The Vampires Souls

Avery er bare en pige som allemulige andre piger. Men hendes bedsteveninde får livet til at tage en drejning. Det som engang var en normal hverdag, bliver nu ændret til noget hun ikke havde forstillet sig. Nye venskaber og måske en romance? Hvem ved, alt kan jo ske når man blot er 15...

5Likes
6Kommentarer
756Visninger
AA

2. Brandt inde

''Øm, jeg''. Fedt! Som hun altid sagde: ''Det skal nok gå, du kan ikke leve livet uden skrammer''. Jeg var faktisk skramt og kunne ikke få et ord ud. Skifte skole. ''Hvad skal det nu sige'', fik jeg svaret, sikkert meget usikkert, men jeg havde ikke lige set den komme. ''Ja, jeg viste godt du ville blive forbavset, men jeg er sikker på det nok skal gå'', sagde hun stift uden en mine, næsten som om hun havde øvet sig på det, hvilket jeg godt kunne forestille mig hun havde. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og lukkede øjnene lidt sammen, så jeg kunne se de små stearinlys på reolen, som faktisk ikke var de eneste stearinlys på værelset. ''Mine forældre skal også flytte, og så tager de jo mig med'', indvendte hun. Jeg tror jeg kom til at gispe en lille smule, for det gik lige op for mig hvad det betød. ''Hvor langt''? spurgte jeg, mens jeg i smug krysede mine fingre, mest for at håbe på at det bare var til et andet hus i byen, men det var jeg allerede næsten sikker på at det ikke var. ''Til Australien'', svarede hun, mens hun var ved at flække en tåre. Mit fingerkrydseri havde været forgæves. Nu viste jeg ikke hvad jeg skulle sige og heller ikke hun. Vi sad i tavshed, da jeg brød ud i gråd og tårerne strømmede ned af mine kinder, hvilket gav anledning til at hun også begyndte. Hvad ville der ske nu, den eneste jeg kunne snakke med og som vidste alle mine hemmeligheder var hende, min allerbedste veninde. Eller, Megan, Silja, Grace og jeg, var en slags firekløver og var uadskillige. Vi gjorde alt sammen og fortalte faktisk hinanden alt. Det vil blive et helvede uden Megan, pænt sagt. Lige nu havde jeg ingen ide om hvad der ville ske i skolen, når nu Megan ikke ville være der mere. ''Hvorfor har du ikke fortalt mig noget før nu, og hvornår flytter i''? Spørgsmålene veltede ud af mig, jeg havde en million, som jeg havde lyst til at stille hende. Hvorfor, hvornår og hvordan o.s.v. ''Vi flytter om tre til fem dage'', svarede hun, denne gang uden at kigge på mig. Jeg tror hun viste hvor såret jeg ville blive, Australien var langt væk..

 

En time efter havde vi fået snakket det hele igennem en del igennem, eller faktisk det hele. Jeg var stadig ikke overbevist om at det nok skulle gå, jeg var mere overbevist om at det ville blive forfærndeligt og at jeg måtte begrave mig selv i et stort dybt hul, hvor jeg kunne rådne op og så kunne jeg bare sidde der og tænke på hvor nedern mit liv ville være. Avery tag dig dog sammen. Det er ikke jordens undergang det her. Du vil overleve og få det godt igen. En indre stemme fortalte mig det samme igen og igen, men det var stadig ikke overbevisende nok. Du vil rådne op og aldrig få venskaber igen. Du er en stor taber nu Avery. Intet er det samme uden Megan og det vil det aldrig blive. Det her var lidt som en film. På den ene skulder en djævel og på den anden en engel. Bare generelt den her situation var bare som en film, en rigtig dårlig film. Jeg valgte at blive og overnatte hos hende, det kunne jeg jo ligeså godt, når det var lørdag. Vi sad og lagde neglelak da Megan pludselig siger: ''Jeg kunne godt spise en is''. Og så var jeg jo flad af grin. ''Jeg mener det'', smilede hun. Jeg rejste mig op: ''Så kom dog''. Nede i køknet var der helt mørkt og ikke til at finde rundt. Vi fumlede rundt mellerm bordene og hinanden, indtil vi fandt stikkontakten. Jeg vandrede over mod køleskabet og åbnede den øverste del som var fryseren. ''Hvor er isen''? spurgte jeg, mens jeg ledte iherdigt efter dem. ''Bagerst'', svarede hun og kom hen for at hjælpe med at finde dem. Hun fandt dem med det samme og vi satte os hen på to køkkenstole mens vi nød dem. ''Hvad er det for en underlig lugt''? sagde hun pludselig og kiggede meget spørgende på mig. Jeg kiggede rundt. ''Det ved jeg da ikke''. Hun rejste sig og gik hen mod døren ud til. Hun låste den op og gjorde tegn til at jeg skulle komme. Vi gik sammen ud, men der lugtede ikke underligt. Lugten var en meget skarp røg, som et bål. Det komme i hvertfald ikke ude fra. Så vi gik ind igen. Hvad kunne det være? Vi ignorerede det og spiste isen færdig. Jeg smed Megan's og mit ispapir ud og gik overpå sammen med Megan. Megan's dør til værelset var lukket, men en underlig mørk og kraftig røg kom ud i siderne af den. ''Det brander'', råbte jeg. Megan kiggede på mig som om jeg var sindssyg. Men da hun åbnede dåren fik jeg ret. Hele hendes værelse stod i brand. Jeg gik i chock. ''Ring til alarmcentralen, NU''! begyndte jeg pludselig at råbe. Men gjorde intet selv. Jeg var i chock og kunne ikke bevæge mig ud af stedet. ''Kom'', råbte Megan og løb ned af trappen, men jeg fulgte ikke med, stod bare og kiggede ind i flammerne, helt hjælpeløs. Megan råber noget, men jeg kan ikke hører hvad det er. Jeg kan mærke nogen eller noget tage fat i min arm, men jeg registrerede  ikke andet før det hele bliver sort. Helt sort..                                                                           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...