Miracle


8Likes
3Kommentarer
1339Visninger
AA

2. Life takes a twist

 

Jeg havde været kærester med Zayn i 2 år idag. Han havde været meget mystisk, men havde afsløret at vi skulle på en romantisk date. Men hvor ville han ikke fortælle mig. Jeg havde brugt to timer snart på at gøre mig klar. Jeg havde den gule sommerkjole på som Zayn elskede så højt. Jeg havde sat mit hår fint op, og lagt en let make-up. Nu manglede jeg bare at Zayn skulle komme og hente mig. Jeg kunne høre en bil brumme ude foran, og en SMS rullede ind på min telefon. "Kommer du ud, smukkeste?" Det var Zayn. Jeg smilte, og puttede telefonen tilbage i min lille pung. Jeg gik nedenunder og tog mine vans på. "Vi ses mor! Zayn er her nu, jeg kommer ikke alt for sent hjem!" råbte jeg, og smilte helt for mig selv. Jeg gik ud af døren, og lukkede den efter mig. Der var stadig dejlig varmt udenfor. Jeg kunne se Zayn gennem de halvsorte bilruder. Han rettede på sit hår i bakspejlet. Han havde den cowboyskjorte på jeg godt kunne lide. Han vendte blikket fra sig selv og ud af bilruden, og fik øjen kontakt med ham. Jeg smilte til ham, og han smilte stirrende tilbage til mig. Jeg kunne mærke et stik af lykke i min mave ved det skønne smil. Der var intet der kunne ødelægge mit humør idag. Jeg åbnede bildøren og satte mig ind på det varme førresæde. "Hej smukke!" sagde han, stadig gloende. "Hej skat!" sagde jeg energisk, og tog sele på. "Hvor ser du...fantastisk ud!" sagde han. "Jeg er helt målløs! Jeg troede ikke du kunne blive smukkere!" sagde han og blinkede. "Du er nu også ret lækker!" sagde jeg og smilte grinende. "Hvor er du sød" mumlede han og begyndte at køre. "Hvor skal vi så hen, Mr. Mysterious!" grinede jeg. "I skoven!" sagde han og smilte. "Skoven?" spurgte jeg forvirret. Hvad skulle vi dog i skoven? Jeg mener, jeg elsker at være i skoven, der findes intet bedere. Men hvad skulle vi derude nu? Jeg ville få det af se når vi ankom, så jeg ville ikke plage med flere spørgsmål. Han parkerede bilen foran indgangen til skoven, og vi steg begge ud. Han låste bilen, og gik hen til mig. Hans arme fik et fast greb om min hofte, og han så "ned" på mig. Hans øjne var så smukke. Altid fulde af liv. Men der var noget over dem. En form for ensomhed. Jeg smilte, og han smilte tilbage. "Jeg elsker dig!" sagde han og kyssede mig. Jeg kyssede ham tilbage, og vi stod længe og nød hinanden. "Jeg elsker også dig" sagde jeg på vej ud af kysset. Han bed sig i læben og smilte. "Kom!" sagde han og trak afsted med mig. Vi gik med hinanden i hænderne. Det var tusmørke, og stadig dejlig lunt.  Vi kom hen til en lille "Lysning" i skoven, og der stod et bord med to stole, og en ternet dug. Det var som trukket ud af en kærligheds film. Der var Sterinlys overalt, i græsset, på træerne og på bordet. HVor var det smuk. Jeg stod helt stille med store øjne. "Er det okay?" sagde Zayn usikkert. "Det er fantastisk! Hvor er det romantisk" sagde jeg og smilte. Han trak stolen ud for mig, og jeg satte mig forsigtigt. Der stod mad på bordet. Hvordan har han dog kunne arrengrere dette? Han satte sig overfor mig, og var bare et stort smil. Vi spiste maden, og snakkede i næsten 2 timer. Det var bare den bedste dag i hele mit liv, og det var der intet der kunne lave om på nu. Intet i verden kunne ødelægge mit humør. "Skal vi ikke gå en tur?" spurgte han og smilte. "Jo, det kan vi da godt!" Han tog min hånd, og vi begyndte at gå. Vi gik længe og så på diverse dyr, himlen og snakkede om alt mellem himmel og jord. "Når vi skal flytte sammen om nogle år ikke? Så skal vi have et hus i skoven!" sagde jeg og tjattede til ham. Han smilte bare svagt, og kiggede ned i jorden. Han var så underligt trist. "Og en hund! Vi skal have masser af dyr. Åh, jeg glæder mig til at tilbringe resten af mit liv med dig" sagde jeg lykkeligt, og kiggede op på himlen. Jeg smilte, og vendte mit hoved mod Zayn. Vi fik øjenkontakt, men han kiggede ind mod skoven istedet. "Zayn?" Han ignorerede mig. "Zayn. Hvad er der galt?" sagde jeg alvorligt, og prøvede at få øjenkontakt. "Emma, der er noget jeg må fortælle dig. Måske var det ikke lige idag jeg skulle sige det, men nu må jeg altså fortælle dig det" sagde han alvorligt. "Sæt dig ned" sagde han fjernt. Jeg satte mig på en stod grå sten, og kiggede op på ham. "Jeg.. Jeg var ikke ovre ved Liam om torsdagen i sidste uge. Jeg var ved lægen" sagde han, og kiggede væk. "Hvad mener du? Fejler du noget?" sagde jeg forvirret og prøvede at få øjenkontakt. Han var stille. "Zayn. Hvad er der sket?" sagde jeg forsigtigt. Han svarede ikke, og jeg så en tåre løbe ned af hans kind. Jeg rejste mig, og tog hans hænder. "Zayn, fortæl mig hvad der er galt" sagde jeg og han kiggede mig dybt i øjnene. "Emma, jeg har fået kræft" sagde han, mens tårerne trillede ned af kinderne på ham. "Jamen, kan det helbredes?" spurgte jeg overrasket. Jeg fik ondt i maven og trang til tårer. "Nej. Det er uhelbredeligt" sagde han tomt, og græd videre. Jeg krammede ham hårdt, og græd. Græd som pisket. "Jeg har kun få måneder igen. Du er den første der har fået det afvide udover min mor og søskende" sagde han med tårer i øjnene. "Men Emma, kan du love mig en ting?" sagde han og græd. "Hvad?" sagde jeg med tårer i øjnene. "Når jeg ikke er her mere, så glem mig. Det skal ikke ødelægge dit liv af, at jeg ikke er her mere" sagde han og aede mig på kinden. "Det kan jeg ikke Zayn. Jeg vil aldrig glemme dig!" sagde jeg, og kunne ikke stoppe strømmen af tårer. Jeg vil miste den del af mit liv, der betyder aller mest. "I det mindste komme videre. Leve livet. For min skyld!" sagde han. "Det lover jeg" sagde jeg og knugede mig tæt ind til ham.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...