Stay away- JB

Før Justin møder Daniella er han selvsikker og svøber om sig med piger, men da han bliver uigenkaldeligt forelsket i hende ændres alt. Hun hader ham og hans musik, så han prøver at charmere hende med blomster, chokolade laver ovenikøbet en smuk kærlighedssang til hende. Men intet kan forføre Daniella, der med sit had til den desperate popsanger, bare øger hans kærlighed.

Men er Justin parat til at droppe karrieren for en piges skyld? Og hvorfor hader netop denne pige ham? Kan det ændres? Og hvordan? Hvad er der galt med den eftertragtede pigemagnet?

Følg både Justin og Daniellas synsvinkel i deres evige kamp, for sand kærlighed...

14Likes
20Kommentarer
2003Visninger
AA

2. Koncert

Jeg stirrede bekymret på Navia, der fuldent fulgte rytmen fra Justins stemme, der rungede over hele pladsen. Hun var ved at blive småfuld, så jeg måtte støtte hende, da hun svajede lidt og var ved at miste balancen. "I will never say never. I will fight..." sang den eftertragtede tøsemagnet, efterfulgt af nogle improviserede dansetrin og et par flirtene blikke til pigerne på første række. Jeg var ved at ørle over den idiot. Hvem fanden troede han, han var?

"Danssh, Daniella" mumlede Navia, med en puffene arm. Jeg rystede opgivene på hovedet. "Nej, jeg bryder mig ikke om musikken" råbene prøvede jeg at overdøve den støjene sang, der pumpede i mine årer. En flok unge piger, vendte sig om mod mig med uforståene blikke. De havde hørt mit udråb. Jeg trak på skuldrene, da deres øjne stadig var fæstnet til mig. "Kom nuu"

Inden jeg nåede at svare min rytmiske veninde, stoppede musikken brat og Biebers smørglatte stemme, fik nogle ældre damer til at dåne. "Nogle der vil op og synge med mig?" spurgte han, med et overvejet glimt i øjet. Jeg himlede med øjnene, da skrigene fyldte området og den spændte atmosfære spredtes blandt publikum. "Mig! Nej, mig! Jeg elsker dig, Justin! Jeg vil føde dit barn!" blev der råbt. Han smilte tilfreds. Morede sig åbenbart over de mange ophidsede kvinder. Navia stak desperat armen i vejret og viftede den febrilsk. Jeg prøvede virkelig at holde de sure opstød inde, da Justins blik mødte mit.  "Hvad med dig? Kom herop" han vinkede mig hen. Jeg rystede voldsomt på hovedet. "Nej" hviskede jeg bestemt. Navia kiggede først på mig og så på Justin, der stadig ventede min tilstedværelse på scenen. Hun hvinede, da det gik op for hende at det var mig han mente.

"OH MY GOD?! Daniellaa, gør det!" spruttede hun og skubbede mig hårdt i ryggen. Jeg ømmede mig, mens et par eder fløj ud af min mund. Jeg skulle helt afgjort ikke op, at synge med den klamme Bieber-fyr. Publikum begydte at klappe og råbe: "Gør det! Gør det! Gør det!"

Navias ophidselse, publikums råben og Justins forventningsfulde blik, fik alligevel lokket mig op på scenen, efter en vis overvejelse. Jeg banede mig vej gennem de mange skuffede piger, med sænket hovede. Jeg brød mig aldeles ikke om, at skulle op og glo ind i Biebers brune øjne, mens mit had til ham steg til hovedet. Han slugte mig med sit blik hele vejen op til scenen. Mine lange, klodsede stænger snublede på vej op af den lille stige. Justin fór hen og greb min hånd i sidste øjeblik. "Pas, på" smilte han, til mig, uden for mikrofonens rækkevidde. Jeg trak vrissende hånden til mig og kæmpede mig op af trappen, til jeg stod på scenen. Han gestikulerede mig hen på en stol, hvorefter han kiggede glædeligt på mig, med sine store nougatfarvede øjne. Jeg vred mig lidt på stolen i afsky. Hele pladsen gloede på mig og Justin.

Han tvang mig til at kigge på ham, ved blidt at løfte min hage med sin hånd. Da vi, til min forfærdelse, havde øjenkontakt, begyndte bandet, at spille og Justin at begyndte at synge til mig. "If i was your boyfriend, i'd never let you go"

Mit blik søgte forlegent gulvet, samtidig med at hadet til denne fyr steg. Denne fyr, der troede, at han kunne lokke alle piger i sin fælde. "I can take you places you ain't never been before" fortsatte han sin succesfulde sang, hos publikum. Jeg kunne på lang afstand høre Navias hvin, da han satte sig på knæ og knugede min hånd, mod sit hjerte. "Baby take a chance or you'll never ever know"

Jeg var lige ved at skrige, over dette forfærdelige skuespil, der uden tvivl narrede alle uvidene unge piger. Jeg ville trække min hånd væk, men han knugede den bare hårdere, så hans knoer blev helt hvide. Med den anden hånd, strøg han en vildfaren hårlok væk fra min pande. Alt dette virkede sikkert så romantisk udefra, men jeg hadede det. Hadede dette øjeblik så inderligt. "I got money in my hands that i'd really like to blow"

Han kiggede en sidste gang indgående på mig, inden han kyssede min hånd, rejste sig og vendte sig mod publikum med mere kraft i stemmen. "Swag, swag, swag, on you!"

Jeg begravede hænderne i ansigtet. Dette var så ubeskriveligt forfærdeligt. Resten af sangen, sang han heldigvis ud til publikum, med kun få blikke på mig. Da den var færdig, klappede folk, røven ud af bukserne, piftede og sendte mig misundelige øjekast.

Efter at have bukket et par gange, listede Justin smilene hen til mig og bad mig følge med ham ud bagved. Jeg skulle lige til at takke nej, da han uden svar halede mig med. "Hey, du klarede det godt" roste han, lige inden vi smuttede bag scenen. "Øh, tak, men..."

"Skal vi spise sammen en dag?"

Jeg rynkede tvivlsomt og en anelse vredt brynene. Hvad bildte han sig ind? Han sendte mig et af sine colgate, stjernesmil og lagde spørgene hovedet på skrå. Jeg blussede indvendigt af had. Nu var det slut, med at opretholde den venlige facade. "Det kan du bande, på vi ikke skal"

Hans selvsikre smil, forsvandt brat og blev byttet ud med en forundret grimasse. Det var morsomt at se, hvor overrasket han blev over en afvisning. "Hv-hvad?" stammede han forvirret. "Du ved godt, hvem du taler til, ikke?" Det var nysgerrighed blandet med forvirring, der fyldte hans stemme.

"Øh, ja?" svarede jeg irritabelt.

"Jeg er jo, Justin Bieber" stadig uforstående, rystede han på hovedet. "Tillykke! Vil du have en præmie?" spurgte jeg med sarkastisk iver, der åbenbart forvirrede ham endnu mere. "Øh...?"

Nu var det ellers så selvsikre popidol pludselig tavs. "Ved du, hvad. Skal vi ikke bare sige at jeg går nu?" spurgte jeg, pegede mod udgangen og vendte mig langsomt om. "Nej, vent!"

Han greb fat om mit håndled og stoppede mig derved på vejen rundt om mig selv. "Jeg må, da lige høre, hvad du hedder?" spurgte han, næsten bedrøvet. Jeg sukkede dybt. "Daniella. Daniella fells. Og vil du slippe min hånd nu, tak?"

Han tøvede, men gav så slip. Kunne det passe, at jeg så lidt sørgmodighed i hans øjne? Nej, det var sikkert bare et af hans sædvanlige hjerteknuser tricks. Den idiot. "Farvel!"

Og med det ord, vendte jeg mig rundt og gik med lange, hastige skridt væk fra ham.

Hele tiden, med følelsen af, at et par knuste øjne fulgte mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...