Blodets udvalgte

I fremtiden, hvor mennesker mener blod som drikke, er det vigtigt at være født ind i en rig familie. For hvis man er fattig, kan man ikke overleve uden kamp, om sit eget blod. Natasha er selv en kæmper, da hun bliver en oprørere, mod de højeste og mest magtfulde. Men kampen er ikke altid let, når ens mærke sætter en ind på sin laveste rang, og gør det muligt for alle at slå en ihjel.

Cover af: Julie Knudsen. Modeller: KLK og NM's produktions.

4Likes
11Kommentarer
1187Visninger
AA

1. Prolog

 

Byen, Mangra, lå øde efter mørkets frembrud, og stilheden havde lagt sig. Der var kun lys i enkle huse midt inde i byen, men i de fattiges kvarter var de forfaldne huse dystre. Jeg bevægede mig som en skygge gennem den smalle vej og ignorerede den forfærdelige lugt, der sved i min næse. Jeg mærkede de første regndråber, og af ren vane trak jeg min hætte op over mit blege ansigt, hvor det eneste, man ellers kunne se, var mit mørke hår. Min sorte regnfrakke hjalp mig med ikke at blive gennemblødt, mens jeg fortsatte længere ned af gaden og kom ud til en større vej. En enkel grå bil stod parkeret i siden, og en sort kat løb over vejen. Jeg stoppede kort op og så hen, hvor katten løb hen, hvorefter jeg tog de næste skridt. Indtil jeg kom til at træde ned i et hul i vejen, som regnen allerede havde lavet til et vandhul. I stedet for at brokke mig, så jeg mig bare omkring og skyndte mig videre. Jeg skulle hjem uset, for hvis nogen opdagede mig… Jeg hørte høje stemmer omkring hjørnet og valgte at mase mig op af muren, så jeg camouflerede mig i skyggerne. Tre mænd kom grinende frem på vejen. Den ene havde mørkt pjusket hår og var mørk i huden. Den anden var bleg og havde lyst kort hår, og den tredje var lys med sort hår. De havde alle sammen T-shirts på, så man kunne se deres mærker tydeligt. På indersiden af deres underarme var der tatoveret et væltet L, og det betød, ’Leech’. Det betød, at de var bloddrikkere. Jeg fik kvalme bare ved tanken og så kort på min venstre arm, som min jakke dækkede. Så kiggede jeg op igen og holdt fast øje med mændene, som kun kom nærmere. De lo og skubbede til hinanden, og de var tydeligt fulde. Mit hjerte bankede hurtigt. Nu handlede det om ikke at blive set.  Hvis jeg blev stående her, ville de se mig. Så jeg begyndte at bevæge mig med det ene lydløse skridt efter det andet. Mens skyggerne holdt mig skjult, var jeg forbi mændene. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig ud fra mørket, men jeg følte mig dog lettet, da mændene havde ryggen til mig. Indtil jeg hørte en kats udbrød og hvæsen. Jeg kiggede forskrækket ned og så at jeg stod på den sorte kats hale. Og så kiggede jeg tilbage; Mændene havde opdaget mig.  De så på mig med deres gennemtrængende blik. Smilene blev større på deres ansigter, mens de bevæge sig mod mig. Stille og hurtige kom de tættere og tættere på. Det nyttede ikke at løbe min vej. I stedet knyttede jeg næverne og ventede på, at de var tætte nok på. Da den ene, ham med lyst hår, standsede næsten lige foran mig, gik de to andre bag mig, så jeg ikke havde en chance for at løbe. 

”Tjek hendes mærke,” sagde den lyshårede, og hver gang han åndede, kunne jeg mærke hans stinkende alkohol-ånde. Jeg nåede ikke engang at slå ham, før hans to venner tog fat i hver min arm, og ham til venstre for mig havde revet mit ærme op. De så på min underarm med undrende blikke, og jeg kæmpede for at komme fri imens.

 ”Eric, hun har intet mærke,” sagde den mørkhudet med forvirring i stemmen, selv hans smil var væk. Den lyshårede, der vist hed Eric, smilte bare endnu mere fjoget og endnu mere grumt, hvilket fik frygten til at stige i mig. 

”Så må vi vel godt drikke!” jublede den mørkhåret, og en lille dolk var allerede i hans frie hånd. Jeg stirrede på kniven i et sekund, selvom det føltes som flere minutter. Og så rev jeg mig ellers fri og slog den mørkhåret hårdt, så han tumlede få skridt tilbage af. Den mørkhudet var overrasket, og jeg tog fordel af hans forskrækkelse og gav mig til at løbe. Jeg kunne høre mændene lige bag mig, og med al kraft spurtede jeg længere ned af de forladte gader. Jeg plejede at elske at løbe. Jeg var også god til det, men da jeg ikke havde spist eller sovet godt i flere dage, var min krop udmattet og træt af at flygte. Det kunne jeg mærke nu, hvor jeg løb alt, hvad jeg kunne. Mine ben var tæt på at give efter, men jeg fortsatte. Mændene var kun få metre fra mig, hvilket gjorde mig mere panikslagen og mere beslutsom. Jeg ville ikke dø til Iglerne, ikke på den her måde. Men alt mit mod forsvandt, da jeg drejede om hjørnet og var ved en blindgyde. Foran og på hver side af mig var der tre metres høje stenvægge, som jeg umuligt kunne komme over. Jeg vendte mig hurtigt om og så mændene komme gående imod mig. Nu var der Eric der holdt kniven. Jeg trak mig hen mod hjørnet, så langt væk fra Iglerne som muligt. Det var dumt gjort. Nu var der ingen udvej. Mændene stillede sig som en mur foran mig og blokerede min eneste vej ud. Eric hævede kniven og trak mig ind til ham. Og så, før jeg overhovedet havde tid til at reagere, skar han mig i halsen. Smerten var ikke stor, for jeg var lammet af frygt. Mens jeg vred mig for at komme fri, bøjede Eric sit hoved mod min hals. En kvalmende fornemmelse steg frem i mig, da han ivrigt drak fra mig. Mens jeg strittede i mod, skubbede han mig hen til den mørkhudet, der ligeså smagte på mit blod. Imens mærkede jeg kvalmen, frygten og smerten. Og som det ikke var nok, blev jeg skubbet tilbage til Eric, der skar mig ned af armen. Jeg blev puffet frem og tilbage og drukket fra, uden at kæmpe imod. Min krop var for udmattet, og jeg selv havde givet op. Jeg mærkede tårerne presse på, men græd ikke. Jeg var for lammet til at græde. I stedet begyndte jeg langsomt at miste de sidste kræfter. Alt blev sort, og smerten var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...