Stay away- JB

Før Justin møder Daniella er han selvsikker og svøber om sig med piger, men da han bliver uigenkaldeligt forelsket i hende ændres alt. Hun hader ham og hans musik, så han prøver at charmere hende med blomster, chokolade laver ovenikøbet en smuk kærlighedssang til hende. Men intet kan forføre Daniella, der med sit had til den desperate popsanger, bare øger hans kærlighed.

Men er Justin parat til at droppe karrieren for en piges skyld? Og hvorfor hader netop denne pige ham? Kan det ændres? Og hvordan? Hvad er der galt med den eftertragtede pigemagnet?

Følg både Justin og Daniellas synsvinkel i deres evige kamp, for sand kærlighed...

14Likes
20Kommentarer
2054Visninger
AA

4. Opkaldet

"Ih, altså!" hvinede Navia drømmene, da vi havde bestilt te, på centercaféen. Hun nippede forsigtigt til den varme drik og fortsatte, sin talestrøm: "Og så fik jeg hans autograf!" lo hun og viste mig hendes underarm, der nu var dækket af en fed, blå skrift. Justin Bieber stod der, efterfulgt af at lille hjerte. Jeg studerede det nøje, mens jeg demonstrativt åbnede munden og lod som om jeg skulle brække mig. Hun stønnede provokeret, mens hendes arme foldede sig om brystet. "Kan du ikke bare være en lille bitte smule glad, på mine vegne?" skældede hun forarget. Jeg trak undskylende på skuldrene. "Sorry, but i hate that guy"

Hun kiggede lidt væk. "Du er sikkert bare misundelig" mumlede hun, men min Bieber-radar opfattede, hvert et ord.

"Hvad? Nej!" råbte jeg. Hadet til Justin og alle hans børnelege, brændte stadig. "Det er jeg virkelig ikke!" protesterede jeg. Navia åbnede munden, men lukkede den igen, da min telefon ringede. Jeg gloede åndsfraværene på den brummene mobil, på bordet, inden jeg halede den op og trykkede på svar. "Daniella..."

Jeg genkendte straks den bedene stemme og blev rød i hovedet, af raseri. "Hvad vil du?" spurgte jeg sammenbidt.

"Daniella, du må undskylde, jeg var bare..." han tøvede. "Jeg var bare åndssvag. Vil du ikke nok tilgive mig?" Jeg måtte beherske mig yderligere, for ikke at banke knytnæven i bordet. "Justin, jeg kender dig knap nok og du er allerede i gang med et af dine lamme scoretricks! Fat, at jeg ikke gider dig, okay? Jeg er fornuftig nok til at indse, at det du har gang i, blot er nogle rædselsfulde teenage-lege. Fornuftig nok til ikke, at falde for dit pap-romantiske skuespil!"

Ordene havde såret ham. Der var stille i røret et stykke tid. Jeg skulle lige til at lægge på, men Justins stemme, nåede lige at opfange min opmærksomhed. "Daniella, lad mig vise dig at jeg mener det her, lad mig..."

"Bare, stop, okay? Drop det der!" jeg bed mig hårdt i læben. Ville utrolig gerne lægge på, men min krop reagerede ikke som den skulle. Den blev ved med at lytte til Justins paniske stemme på den anden side af røret. "Hør på mig! Lad os mødes. Jeg vil vise dig, at jeg mener det. Vi kan være sammen og bare være os" tikkede han.

"Åh, kan du ikke bare lade mig være i fred? Opmærksomhed er aldeles ikke noget, du mangler, så opsøg den hos en, der vil gøre alt for at give dig den" snerrede jeg.

"Tror du virkelig, jeg er sådan?" spurgte han lavmælt og fortsatte: "Det er jo ikke opmærksomhed, jeg søger"

Jeg stirrede undrene på min dampene varme te, der langsomt var ved at blive kold. Navia lavede store øjne. Hun lænte sig spændt frem mod mig. Jeg klemte hårdt om min nye Iphone og fedtede plamager, blev vist på dens skrøbelige skærm. "Hvad søger du så?"  jeg afventede et svar, men tavsheden fra røret gjorde mig bekymret. "Jeg søger kærlighed, Daniella. Kærlighed fra dig. Jeg er forelsket i dig. Det her er ikke bare en lille flirt. Det er forelskelse, der nager mig. Især fordi du så inderligt hader mig. Hvorfor? Hvorfor hader du mig?"

Sørgmodigheden i hans stemme var ikke til at tage fejl af, men jeg konkluderede at det hele var skuespil og bedrag. Selvfølgelig elskede han mig ikke. Det var umuligt. For det første, havde vi lige mødt hinanden og så hurtigt bliver man altså ikke forelsket. For det andet, havde han sikkert lokket mange forsvarsløse piger i sin hjerteknuser fælde, hvorefter han havde droppet dem på årsdagen. Han havde sagt at han elskede dem og havde konstateret at det var dem, der skulle være sammen for evigt. Og den fælde, ville jeg aldeles ikke havne i.

"Jeg tror dig ikke, Justin. Jeg vil ikke se dig, høre dig eller modtage uventede opkald fra dig igen. Du er ude af mit liv. Glem mig nu, og du vil ikke blive skuffet. Hejhej!" sluttede jeg og trykkede febrilsk på afbryd knappen. Navias ansigt var trukket sammen i en skræmmene grimasse. "A' hva'?" hviskede hun. "Sagde du lige det, jeg troede du sagde?"

Jeg smilte stort. Et sarkastisk smil. "Hvis du mener, at have afvist Justin Bieber? Så, ja"

Hun stampede misfornøjet og rejste sig. "Du er ufattelig..." blev der mumlet, inden vi sammen begav os ud i centeret, på jagt efter sommersko.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...