The way you make me feel <3 {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2012
  • Opdateret: 23 jul. 2012
  • Status: Færdig
Sara kommer fra Danmark, men da hun blev 12 år flyttede hun med sin mor til England, efter hendes forældre blev skildt.
Fem år efter: Sara's mor er blevet gift med Derek, og de har fået en datter.
pludselig Bliver Sara's nabo mrs Abrey, en ældre kvinde som er som en mormor for Sara, syg. Sara besøger hende hver dag.
En dag Sara er på hospitalet, støder hun ind i nogle drenge som vil ændre hendes liv på godt og ondt.
*Min første historie! No Hate!*

43Likes
40Kommentarer
12332Visninger
AA

34. Forandring?

Sara's synsvinkel

Der var gået et par dage siden Abrey's død, og dagen hvor begravelsen skulle holdes var kommet, min mor og jeg havde arrangeret den sammen med Paul over telefon. Jeg stod helt alene inde i kapellet og beundrede billederne af Abrey, da jeg mærkede en hånd på min skulder, jeg vendte mig langsomt om og der stod Søren, min far. "Hvordan har du det?" Han sendte mig et medlidenhedsblik, jeg smilte hurtigt til ham "Fint nok" Han var kommet dagen før, jeg tror at min mor havde ringet til ham og fortalt om Abrey, det var første gang han havde besøgt mig efter vi havde flyttet sammen med Derek, men jeg var glad for at han var der. Igår havde han sagt til mig at det ville blive anderledes fra nu af, jeg håbede inderligt at han havde ret "Det er godt at høre" han hev mig ind til sig, det føltes så godt at få et kram af ham, det var lige det jeg havde brug for. Han gav slip på mig, han stod lidt og kiggede mig ind i øjnene "Du ved godt jeg elsker dig, ikke Sara?" jeg smilte og nikkede, han gav mig et kys i panden "Jeg vil gå ud og høre om der er noget jeg kan hjælpe med før folk begynder at komme" han sendte mig et hurtigt smil og vendte om på hælende, han begyndte at gå. "Hej Sara" jeg fik øje på Paul som stod i dørkarmen "Paul! Du nåede det! Hvad sagde drengende til du blev nødt til at tage tilbage?" Han blev nok lidt overvældet af min sætning, men han smilte og nikkede "ikke rigtigt noget! Men Harry har været meget omsorgsfuld, han ved der er noget galt selvom jeg har sagt flere gange at alt er fint. De andre har ikke rigtigt lagt mærke til noget" jeg fik rigtig dårlig samvittighed over at vi havde løget for Harry, men jeg vidste at det var for det bedste, for hvis nu han vidste det ville han ikke kunne nyde USA "Det lyder som Harry" Jeg smilte men han kunne se det var falsk "Sara, han vil forstå det bare rolig" Paul kom over til mig og gav mig et kram, det var ret sødt af ham for jeg vidste at han ikke var en Kramme-type. "Jeg håber du har ret" han slap mig og smilte til mig.

 

 

 

 

Bisættelsen var i fuld gang, der var ret mange i kirken men Abrey var osse et fantastisk menneske, præsten blev ved og ved med at snakke om Gud's gerninger. "Anna Abrey's resseve barnebarn Sara har også noget at sige" Præsten kiggede ned på mig fra sin høje præstestol, jeg nikkede og rejste mig. Jeg stod og kiggede ud mod en masse triste mennesker "Anna eller Abrey som jeg kaldte hende, var en fantastisk kvinde! Man kunne altid regne med hende ligemeget hvad...." Jeg stoppede, tårene der løb ned af mine kinder ville ikke stoppe og jeg havde gråd i stemmen. Jeg prøvede at tørre tårende væk men de blev ved med at komme, jeg kunne se at min far rejste sig, han kom over og lagde sin arm om mine skuldere "Hej mit navn er Søren og jeg er Sara's far. Jeg har kun haft fornøjelsen af at møde Anna Abrey en gang og det er nogle år siden, men hun betød en del for min datter! For nogle år siden flyttede Sara med sin mor til England, mens jeg blev i Danmark, på det tidspunkt var Abrey der virkelig på en måde som ingen andre var for Sara. Og det betyder virkeligt meget for mig at jeg ved at Sara havde en hun kunne regne med, når vi forældre teede os som børn. Det jeg prøver at sige er nok: Tak Abrey, Tak fordi du har været der for Sara" Jeg kiggede taknemligt op på ham, han smilte til mig og gav mig et kram, jeg kunne se ud af øjenkrogen at folk sad og var meget rørte over han's tale "Tak Far".

 

 

 

Harry's synsvinkel

"Endelig!" Jeg stod og kiggede på min telefon med helt nye øjne, jeg kyssede den for sjovt "Jeg har savnet dig! Har du savnet Farmand?" Jeg kiggede op fra min telefon og så at de andre stod og kiggede på mig som om jeg var retarderet "Hvad?" Jeg lagde den ned i lommen og tog en tår vand "Så hvornår er du blevet far?" Louis kiggede på mig med dømmende øjne "Som om du ikke selv har savnet din telefon" Jeg pegede ned på han's hånd som holdt om han's mobil "Det sagde jeg heller ikke! Jeg har bare ikke behøv for at snave den" Han løftede sin øjenbryn mens han sagde det sidste, de andre grinte "Whatever! Jeg har en masse Facebook/Twitter tid at indhente!" Jeg smed mig i sofa'en der stod bag os. Jeg havde mange nofikationer, men jeg læste kun dem fra de nærmeste, jeg trykkede ind på Sara's væg for at se hvad hun havde skrevet til video'en "Du er så ond! Hvorfor skal du altid gøre et eller andet som får mig til at elske dig endnu højere? <3 Nu savner jeg dig endnu mere ...:'(" Jeg smilede for mig selv og skrev så "Fordi jeg er så fantastisk ;)" jeg trykkede enter og kørte lidt længere op af hende væg "Sara<3 Jeg er så ked af at høre det om Abrey :'( Du skal bare ringe så er jeg der!" HVAD? jeg rejste mig som om jeg lige havde fået et chok, de andre kiggede underligt på mig "Hvad sker der Harry?" Niall kiggede bekymret på mig, jeg ignorerede ham og rullede længere op af hendes væg "Kære Sara, jeg ved det er en svær tid men du skal nok komme igennem det, du er en stærk pige hilsen os fra Liverpool" Jeg ved ikke hvorfor men jeg blev virkeligt vred over den besked, hvorfor vidste jeg intet? Jeg er hendes kæreste! Jeg burde vide det her. Uden at tænke over det kastede jeg min telefon, den ramte væggen og derefter gulvet "HVAD FUCK SKER DER?" Louis kiggede chokkeredet på mig, jeg gik ned i den anden ende af hotelværelset og tog en meget dyr vase op, jeg tyrede den ned i gulvet. Drengende kom løbende over til mig, jeg havde virkelig brug for at afreagere, Zayn kom over og lagde sine arme om mig så jeg ikke kunne bevæge mig, han prøvede at stoppe mig for at smadre flere ting, jeg prøvede at vride mig fri men han var for stærk "HARRY FORHELVET! SLAP AF!" Jeg tog en dyb vejrtrækning og han slap mig, han gik lidt væk fra mig "Det var bedre! Fortæl os så hvad sker der?" Jeg rystede på hovedet, jeg kunne mærke at tårene begyndte at løbe ned af mine kinder. Louis kom over og lagde sine hænder på mine skuldere "Harry du kan godt fortælle os det" Han prøvede at få øjenkontakt med mig, men jeg undvig han's blik, det var så pinligt min kæreste ville ikke engang betro sig til mig! Hvad var jeg så for et menneske? Måske var jeg bare ikke vigtig nok! "hun fortalte mig det ikke" jeg hviskede nærmest fordi det var så svært at sige det højt, men han hørte det "Hvad fortalte hun ikke?" han kiggede uforstående på mig "Abrey er død" jeg kiggede rundt på drengende for at se deres reaktioner, jeg så at Liam og Zayn mimede noget til hinanden, det var som om de var de eneste der ikke virkede overraskede over det, Niall kiggede bare på med åben mund og Louis vidste ikke hvad han skulle sige "Hvad snakker i om?" jeg hentydede til deres mimerie og det forstod de "ikke noget" Liam prøvede at undgå mit blik ved at kigge ind i væggen, mens Zayn kiggede på Niall "Det kan jeg jo se i gør!" Det irreterede mig sygt meget at de var så hemlighedsfulde, Liam kiggede over på Zayn som bed sig i læben "Sig det nu" Jeg prøvede virkeligt at presse dem og det virkede "Godt så....Vi vidste det på en måde godt" Zayn kiggede skammende på mig "Hvad vidste i på en måde godt?" Jeg vidste godt hvad han mente, men jeg ville have ham til at sige det højt "For et par dage siden, da vi var på vej tilbage fra Mcdonalds, overhørte vi på en måde Paul snakke i telefon med Sara om det. Paul bad os om ikke at sige noget, fordi han vidste at du så ville have det dårligt over ikke at være hos Sara" Zayn kom langsomt over imod mig "Undskyld Harry men vi .." Jeg kiggede skuffet på Zayn mens jeg afbrød ham "Jeg troede i var mine Venner! Ikke nok med det jeg troede i var mine bedste venner! Bedste venner som jeg kunne stole på! I har ret! Det var det rigtige at lyve for mig! For gode gamle Harry Styles han fortjener jo ikke rigtige venner man kan regne med!" Jeg kunne mærke hvor skuffet og trist jeg blev. Jeg rev mig hurtigt fri fra Louis og gik over imod døren "Hvor skal du hen?" Uden at vende mig om vidste jeg det var Liam "Ud og snakke med en jeg altid kan regne med ikke lyver for mig!" Ja nemlig min mor! Jeg smækkede hurtigt døren efter mig og gik ned af den lange.

 

    

 

___________________________________________________________________________________________

Hey Mennesker <3 Håber at i kan lide det ! <3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...