The Vampires Souls

Avery er bare en pige som allemulige andre piger. Men hendes bedsteveninde får livet til at tage en drejning. Det som engang var en normal hverdag, bliver nu ændret til noget hun ikke havde forstillet sig. Nye venskaber og måske en romance? Hvem ved, alt kan jo ske når man blot er 15...

5Likes
6Kommentarer
746Visninger
AA

1. Den ''nye'' nyhed

Ingen siger livet skal være godt eller skidt, man siger bare man skal have det bedste ud af det. Livet er nuet og døden er fremtid. Jeg vidste jeg ikke ville leve evigt, men blot at skænke døden en tanke, var overhovedet ikke grusomt i mine øjne. Døden var ikke noget man skulle tænke på eller tænke over, men jeg frygtede den ikke. Men var der liv efter døden? Var der mon noget jeg ikke kendte til?

 

Ilden blussede i karminen og varmede mig godt, mens jeg puttede mig under et tæppe. Månen stod på sit højeste og skinnede mellem nogle træer, ind af vinduet og dannede skygger af pynten i vinduet. Jeg slukkede for tv'et og så mig rundt i stuen. Der var tomt og stille. Jeg var alene og ventede på at mine forældre skulle komme hjem fra arbejde. De arbejede altid til sent, og gang på gang sidder jeg alene og blotter mine tanker for mig selv. Det var ikke fordi jeg kunne lide det, jeg nød stilheden, men man kunne nemt komme til at føle sig ensom når man sad alene. Mørket gjorde mig ikke bange og det havde det aldig gjort. Jeg nåede knapt at tænke tanken færdig, før døren gik op. Jeg gik ud af stuen og ud mod gangen for at studere det nærmere. ''Er der nogle hjemme''? brummede en velkendt stemme, det var min far. ''Ja'', svarede jeg tavst og gik ud i køkkenet. Jeg nåede kun til bordkanten, før jeg hørte ham sætte sin taske og trække af sin jakke. Jeg gik videre, med blikket rettet mod køleskabet og min far i hælene, som var på vej ud i køkkenet også. Jeg åbnede køleskabet og kiggede hurtigt fra hylde til hylde, om der var noget spiseligt derinde. Jeg fandt hurtigt ud af svaret, nej. Jeg lukkede det igen og hørte mig fat i baggrunden. ''Hvad leder du efter'', mumlede han og gik langsomt mod køleskabet. Jeg svarede ikke, men gik blot vidre mod frugtskålen og snuppede et æble i min højere hånd og vandrede videre, mens jeg i et snuptag tog min iphone i den anden hånd og gik videre mod gangen, for at gå op på mit værelse. ''Går du i seng''? lød min fars stemme svagt fra køknet. ''Ja, jeg er lidt træt'', svarede jeg uden at se på ham, blot med blikket rettet mod enden af trappen. På vej op af trappen møder jeg en bunke vaske tøj, men jogger over den og håber min far tager den med senere. For sådan var min far. Altid til at hjælpe og aldrig til brok, måske jeg var lidt forkælet, men jeg mente ikke det var slemt.

 

På mit værelse finder jeg en uredt seng og en tom colaflaske på mit natbord, som jeg efterlod igår. Jeg går bare forbi og sætter mig ved mit skrivebord, som sydligvis ikke er helt ryddet, men lige nu påvirker det mig ikke. Jeg er lidt træt og døsig efter at have siddet foran ilden og har ikke kræfter til at rydde alt det op. Min iphone kommer med et lille bib og jeg ved jeg har fået en besked. Jeg kigger automatisk på den og kan se at den er fra Megan. ''Hey Avery. Jeg skal snakke med dig. Kom over. Knus Megan''. Jeg kigger på klokken, kvart i 7. Det kan jeg hvis godt nå, men jeg føler ikke jeg har overskud til det. Derfor skriver jeg:'' Kan det vente til i morgen? Jeg er træt. Kys Avery''. De næste fem minutter går langsomt. Jeg sidder bare og stirrer ud i luften og venter på et svar. Nu er der gået ti minutter. Jeg beslutter mig for ikke at vente mere og bare gå i seng. Jeg når lige at tænke tanken til ende inden min iphone bib'er. Selvfølgelig er det fra Megan: ''Nej. Det haster. Kom med det samme. Kram Megan''. Jeg orker det ikke, men ud fra hendes besked er jeg nok nød til at gå ud fra at det er vigtigt. Jeg snuppede min taske og putter min iphone med dens pink cover, samt en t-shirt og en hårbørste, hvis jeg ikke orker at gå hjem igen. Sådan var det tit. Sjældent i hverdage, men nu når det var weekend, hændte det tit. Megan og jeg samt de andre piger, kom tit over for bare at snakke, men det endte altid med en pige aften, hvor der blev hygget og fortalt hemmeligheder. Men jeg håbede at det bare ville være os to alene iaften. Der var meget stille da jeg kom nedenunder og min far sov tydeligvis, men jeg smuttede omkring hjørnet og ud i køknet og fandt en lille gul blok frem, hvor jeg skrev: ''Hej far. Jeg er hos Megan. Knus Avery''. Jeg tog den og lå den ind på sofabordet, ved siden af hans kaffekop, så jeg var sikker på han så den, hvis han vågnede. Jeg smuttede ud og tog mine sko og min jakke på og gik direkte over til Megan.

Lyset på gaden var tændt og jeg blev lyst op af lygtepælene hver gang jeg gik forbi en. Jeg elskede at gå ude om aftnen, det var bare så hyggeligt, og jeg gjorde det faktisk tit, følelsen var bare så fantastisk. Jeg havde gået i fem minutter og var nu cirka halvvejs. Det viste jeg fordi jeg lige var gået forbi min barndomsven's hus. Det var Orson, han var et år ældre og gik en klasse over mig. Vi snakkede ikke sammen så meget mere, hvilket jeg var ligeglad med da han var noget af en lømmel og en værre balademager, men da vi var små legede vi altid sammen og han var faktisk min bedsteven. Sådan var det bare ikke mere, efter han var blevet syg i hovedet og troede på ånder og diverse uhyggelige ting, syntes jeg ikke vores venskab skulle vare ved. Nu stod jeg så tæt på huset at jeg kunne se Megans værelse og se hvem der var deroppe, men hvad hun foretog sig kunne jeg dog ikke se. Resten af lyset i huset var slukket og var mørkt og lidt uhyggeligt. Jeg gik ind af bagingangen som altid, det havdehun lært mig, og jeg havde gjort det siden jeg var helt lille. De fleste bruger den første dør man møder på sin vej, men jeg var blevet beordret til at bruge bagindgangen, hvorfor viste jeg ikke, men sikkert fordi jeg var en nær ven... Jeg bankede på døren og blev selv lidt forskrækket over de høje bank der kom. men straks kom en skikkelse til syne, det var Megan, som kom for at lukke mig ind hun tændte lystet og låste døren op. ''Hej'', sagde jeg, men hun tyssede på mig og gjorde tegn til jeg skulle gå ind. Hun låste døren efter mig og jeg fulgte efter hende op på hendes værelse. På vej igennem huset fanger mit blik en svag skikkelse, jeg vender hovedet for at se hvor jeg går og tør ikke se mig tilbage. Hun gjorde tydeligt tegn til jeg skulle sætte mig i sengen. Jeg var en lille smule nervøs for situationen, men blev ved at følge hende med øjnene og nærmest gik i hendes fodspor, mens mine tanker hvirvlede rundt for at finde ud af hvad hun ville fortælle mig. Straks satte hun sig ned og jeg satte min taske fra mig. ''Der er noget jeg er nød til at fortælle dig'', sagde hun trist, næsten ked af det. Jeg var lidt bange nu, hvad ville hun fortælle mig, at nogen var død? Jeg gumlede længe på svaret og viste ikke hvad svaret skulle være når hun fortalte mig den dårlige nyhed. ''Hvad er det''? fik jeg endelig sagt, efter en lang tids venten. Jeg var klar. Klar til at få det at vide. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg følte det var noget som kom til at gøre ondt indeni. Hun rettede på sin trøje og kiggede op på mig: ''Jeg skal skifte skole''..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...