Stay away- JB

Før Justin møder Daniella er han selvsikker og svøber om sig med piger, men da han bliver uigenkaldeligt forelsket i hende ændres alt. Hun hader ham og hans musik, så han prøver at charmere hende med blomster, chokolade laver ovenikøbet en smuk kærlighedssang til hende. Men intet kan forføre Daniella, der med sit had til den desperate popsanger, bare øger hans kærlighed.

Men er Justin parat til at droppe karrieren for en piges skyld? Og hvorfor hader netop denne pige ham? Kan det ændres? Og hvordan? Hvad er der galt med den eftertragtede pigemagnet?

Følg både Justin og Daniellas synsvinkel i deres evige kamp, for sand kærlighed...

14Likes
20Kommentarer
2016Visninger
AA

3. Væk- Justins synsvinel

"Daniella. Daniella Fells. Og vil du slippe min hånd nu, tak?"

Jeg stirrede forvirret ind i hendes store mosgrønne øjne. Prøvede desperat at finde noget kærlighed eller venlighed, men det eneste jeg fandt var had og vrede. Hvorfor havde jeg tænkt mig at sige. Ordet kom bare aldrig ud fra min mund. Jeg gav hendes bløde, blege hånd et sidste klem, før jeg slap den. Det var sørgeligt. Hvorfor lige denne pige? Hvorfor lige denne utrolig, fantastiske, smukke pige? Hvorfor skulle jeg falde for hende? Hende der hadede mig.

Der er mange andre piger, der næsten vil gøre alt for at få dig, Justin, opmuntrede jeg mig selv, men den vage begejstring, nåede ikke mine stadig triste øjne. Daniella kastede med sit sulderlange, ildrøde, krøllede hår, hvorefter hun med en høj fnysen, vendte sig og gik væk. Jeg sænkede hovedet. Denne pige havde forandret mig. Når jeg tænkte på hende var det som om en farlig feberhede tog over og gjorde mig svimmel af forelskelse, eller også fik jeg ´kuldegysninger af hendes skønhed.

"Justiiiiin!!!"

Det var en skrigene stemme, der hjalp mig ud af trancen. Jeg løftede hurtigt hovedet og spejdede rundt omkring mig. For enden af gangen, Daniella var vandret ned af, stod en lav, ung pige med taljelangt sort hår. Hun havde vilde øjne. Jeg sukkede mentalt over folks åbenlyse glæde ved at se mig. Jeg var jo bare et menneske?

Jeg vinkede hende hen. Hun var sikkert en af de mange der ville have en autograf. Hun tumlede kluntet ned af gangen, så det gave nogle høje smæld en gang i mellem. Jeg tyssede irriteret på hende. Hvis de andre unge piger, vidste at jeg var her inde, ville jeg blive overfaldet i løbet af et halvt sekund. "Justin!" råbte hun. Jeg holdt mig demonstrativt for ørene, fordi hun nu var helt tæt på mig. Pigen hviskede nogle ting til sig selv, hvorefter hun smilte forvetningsfuldt til mig med to fine smilehuller. "Ok-ay. Jeg har to ting at spørge dig om..." hun kludrede i ordene, så jeg hjalp hende, ved at lægge min hånd på hendes skulder. Pigen sank en klump og fortsatte: "For det første: Må jeg få en autograf? For det andet: Hvor er toilettet? Jeg skulle faktisk bare tisse, men så kunne jeg ikke finde det og SÅ så jeg dig og så tænkte jeg at jeg lige så godt kunne spørge dig og..."

"Okay" afbrød jeg hende. "For det første: Må du gerne få en autograf. For det andet: Toilettet er den vej til venstre" jeg pegede i retning af en lille dør et stykke væk. Hun smilte varmt. "Tak, men først..." hun hev sit bluseærme op, så underarmen var blottet. "Skriv det her"

Jeg trak en blå kuglepen op af lommen og skrev min autograf på hendes underarm. Da jeg var færdig, så jeg i hendes øjne. Hun fik straks tomatrøde kinder og fnes højlydt. "Hvor er det her vildt! Jeg kan næsten ikke fatte, at jeg står foran, Justin Bieber!" hviskede hun til mig. Jeg tvang et anstrengt smil frem. Efter at have gloet på mig et stykke tid, rømmede hun sig. "Nå, ja. Jeg må hellere gå på toilettet, inden min blærer springer"

Det var først, da hun var på vej mod den lille dør, jeg genkendte hende. Hun var den pige, der havde stået ved siden af Daniella. Den pige, der havde viftet så voldsomt med sin arm. "Hov, vent!" skreg jeg og løb efter hende. Hun vendte sig mod mig med et underligt ansigtsudtryk. "Hvad hedder du?" spurgte jeg og rykkede tættere på hende. "Æhm, Navia?" svarede hun mig med hævede bryn. Jeg fortsatte min afhøring, uden at tage notis af hendes konstante skeptiske grimasse: "Kender du Danella Fells?"

Min stemme knækkede over ved Daniella og jeg måtte skjule bedrøvelsen. "Hnh?" hun funderede over et eller andet. "ja, det er min bedsteveninde!" udbrød hun så. Jeg følte letheden strømme til hovedet. "Har du hendes nummer?" spurgte jeg ivrigt. "Oh my god! Vil du have hendes nummer?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...