The way you make me feel <3 {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2012
  • Opdateret: 23 jul. 2012
  • Status: Færdig
Sara kommer fra Danmark, men da hun blev 12 år flyttede hun med sin mor til England, efter hendes forældre blev skildt.
Fem år efter: Sara's mor er blevet gift med Derek, og de har fået en datter.
pludselig Bliver Sara's nabo mrs Abrey, en ældre kvinde som er som en mormor for Sara, syg. Sara besøger hende hver dag.
En dag Sara er på hospitalet, støder hun ind i nogle drenge som vil ændre hendes liv på godt og ondt.
*Min første historie! No Hate!*

43Likes
40Kommentarer
12341Visninger
AA

5. Hemligheden

Hvorfor????

Jeg stod bare og kunne ikke rører mig ud af stedet, Amber fik øje på mig "Sara!" sagde hun chokeret, hun kom over imod mig, hun vidste jeg havde hørt det for tårerne væltede ud af øjnende på mig, hun gav mig et kram, jeg rev mig fri. jeg gik hurtigt ned af gangen og ind på stue 14, de kiggede alle uroligt på mig, "HVORDAN KUNNE DU LYVE FOR MIG? JEG TROEDE VI FORTALTE HINANDEN ALT! HVORFOR??" hulkede jeg, Allie begyndte og så at græde, bare fordi jeg græd. "Søde krusling, jeg ville have fortalt dig det men.." hun nåede ikke mere, for jeg kunne ikke klare mere jeg blev nødt til at gå. Da jeg kom ud fra hospitalet regnede det, jeg var ligeglad jeg havde brug for at komme væk, jeg løb over gaden og ned af nogle side gader, da jeg havde løbt et godt stykke tid kom jeg til en lille plads med et par bænke, pladsen var helt tom jeg satte mig ned.

 

 

Harry's synsvinkel

Man kunne se på Anna at hun virkelig var ked af hun ikke kunne løbe efter Sara, "Jeg går efter hende" sagde jeg og kiggede på Anna, hun smilede taknemligt "Harry..." Paul stoppede da han så hvor glad Anna blev for mit forslag, "Skynd dig!" sagde han i stedet. Jeg løb ud af døren og videre ud af hospitalet, det styrtede ned udenfor, jeg nåede lige at se ryggen af hende da hun drejede ned af en side gade, jeg råbte hendes navn men ikke højt nok til hun hørte det, jeg løb hurtigt efter hende, men hun var for hurtig måske havde hun set mig og det var derfor hun løb så stærkt? nej hun råbte jo ikke at jeg skulle lade hende værre eller noget. Jeg stoppede for at få vejret, men da jeg kiggede op igen var hun væk, jeg løb op til enden af den side gade jeg befandt mig i, jeg kiggede mig omkring der var fire veje at vælge imellem fuck man! Men så fik jeg øje på hende, hun sad helt alene på en lille plads midt i det hele, jeg gik over imod hende.

 

 

 

Sara's synsvinkel

Jeg sad bare og græd da jeg så en dreng, han kom stille og rolig gående hen imod mig, han's hår var krøllet og han hav... hey! det er Harry, uden at sige noget satte han sig ned ved siden af mig, han kunne se at jeg virkelig var ked af det så han tog min hånd og flettede vores fingrer, "Sara, hvad var det der skete tilbage på hospitalet?" spurgte han mens han slap min hånd og lagde sin arm rundt om mig, "Hun har kræft! hun vil ikke klarer den og hun sagde at de ikke vidste hvad det der var galt! hun løg for mig og vi lyver aldrig for hinanden!" jeg græd endnu mere nu. Han hev mig ind til sig, "Sara, det er jeg virkelig ked af at hører, jeg forstår udemærke din reaktion men du burde ikke være ked af det! du burde istedet nyde tiden med hende og gøre så hendes sidste tid blev mindeværdi" han bed sig i læben, OMG! han havde jo ret! Men jeg kunne ikke gøre det idag! Han rejste sig op og tog min hånd, han gik over i mod vejen han fik øje på en taxa, han piftede efter den´og den stoppede, han åbnede døren for mig og gjorder tegn til jeg skulle gå ind. "Hvor skal i hen?" spurgte taxa-chafføren, "Hospi.." Harry nåede ikke at sige mere før jeg afbrød, da jeg havde givet ham min addressen, kiggede Harry lidt underligt på mig "hvor skal vi hen?", jeg smilede "vi skal hjem til mig og have noget tørt tøj på" sagde jeg, taxa-chafføren grinte og piftede "vi ved allesammen hvad det betyder!" sagde han og løftede øjenbrynene, vi grinte allle tre. 

 

 

 Tak

Jeg stod lidt og fumlede med min nøgle, jeg vidste at Derek var taget på arbejde, for ellers ville døren ikke være låst, "Er vi ved at bryde ind?" spurgte han for sjovt, jeg kiggede seriøst på ham og nikkede, han så helt bange ud,"HAHAHA! hvor du sød Harry! troede du virkeligt på det". Jeg fik langt om længe låst døren op, og i det jeg åbnede den kom Sammy løbende imod os, jeg tror Harry fik et chok men han satte sig ned på hug og hilste på Sammy, som slikkede ham i hele ansigtet. Jeg låste døren og tog fat i Harry's arm, jeg hev ham med op til min etage, hvor han satte sig i min seng mens jeg fandt noget tørt tøj til os. Jeg fandt en pink trøje frem hvor der stod "It's okay, to be gay" som jeg havde købt til Gaypride i danmark, han rystede på hovedet "Altså jeg vil heller ikke sende det forkerte signal" han smilede til mig, jeg fik gåsehud over det hele. Jeg fandt en ternet skjorte frem, jeg viste den til ham og han tog den på med det samme "Den er rigtigt fed! Er det din?" han stod og poserede foran mit spejl, "Nej den tilhører min kæreste" jeg studerede ham, han var totalt perfekt "Ex-kæreste! jeg mener ex-kæreste! jeg kommer hele tiden til at sige kæreste" jeg kiggede ned i gulvet, han kiggede på mig "Du skal ikke være ked af det søde" han gav mig et af de der det-skal-nok-gå-smil. Da vi begge havde fået noget tørt tøj på gik vi nedenunder, "Harry, Tak! du kender mig ikke og alligevel var du der for mig! det betyder meget for mig" jeg smilede og gav ham et kys på kinden, da jeg fik en ide "Harry vi kan gå ind og hente nogle af Abrey's ting, så kan vi tage dem med over på Hospitalet" han nikkede "God ide".

 

 

 Lad os tage afsted

  Vi gik rundt og kiggede på de forskellige ting, "Nu ved jeg hvordan en indbrydstyv har det!" sagde Harry og lavede et onskabsfuldt ansigt, "Jeg skal have den, den, den og den med ! uhh og den ! den kan jeg sælge for mange penge!" Han gik rundt og pegede på de forskellige ting, jeg var flad af grin. Pludselig ringede han's telefon, vi startede med at synge med på den "I'm sexy and I know it", "Harry skal du ikke tage den?" han grinte "nåårh ja!", "Hazza, her! Hey Paul! ja vi er hjemme hos Abrey! okay vi kommer om lidt! Og gem lige noget pizza til os!" han lagde på, "Sara,haha du gætter det aldrig ! de bestiller først pizza nu ! øhm.. fordi det der skete.." det sidste hviskede han fordi han ikke ville have at jeg fik skyldfølese, han er så betænksom og sød! "Skal vi se at komme afsted? vi har billeder, bøger og computer!" spurgte jeg, han nikkede.

 

 

   Jeg forstår det bare ikke

Vi gik ned af gangen med kurs mod stue 14, jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige til hende, Harry tog fat i min arm og stoppede lidt før vi nåede stuen, han gav mig et kram og sagde "Hey Sara det skal nok gå", han slap mig og tog min hånd istedet. Da vi gik ind på stuen hånd i hånd, Paul fik øje på os først og hostede for at gøre de andre opmærksomme på os, Louis tog Allie op til sig og gik ud med hende, efterfulgt af de andre, Harry kyssede mig på kinden "stay strong girl", han lukkede døren efter sig. "Undskyld jeg blev så sur på dig Anna, Det var ikke min menig. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle håndtere det" jeg prøvede at holde tårerne inde men der var nogle få der undslap, hun tog min hånd "Det er mig, der siger undskyld Sara. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle fortælle dig det, og få dig til at forstå noget jeg ikke selv forstår" sagde hun stille, "hvor lang tid har du igen?" spurgte jeg og kiggede ned i gulvet, "Sara min skat, de tager tit fejl med sådan nogle ting!" sagde hun jeg vidste ikke om det var mig eller hende selv hun prøvede at overbevise, men det virkede ikke "hvor lang tid?" gentog jeg, "en måned plus minus" prøvede at smile, "hvor lang tid har du vidst at du var syg?" jeg var helt grædefærdig, mens jeg holdt fast i Harry's ord "stay strong girl", jeg ville ikke græde "nogle måneder" sagde hun som om det ikke var noget, "Jeg forstår det bare ikke ! jeg forstår det virkeligt ikke! alle de gange jeg kom over og brokkede mig over min mor eller Derek! alle de gange du sagde det kunne havde været værre! du vidste hvad du snakkede om og du fortalte mig intet!" jeg kunne ikke holde det inde mere, jeg brød fuldstændig sammen, "Du er min Mormor! du er min bedste ven du kan ikke bare forlade mig!", hun begyndte også at græde "Jeg ved det min skat! hvis jeg kunne ville jeg gøre det om, men det kan jeg ikke! jeg ville ikke holde det fra dig ! det var rigtigt svært ikke at sige det til dig, du er den eneste familie jeg har" jeg lænede mig ned over hende og krammede hende, sådan stod jeg i et stykke tid, indtil vi besluttede os for at lægge det bag os og nyde tiden sammen, istedet for at brokke os over der ikke var nok tid. Jeg hentede de andre ind, pizza'en var kommet.           

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...