Blodets udvalgte

I fremtiden, hvor mennesker mener blod som drikke, er det vigtigt at være født ind i en rig familie. For hvis man er fattig, kan man ikke overleve uden kamp, om sit eget blod. Natasha er selv en kæmper, da hun bliver en oprørere, mod de højeste og mest magtfulde. Men kampen er ikke altid let, når ens mærke sætter en ind på sin laveste rang, og gør det muligt for alle at slå en ihjel.

Cover af: Julie Knudsen. Modeller: KLK og NM's produktions.

4Likes
11Kommentarer
1221Visninger
AA

2. Rebellerne

 

Jeg vågnede med et gisp, og mine øjne åbnede sig forskrækket op. Jeg anede ikke, hvor jeg var henne, og det var en ubehagelig følelse at være desorienteret. Det sidste, jeg kunne huske, var, at jeg var ofret for et mord. Jeg satte mig hurtigt op og kiggede rundt for at få et indblik om, hvor jeg befandt mig.

Jeg var i et lille værelse, nok i en hytte, da væggene var lavet af mørkt træ. Gulvet bestod rødbrune klinker, og der var kun et lille vindue, hvor sorte gardiner var trukket for. Det gjorde at rummet var mørkt, også selvom loftlampen var tændt. Jeg sad i en seng med et tyndt tæppe svøbt om mig. Ved siden af sengen var der et rundt natbord lavet af bøgetræ og foran mit blik, på den anden side af det lille rum, var der et stort skab. Der var kun en dør, og lige da jeg var ved at tage mig sammen til at flygte, blev den åbnet.

En dame kom ind. Hun var omkring de tredive år og var høj og i god form. Hun havde rødbrunt hår, der var samlet i en høj hestehale, og en lettere solbrun hud. Hendes ansigt var tyndt og skarpt, selvom hendes smalle kastanjebrune øjne lyste af bekymring. Hun var iklædt beigefarvede stumpebukser og en top med militærmønster. Mit blik gled tøvende ned til hendes venstre arm. Jeg stivnede fuldstændig, da jeg så det væltede ’V’, der stod for ’Vampyr’.  

Selvfølgelig var kvinden ikke rigtig vampyr, det var bare et kaldenavn, ligesom ved Iglerne. Vampyrer var for det meste mere magtfulde end Igler, og mens Igler selv måtte nøjes med at drikke blod fra Parasitterne(De fattige), kunne Vampyrerne betale Iglerne til at give blod til dem. Så der var en grund til at være bange for dem. Kvinden satte sig ved fodenden af min seng, og jeg krøb selvfølgelig helt hen til den anden side. Hun lagde ikke mærke til min anspændelse, eller også ignorere hun den bare.

”Hvordan har du det?” spurgte hun med hendes ret så dybe stemme. Hvordan havde jeg det egentligt? Jeg kunne ikke lade være med at se ned af mig selv. Mændene havde fortsat efter, at jeg var besvimet. Mit tøj var fuldkommen ødelagt, og jeg havde forbindinger overalt på mine arme, ben og rundt om min mave. Var det kvinden, der havde givet mig forbindingerne på? Nå men, udover den dunkende hovedpine, som jeg havde, var der faktisk intet galt med mig, bortset fra at jeg var sulten. Så jeg trak på skuldrene.

”Så virker morfinen,” sagde kvinden og gav sig til at se på mine forbindinger ved det nærmeste ben. Jeg skyndte mig at rejse mig op for at komme væk fra hende, og blev så svimmel, at jeg måtte læne mig op af væggen for ikke at falde. Kvinden rejste sig med det samme op og trådte det ene skridt hen til mig.

”Du skal ikke være bange,”  sagde hun og lagde en hånd på min arm for at trække mig blidt helt op at stå, ”Jeg gør dig ikke ondt.” Og så løftede hun sin højre arm, og jeg så automatisk på hendes underarm. Der plejede ikke at være tatoveret noget der, da det var på venstre arm, hvor mærket var, men på kvindens arm var der tatoveret et væltet R. Jeg så forskrækket op på hende.

”En Royal?” Ordene slap ud af mig mod min vilje. Kvinden lo varmt og kort, og så var hun alvorlig igen. Hun lod armen falde ned langs siden, og tvang mig til at sætte mig ned igen. 

”Nej, så ville jeg ikke være her,” svarede hun, ”Desuden skulle R’et så være tatoveret på venstre arm. Nej, jeg er en Rebel. Altså en oprører.” Jeg vidste godt, hvad en Rebel var. Jeg havde hørt om dem, da jeg havde gået forbi Igler på gaden. Jeg havde læst om dem, når jeg med lidt held fik stjålet en avis uden at behøve at vise min venstre underarm. Rebeller var dem, som alle bloddrikkere frygtede. De var mennesker, der havde besluttet sig for at slå igen. De gik efter de magtfulde. Men det var sjældent, at man hørte om dem, og der var kun få af dem. Og nu var jeg lige foran en, og hun smilte venligt og beroligende til mig.

Da jeg ikke sagde noget, snakkede kvinden videre.  ”Mit navn er Vamp, og ja, det er en forkortelse af Vampire,” sagde hun og satte sig ved siden af mig, ”Jeg fandt dig i armene på de tre Igler og fik dem væk. Så bragte jeg dig herhen, og vi fik behandlet dig, så godt vi kunne.”

”Vi?” Endnu engang kom ordene bare ud. Jeg forstod ikke noget, og mine tanker var slørede. Om det var på grund af morfinen eller chokket, vidste jeg ikke. 

Kvinden, eller Vamp, som hun jo hed, nikkede igen og forklarede: ”Ja, vi. Der er flere Rebeller, men vi er ikke mange. Jeg kan se på din venstre arm, at du ikke er blevet mærket. Så du er sådan set også en Rebel. Hvad er dit navn?” Jeg svarede hende ikke. Hun var både en Vampyr og en Rebel, og man kunne ikke stole på nogen af delene. Jeg kendte hende jo ikke engang, så jeg ville ikke fortælle hende mit navn.

Vamp lagde mærke til min tøven og nikkede forstående. ”Jeg ville heller ikke fortælle mit navn første gang. Så nu hedder jeg Vamp efter mit mærke, og jeg har glemt mit gamle navn. Men jeg vil lade dig slappe lidt af. Jeg kommer med noget mad senere.” Hun gav min skulder et klem, og så rejste hun sig ellers op og gik.

Jeg så på døren og begyndte langsomt at ligge en plan, om hvordan jeg kunne flygte. Men lige da den var planlagt, droppede jeg den. Vamp virkede venlig, og hvis jeg virkelig var ved Rebellerne, var jeg i sikkerhed. Desuden var jeg alt for udmattet – og døsig på grund af morfinen – til, at jeg ikke ville kunne løbe væk fra, hvem end der ville komme efter mig. Så i stedet lagde jeg mig helt ned i sengen og slappede af.

Jeg gav mig til at tænke over, hvordan alt dette her startede. Hvis jeg nu skulle tænke helt hen til starten, så var det i år 2020, langt tid før jeg blev født, hvor videnskabsmændene havde fundet en ny væske at drikke, der indeholdt massere af vitaminer og mineraler; Blod. I starten var folk skeptiske og imod det, men efter flere internationale møder, besluttede alle verdensledere, at det kunne være en god idé at lade mennesker drikke blod. Så de begyndte at dele folk op i rang alt efter hvor mange penge de havde.

De fattigste blev til Parasitterne, dem som alle bare kunne tage og slå ihjel på gaden, mens de fleste blev til Igler, dem der kun havde ret til at slå Parasitter ihjel. Få mennesker blev til Vampyrer, og endnu færre blev til Købere. Købere var dem, der kunne købe Parasitter, Igler og i sjældne tilfælde også Vampyrer. De behøvede ikke at jage, men havde tjenere, som de drak fra. Og så var der selvfølgelig de Royale. Royale var de rigeste og mest magtfulde mennesker over hele verden. Det kunne være en præsident, milliarder eller alle andre, der har stor betydning for andre mennesker. Alle skulle få tatoveret sit mærke på indersiden af sin venstre underarm, når de fyldte fjorten.

Men det blev jeg ikke, for da jeg var tretten, blev mine forældre og min storebror brutalt myrdet af nogle Igler, og jeg flygtede. Ellers var jeg kommet på børnehjem, og der ønskede man ikke at komme væk. Nu var jeg nitten, og jeg forstod faren i det jeg havde gjort.

Jeg lukkede øjnene og døsede så småt hen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...