Two boys, one choice - 1D & JB

En dag går Jessie Andersson på Londons gader og hører musik, da selveste Harry Styles går ind i hende, så hun taber sin splinternye iPhone, så den går helt i stykker. Han lover hende en ny, hvilket er okay. Så får hun ham jo at se igen!
Senere, da Jessie stadig er i chok over have mødt Harry Styles, skal hun over vejen, men er ikke koncentreret. Hun er ved at blive kørt over, da Justin bieber når at redde hende. Det er en meget overvældende dag for Jessie. Jessie bliver ret vild med dem begge, men hvem skal hun vælge?

35Likes
73Kommentarer
5398Visninger
AA

11. Du må ikke tage ham fra mig.

"Jeg er ikke vild med at der er paparazzier og journalister uden for mit hus!" sagde min mor vredt. Jeg sukkede og kiggede ned i jorden.

"Nej.." mumlede jeg bare.

"Jeg er heller ikke vild med, at du hænger ud med kendte fyre!" Jeg sukkede igen.

"Bliver det ved sådan, Jessie?" Jeg kiggede på min mor og trak på skulderne.

"Gør det det?" spurgte hun igen.

"Det skal nok stoppe, mor," sagde jeg.

"Jeg syntes ikke du skal se dem mere. Det giver kun ballade!" Jeg fik tårer i øjnene. Hun var helt kold.

"Vel gør det ej! Harry er min kæreste!" sagde jeg vredt med tårerne løbende ned af kinderne.

"Jeg er ked af det, men så må du slå op. Du skal ikke ses med de fyre igen!" sagde hun bestemt og jeg løb grædende op på mit værelse.

"Jeg hader dig!" råbte jeg og smækkede med døren. Hvordan kunne hun tage dem fra mig?! Harry var min elskede kæreste, og Zayn, Liam, Louis og Niall var mine bedstevenner. Jeg kunne heller ikke lide paparazzierne, men ligefrem at forbyde mig at se dem, var frygteligt. Jeg besluttede mig for at ringe til Harry. Jeg måtte ikke se ham, men snakke med ham måtte jeg vel godt?

"Hvad er der, søde?" spurgte han, da han havde taget telefonen. Jeg begyndte at græde igen.

"Er du okay, søde? Hvad er der sket?" spurgte han bekymret.

"Jeg må ikke.." snøftede jeg.

"Hvad må du ikke?" spurgte Harry bekymret.

"Jeg må ikke se dig mere. Min mor forbyder mig det," fik jeg frem og lod et hulk slippe ud.

"Det mener du ikke vel? Hvorfor?" spurgte han. Jeg kunne høre han var bekymret.

"Min mor vil ikke have jeg skal være kærester med en kendt."

"Jamen, det kan hun da ikke bare gøre!" sagde han fortvivlet.

"Hun er ligeglad. Hun tænker kun på sig selv!"

"Må jeg så aldrig se dig igen?"

"Jeg ved det ikke. Jeg skal bare se dig igen!"

"Hvordan vil du det?"

"Jeg stikker af," sagde jeg. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg ville få mega skider, hvis jeg blev opdaget, men så fik jeg i det mindste set Harry en gang til.

"Det kan du da ikke," sagde han fortvivlet.

"Jo og jeg vil. Jeg kommer nu," sagde jeg og lagde på uden at få svar. Han ville bare stoppe mig. Jeg låste min dør og tog nøglen ned i min lomme.

Klokken var 19, så jeg kunne ikke være væk i så lang tid. Bare jeg så Harry.

Jeg gik nedunder så lydløst jeg kunne. Jeg tog min jakke og sko på, og åbnede døren stille og roligt. Min mor og far sad bare inde i stuen og så tv.

 

"Jessie!" Harry trak mig ind i et stort kram. Man skulle tro, at det her var aller sidste gang, vi skulle se hinanden.

"Du må ikke forlade mig," sagde han lavt, næsten hviskede. Han lænede sig ind over mig og placerede sine læber på mine. Jeg kunne ikke holde tanken ud, hvis jeg skulle leve uden hans læber på mine.

Han tog min hånd, og vi gik ind i stuen til de andre. Jeg gav dem på skift et kram.

"Er du stukket af hjemmefra?" spurgte Liam, og jeg nikkede stille.

"Det er noget værre noget, det her," sagde Zayn stille og rystede på hovedet. Jeg satte mig op af Harry i sofaen, og han lagde armen om mig.

"Jeg ved det.. Jeg kan jo ikke bare stikke af, når jeg vil se jer. Det er forkert, men jeg kan ikke leve uden jer," sagde jeg trist og gemte mit hoved i Harrys skulder. Han holdt mig tæt ind til sig.

"Er der ikke en måde, du kan overtale din mor?" spurgte Niall.

"Jeg kan vel prøve, men det er ikke sikkert. Hun var virkelig vred," mumlede jeg. Jeg kunne mærke tårerne presse på igen.

"Du skal bare overtale hende. Jeg kan ikke forstille mig, ikke at skulle se dig igen," sagde han og holdt mig endnu tættere ind til sig, som om jeg ville forlade ham.

"Jeg skal nok prøve," græd jeg og Harry aede mig på ryggen. Min telefon begyndte at ringe. Det var min mor. Hun havde sikkert gået op til mit værelse, og opdagede at der var låst og helt stille. Jeg var der jo ikke.

Jeg ignorerede opkaldet og trak mig fra Harry.

"Jeg må gå nu," sagde jeg trist. Harry sukkede og krammede mig hårdt. Jeg trak mig fra ham og krammede de andre drenge rigtig længe.

"Farvel, drenge, jeg vil savne jer sindsygt meget," græd jeg og gik med Harry ud i gangen. Jeg tog sko og jakke på og hoppede nærmest ind i hans favn.

"Hun vil have mig til at slå op," mumlede jeg ned i hans skulder.

"Det må du ikke," hviskede han trist.

"Det vil jeg heller ikke," sagde jeg og trak mig fra ham. Så placerede min læber på hans, og han tog sine hænder på mit liv. Vi stod der længe, men så trak jeg mig fra ham. Jeg måtte hjem nu.

"Farvel, Harry," sagde jeg trist og gik ud af døren. Jeg tog en dyb indånding og gik hjem.

Jeg prøvede at åbne hoveddøren, så mine forældre ikke kunne høre mig, men jeg var uheldig. De stod lige foran mig, da jeg gik ind. De så langtfra glade ud.

"Hvor har du været henne, unge dame?" spurgte min mor højt og vredt. Tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg svarede ikke.

"Har du været hos dem?!" spurgte min far meget højt. Jeg nikkede stille.

"Jeg havde overvejet at give dig en chance til, men så stikker du af!! Nu er det i hvert fald helt udelukket! Du skal ikke se de drenge mere! Er det forstået?!" sagde min mor vredt. Jeg kunne mærke vreden boble op i mig. Det kunne hun ikke gøre!

"Du kan ikke tage dem fra mig!!" sagde jeg vredt, imens jeg græd.

"Det er for dit eget bedste! Du har stuearrest i 2 uger, og gå nu op på dit værelse!" sagde min far og pegede på døren. Jeg skubbede den hårdt op og løb op på mit værelse. Så tog jeg nøglen op fra mit værelse og låste døren. Jeg lagde mig ned på sengen, og bare græd.

'Desværre..' skrev jeg til Harry. Det kunne han vel godt forstå?

'Det mener du ikke, vel?' svarede han.

'Jeg er helt vildt ked af det, men hun kan ikke overtales:('

'Kan du ikke prøve igen?'

'Jeg har stuearrest i to uger, og hun virker ikke særlig åben for mine forklaringer. Hun er meget vred, det samme er min far.'

'Så det er forbi?' Jeg tog en dyb indånding. Det var det vel..

'Jeg vil ikke have det er forbi, men jeg har ikke noget valg.'

'Det må du ikke sige,' skrev han. Tårerne løb stadig ned ad mine kinder. Jeg hadede min mor lige nu.

'Undskyld'

'Jeg vil savne dig sindsygt meget.'

'Jeg vil også savne dig. Det er jo heller ikke fordi, vi aldrig ser hinanden igen'

'Det vil jeg heller ikke tillade<3'

'Heller ikke mig<3' Der sluttede vores samtale. Jeg skulle bare overtale min mor. Jeg hadede tanken om ikke at se Harry igen. Bare min mor gad at lytte på mig. Så skulle det vel nok gå.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...