Sankbodia Klanen (+15)

18-årige Pixie er en elverpige, der bor i den sydlige del af Jupadoír, også kendt som Sankbodia. Sankbodia er en stat for onde mænd og kvinder, med overnaturlige krafter. En dag møder Pixie, Teddy der kommer fra Leopedia, menneskernes stat, som er fredelig.
Første gang de møder hinanden, er Pixie ved at slå Teddy ihjel, men hun ser et glimt i hans øjne, og så glemmer hun var hun kommer fra, og bliver gode venner med ham..
Men hvad siger 'Louista' lederne af Sankbodia til det? Og.. specielt hvis en af Louistaerne er Pixies far?

0Likes
1Kommentarer
468Visninger

1. Menneske søn

Tornene brændte ind i min hud, jeg skreg efter vejret. Blodet fossede ud af min strube, og jeg vred mig for ikke at græde. Vi fra Sankbodia, græder aldrig. Vi er stærke, vi er de bedste. Men nu.. Jeg var ved at dø. Tårene gled hurtigt ned af mine kinder, imens jeg vred mig for at holde smerten ud. Skirtsu stod foran mig, og grinede. Issylen lå på jorden, og Skirtsu, også kendt som min far, gik lige så stille fra mig..

"IIRIHH" jeg satte mig op i sengen med et sæt, og min hånd fór op til min strube. Jeg åndede lettet ud.. Det var bare et mareridt. Jeg tændte min natlampe, og tørrede sveden fra min pande væk. "Puuuha. Tag det nu roligt Pixie, din udulige tøs" hviskede jeg, og gik ud af sengen.Uret viste kun 2:34, og jeg vidste jeg skulle ligge mig til at sove igen, men det var som om jeg følte jeg skulle ud. Væk herfra. Jeg tog mit varme tøj på, og gik ud i den kolde nattevind. Der var kuldmørkt, og jeg kunne høre en ulv hyle i det fjerne. Jeg fulgte lyden af ulven, bare af ren nysgerrighed. Os elvere fra Sankbodia er født med en meget stærk lugtesans og hørelse.. Og når ja, vi er også alle sammen født med én special ting, som næsten ingen andre har. Personligt, har jeg fået den gave, af at kunne høre andres tanker. Ja, den er sådan set så god, at når jeg bliver 24 år, skal jeg blive en Louista. Leder af Sankbodia.

Sjovt nok forsvandt sporene efter ulven, og den var som pist væk. Jeg var faret vild i skoven, og jeg prøvede at finde vej ud igen, men der var helt lukket af, og jeg var på en lille smal sti.

Jeg hørte pludseligt lyden af en gren der knækkede, og jeg vendte mig forskrækket om. Ingenting at se? Noget bevægede sig inde i busken, og jeg sværger jeg så to ulveøjne. Men nej.. Det føltes som noget størrer end en ulv. Måske en bjørn? Det rislede mig koldt ned ad ryggen. Jeg sagde til mig selv at jeg skulle løbe, men jeg kunne ikke. Mine ben var som limet fast til jorden.. Jeg måtte se hvad der gemte sig inde i busken. Jeg gik stille forbi, og gik ind til hækken bagfra. Jeg kunne se noget hudfarvet skimte i lyset, et menneske øre? Vreden steg i mig, og jeg gik med raske skridt derhen. "Hvad tror du, at du laver i Sankbodia!?" råbte jeg, og kiggede vredt på ham. "Øhh, jeg.. Øøh" mumlede han, og kløede sig i nakken. "HVAD?" råbte jeg, og gik nogle skridt tættere på ham. "Jeg.. Øhh. Jeg er her fordiii.." Vreden steg i mig, og jeg kunne smage en smag af jern i munden. Hvad FANDEN bilder han sig ind? Hvordan tror han, at HAN har lov til at være i Sankbodia? Jeg stod helt foran ham nu, og kunne dufte at han røg meget, og drak meget alkohol. Med ét tog jeg fat i hans hals, og prøvede at kvæle ham.

Hans tanker fór op i mig, og de var ynkelige, og bange. Jeg lagde ham ned, imens jeg smilede ironisk til ham. Hvorfor ikke lege lidt med ham? "Hvad har du så lært?" jeg strammede grebet omkring hans hals, i dét han skulle til at svare. ".. Je..g" han hvinede, og græd. "Beklag..er!" han begyndte at få fråde omkring munden, og jeg vidste han snart ville dø, så jeg løsnede grebet lidt. Man må vel gerne have det lidt sjovt engang imellem? "Hvad ville du her så?" jeg grinede, "besøge din gamle bedstemor?" jeg løsnede grebet endnu mere. Det er jo ikke sjovt at snakke med en der ikke rigtigt kan snakke.

"Nej.. Jeg er her for research, til mit projekt," han stirrede med vidt åbne, og bange øjne op på mig. "Mit geografi projekt" sagde han lige så stille. Og dér så jeg det. Et lille glimt i hans øjne der sagde, at han intet ondt ville gøre ved os. Jeg følte mig dum. Tænk jeg var dum nok til at tro at en lille menneske søn skulle gøre noget ondt.. Ha! Tværtimod.

"Fint, du kan gå" Jeg rejste mig og børstede jorden af mig, og gik koldt og stilfuldt fra ham.

Jeg kunne mærke hans øjne i nakken. Normalt ville jeg gå tilbage og stikke ham sådan en på snuden, men jeg nød det..

Jeg nød opmærksomheden.. Fra et menneske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...