”Hr. Hector?” sagde butleren som nu stod i døråbningen. ”Bare kald mig Hector. Men ja?”

”Selskabet er samlet i dagligstuen. De er trætte og en smule tvære. Bare så du er forberedt.” Og uden ripost på den kommentar, forsvandt Jones. Hector og Jane lod computeren og papiret med underskrifterne ligge på skrivebordet i Eriks arbejdsværelse.

 

En fejl de senere kommer til at mærke konsekvenserne af.

Alle 14 gæster sad i dagligstuen. 

Ikke en eneste smilede eller fortrak en mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...