Den hvide due.

Når man kun er 10 år og ens bror er blevet skudt af nogle tyskere så kan de være svært bare at fortsætte sit liv som det plejer. Sådan har Peter det. Hans storebror Emanuel er død og bliver nu hyldet som helt i hele byen. Byen er fattig, Mange ting er umulige at få fat på og der går tyske soldater rundt i gaderne. Det er i året 1942.

1Likes
1Kommentarer
1213Visninger

2. Duen

En lille lyshåret dreng kom gående. Regnen havde gjort hans halvlange lyse hår tungt af væde. Hans ansigt var helt vådt. Det var ikke regnens skyld. En tåre faldt fra det ene øje ned af hans lyse kind. Han åbnede den tunge metallåge ind til den store kirkegård. Han gik rundt af de mange stier til han fandt det rigtige gravsted. Han satte sig foran det. Han læste teksten på den imponerende gravsten:" Emanuel Larsen. født 1923 død 1942. Emanuel du vil altid huskes i vor hjerter. Må du altid hvile i fred!". Flere tåre faldt ned af drengens forgrædte ansigt. Han tog den ene arm og tørede tårerne væk med ærmet. Han ville ikke græde. ovenpå gravstenen var der udhugget en hvid due. Det troede han i hver fald indtil den rørte på sig og fløj væk. "Peter der er mad" Sagde en kvindestemme bag ham. Den unge kvinde der ejede kvindestemmen tog sin ene hånd og lagde den på Peters skulder. "Han tørede en sidste gang sit ansigt af i ærmet og rejste sig. "Tak Merete." Sagde han og så op i Meretes venlige ansigt. Merete var deres pige. Hun hjalp til i huset og hentede Peter når de skulle spise. Han tog Merete i hånden og gik hjem til deres lille hyggelige hjem. "Guuuud hvor ser du ud." Sagde hans mor da han kom ind af døren sammen med Merete. "Sikke en måde at behandle sit søndagstøj på. Nu skal det vaskes og alt muligt." Fortsatte hans mor i en smule skrapt tonefald. Normalt ville Peter have givet hende en forklaring i samme tonefald men i dag gik han bare op og skiftede til noget rent tøj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...