Blodets udvalgte

I fremtiden, hvor mennesker mener blod som drikke, er det vigtigt at være født ind i en rig familie. For hvis man er fattig, kan man ikke overleve uden kamp, om sit eget blod. Natasha er selv en kæmper, da hun bliver en oprørere, mod de højeste og mest magtfulde. Men kampen er ikke altid let, når ens mærke sætter en ind på sin laveste rang, og gør det muligt for alle at slå en ihjel.

Cover af: Julie Knudsen. Modeller: KLK og NM's produktions.

4Likes
11Kommentarer
1240Visninger
AA

3. Lyst hår og et grumt smil

 

"Burn, kan du ikke ligge den lighter for to sekunder?” Vamps irriteret stemme vækkede mig, men jeg blev liggende med lukkede øjne. Jeg kunne høre, at der var andre personer i værelset, og jeg ville ikke møde andre Rebeller lige nu – Hvis de altså var Rebeller.

”Ja ja,” mumlede en mandlig stemme, han hed vist Burn, og der var en lyd af en dør, der åbnede og lukkede. Der var stille i lang tid, og jeg fornemmede, at nogen så på mig, så jeg koncentrerede mig om at trække vejret roligt og være helt afslappet.

”Hvad hedder hun, og hvem er hun?” spurgte en tredje stemme, der måtte tilhøre en ældre mand, selvom jeg kunne høre kraften i hans toneleje. Endnu engang var der stilhed i rummet, og jeg opfangede lyden af skridt. En kold og ru hånd blev lagt på min pande.

Imens hørte jeg Vamps stemme i baggrunden. ”Hun har kun sagt et par ord, og det var spørgsmål,” svarede hun, ”Jeg ved ikke, hvad hun hedder. Det vil hun ikke fortælle mig.”

”Så har vi en ny Newbie,” sagde den første mandlige stemme, ved navn Burn, med et strejf af munterhed. Hånden på min pande fjernede sig. Jeg havde mest lyst til at åbne øjnene og se, hvem det var der kiggede på mig og talte om mig. Men jeg blev selvfølgelig liggende.

Vamp og den anden mand, hvem end han var, ville vist ikke sige Burn imod, og jeg havde lyst til at rynke panden. Var det mig, som de kaldte en Newbie?

”Og hun har intet mærke?” spurgte den ældre mand, men han ventede ikke på svar, ”Siden hun flygtede fra Iglerne i stedet for at kæmpe, skal hun trænes. Hun er alt for tynd og sikkert også ude af form. Men hendes kropsbygning viser, at hun har været både stærk og smidig. Og det kan hun blive igen.”

Ville han træne mig? Jeg var ikke sikker på, om jeg ønskede at blive en Rebel. Men Vamp havde sagt, at jeg på en måde allerede var en.

Endnu engang kunne jeg høre en dør åbne, og en lys kvindestemme sagde: ”Shark og Shadow er tilbage.”

”Vi kommer lige om lidt, Lucky,” sagde den ældre mandestemme kort, og så lukkede døren igen.

Shark, Lucky, Burn, Vamp og Shadow? Sikke nogle underlige navne de Rebeller havde. Og hvem var de? Jeg havde kun set Vamp, og jeg stolede stadig ikke på hende. Men alligevel gjorde det her sted mig mere tryg end nogen andre steder, jeg havde været i årenes løb. Jeg hørte lyden af skridt, og døren blev åbnet.

”Burn, du passer på Newbie,” sagde Vamp, og så blev døren lukket. Jeg kunne regne mig frem til, at Vamp og den ældre mand var gået, så jeg var alene med Burn. Jeg kunne mærke, at han satte sig ved fodenden ligesom Vamp havde gjort, og jeg havde lyst til at åbne øjnene for at se ham men lod være. Jeg kunne høre en lyd af metal, der ramte hinanden, og jeg gættede på at Burn havde fundet lighteren frem igen. Jeg lyttede til den irriterede lyd af lighteren, der tændte og slukkede, og ilden der flammede op. Mens jeg blev liggende fuldkommen stille, skiftede Burn hele tiden siddestilling. Et langt suk kom fra ham, som om han kedede sig. Jeg åbnede let det ene øje, men før jeg rigtigt fik set manden, kiggede han på mig, og jeg lukkede det igen. Lyst hår, han havde lyst hår. Og han havde set mit åbne øje.

”Er du vågen?” spurgte han, og lighteren stoppede med at tænde og slukke. Heldigvis nåede jeg ikke at afsløre mig selv, da døren blev åbnet.

”Shark, hvad er der sket med din arm?” Burns stemme lød forskrækket, og noget fortalte mig, at det var godt, jeg ikke havde åbne øjne.

”Slap af, en af Iglerne fik bare fat på mig,” sagde en dyb og rå stemme med et fjoget grin, ”Men Lucky siger, at maden er færdig.”

”Har Lucky lavet mad?” spurgte Burn med lettere nervøsitet, og begge mænd lo kort, ”Jeg kommer nu. Skal Newbie med?”

Sig mig, var mit nye navn Newbie? Det håbede jeg ikke, navnet irriterede mig.

”Vamp siger, at hun først må spise, når hun vågner,” svarede Shark.

”Hm,” sagde Burn bare, og det var tydeligt, at han vidste, at jeg var vågen. Men heldigvis afslørede han ikke noget, da han rejste sig op. Jeg hørte skridt, og en dør der lukkede, og så åbnede jeg mine øjne.

Nu hvor jeg var mindet om mad, huskede jeg, hvor sulten jeg var. Jeg havde ikke spist noget i al for lang tid. Hvor længe havde jeg egentlig sovet? Der var i hvert fald aften, da intet sollys trængte igennem de sorte gardiner.

Jeg rejste mig op og lagde mærke til, at jeg også var al for tynd. Jeg stak en hånd under min hullede trøje og mærkede efter. Allerede før jeg blev overfaldet af de igler, havde jeg haft tydelige ribben, men nu havde jeg ribben, der ligefrem stak ud.

Jeg kunne mærke, hvordan min mave krympede sig sammen af sult, og den tomme mavefornemmelse gav mig en fornyet kvalme. Sagde Vamp ikke, at hun ville komme med mad til mig?

Måske skulle jeg fortælle Rebellerne, at jeg var vågen. Jeg tøvede og gav mig i stedet til at lytte efter, hvad der skete i rummet ved siden af.

Der var en masse snakken. Sharks stemme var højest, men jeg kunne også tydeligt høre Vamp tale, da hun skældte ham ud.

”Shark, sæt dig nu ned og spis, så du ikke gør mere skade på dig selv,” skændte hun.

Jeg kunne ikke lade være med at smile svagt, da Shark kom med en fjoget kommentar og bagefter en ømmende lyd, som klart hentydede til, at Vamp eller en anden havde slået ham.

Snakken fortsatte, og ordene var så utydelige, at jeg til sidst stoppede med at lytte efter. I stedet gik jeg hen til vinduet og tog fat i gardinet.

Endnu engang tøvede jeg. Jeg var bange for, hvad jeg ville se, hvis jeg så ud, og et kort sekund forstillede jeg mig en mand med et langt og hvidt ansigt og et grumt smil kigge ind til mig gennem ruden.

En kuldegysning løb gennem mig, og jeg rystede på hovedet for at få tanken væk, hvorefter jeg hurtigt trak gardinerne til siden.

Som jeg havde forudset var der nat, og de grå skyer dækkede månen. Der var intet andet end træer, hvilket gjorde det tydeligt for mig, at jeg var inde i en skov.

Jeg holdt vejret og knugede hårdt fast i gardinet. Mangra, den by som jeg aldrig havde været udenfor, lå mindst tredive kilometre væk fra den nærmeste skov.

Så jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var henne.

 

Døren åbnede og jeg vendte mig om med et stort hop. En mand stod i døråbningen. Han havde lyst hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...