Ulvenes nat


0Likes
0Kommentarer
688Visninger
AA

2. Den lille hytte i skoven.

Da hun vågnede igen, lå hun på noget blødt, længe begreb hun ikke hvor hun befandt sig. Hun så rundt, hun var i et rum af en slags, måske et lille soveværelse. Der var et lille nat bord ved sengens side, der stod en lampe og et lille fad med noget vand.

Der var ikke så meget andet i rummet på nær en stol hvor den ung mand sad og halv sov. ”hvor er jeg? hvor længe har jeg sovet? Hvor er jeg??” manden vågnede med et sæt ”er du vågnet?” hun nikkede og spurgte igen ”hvor er jeg?” han rejste sig ”du er hjemme hos mig” han lagde en hånd på hendes pande ”du har feber, de ulve var meget sultne, efter de angreb dig åd de to af vores får, så du var heldig” hun så op på ham med et blegt grin ”jeg føler mig også helt vild heldig” hun grinede stille men grinet endte i, et hoste anfald.

Han holdte hende rolig og lagde hende forsigtig ned på puden igen ”vi troede du ville dø af det” Hun så ham i øjnene og så straks at de lignede hendes egen fars på en prik, en meget smuk smaragd grøn, som hun selv begræd ikke at havde arvet, hendes egne øjne var blå næsten sorte og ikke nær så kønne som den grønne farve, hun bemærkede også af drengen var rødhåret, ja nærmes orange.

Hun kunne mærke de så bekymret på hende og hun lagde en hånd på hans kind. Den var blød, varm og overhovedet ikke menneskelig, da hun så ham nærmere an forstod hun nu at han var en elver. Elver var et smukt folkefærd der som for det meste levede i skovene, deres ører var ikke som menneske øre, i stedet for at runde går de ud i en spids. Nogle mennesker siger man kan stikke sig på dem. ”du er træt nu” sagde han så ”sov nu” hun faldt hen i en drømmeløs søvn.

Da hun vågnede dagen efter var drengen der igen, men han var ikke alene. Hun kunne se ham fra sengen ude i en lille gang bag døren, i dyb samtale med en anden fyr, en lidt ældre mand end ham selv. Lidt efter kom de ind i værelset til hende ”er du sulten?” spurgte manden, og da hun nikkede løftede han hendes hoved så hun kunne spise. Men da han løftede hende op så hun ned på lagnet og puden, det hele var sølet til af chokerende rødt blod, det tog hende noget tid af finde af at det var hendes eget blod der lå i sengen.

”Alek, jeg tror hellere vi må skrifte hendes sengetøj, jeg tror ikke det er godt for hende af ligge i det der” sagde mande til drengen med det røde hår, han nikkede ”jamen tror du hun kan stå op så længe?” manden grinede til han ”ja ellers må du jo bærer hende”  drengen rødmede helt op til ørerne som kun en rød håret kan. ”men jeg kan altså sagtens stå selv” skyndte Robin sig af sige, hun ville nødig skulle bæres ud af sengen.

Men efter at havde stået i 2minutter fandt hun ud af hun havde taget fejl, hendes ryg brændte som der var tændt ild til hende. Den røde, stod og støttede hende med en arm. Men der gik ikke længe før han næsten bar på hende i stedet for, hendes ansigt var blevet lig blegt og hun følte sig svimmel og svag.

”jeg kan ikke stå mere” hvisket hun hæst til ham. Manden hørte hende og vendte sig mod dem han løftede hende op og sagde: ”du gør sengen klar, du kan ikke bære hende” til den rødhåret, som så surt på ham, men gjorder så som han sagde. ”min ryg brænder som ild, det gør så ondt” han så ned på hende med et bekymret udtryk i øjnene.

”Alek bliv så færdig, kan du ikke se hun har ondt?” drengen Alek vendte sig mod ham ”jeg er færdig nu, bare læg hende.” men inden hun igen fik lov at sove, så den voksne på hendes ryg, hun kunne se på han det var et slemt sår det var slemt for han forbandt hele hendes ryg og de måtte endda klippe blusen af hende, da han var færdig gav han hende en af drengens bluser af tag på, den var så stor til hende at hun kunne bruge den som natkjole.

Da hun så endelig fik lov at ligge sig, kunne hun mærke smerten havde lagt sig og hun faldt tilbage til den dybe søvn.  Hun vågnede igen lidt ud på natten, månen lyste ind af en sprække i loftet. Alek sad og sov på stolen ved siden af. Hun kunne hører ham trække vejret tungt og roligt. Han så meget ung ud her i mørket og det gik op for hende at han ikke kunne være meget ældre end hende selv. Men hvordan han havde lært at slås sådan mod ulve var hende en gåde. Hun lagde sig ned på puden igen og sov snart igen.

Hun vågnede med et sæt dagen efter, solen stod højt på himlen. Hun var alene på værelset Alek og den anden var uden for rummet hun kunne hører dem snakke lavmælt med hinanden. Hun prøvede at sætte sig op, men i det hun prøvede jog en smerte gennem hende og hun skreg højt.

De kom begge to løbene ind i værelset, manden lagde hende ned og sagde ”bliv liggende vi har sendt bud efter en læge, bliv nede til han har set på dig.  Hun så forskrækket på ham ”NEJ!” det så begge på hende, og den ældste tog hendes arm ”rolig han skal bare..” ”nej nej nej” hun satte sig op, lægen i byen vidste godt hvem hun var og hvor hun kom fra, hun kunne ikke risikere at han fandt hende her.

Han var ven af hendes tante og lige så modbydelig som hende.” Alek så længe på den og tog så også fat i hende. Hun begyndte at sprælle og sparkede den store lige på næsen så det begyndte af bløde, han slap hende og tog sig til hoved.

Alek slap hende forskrækket og hun sprang ud af sengen.

Smerten i ryggen gjorder hende næsten blind, hun løb ud af værelset og ind i favnen på lægen, hun kæmpede for at komme fri ”Robin, er du her? Ved Helena godt det?!” hun kæmpede videre ”Nej. Hun. Gør. Ikke! og hun skal heller ikke vide det! SLIP MIG KRYP!” hun trådte ham over foden og han slap hende kort, men lige nok til hun kom fri. Hun satte i løb ud af huset.

Hun løb og løb, bange for en af de tre mænd var fulgt efter hende, bag hende kunne hun hører lægen råbe og bande efter hende. Men hun løb bare. Hendes ryg brændte som glødende kul, men hun var ligeglad og blev ved med at løbe for livet, hun løb og løb, længere og længere ind i skoven.

Hun var ikke længere bange for ulvene, de var vand forhold til tanten.

Hun blev ved med at løbe og hun havde aldrig løbet så hurtigt. Men lige pludselig hørte hun et bang, og fandt sig selv liggende på jorden, hun var løbet ind i noget eller retter sagt var hun løbet ind i nogen!.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...