Den forbudte bog

Det er en historie om en pige (Tamelia) som vokser op uden forældre, kun den gamle kloge kone Julyna. Tamelia har en gave, en gave hun ikke selv vidste hvad var. Mon gaven er betydelig for resten af hendes liv, eller vil den forsvinde med tiden?

0Likes
0Kommentarer
392Visninger
AA

1. Turen til Pytasien

 

 

I mange år havde magi været forbudt i landet Kanalien. Men dog, tusindvis af mennesker studerede stadig Den forbudte bogs kræfter.

’Jeg har ikke læst bogen, eller for den sags skyld, prøvet at udøve magi. Mange kender ikke vores love og regler, da det er et meget lille ø-rige, med et ekstremt anderledes samfund. For mange år siden blev den forbudte bog stjålet fra Uselia bjergene og ingen har set den siden. Det siges at Jamanerne har afleveret bogen tilbage, men ingen tør at gå op og kigge. Eller det er vel ikke så meget frygten for at blive set og beskyldt, men faktisk er det næsten umuligt at komme derop. I hvert fald ikke med de redskaber vi har her i landet. Den gamle kone Julyna har spået at der en dag, vil være en lille pige som bestiger bjergene og finder Den forbudte bog.’

Tamelia lo, for hun var sikker på at historien var sand, men tanken om at alle troede det var løgn, fik hende altid til at le. ’

Tamelia er mit navn. Jeg er vokset op i skoven, uden forældre eller venner. Julyna er det eneste menneske som har opfostret mig, og hun har fortalt at mine forældre drog væk fra landet, og aldrig kom tilbage efter mig.’

Tamelia havde lige lært at skrive og havde besluttet at hun ville skrive i en lille bog.

’I dag skal jeg ud til vulkanen Tinotob sammen med Julyna. Det bliver sikkert virkelig spændene og Julyna har sagt at der ville være stor chance for at se Fønix fugle og måske endda Gul skællede drager’

Tamelia havde kun set en enkelt Fønix fugl og aldrig nogen form for drager. ’Når solen står op drager vi ud til havet og vi skal sejle helt over til Pytasien’.

Tamelia følte stor længsel efter at komme af sted og kiggede derfor ud af det lille hul i træ væggen. Solen lå stadig i havet og sov, hvilket mindede Tamelia om at hun nok skulle se at få lidt søvn, hun havde jo trods alt været oppe hele natten. Men Tamelia ville ikke falde i søvn, for hun var bange for at hun sov over sig og at Julyna skulle sejle uden hende.

’Når vi kommer derover skal vi finde nogle spiselige urter og koge te på dem. Julyna har lært mig at finde ud af hvad der er spiseligt og hvad der er giftigt’.

 

Endelig kunne Tamelia se en solstråle igennem det lille hul i væggen. Hun skyndte sig at komme i tøj og lægge dagbogen under den lille pose fyldt med blade, som hun brugte som hovedpude. Tamelia fandt de lasede strømper frem og trak i dem. Så var hun parat til at sejle med Julyna. Hun løb igennem skoven og fløj næsten over marken. Men da hun nåede frem til havet var der ingen gammel dame med langt gråt hår. Tamelia kiggede sig over skulderen en ekstra gang, men der var ingen. Pludselig hørte hun en gren knække, og blade der blev trådt på. Det var jo Julyna! Solen var halvvejs oppe, da de begyndte at sejle. Tamelia brød sig ikke forfærdeligt meget om den gyngen, der var i vandets bevægelser. Hun blev grøn i ansigtet og lænede sig over bådens kant, for ikke at kaste op ud over Julyna, som sad og roede båden. Solen var for længst stået op, da de endelig fik øje på land. Tamelia fik lyst til at hoppe ud af båden og bare svømme til kanten, men hun var bange for hvad der levede i vandet. Men adrenalinen tog styringen og hun hoppede i. Da, kom hun i tanke om at hun ikke kunne svømme. Hun plaskede og sparkede med benene, slugte vand i lange baner og vandet sprøjtede ud over det hele. ”Hvad er det dog du laver?” råbte Julyna og sprang i efter den druknende pige. Hun fik fisket hende op i båden og hoppede selv op i båden igen. Tamelia hostede og hostede indtil en kæmpe klat vand røg ud af hende. Så roede Julyna det sidste stykke og Tamelia tøjrede båden fast til en pæl. De trådte op på land og begyndte at gå. Pludselig bredte en stor skygge sig over himmelen og dækkede for solen. Fønix fugle var i hvert fald ikke så store som dette dyr, det kunne næsten kun være… Tamelia gispede. En drage, en rigtig levende drage. Tamelia pegede op på det store dyr og sagde ”SE Julyna en rigtig drage!” og var henrykt. Inden længe var den væk og de gik igen. Men midt i det hele stoppede Julyna, og satte sig ned. Tamelia kiggede hende i øjnene og skulle til at spørge hvad der var galt, men da de fik øjenkontakt, følte hun en virkelig stærk smerte. En smerte så stor at den klemte både lyd og luft ud af hende, så hun måtte snappe efter vejret. Julyna vred sig af smerte og holdte om sit hjerte. Tamelia følte også en knude i hjertet, lige indtil at de mistede øjenkontakten, og Tamelia igen var sund og rask. Men dog, Julyna trillede rundt på jorden som en åndssvag idiot, af smerte. Tamelia satte sig  ved hende og spurgte efter hvad der var galt, selvom hun lige havde mærket den fuldkommen samme smerte. Da Julyna så hende i øjnene, var der noget koldt og dødt i hendes pupiller. ”Find… Den store… Og forbudte bog… Og bring… Den til Jaaaaah… Mun” fik hun fremstammet. Så faldt hendes hånd til jorden og hendes øjne rullede bag øjenlågene, og blev helt tomme. Tamelia så ind i de hvide og tomme øjne, og følte en smerte. Ikke samme slags smerte som for få minutter siden. Nej, en dyb inderlig smerte, som fik hendes tårer til at stå ud som vandfald. Hun følte en trykken i hjertet og en tom plads i hele hendes krop. Julynas krop blev lys og lidt lyseblå. Tamelia kunne ikke holde synet af Julyna ud, så hun begyndte at løbe. Hun vidste ikke hvor hen, hun måtte bare væk fra det onde sted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...