Mit navn på stenen der

''Et forkert sted, et forkert tidspunkt'' troede hun. Men hendes liv efter døden var mere planlagt end hun troede.

3Likes
5Kommentarer
1022Visninger
AA

1. Alt jeg kunne huske

 

Tågen lettede over kirkegården, i det sekund min fod satte sig foran den skinnende gravsten. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var tiltrukket af gravstenen. Der lå de smukkeste roser jeg havde set rundt omkring stenen. Jeg bukkede mig ned for at snuse den duften ind. Duften var sødlig og lugtede som min mors parfume. Rosernes farve var blodrøde. Det var alt jeg huskede fra den nat. Jeg kom igen op på benene. Mine øjnes skarpe blik landede på den sorte tekst der groft var hugget ind i stenen. ’’Jane Collins, 1996-2012’’ læste jeg højt. Jeg flippede ud. Det her var ikke hvem som helst. Det var mig! Jeg faldt ned på knæ foran den stadig skinnende sten. Jeg rettede mit blik op mod stenen, og læste videre. ’’Døde under mystiske omstændigheder’’.  Flere og flere tanker fløj gennem mit hoved, indtil at mit hoved havde fundet frem til en konklusion. Det her kan ikke være sandt! Det her må være en syg joke! Men min mening blev hurtig ændret. For jeg kunne høre høje skridt omme bag den høje hæk henne ved stien. ’’jeg måtte se at komme væk, hurtigt’’  tænkte jeg. Jeg kom på benene, og begyndte at småløbe. Jeg ville ikke virke mistænksom ved at løbe. For stenene lavede klingrende lyde under mine fødder. Og jeg troede stadig bare at det var min vilde, sindssyge fantasi. men skridtene bag hækken, var nu lige i hælene på mig. Jeg satte mig til at løbe, rigtigt hurtigt. Men det der var efter mig, var hurtigere. Jeg mærkede et hurtigt greb om min mund, og noget hårdt satte sig fast i min hud. det føltes som to små pæle i min hals. Jeg ville skrige, men grebet om min mund var stærkt. Jeg vidste det her ville være enden på alt, og at det her monster ville dræne mig for alle mine kræfter, alt mit blod og al min sjæl. Indtil at jeg mærkede at monsteret ikke prøvede at tag, men give. De to pæle bristede og skød noget ud i min krop. Gift. Smerten var stor, og jeg havde lyst til at skrige, men grebet var stærkere end før. Jeg vred mig, spjættede med benene, brugte alle kræfter i min krop, men monsteret havde flere end mig. Jeg mærkede giften komme helt ned til tæerne, og jeg blev mere og mere træt og døsig, indtil alt blev sort. Og jeg var væk, pakket ned, stjålet, slukket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...