Det ender altid. [One Direeeeection.]

Angilina, sytten et halvt årige Angilina bliver overfaldet en aften af nogen drenge fra sin skole. En dreng kommer og redder hende, men slagene kommer til at gå ud over ham så Angilina mander sig op og går imod drengene. Hun løber hjem, uden at snakke med drengen, men han følger efter. Hun kan ikke tage ham. Sker der en lille forelskelse? Eller leger hun bare med ham?
Følg med.

8Likes
15Kommentarer
1692Visninger
AA

6. Bortført.

 

”Vi skal hen til drengene.” svarede han, og holdte øjnene på vejen. ”Og de er.. Hvor?” spurgte jeg lidt ligegyldigt, men alligevel. ”På månen!” svarede han med et smil. ”Ej hvor er du sjov!” sagde jeg sarkastisk og rullede med øjnene. ”Hvis jeg ikke tager fejl.. Og det gør jeg aaaaaldrig. Så skriver de stadig autografer.” sagde han. ”Dig? Tager aldrig fejl? Excusez-moi. Du tager som regel fejl.” sagde jeg, og blinkede til ham. ”Hvor er du dog fræk!” sagde han, og puffede til mig. ”På hvilken måååde?” spurgte jeg flabet. Han kiggede hurtigt over på mig, og grinede så. ”Den uartige måde.” sagde han, og smilte stort. ”Excusez-moi. Ej, hvor jeg dog elsker fransk!” Jeg endte med at snakke med mig selv. ”Excusez-moi. Jeg er faktisk meget artig!” sagde jeg da jeg var færdig med at snakke med mig selv. Han lænede sig lidt tilbage, og kiggede over på mig. ”Dig? Artig? Hah. Nu må jeg le.” sagde han grinende. ”Ej hvor du dum.” sagde jeg surmulende og kiggede ud af vinduet. ”Nuueh. Lille Angilina suuur?”sagde han, og rækte tunge af mig. Jeg krydsede mine arme og kiggede dumt på ham. ”Louis! Hold øje med vejen når du kører!” sagde jeg.

 

”Wee are back, fokez!” sagde Louis og sprang hen til de andre. Jeg krykkede bare stille derhen. ”Gud hvor jeg dog hader dem.” mumlede jeg for mig selv, troede jeg. ”Excusez-moi. Hvad sagde du lige?” spurgte Harry, og rullede med hovedet. ”Intet.” mumlede jeg. ”Seee selv. Hun er fræææk!” sagde Louis, og trak nogen af ordende ud. ”Du har ret.” mumlede en dreng med krøller, og vendte sit blik mod Louis. ”Vi skal skrive de sidste autografer!” sagde en mørk håret og kom ind i rummet. ”Ooh. Så du brækkede din fod?” spurgte den samme person, da han så mig. ”Nej. Jeg har det på for sjovt. Hvad tror du selv, din nar?” sagde jeg irriteret. ”Calm down.” mumlede han, og gik ud igen. ”Hvad gik det lige ud på?” spurgte Curly og Louis i munden på hinanden. ”Ha.. Ikke noget.” sagde jeg, og dumpede ned i sofaen. Curly og Louis var straks henne ved mig, og fik mig op at stå. ”Du skal da med derud.” sagde han. ”Hvad? Nej! Nej!” jeg baskede hårdt med mine arme, for at få dem til at give slip. De trak mig bare med derud. ”Fuck jeg hader jer.” sagde jeg, højt nok til at de kunne høre det. ”Se selv. Sleeeeeem.” sagde Louis, og grinede. ”Louis! Du er den værste. Jeg hader dig, mest!” råbte jeg. Han stoppede sit grineri, og kiggede såret på mig. Jeg tog mine krykker ud af Curlys hånd, og krykkede væk. Hvad jeg ikke vidste, var at jeg havde tabt min mobil.

 

”Jeg er hjemme!” råbte jeg igennem huset. Som om at nogen vil høre det. ”Hej Darling. Hvordan.. Hvad er der sket?!” hun råbte det nærmest. ”Jeg har brækket mit ben, kan du nok se.” sagde jeg irriteret. Jeg krykkede videre op på mit værelse, smækkede døren i og låste den så. Jeg smed mig i sengen, og ledte efter min mobil. ”Forhelvede da også!” udbrød jeg vredt. Jeg tog mine krykker, låste min dør op og krykkede videre ud i køkkenet. ”MOOR! Har du set min mobil?” råbte jeg. ”Nej!” råbte hun tilbage. ”Ugh!” Jeg krykkede irriteret op på mit værelse, og fandt min ekstra mobil. Jeg har fem, da jeg altid mister dem. Jeg ringede hurtigt min anden mobil op. ”Mh, jalo. Det' Louis.” sagde en stemme, med meget baggrundslarm. ”Det er pigen som hader dig.” sagde jeg irriteret. ”Nååh.. Hej.” mumlede han. ”Hvornår får jeg min mobil igen?” spurgte jeg. ”Når vi giver dig den.” sagde han. ”Og hvornår er det?” spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke.” Jeg sukkede irriteret. ”Gi' mig Niall.” mumlede jeg. ”Niall! Det er til dig.” råbte han. De var hjemme. ”Hej.” sagde han. ”Det er Angilina.” mumlede jeg. ”Heeeejsa.” sagde han glad. ”Hej.” mumlede jeg. ”Hvornår må jeg få min mobil?” spurgte jeg så. ”Når vi giver dig..” begyndte han, men jeg afbrød ham. ”Glem det!” vrissede jeg irriteret og lagde på. Jeg lagde min mobil væk, og smed mig i min seng.

 

”Dude. Din mobil ringer.” Det var min mobils ringetone.. Jeg sukkede og fandt den frem. ”Mh. Hvem der?” mumlede jeg træt. ”Drengen du hader aller allermest.” lød det. ”Agh. Hvad nu?” ”Kom i parken hvis du vil have den mobil.” sagde han og lagde på. Jeg sukkede igen, men rejste mig så og tog noget tøj på. Jeg undlod at tage makeup på, det var jo weekend. ”Mor. Jeg smutter lige hurtig.” råbte jeg i gennem huset, imens jeg tog en sko på min højre fod. ”Okay.” råbte hun tilbage, ligeglad. Jeg tog mine krykker, og krykkede hen imod parken. Jeg så Louis stå længere fremme. Jeg mumlede en masse ligegyldige ting til mig selv og krykkede så derhen. ”Lo..” mere nåede jeg ikke at sige før en hånd blev lagt foran min mund. Jeg gad ikke at gøre modstand da jeg havde på fornemmelsen hvem det var. Jeg kunne se det i Louis blik. Jeg lukkede bare mine øjne, og lod personen bortføre mig.

 

Denne mystiske person, også kaldt Curly, havde smidt mig i deres bagagerum. Som om at de er rigtige bortførere. Jeg smilede lidt ved tanken. Drengene havde ikke tænkt det ordenligt igennem, jeg kunne høre hvad de sagde. ”Hvad skal vi sige til hende?” ”At vi bortføre hende.” ”Men..” ”Intet men. Bare shy!” Sjov samtale.

 

”Angiiiiil. Du skal oooooooooooop.” sagde en stemme, og ruskede i mig. Jeg slog straks mine øjne op. ”Hej bortførere. Hvad skal vi så lave i dag?” spurgte jeg med morgenstemme. De kiggede dumt på mig, og kiggede så på hinanden. De mumlede et eller andet, også tog en mørk håret dreng ordet. ”Lære dig at kende.” Jeg nikkede og lagde mig ned igen. ”I siger bare til.” mumlede jeg, og lukkede min øjne. En af dem trak mig ud af sengen. ”Nu.” ”Agh..” jeg mumlede bande ord for mig selv, og krykkede så efter dem. ”Well, fortæl om dig selv.” sagde Louis, og smed sig i sofaen. Jeg satte mig bare på gulvet. ”Jeg hedder Angilina. Jeg er sytten, og fylder atten om ti dage. Hm, jeg bliver mobbet. Har ingen far. Ingen søskende, der lever i så fald. Jeg hader jer. Jeg har en ven der kan bruges. Jeg ryger. Jeg drikker..” og sådan fortsatte det, indtil jeg havde fortalt næsten alt. Næsten.

 

”Såå. Du ryger?” spurgte en sort håret. ”Ja. Det gør jeg.” svarede jeg, uden at kigge derhen. Jeg havde lagt mig ned på gulvet, bare for at glo op i loftet. ”Men hvad hedder I? Jeg kan kun Louis og Nialls navne..” jeg mumlede noget udtydeligt, de ikke burde forstå. ”Det Liam, Harry og Zayn.” sagde Louis hurtigt. ”Vent lidt.” mumlede jeg og trak Niall med mig. ”Hvad så?” spurgte han. ”Tus. Jeg skal bruge en tus.” sagde jeg hurtigt. ”Jeg finder lige en.” mumlede han og forsvandt. ”Her.” sagde han, da han kom tilbage. Jeg læste hurtigt på den, den vil tage lang tid at få af. Jaer man! ”Tak Niall.” sagde jeg hurtigt, og krammede ham. Jeg krykkede hurtigt ind i stuen og hen til Zayn. Jeg trak proppen af tuschen, og skrev i panden på ham. ”Zayn.” mumlede jeg, og krykkede hen til Harry. Ham tegnede jeg også i panden. ”Harry.” mumlede jeg, og krykkede hen til Liam. Lige så med ham. ”Liam.” mumlede jeg. Jeg krykkede lidt tilbage og kiggede på dem. ”Nu kan jeg huske jeres navne.” sagde jeg glad, og smed tuschen hen til Niall. ”Hvad har du skrevet i vores pander?” spurgte Harry, og prøvede at gnide det af. ”Jeres navne. Og der gååår lang tid før i får det af.” det sidste mumlede jeg bare. Zayn fandt sin mobil frem, og prøvede at se sig selv. ”Hvor lang tid tager det at få af?” spurgte Liam, og prøvede at gnide det af ligesom Harry. ”Ehm.. Sådan.. En uge.” mumlede jeg. Jeg krykkede hen og tog tuschen ud af Nialls hånd, og skrev hans navn i hans pande og gjorde det samme ved Louis. Så krykkede jeg ud på badeværelset og prøvede så godt som jeg kunne at skrive mit eget navn, i min pande jeg skyndte mig hurtigt ind til dem igen. ”Sådan. Så står vi lige.” sagde jeg. ”Næsten.” svarede Harry og gik over i mod mig. ”Jeg er ikke kilden.” sagde jeg, og krykkede hurtigt væk. Jeg gemte mig bare Niall. ”Hvorfor gemmer du dig så?” spurgte Harry. ”Eh..” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Fanget!” sagde Liam og begyndte at kilde mig. Jeg grinte ikke, jeg holdte det inde i mig selv. ”Hun er jo ikke kilden.” mumlede Liam, og lod mig være og dér brød jeg ud i grin. ”Jo jeg er. Jeg kan bare holde mit grin inde.” sagde jeg og smed mig i sofaen.

 

_____________________________________________________________________________________________

Skal det være lange kapitler, som kommer en gang om dagen. Eller korte/mellem lange kapitler der kommer et par gange om dagen?

 

God weekend, og til jer der har sommerferie, god sommerferie. (-:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...