A New Job { 1D }

Et af Katherine's største ønsker er at komme til at lave film og musikvideoer, præcis som sin far.
Boybandet One Direction skal med store forventninger fra deres fans, have lavet den perfekte musik-video til deres nye hit.
Så da Katherine's far siger ja til den store opgave, for Katherine med lethed overtalt ham til at hun kan at være med bag kameraerne.
Hårdt og sjovt arbejde, er hvad Katherine forventer af denne opgave, men da hun binder et godt venskab med drengene bliver hun itvivl.
- Kan hun overhovedet kalde det et arbejde mere?... Og kan to personer
der ikke gider sådan rigtigt snakke til hinanden komme i et forhold?
- Samtidig nærmer tiden sig hvor hun endelig skal flytte
hjemme fra..

30Likes
121Kommentarer
3582Visninger
AA

12. Fellings

 

Drengene havde fået os med ud på en længere køretur end før. Mig og Daniele vekslede blikke endnu engang. Vi havde siddet lige fra der vi kørte fra centret af og vekslet blikke engang imellem. Jeg smilede til hende og hun gengældte det stort. Vi vidste begge to at drengens ‘overraskelse’ ikke var noget særligt, det var bare et eller andet de sikkert lige skulle have ordnet. Jeg kun forestille mig et eller andet med en af dem skulle klippes eller sådan noget. Måske endnu et center? Jeg smilede igen, selvom tanken om et nyt center ikke lød tiltrækkende i mine øre. Det lød faktisk mere irriterende. Bilen stoppede og Zayn hoppede igen ud som den første efterfuldt af en utålmodig Niall. Daniele og Liam gik ud på samme tid og det samme gjorde Harry og mig. Niall ruskede lidt i sit ene ben – Sikkert på grund krampe, eller noget i den stil? Vi befandt os i selve hjertet af London. By, by og mere by over det hele. Jeg fnøs og mærkede nogen prikke på min skulder. Jeg vendte mig uinteresseret om og så ind i Harrys grønne øjne. Jeg løftede spørgende brynet og sank en klump i min hals. Hans stirrende øjne var ret så ubehagelige.  

’’ Hvad, Harry? ’’ Mumlede jeg og skulle lige til at vende mig om igen. Men en hånd placerede sig på min ene skulder for at holde mig hvor jeg stod. Hånden var naturligvis Harrys, han var også den der stod tættest på. ’’ Kan jeg lige snakke med dig? ’’ Spurgte han. Jeg spærrede øjende forvirret op. Harry ville snakke med mig. Det var jo slet ikke fordi han så tit gjorde det. Jeg slappede af i skuldrene og kiggede afventende på ham. Han rystede på hovedet og kiggede på de andre ud af øjenkrogen. ’’ Alene… ’’ Afsluttede han med forventningsfulde øjne. Snakke med mig alene? Harry og mig havde aldrig haft noget så specielt at snakke om at det måtte blive alene.  

 

 

’’ Em, jeg ved ik ’’ . ’’ Okay det er ikke noget spørgsmål, kom!  ’’ Afbrød han mig hurtigere end jeg kunne fuldføre min sætning. Jeg kiggede vredt på ham. Han kunne lige vove på at kommanderer rundt med mig. Jeg var ikke hans og de andre drengens assistent mere. Jeg var deres ven, ikke en Harry kunne give ordre. Han stirrede på mig i et stykke tid, før det gik op for ham at jeg ikke ville adlyde. Han greb fat i min hånd og trak mig med sig, væk fra de andre. Jeg gispede forbavset og prøvede at rive min hånd til mig, men drengen var stærkere end han så ud til. Harry så faktisk ikke engang ud til at yde det mindste. Man skulle tro han kunne trække mig med en lillefinger, for jeg kunne ikke engang få min hånd fri fra hans som holdte blidt om min. Han mente virkelig det han ville gøre eller sige.  

Han stoppede først da vi var kommet langt væk fra de andre. Jamen flot, nu skulle vi bruge en masse tid på også at finde tilbage igen. Harry var bestemt ikke min favorit lige nu. ’’ Okay hør her ’’ Sagde han og holdte forsvarende hænder op. ’’ Jeg høre og jeg håber at du har en god forklaring ’’ Brokkede jeg mig og lagde armene over kors. Harry grinte misfornøjet og klappede en enkel gang blidt til min ene overarm. Det var da godt at der var nogen der synes dette var morsomt, for jeg synes ikke. Kunne han ikke bare komme over sit grin, sige hvad han ville og så finde de andre igen?... Min tålmodighed var for alvor ved at være brugt op.     

 

 

 

 

’’ Kom nu til sagen ’’ Vrissede jeg og gav ham et strengt blik. Han grinte lidt mere, men kvælde det straks da han så mit ansigtsudtryk. ’’ Åh, undskyld ’’ Mumlede han med et lille smil, der hurtigt kunne blive overgangen til et grin mere. Jeg himlede med øjende og havde lyst til at løbe væk fra ham. Det var allerede ved at være en anelse mørkt, men en gadelygte i nærheden oplyste os begge. Der var også ved at være koldt. Alt lige nu virkede håbløst, irriterende, ondt, dumt og mange andre ord for dårlige ting. Jeg ville ikke være her med Harry alene, bare fordi han havde noget at sige som han hentydede til var vigtigt.  

’’ Zayn er… ’’ Han stoppede og sikrede sig at jeg hørte efter. Jeg fik en kvalmende fornemmelse af ren nervøsitet over at Zayns navn var indblandet i det han ville sige. Jeg nikkede og lod ham fortsætte. ’’ Zayn er en meget god dreng, Katherine ’’ Mumlede han med alvorlige øjne. Jeg var ikke i tvivl om Zayn var god, vi havde bare fået en dårlig start og vi begge havde været alt for generte til at snakke med hinanden. Første gang jeg så Zayn havde jeg også været overbevidst om at jeg kunne lide ham. Og med ordrende ’lide ham’ var det ment på den måde at jeg var en anelse forelsket i ham, men efter det med stolen havde vi begge været for generte og tilbageholdende.  

 

 

’’ Det ved jeg ’’ Snøftede jeg. Jeg var udmærket klar over hvad dette gik ud på og jeg var på grådens rand. Jeg havde hele vejen igennem været forelsket i ham, men jeg havde aldrig turdet indrømme det over for mig selv. ’’ Zayn er sådan en man kun kan elske ’’ Tilføjede han. Han snakkede i små bider af hans samtale. På den ene side irriterede det mig for det føltes lidt barnligt og på den anden side værdsatte jeg det for så kunne jeg nå at tænke det igennem hvad han sagde. Jeg så Zayns øjne for mig, så dejlige, så perfekte, så følelesvækkende.  

 

 

 

 

’’ Og han har følelser for dig, stærke følelser ’’ Han sagde det hele langsomt og alvorligt. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øre. Mine følelser for Zayn var gengældte. ’’ Harry hvordan ved du alt det her ’’ Mumlede jeg pludselig. Han fik et chok og veg et skridt tilbage. Det hele havde været så stille og alvorligt, men så bliver det afbrudt af min mumlende spørgsmål. Flot.  Han skænkede himmelen et kort blik. Hvis han sagde han havde det fra gud og himmelen var jeg klar med en lussing. Hvis det her bare havde været for at være alene med mig, vidste jeg ikke hvad jeg ville gøre. Nu havde jeg endelig set det i øjende.  

 

’’ Zayn selvfølgelig ’’ Sagde han og lyste op i et triumphende smil. Jeg rynkede panden. Havde Zayn fortalt sine følelser for mig til Harry og siden han vidste det gjorde alle de andre drenge sikkert også. Jeg sukkede. Jeg troede at det var noget Harry havde opdaget, ikke noget Zayn havde delt med dem. Jeg kunne ikke forestille mig Zayn snakke om sine følelser, men det kunne jeg jo heller ikke med mig selv. Mine følelser var kun noget jeg delte med mig selv, ingen andre.  

 

’’ Tror du ikke på mig? ’’ Spurgte han usikkert. Jeg åbnede munden for at svare, men lukkede den så igen. Jeg nikkede bare uden at kigge på ham. I stedet gav jeg mig til at kigge på vores sko. Begge skoene var af mærket converse, mine var sorte, hans var hvide. Jeg smilede for mig selv. ’’ Alt hvad jeg fortæller dig lige nu er sandt, okay? ’’ Jeg nikkede igen som svar, hvilket jeg faktisk var ret sikker på at irriterede ham, men jeg gjorde hvad jeg gjorde. ’’ Godt så ’’ Mumlede han og pillede ved det ur der var på hans venstre håndled.  

’’ En af jer må tage det næste skridt ’’ Jeg kiggede op på ham i vantro. Det næste skridt? Han gad gerne have at vi blottede vores følelser overfor hinanden? Kort sagt, så lød det som at han gerne ville have jeg kom i et forhold med hans bedste ven? ’’ Og med en af jer må tage det første skridt, så mener du mig eller hvad? ’’ Måbede jeg. ’’ Ja ’’ Svarede han uskyldigt med et lille smil. Han var dog utrolig.  

 

’’ Hvad for du ud af det her, Harry? ’’ Spurgte jeg mistænksomt. Var der ikke et ’men’ ved alt det her?. Harry rystede på hovedet, så noget af hans hår fløj rundt omkring hans hoved. Gud, hvor så det egentlig underligt ud. ’’ En glad ven ’’ Han blinkede med det ene øje og bevægede sin ene fod hen over jorden. ’’ Virkelig? ’’ . ’’ Ja, Katherine ’’ Afbrød han. Jeg nikkede afgørende. ’’ Jeg skal prøve ’’ Harry kiggede forvirret på mig. Det kom bag på ham at jeg gav mig, men dette var for min skyld ikke hans, jeg havde brug for at sige til Zayn hvad jeg følte om så alt hvad Harry havde sagt var løgn. Mine følelser skulle for engang skyld ud i verden.

Undskyld for dette både korte og kedelige kapitel, men kapitlet passer bedst sammen med det andet sådan her :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...