Det ender altid. [One Direeeeection.]

Angilina, sytten et halvt årige Angilina bliver overfaldet en aften af nogen drenge fra sin skole. En dreng kommer og redder hende, men slagene kommer til at gå ud over ham så Angilina mander sig op og går imod drengene. Hun løber hjem, uden at snakke med drengen, men han følger efter. Hun kan ikke tage ham. Sker der en lille forelskelse? Eller leger hun bare med ham?
Følg med.

8Likes
15Kommentarer
1675Visninger
AA

5. Brækket.

 

Jeg tøvede lidt, men fortalte ham så det hele. ”Wow. Så de tæskede dig?” spurgte han lidt fortumlet. ”Ja. Men Niall fik reddet mig, jeg gad bare ikke have noget med ham at gøre.” mumlede jeg. ”Hvorfor så ikke det?” ”Jeg fik skyldfølelse. Han fik bank.. Begrund af mig..” mumlede jeg. ”Så var det derfor han havde et blåt øje, og blå mærker.” Jeg tror han snakkede til sig selv.

 

”Sååå er vi her.” sagde Louis højt og dramatisk. Jeg hostede lidt og åbnede så munden. ”Louis.. Er du helt normal?” spurgte jeg lavt. Han kiggede bare chokeret på mig, og et lille fnis flød ud af min mund. Han gik ud af bilen med næsen i sky, og gik hen og åbnede min dør. ”Mange tak min gode herre.” sagde jeg fornemt, og gik stille ud af bilen. Jeg støttede på venstre, som jeg altid gør, men det var desværre min skadede fod. ”Av forhelvede.” udbrød jeg. ”Kan vi så få et ordentlig sprog.” rettede Louis. ”Jaja. Faaaaaaaaar.” svarede jeg. Jeg tog imod hans hånd da han rakte den ned til mig, og han fik mig trukket op. Han støttede mig igen ved at tage mig om hoften. Han gik meget langsomt, eftersom jeg stadig haltede. ”Stop.” sagde han pludseligt. Jeg stoppede straks op. ”Hvaaaaad?” spurgte jeg. ”Her. Hop op på min ryg.” sagde han og vendte ryggen til. Jeg tænkte lidt, men lavede så et spring og kom op på hans ryg. ”Hyp hyp Loui Hest.” sagde jeg grinende. ”Ha-ha. Hvor har du det dog sjovt.” mumlede han sarkastisk. ”Iiih ja. Jeg prøver at ignorer smerten i min fod. Som var.. Lad mig se.. Jeres skyld.” sagde jeg lidt irriteret. Han grinede bare af mig.

 

”Min... Veninde her..” Han tøvede lidt, men fortsatte. ”Har slået sin fod meget voldsomt.” sagde han så. Damen ved skranken kiggede hurtigt op, gav mig et elevatorblik og lod så sit blik glide ned på computeren igen. ”Og hun hedder?” ”Angilina Kjærulff.” svarede jeg. Hun tastede noget ind på sin computer. ”Sæt jer hen i vente rummet, så kommer der en læge om lidt og kigger på din fod.” sagde hun så efter lidt tid. Louiiiis nikkede bare og gik hen til stolene. Han satte sig på hug, så jeg kunne sætte mig på en af stolene. ”Mange tak min gode herre.” sagde jeg fornemt. Vi grinte bare af hinanden. ”Angilina Kjærulff.” Lægen var kommet ud. Han rullede med tungen da han sagde Kjærulff. Jeg var nærmest flad af grin. ”Hvad griner du aaf?” spurgte Louis dumt. ”Han kan ikke udtale mit efternavn.” svarede jeg med et grin. Han vendte ryggen til mig, og gjorde tegn til at jeg skulle hoppe op på hans ryg. Jeg stilte mig på et ben på stolen og hoppede op på hans ryg. Han traskede af sted hen til lægen, og satte mig af ved en stol. Han satte sig selv ved siden af. ”Nå.. Hvad er der så galt?” spurgte han. ”Mi..” jeg skulle lige til at sige det, da Louis afbrød mig. ”Hun f.. hoppede og slog sin fod så nu kan hun ikke gå på den.” forklarede han. Omg, han sprang jo det vigtige over! ”Jeg sprang ned fra en scene, og slog min fod.” rettede jeg. Lægen nikkede bare. ”Hvis du vil sætte dig herover så jeg kan tjekke din fod.” mumlede han, og pegede på en seng af en slags. (Aner ikke hvad det hedder.^^) ”Okay.” mumlede jeg, og hoppede på et ben derover. Han sad og prikkede til min fod, imens jeg var ved at gå til af smerte. ”Gør det ondt her? Her? Her?” og sådan blev han ved. ”Stop!” udbrød jeg. ”Forhelvede det gør ondt din nar.” sagde jeg. Louis og lægen kiggede begge chokeret på mig. ”Glo væk.” mumlede jeg. ”Du har brækket din fod. Du skal have gips på.” sagde lægen og gik ud af døren. ”Jeg. Hader. Jer.” sagde jeg surt til Louis. Han grinte bare af mig. ”Så hold dog op med at grine, din idiot!” sagde jeg vredt. Han kiggede lidt såret på mig, så jeg sendte ham et lille smil. Lægen kom hurtigt tilbage, og BUM! Så var min fod bundet ind. Jeg fik to krykker, og jeg ville så hurtigt som muligt ud derfra. "Om tre måneder kommer du tilbage." sagde han, inden jeg forsvandt ud af døren.

 

"Hvor skal vi hen nu?" spurgte jeg ude i bilen. "Vi skal.."

 

_________________________________________________________________________________________

Undskyld det korte kapitel. Skrev bare hurtigt.^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...