Det ender altid. [One Direeeeection.]

Angilina, sytten et halvt årige Angilina bliver overfaldet en aften af nogen drenge fra sin skole. En dreng kommer og redder hende, men slagene kommer til at gå ud over ham så Angilina mander sig op og går imod drengene. Hun løber hjem, uden at snakke med drengen, men han følger efter. Hun kan ikke tage ham. Sker der en lille forelskelse? Eller leger hun bare med ham?
Følg med.

8Likes
15Kommentarer
1671Visninger
AA

1. Bankene..

Jeg kunne se hvordan alt luften røg ud af hende, da en af drengene slog hende hårdt i maven. Jeg kunne mærke smerten. Jeg følte med hende. Det blev for meget. Jeg løb hen til hende og holdte om hende. Det var dumt gjort. "Så lad hende dog være!" råbte jeg. De stoppede op og kiggede på mig. "Hvem er du så?" spurgte den ene af drengene. "En." svarede jeg kort. De kiggede på hinanden og nikkede. To af drengene trådte tilbage, og lod den sidste dreng stå tilbage. Jeg gættede på at det nu var lederen der stod foran mig. "Nårh 'En'. Det var dumt at afbryde os. Nu går det ud over dig." sagde han og begyndte at slå på mig, som en boksebold. Jeg fortrød intet, men udbrød små støn af smerte.

 

 

Angilina's synsvinkel.

 

Jeg mærkede hvordan alt luften røg ud af mig, og jeg sank ned på knæ. De blev ved med at slå på mig, selv efter en holdte om mig. "Så lad hende dog være." råbte personen. Mark, Morten og Mike stoppede. Jeg åbnede stille mine øjne og kiggede på ham ved siden af mig. "Hvem er du så?" spurgte Mark. "En." svarede drengen kort. Mark og Morten trådte nogen skridt tilbage og lod lederen, Mike stå tilbage. "Nårh 'En'. Det var dumt at afbryde os. Nu går det ud over dig." sagde han og begyndte at slå på ham. Jeg rejste mig stille på. Smerten flød rundt i min krop. "Lad ham være Mike." snerrede jeg. Jeg haltede hen til ham, og sparkede ham det nederste sted. Jeg hjalp drengen op og stå, og små løb væk fra ham. Jeg ville ikke se ham igen. Desværre løb han efter mig.

 

Jeg stoppede foran vores dør, og prøvede at få vejret. Jeg hørte drengen bag mig, så jeg løb ind af døren men nåede ikke at lukke den for alt blev sort.

 

***

"Jeg tror hun vågner nu." sagde min mor. Jeg åbnede stille mine øjne. Lyset var skarpt, så jeg glippede lidt med mine øjne. Det endte med at jeg tog en hånd op foran mine øjne, og opdagede at det var solen. "Hej skat." sagde min mor smilende. "Drengen her fandt dig." fortsatte hun, og pegede på drengen. Min krop stivnede. "Hej 'En.'" stammede jeg hviskende. Jeg blev straks irriteret og haltede op på mit værelse. Jeg smækkede døren i hovedet på 'En' der var fulgt efter mig.

Jeg satte mig hen ved mit skrivebord og fandt et stykke papir frem.

"Bag facaden gemmer der sig en sårbar pige, som ikke er den samme uden på. Hun bliver såret af de andres ord, men siger intet da hun ikke vil blive til grin. Hun savner venner, hun savner at være positiv og være glad hele tiden. HUn savner at vise hvad hun føler, hun savner at gå i det tøj hun synes er flot, at have det tøj på hun elsker. Men hun forandrede sig da hendes liv blev forandre. Hendes venner og veninder forsvandt ud af livet. Og hendes glæde og positivtet blev tilbage i byen. Hun er blevet sur, tilbageholdende, og negativ. Hun hader at klæde sig i sort, og få ballade. Men noget skal hun jo gøre for at få venner. Alt er forandret for hende, men hun vil have sit gamle liv tilbage."

Jeg lagde digtet i min mappe og gik ud på badeværelset. Jeg pjaskede noget vand i mit ansigt, og gik hen til mit skrivebord igen. Jeg tog min mobil, pung, nøgler og satte så musik i ørerne. Jeg åbnede min dør, og gik ned i køkkenet. Drengen var her stadig så jeg tog bare et æble, og gik igen. Jeg kunne høre min mor kalde efter mig, men jeg fortsatte.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...