Mit navn på stenen der

''Et forkert sted, et forkert tidspunkt'' troede hun. Men hendes liv efter døden var mere planlagt end hun troede.

3Likes
5Kommentarer
1018Visninger
AA

3. Mit nye jeg

"Du kan lige så godt lade vær' med at prøve" sagde stemmen. Den stemme var den eneste ting der kunne gøre mig vred, lige meget hvor fløjlsblød og venlig den så var. Normalt plejede jeg bare at ignorere Alec, når jeg prøvede at have lidt alenetid. Men hans sætning, undrede mig.

"Prøve på hvad" spurgte jeg ængsteligt. Men jeg vidste allerede hvad han mente, for min hånd klappede stadig automatisk på mit brystkasse, der hvor mit hjerte engang sad. 

"Hør her Jane, din menneskelige del af dig er..... væk. Lev med det" sagde Alec munter. Hans ord fik mig til at krybe ned i et sort hul, og ønske at jeg bare forsvandt. Jeg var dømt til udødelighed. Menneske-Jane var væk. Hvorfor kunne resten af mig ikke bare forsvinde ind i mørket forevigt. 

Nej fuck det! Hvad ved Alec egentlig om det!? Vil han have mig til at tro at gamle, menneske Jane er væk forevigt!? Jeg ved at Jane stadig er derude et sted. Ikke her på jorden, men at hun svæver rundt ude i det uendelige univers og bare flyver. Om det så er i en dyb søvn eller om det er for fuld spræl og spurt. Tanken om den lykkelighed, fik mig til at kravle op fra mit sorte hul. Der kom et lille smil. Men så rungede Alec's ord i mit hoved. Hvad nu hvis gamle Jane bare ligger død i mit mørke hjerte. Tanken fik mig til at falde dybere og dybere ned i det sorte, ensomme hul. Selvom jeg ønskede at komme op til overfladen, så jeg bare til at lyset svinde mere og mere ind, jo mere jeg falder. Mine eneste reaktioner ved faldet, var min hånd der rakte ud efter lyset og mine klare, røde øjne der bare ser til. Jeg er fulstændig lammet til at gøre noget ved det. Ligesom den nat, Alec forvandlede mig. Det mørke Alec skubbede mig ned i, lemlæstede hele min krop på et sekund. Mørket kom nærmere og nærmere. Jeg havde lyst til at skubbe det væk, jeg prøvede at blive frastødt fra det. Men det var svært, mørkets intethed så dejligt indbydende ud, og jo mere jeg prøvede at kæmpe mod, jo mere faldt jeg. Jo mere jeg skreg og græd, desto mere gift og mørke kom derud af de to hårdtsiddende pæle i min hals. Min mentale fordybning blev afbrudt.

"Hvad tænker du på" spurgte Alec nysgerrigt. Først nu, lagde jeg mærke til den mørke tavshed, der havde spredt sig i mellem os. Jeg klemte hårdt mine kæber sammen, og spændte dem. Jeg spekulerede lidt over hvad jeg skulle svare. Men jeg kunne ikke fortælle ham sandheden i mine tanker. Han ville syntes jeg var skør, hvis jeg sagde at jeg havde skabt et mentalt hul i mit hoved, som jeg forsvandt ned i da han sagde sine sårende ord. Min ustabilitet blev skiftet ud med en ild af vrede, da jeg indså, han faktisk var grunden til min ulykke. Han var grundlaget til mit sorte hul. Hans ord rungede igen i mit hoved, og jeg tænkte hvad der ville ske, hvis jeg gik i struben på ham lige nu. Han ville sikkert vinde. Så i stedet for lagde jeg min hånd på armlænet og klemte hårdt til. Armlænet sagde et lille knæk og faldt på gulvet. Jeg så målløst på det aflange stykke træ i min hånd. Min egen styrke overraskede mig. Det var første gang, jeg havde ladet min vrede, gå ud til ødelæggelse. Jeg hørte en blanding af tøven og et lille suk bag mig. 

"Kom med det, hvad er du vred over" spurgte Alec med sit lille suk igen. Han var vidst ikke skræmt overfor min vrede, han troede sikkert bare det var et eller andet dumt pigeproblem, der kørte rundt i mine tanker. Nu gik min vrede i kog, da et spørgsmål dukkede op mit hoved. Min vrede tog hurtigt over mine handlinger, og jeg hoppede op af stolen i vampyrfart, og trang Alec op i krog med et hårdt greb om hans hals. 

Alec så forbavset ud, han troede vist ikke at mit ''pigeproblem'' kunne handle om ham. Men skrækken viste sig ikke i hans øjne. En snerren kom ud igennem mine sammenbidte tænder. 

"Hvorfor!" hvæsede jeg gennem min snerren. Jeg stod helt stivnet op Alec, da jeg så at han var helt uvidende, han kunne ikke binde det her sammen med et pigeproblem. Han skulle lige til at åbne munden og sige sine sårende ord igen, da jeg hårdt lagde min hånd over hans mund, ligesom da han forvandlede mig. 

"Hvorfor tog du mit liv, jeg havde et lykkeligt liv, jeg havde en familie, venner og en kæreste der elskede mig! Hvordan kunne du? Nej, hvorfor gjorde du det her mod mig, hvorfor lige præcis mig?!" råbte jeg, og prustede vredt igennem mine sammenbidte tænder. Alec's forvirrede øjne blev milde, og sagde med en let stemme. 

"Jane, jeg vil meget gerne forklare, men det dur ikke når du presser mig op krog, og truer mig på den måde. Lad os sætte os ned og lad mig fortælle" sagde han blidt, mens han løsnede en hånd ud af mit greb, og slog hånden ud mod sofaen, som en invitation. 

Jeg var splittet. Jeg ville gerne høre hans forklaring, men hvad nu hvis det bare er en fælde. Og hvis jeg så løsner mit greb, at han så ville hugge min hals over med et håndryk. Men efter som at han ikke kunne komme ud af mit greb på ham, er jeg måske en smule mere stærkere end ham. Alec havde jo sagt engang at nyfødte, ligesom mig, var noget mere stærkere end deres skaber. Men jeg troede bare det var en overdrivelse. For når jeg ser på Alec's store muskler skrige gennem hans midnatsblå skjorte, føler jeg mig som en lille mus imod en stor løve. Men måske var det ikke en overdrivelse, måske var jeg bare mere.... fysisk magtfuld end Alec. Jeg smilede indeni af selvtilfredshed. Jeg løsnede ligeså stille mit hårde greb om hans overarme og trådte tilbage. Alec udstødte et lille "argh" og tog sig til hans overarme, og gnubbede dem med fingrene.

"Du har godt et hårdt greb, Jane. Jeg sagde jo at det ikke var en overdrivelse" sagde Alec, mens han gik mod sofaen ved det store vindue. Bag gardinerne på vinduerne er der den smukkeste udsigt over New York City. Da jeg var kommet hertil, kastede jeg mig over vinduet, og kiggede ud på det smukke lys. Men mine sanser var blevet skærpede, og jeg kunne høre og se de mest forfærdelige og grufulde ting nede i ghettoen. Alec havde nemlig med vilje fundet en god stabil lejlighed, med en god udsigt, men ulempen var at det var lige i den mest beskidte og stinkende ghetto i hele New York. Jeg havde hurtigt lukket tanken ned om nydelse af den flotte udsigt, jeg havde ikke brug for detaljerne om morderne i de faldefærdige lejligheder nedenunder. Lige siden da har gardinerne været trukket for. 

Alec satte sig ned på sofaen og klappede let på pladsen ved siden af ham. Jeg slugte den klump der havde siddet der lige siden jeg slap mig forsvarsgreb på ham. Jeg satte mig helt hen til armlænet på den anden side af sofaen, og Alec rullede med øjnene og satte sig til rette i sin side af sofaen. Jeg så bare vredt på de sorte gardiner, og sagde "Forklar så". Der kom et suk fra ham, jeg så først en smule forvirret på de bekymrede øjne, men fik hurtig en hård facade igen. 

"Lad mig først lige vide, hvilken årsag du tror, der fik mig til at tage dit sølle menneskeliv fra dig og give dig et bedre og længere liv" sagde Alec med interesse i stemmen. Men ja hvad er grunden til den handling han lavede. Men at han vover at kalde mit menneskeliv sølle! Og så rose mit vampyrliv! Det fatter jeg ikke. Jeg prustede vredt ud i gennem mine sammenbidte tænder og svarede så "Jeg tror bare jeg var det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Jeg ser ingen anden god grund til hvorfor".

"Faktisk har jeg holdt øje med dig et stykke tid, Jane." sagde han med tung stemme. Nu faldt noget på plads, et par dage før jeg blev forvandlet fra menneske til vampyr, havede jeg sådan følt mig overvåget. Den samme mørke skygge ude for mit vindue havde stirret varsomt på når jeg lå i min seng, men jeg havde bare ignoreret det og sagde til mig selv at det bare var træets blade der havde skabt en illusion. Også når buskene ruskede bag mig, selvom der ingen var. Det havde været Alec heletiden. Men et eller andet undrede mig. 

"Hvorfor havde du brugt tid på at overvåge mig, hvorfor kunne du ikke bare ha' forvandlet mig fra starten?" sagde jeg.

"Som du sagde havde du et lykkeligt liv, men jeg vil jo gerne leve sammen med dig i ro og mag. Og jeg gad ligesom ikke tage mig af vrede og sorg af at du havde mistet dit lykkelige liv, men jeg vidste at selv for de lykkeligste mennesker i verden, kommer der nedture. Og den dag til festen, hvor du så din kæreste kysse med den pige, var det perfekte tidspunkt kommet. Så jeg fulgte dig ud til kirkegården med min hypnose" sagde Alec.

Jeg havde forventet at få et vredesudbrud da jeg hørte Trevor. Men jeg har ikke længere følelser for ham, han er historie nu, en dum bagatel fra mit tidligere liv. Da jeg blev til vampyr, faldt min menneskelighed og min kærlighed til Trevor. Kun had blev tilbage.

Jeg rettede mit blik mod Alec, og blinkede blidt. Jeg var smigret. 

"Så altså du vil gerne leve med mig resten af dit vampyrliv? Hvorfor lige mig?" sagde jeg forvirret, men beholdte det blide udtryk. Alec stivnede i et varmt smil. 

"Fordi Jane, jeg kunne godt se at der var ikke var mange mennesker der synes du var noget speciel, og du synes heller ikke du selv var noget specielt. Men jeg kunne se det specielle stråle om dig som en sol. Og længe havde jeg ledt efter nogen som kunne holde mig med selskab, men uden held, men så jeg din sol, og tænkte at du skulle være min" sagde han med kærlig og tryg stemme. Jeg følte pludselig længsel efter ham, efter hans kærlighed og skønhed, og jeg kunne også se længslen i hans bordeauxfarvede øjne.

Det var som om jeg var på nippet til at miste tyngdekraften, og svæve ud i rummet, men hans muskelarme holdte mig hårdt, men beskyttende, fast på jorden, og ikke ville lade mig forsvinde. Men da hans kolde hånd rørte min, kom jeg hurtigt tilbage den virkelige verden, og trak mig tilbage. Jeg var flov over den længslen jeg havde haft til ham i det øjeblik, og pakkede længslen væk, og gemte den dybt ind i mit sind. Det her var ikke det rigtige tidspunkt. Jeg var ikke parat. Alt det her med forvandlingen, fyldte for meget til at jeg kunne fokusere på et andet emne. 

Jeg så undskyldende på Alec's skuffede øjne, og rejste mig op. Alec vendte hovedet forover og ruskede let med hånden i hans hår. Han rejste sig op, og gik stille hen mod døren.

"Nå men jeg tror det er på tide at gå ud og jage. Hvad siger du?" sagde Alec henkastet, og lod som om intet var sket. Hvilket passede mig fint lige i øjeblikket. 

"Ja, lad os komme af sted. Jeg kan allerede mærke blodtørsten blusse op" løj jeg, jeg var stadig lidt mæt fra i går, men jeg havde bare lyst til at komme på andre tanker, i stedet for at tænke på mig og Alec's øjeblik.

Alec nikkede bare, også strøg vi ud af døren og ned i den beskidte ghetto. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...