Two boys, one choice - 1D & JB

En dag går Jessie Andersson på Londons gader og hører musik, da selveste Harry Styles går ind i hende, så hun taber sin splinternye iPhone, så den går helt i stykker. Han lover hende en ny, hvilket er okay. Så får hun ham jo at se igen!
Senere, da Jessie stadig er i chok over have mødt Harry Styles, skal hun over vejen, men er ikke koncentreret. Hun er ved at blive kørt over, da Justin bieber når at redde hende. Det er en meget overvældende dag for Jessie. Jessie bliver ret vild med dem begge, men hvem skal hun vælge?

35Likes
73Kommentarer
5309Visninger
AA

14. Jeg fatter ikke, jeg stolede på dig.

"Luk så op!" sagde Harry vredt. Åh nej, åh nej, han havde hørt samtalen! Shit, jeg troede han var gået!

"Ja, ja," sagde jeg nervøst og låste døren op. Harry gik ind på mit værelse, og så virkelig vred ud. Jeg havde aldrig set ham sådan, og det skræmte mig.

"Har du kysset ham igen, bag min ryg?" spurgte han vredt, men jeg kiggede bare ned i jorden. Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg skulle aldrig have kysset.

"Svar mig!" Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad mine kinder, men jeg gjorde intet ved dem.

"Ja," sagde jeg næsten lydløst. "Jeg kyssede ham."

"Og du sagde til ham, at det kys var ægte! Du sagde at der intet var imellem jer. Du er sådan en løgner!"

"Harry, det er dig jeg vil have!" sagde jeg næsten grædefærdig. Harry var virkelig vred.

"Vel er det ej! Jeg troede at du var ægte, men du bruger mig bare, fordi jeg er berømt!"

"Det passer ikke!" Harry rystede irriteret med hovedet.

"Hvorfor kysser du ellers Justin?! Du er jo vild med ham, det er jo så tydeligt! Jeg fatter ikke, at jeg stolede på dig! Det er forbi!" Og med de ord gik han ud af mit værelse, og smækkede døren. Jeg smed mig ned på min seng, og græd som aldrig før. På en dag havde jeg mistet to fantastiske fyre. Hvorfor kunne jeg ikke bare holde mig fra Justin? Men det kunne jeg ikke - jeg kunne ikke glemme det. De betød begge vildt meget for mig, men nu var Justin væk. Han boede jo i Amerika, og jeg ville sandsynligvis ikke se ham i laaaang tid, men Harry boede i samme by som mig. Det var jo så tydeligt, hvem jeg skulle vælge, men også så svært. Harry var fantastisk - han var virkelig sød, han var nærmest perfekt. Justin var mindst lige så fantastisk. Og nu havde jeg ødelagt det hele. Jeg var sådan en idiot, hvorfor kunne jeg ikke bare holde mig til en?

Jeg fik øje på min mobil, som lå på gulvet. Jeg rejste mig og tog den op. Justin havde muligvis hørt alt, hvad mig og Harry havde snakket om, hvis han ikke havde lagt på. I det mindste var han ikke sur på mig. Jeg kunne jo altid snakke med ham over telefonen eller Skype, men det stadig ikke det samme som at se ham i levende live.

"Søde skat?" sagde min mor og bankede forsigtigt på min dør. "Hvad skete der?"

"Ikke noget, mor," sagde jeg surt.

"Jeg sagde jo, at du ikke skulle være sammen med sådan nogle drenge," sukkede hun.

"Mor, det mig som har lavet en fejl. Desuden elsker jeg at være sammen med dem. Men det er forbi," sagde jeg trist og hulkede. Min mor åbnede døren, og kom ind og satte sig på min seng.

"De virker også til at være nogle søde drenge.. Fortæl mig, hvad der er sket, måske kan jeg hjælpe," sagde hun og strøg mig over håret.

"Det er ligemeget, mor." Hvordan skulle hun dog hjælpe mig? Hun kunne jo ikke rette op på min fejltagelse.

"Du har jo grædt lige siden du kom jeg. Jeg er din mor, du kan fortælle mig alt. Også selvom jeg ikke støttede dig i starten." Jeg tog en dyb indånding og besluttede for at fortælle min mor det hele.

"Jeg er vild med både Harry og Justin. De er begge to vildt søde. Justin skal jo på tour, og jeg sagde farvel til ham idag. Og så kom jeg til at kysse ham.." Jeg måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage.

"Det må have knust Harrys hjerte," sagde min mor.

"Ja, og jeg fortryder at jeg kyssede Justin. Jeg tror aldrig Harry vil tilgive mig. Han var virkelig vred. Og nu har jeg mistet dem begge." Min mor omfavnede mig, da jeg begyndte at græde igen. Hun aede mig på ryggen, imens jeg hulkede.

"Kærlighed kan være så hårdt.. Og jeg er sikker på, at Harry vil tilgive dig. Han har bare brug for noget. Han skal nok indse, hvor meget du holder af ham, og hvor meget han holder af dig. Og Justin er der jo stadig. Du kan jo altid snakke med ham over telefonen. Jeg ved godt det ikke er det samme, men det er bedre end ingenting." Hun strøg mig hårret inden hun fortsatte.

"Selvom du holder af dem begge, syntes jeg du skal vælge Harry. Jeg har ikke snakket med ham, men siden du græder så meget over ham, må han jo betyde en del for dig. Han bor her i London, du kan jo næsten altid gå hen til ham. Det er noget andet med Justin. Han rejser meget tid, og så bor han i Amerika. Det er meget langt væk. Du må tænke på, at Harry vil altid være der for dig. Selvom Justin ønsker det, så kan han ikke. Du har brug for en fyr, der kan være hos dig, så meget som muligt. Du må tage hvad der bedst for dig, og det tror jeg Harry er." Min mor havde fuldstændigt ret. Jeg måtte prøve at få Harry til at tilgive mig, selvom det ville blive svært. Jeg havde virkelig såret ham, og gjort ham vred.

"Mange tak, mor," sagde jeg og krammede hende hårdt.

"Så lidt, min skat," sagde hun og gik ud af mit værelse.

Jeg prøvede at ringe Harry op, men havde svarede ikke. Jeg gjorde det gentagende gange, men han svarede ikke en eneste gang. Det var frygteligt at vide, hvor vred jeg havde gjort ham. Hvad ville de andre fra bandet ikke sige? De ville sikkert hade mig, ligesom Harry sikkert gjorde lige nu.

Jeg lagde mig i stedet til at sove. Det ville i det mindste hjælpe mig til at glemme Harry. Men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte hele tiden på Harry og Justin, men mest Harry. Jeg skulle aldrig have kysset Justin. Det havde såret Harry meget, selvom han viste det med vrede. Jeg havde indset hvor meget jeg holdt af Harry, efter jeg mistede ham. Han betød mere end jeg nogensinde havde troet. Selvfølgelig holdt jeg også meget af Justin, men jeg kunne mærke indeni, at jeg skulle vælge Harry. Det føltes på en anden måde også forkert, fordi jeg også holdt af Justin. Nogle gange føltes det rigtige valg bare forkert. Harry var det rigtige valg - det vidste jeg nu. Bare jeg havde indset det noget før, for ellers ville Harry stadig være min. You don't what you got till it's gone - sådan havde jeg det lige nu. Det værste var bare, at Harry helt sikkert ikke ville have mig tilbage. Han havde jo sagt, at det var forbi. Jeg kunne bare håbe på, at han ville tilgive mig. Never Say Never, som Justin sagde.

De sidste skoledage inden weekenden sagde jeg ingenting. Jeg lavede bare mine lektier, og snakkede kun når det var nødvendigt. Justin ringede til mig hver dag, for at høre om jeg var okay. Han havde hørt mig og Harrys samtale. Jeg havde også ringet til Harry hver dag, men han svarede ikke. Han skubbede mig ud af sit liv, han var færdig med mig. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at han ikke var færdig med mig, men det var håbløst. Det var så tydeligt, at han var færdig med mig.

Fredag efter skole, kom en pige hen til mig.

"Er dig og Harry ikke sammen mere?" spurgte hun. Jeg prøvede at holde tårerne inde, og rystede på hovedet.

"Har du hørt det?" spurgte hun. Jeg kiggede forvirret på hende. Hvad snakkede hun om? Hørt hvad?

"Hva-hvad mener du?" stammede jeg. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men igen holdt jeg dem inde. Jeg skulle ikke græde foran hende.

"Det her," sagde hun og rakte et blad hen til mig. Jeg tog imod det og kiggede på forsiden. Mit hjerte stoppede et øjeblik, og jeg følte alt inden i mig ramlede sammen. Harry var på forsiden - med en anden pige! Mit hjerte var knust, endnu mere end det var før.

"Nej!" sagde jeg med rystende stemme. Jeg kastede bladet hårdt ned i jorden, imens tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg vendte mig om og gik med hastige skridt hjemad. Jeg måtte ikke betyde noget for Harry, siden han allerede var kommet videre. Mens jeg var der hjemme med et knust hjerte, havde han allerede fundet en ny pige. Det gjorde virkelig ondt indeni. Jeg kunne ikke fatte, at han allerede var kommet videre. Jeg var så fandens forelsket i ham, og så havde han allerede erstattet mig for en anden pige. Det var virkelig ydmygende.

Jeg gik grædende op på mit værelse. Han havde glemt mig, og det gjorde så ondt.

Jeg lå bare i min seng og stirrede op i loftet. Mit hoved dunkede, og jeg havde det varmt. Jeg havde grædt så meget, men jeg burde ikke spilde min tid på det. I de her dage havde jeg ikke lavet andet at sørge over Harry. I dag var det kun blevet værre, men jeg måtte se at komme ud. Jeg kunne ikke blive inde hele mit liv.

Jeg rejste mig op og gik nedunder. Så tog jeg mine sko på og gik udenfor.

Det begyndte at øse ned, men jeg var ligeglad. Jeg havde kun shorts og en t-shirt på, men det betød intet lige nu. Det betød intet, hvis jeg blev syg. Det eneste der betød noget lige nu, var Harry.

Jeg gik forbi en lejlighed, som gjorde mig endnu mere trist - Harry og Louis' lejlighed. Jeg håbede på, at Harry og Louis ikke pludselig kom ud. Men der var jo uheldig, for jeg så Louis gå ud af lejligheden. Jeg gik endnu hurtigere, og håbede på.

"Jessie?" sagde Louis, men jeg ignorerede ham bare og gik bare videre. Jeg kunne høre skridt bag mig, så jeg satte farten op. Jeg magtede ikke at snakke med Louis.

"Jessie," gentog han og tog fat i mine drivvåde arm. Jeg vendte mig modvilligt om og så ham i øjnene. "Wow, du ser.."

"Frygtelig ud, det ved jeg." Jeg havde stensikkert røde og opsvulmede øjne af at græde. Jeg lignede sikkert et monster.

"Vil du ikke med ind?" spurgte han. No way, jeg skulle ikke ind i Harrys lejlighed.

"Nej!" sagde jeg irriteret. Louis så lidt overrasket på mig. Det var heller ikke pænt tonefald, jeg snakkede til ham i.

"Du ser ud til at fryse."

"Jeg fryser ikke!" løj jeg. Mine ben rystede og jeg havde gåsehud. Jeg var fuldstændigt gennemblødt, men det var ligemeget. Godt nok savnede jeg Harry, men jeg var vred og såret. Jeg ville ikke ind i hans lejlighed.

"Du bliver syg, Jessie, kom nu med ind!" sagde han lidt hårdt, men kun fordi han bekymrede sig.

"Jeg skal ikke derind," sagde jeg og pegede på lejlighed. Louis nikkede forstående.

"Harry er ikke hjemme. Du bliver bare syg, hvis du bliver herude," sagde han bekymret.

"Okay, så," sagde jeg og sukkede. Louis lagde en hånd på min skulder og så gik vi ind i hans lejlighed. Louis hang sin våde jakke op, mens jeg bare stod og gloede.

"Skal jeg ikke lave noget te, og finde noget tørt tøj til dig?" spurgte Louis og jeg nikkede. Louis gik sin vej, og jeg stod bare i gangen og rystede af kulde. Det var utroligt så sød, Louis var imod mig. Jeg havde jo gjort hans bedste ven så vred og såret, men alligevel hjalp han mig.

"Du kan bare gå ud på badeværelset og skifte, så laver jeg noget te til dig," sagde Louis, som var kommet ud i gangen. Han rakte mig en pose, en t-shirt og et par løse shorts. Jeg tog imod det og smilede taknemmeligt. "Posen er til det våde tøj." Så gik han ud i køkkent og jeg gik ud på badeværelset. Jeg tog hurtigt mit våde tøj af og lagde det i en pose. Jeg trak t-shirten over hovedet, og straks begyndte mit hjerte at slå hurtigere. Det lugtede af ham. Den lugt som jeg savnede så meget, fik tårerne frem i mine øjne. Jeg tog hurtigt shortsene på og gik ind i stuen.

"Hvordan har du det?" spurgte Louis, som var kommet ind i stuen med to kopper te i hånden. Jeg satte mig ned i sofaen, og Louis kastede et tæppe hen til mig. Jeg tog det om mig, og kunne mærke hvordan kulden stille forsvandt.

"Ad helvedes til," sagde jeg og drank en tår af det varme te.

"Det har Harry også, han er slet ikke sig selv her for tiden," sagde Louis. Bare lyden af Harrys navn, fik tårerne frem i mine øjne igen.

"Har han ikke alt for travlt med at være med andre piger?" vrissede jeg, selvom jeg ikke var vred. Jeg var ked af det.

"Øhh," sagde Louis, men blev afbrudt af en hoveddøren, der blev åbnet.

"Jeg er hjemme, Louis!" Min krop stivnede ved lyden af hans stemme. Åh nej! Jeg kunne høre skridt, og mit hjerte begyndte at banke hurtigere.

"Hey, Lou-." Harrys smil stivende, da han så mig. "Hvad fanden laver hun her?!" Jeg sad bare som stivnet, imens Louis på skift kiggede nervøst på mig og Harry.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...