A New Job { 1D }

Et af Katherine's største ønsker er at komme til at lave film og musikvideoer, præcis som sin far.
Boybandet One Direction skal med store forventninger fra deres fans, have lavet den perfekte musik-video til deres nye hit.
Så da Katherine's far siger ja til den store opgave, for Katherine med lethed overtalt ham til at hun kan at være med bag kameraerne.
Hårdt og sjovt arbejde, er hvad Katherine forventer af denne opgave, men da hun binder et godt venskab med drengene bliver hun itvivl.
- Kan hun overhovedet kalde det et arbejde mere?... Og kan to personer
der ikke gider sådan rigtigt snakke til hinanden komme i et forhold?
- Samtidig nærmer tiden sig hvor hun endelig skal flytte
hjemme fra..

30Likes
121Kommentarer
3588Visninger
AA

6. Bad Dreams and the real life..

   Jeg kunne høre hendes stemme i det fjerne. Den lød som om hun var glad og havde det godt,  men jeg kunne bare ikke få øje på nogen steder. Det eneste jeg kunne få øje på var de andre drenge Jeg kiggede fra højre til venstre, endda op og ned,  men ingen Katherine.  Jeg drejede hurtigt om på hælen for at se om hun var der, men  det samme som før var det bare de andre drenge. Hendes stemme og latter fyldte mit hoved og fik  mig bare til at kigge endnu mere panisk rundt.  Hvorfor var hun her ikke? Jeg havde lyst til at råbe hendes navn om og om igen, bare for at se et skimt  af hende. Det var det eneste jeg krævede.  

Jeg ønskede at se det mørkebrune hår, de dybe, smukke  og ikke mindst interessante kastanje brune øjne. De øjne der altid tog alt min opmærksomhed og afledte mig fra alt andet. Hendes tilpas farvede hud, rødmende kinder og de lyserøde læber. Jeg ville se hende og det skulle helst være nu. Jeg ville undskylde hende for i forgårs, eller var det i går? Sige til hende at jeg var ked af at have skadet hende og undskylde igen for min dårlige opførsel. Stemmen begyndte at gøre ondt på mig og det føltes som om jeg havde fået et hårdt slag i maven. Var dette hævnen for at have skadet hende? Det gjorde ondt og jeg krympede mig sammen på gulvet eller hvad det nu var under mig Hvis Katherine også havde følt denne smerte kunne jeg ikke tilgive mig selv. Det var slemt og nu mere jeg tænkte på hende, nu mere smerte spredte sig. Min hud på maven føltes som noget jeg ikke kunne beskrive med andre ord end: Forfærdelig, virkelig smertefuld og brændende..  

Jeg trak lidt op i min trøje for at tjekke op på at den ikke gjorde. Men huden var bare rød og opsvulmet, næsten lige som en finger der er kommet i klemme mellem en dør og en dørkarm, bare værre. Jeg prikkede forsigtigt derpå og så til hvordan huden blev hvid før den hurtigt blev rød igen. Det gjorde virkelig ondt, alt for ondt. Katherines ansigt dukkede op i mit hoved og smerten spredte sig lidt mere. Hendes ansigt var trist og en masse tåge gjorde det lidt utydeligt. Hendes iriser var så mørke at det var svært at se forskellen på dem og pupillerne. For at være ærlig lignede hendes øjne bare to mørke huller fyldt med noget der fik dem til at skinne i midten af det hvide. Pludselig smilede hun forlegent og hendes øjne blev lysere indtil de var normale som de plejede. Jeg prøvede at smile tilbage, men musklerne i mit ansigt reagerede ikke, det var der ingen rundt på hele kroppen der gjorde. Smerten blandede sig med uro. Hvornår holdte den op? Dette var alt for slemt til  at måtte blive ved, jeg ville have den til at stoppe nu. Nu! - Undskyld Katherine – Tænkte jeg, men kunne ikke længere se hendes ansigt. Hvor var hun blevet af.. Og hvorfor var hun overhovedet dukket op? Tanker dukkede op næsten lige som et slags syn  om sort hård, en dirrende hånd og en hånd der greb fat i den. Fyldte mine tanker for alle andre. Det næste jeg så var ingenting, som når man havde lukket øjende. Varme spredte sig i mit ansigt og en dunkende lyd som et hjerte kunne jeg lige ane. Hvad skulle dette betyde. Hvorfor tænkte jeg dette, hvorfor så jeg dette og hvorfor mærkede jeg dette. Et øjeblik havde jeg lyst til at græde, men jeg beordrede mig selv til at lade være. Jeg kunne også råbe, måske endda skrige… Jeg kunne sidde her og skrige op om hvad jeg tænkte, følte. Bare få det ud som når man stikker hul på en bylt. Jeg kiggede rundt efter hende igen. Men hun var stadig væk og det samme var de andre drenge. ’’ Tak Zayn ’’ Hviskede en stemme snøftende i mit øre. Jeg kiggede efter personen, men det eneste der var, var en væg.  

Smerten stoppede, men i modsætning til hvad man ellers ville gøre, begyndte jeg at vride mig rundt på gulvet. Jeg strakte i hele min krop, bare for at mærke musklerne virke igen. Til sidst rejste jeg mig op og kiggede undrende rundt. Hvor var jeg egentlig? Hjørnet jeg havde siddet og tumlet på rundt i smerte, var lyst op, men ellers var resten mørkt.  

 

Jeg satte min hånd på væggen og lod den blive der til at vise mig vej imens jeg gik. Hvis jeg lod min hånd glide over væggen hele tiden, når jeg gik ind i mørket kunne det være jeg ville finde en dør eller en anden mulighed for at komme ud. Mørket omringede mig hurtigt i det jeg lod det oplyste hjørne ligge tilbage bag mig. Væggen forholdte sig glat som den var i et godt stykke tid før jeg stødte på noget der føltes anderledes. Jeg mærkede lidt mere på den og smilede triumfende da det gik op for mig at det var en dørkarm. Jeg tog lidt flere skridt og lod hånden glide med.  Noget koldt stødte på mine finger og jeg trak hurtigt hånden forskrækket til mig. Jeg åndede hurtigt ud og ind et par gange, det kolde

Måtte være min udvej. Jeg rørte igen det kolde og tog fat omkring det. Jeg mærkede lidt på det og havde lyst til at råbe af glæde. For det var et håndtag.  

Jeg trak ned i det og så forundret lyset sprede sig ud i dørkarmende, det eneste jeg skulle gøre nu var at skubbe til den. Jeg tog med en let bevægelse endnu mere fat i håndtaget og skubbede den ud af. Døren stod åben og jeg så mig chokkeret omkring. Det var så velkendt, det var jo vores tour bus! Jeg trådte hurtigt ind og lukkede døren bag mig. Jeg stønnede af lettelse, det hele så ud som det plejede. Det så normalt ud. En hånd tog fat i min og jeg vendte mig forskrækket  om med tankerne om at se et uhyre. Men det var det bestemt ikke. Det var Katherine, den pige jeg aldrig tænkte på med ro i kroppen. Hun fik mig altid rundt på gulvet i uforståelse, irritation og kærlige tanker.  

Hun var som alt andet i tour bussen, Normal, Ikke noget med misfarvede sorte øjne eller tåge der dækkede hendes ansigt.  

Hun sad og kiggede spørgende op i mine øjne. Jeg satte mig hurtigt vedsiden af hende i håbet på at kunne fortælle hende at jeg var ked af det den dag jeg ikke lige kunne huske hvornår var. ’’ Katherine ’’ Begyndte jeg med en lille stemme. Hun så interesseret på mig, men sagde ikke noget. ’’ Jeg er ked af det, virkelig det var ikke min mening at trække dig ind i de ’’ Hun tyssede afbrydende på mig med et blik der næsten var for alvorligt. Jeg ventede på at hun ville sige noget, men hun gjorde det ikke. Hun sad bare helt stille og så på mig. Jeg lod mig få fuld  koncentreret  øjenkontakt med hende og kunne næsten lige skimte min skikkelse i hendes skinnende øjne.  

Sådan sad vi i lang tid og bare kiggede hinanden med rolige øjne. Jeg åbnede munden for at sige noget, men hun tyssede irriteret på mig.  

 

Var det ro hun ville have? Katherine, datteren til ham der instruerede og filmede vores musik video, Havde igen gjort mig forvirret på mine egne følelser. Hun tog igen fat i min hånd og kiggede på mig med rolige øjne. Men de var også alvorlige, så hun næsten lignede en der skulle til at fortælle mig om at en af mine nære var død. Jeg klemte lidt i hendes hånd for at få hende til at se mere levende ud, for jeg synes hun så meget ikke-tilstede-værende ud. Hun blinkede med det ene øje og slap min hånd. ’’ Det er det eneste jeg vil have dig til at gøre ’’ Sagde hun som det første siden jeg havde set hende sidde her. Jeg kiggede forvirret på hende med et løftet bryn, men hun blinkede bare endnu en gang og smilede svagt. ’’ Zayn? ’’ Stemmen var blød, men  det var ikke Katherine for hendes mund havde været lukket da stemmen havde afledt vores opmærksomhed.  

En lille smerte spredte sig i min  ene overarm og jeg kiggede afventende på Katherine for at få en forklaring. Hun trak bare på skuldrende. Jeg begyndte ude af kontrol at rykke mig frem og tilbage.  

Et lys fik næsten det hele til at forsvinde. Jeg så panisk på Katherine der bare sendte mig det samme svage smil. Lyset tog overhånd og jeg rykkede igen på mig.  

Lyset virkede normalt igen og Nogen havde fat i min overarm.  

Jeg åbnede vredt øjende og så rundt. Jeg sad stadig i tour bussen, men Katherine var blevet udskiftet af fire drenge der sad med et bredt smil og stirrede på mig.  

- Niall? Liam? Harry? Louis? – Tænkte jeg og stirrede tlbage på dem. De så så ægte ud, for ægte til at have været en drøm. Havde det med rummet og Katherine været en drøm?... Mit eget svar var afgjort ja. Der havde overhovedet ikke været noget normalt ved det jeg havde oplevet før lyset og rykkende havde fået mig vækket, eller havd jeg nu var blevet… ’’ Du har sovet siden vi kørte Zayn ’’ Grinte Harry og gav mig et venskabeligt klap på skuldren. ’’ Men helt træt kan du ikke have været, for du vred dig totalt meget rundt på sofaen imens du mumlede alt muligt ’’ Drillede Louis og satte sig hen til mig. ’’ Det var ingen plads til os andre fordi du skulle ligge så uroligt, så vi klemte os sammen i den her sofa... Alle sammen! ’’ Harry sendte mig først et strengt blik, men brød hurtigt ud i grin med de andre. Jeg satte mig op og sofaen. De snakkede jo helt vildt og endda mega højt. Okay det gjorde de altid, men det følelede bare anderledes efter lige at være vågnet for drømmen. Eller var det et mareridt?.. Liam stoppede med at grine da han så mit forvirrede blik. Han tyssede på de andre og satte sig over på den anden side af mig i sofaen. ’’ Dagen var også hård, så jeg forstår godt at du var meget træt. ’’ Sagde han undskyldende. Mit blik der søgte rundt i alle hjørnerne af bussen blev først endnu mere forvirret, men så vældede minder frem. Det var torsdag i dag, dagen hvor vi skulle starte optagelserne i byen. Jeg huskede med et det hele. Meget tydeligt. Dagen var startet med at vi kørte ind til det afspærrede område i byen hvor vi skulle optage. Himmelen havde været en blanding af grå og lyseblå, men det havde ingen taget sig af. Kameraerne havde været tændt hele vejen igennem og vi havde gjort det godt. Så godt at Ian havde sagt at vi muligvis kunne få de sidste optagelser gjort færdige i morgen, selvom det ville have taget hele weekenden normalt og hvad tidsplanen var lagt til.  

Og så var der Katherine. Hendes hår havde hængt i dets lange længde som det plejede. Hendes skønne smil havde vist sig et par gange i løbet af dagen, selv da jeg var i nærheden af hende havde hun bare ladet den triste mine ligge og lyste sit smil ud til os, hvilket vi var blevet rat overrasket over.  

I ’ styllings-rummet ’’ havde alt også gået normalt til. Den høje og spinkle dame med navnet jeg ikke kunne huske havde stylet mig i stedet for Katherine. De så begge to ubevidste ud med hvem de valgte at style, så det med at hun måske var for genert til at være i nærheden af mig var måske forsvundet. Jeg havde ikke fået snakket alene med hende. Faktisk havde vi ikke rigtigt snakket sammen. Det eneste vi havde sagt til hinanden var da Niall havde sendt hende ud efter mad og så hun havde spurgt os andre om vi skulle have noget med. Jeg sagde nej ligesom de andre og det var det. Det havde ikke engang været direkte tale til hinanden, så på den side var der ikke noget fremskridt.  

’’ Hvor er vi på vej hen? ’’ Spurgte jeg og mærkede en forfærdelig hovedpine trænge sig på. ’’ Nando’s ’’ Smilede Niall stort. Jeg så rundt på de andre for at få beskæftiget om det var sandt. ’’ Ja, altså han blev ved med at plage, så til sidst gav vi efter for ham ’’ Svarede Liam og lød igen undskyldende. ’’ Er det fint med dig Zayn? ’’ Mumlede Louis med en alvorlig stemme, men et meget, meget useriøst ansigtsudtryk. ’’ Selvfølgelig ’’ Sagde jeg ligegyldigt og så ud af vinduet. Londons lygter og butikkernes vinduer var det eneste der lyste denne september aften op. Så længe at jeg kunne komme hjem senere og få en hovedpines pille og noget mere søvn, var jeg sådan set ligeglad med at komme ud at spise med de andre drenge.   ’’ Havde du mareridt lige før? ’’ Spurgte Niall forsigtigt. Jeg kiggede dumt op på ham og fnøs. ’’ Ja ’’ Sagde jeg afsluttende. ’’ Det så også sådan ud ’’ Svarede Niall. ’’ Fortæl ’’ Sagde Louis ivrigt. ’’ Altså hvis du har lyst ’’ Fortsatte Liam og gav mig et roligt smil. Jeg rystede hovedet uden at kigge på dem.  

Jeg vidste ikke engang selv hvad i alverden det mareridt var gået ud på. Det eneste gode, var tidspunktet med Katherine der skulle forestille at være her i tour bussen.  

Jeg huskede med et smil hvordan vi havde siddet vedsiden af hinanden og bare kigget hinanden i øjende, uden vores skuespil om had overfor hinanden var dukket op. Jeg kiggede hurtigt op og over på Louis. Han sad på den plads Katherine havde haft i den ende af mareridtet der var godt. Louis sad og snakkede med Niall som sad overfor os, så Louis bemærkede ikke hvordan jeg stirrede. ’’ Zayn, jeg havde også en gang et meget slemt mareridt ’’ Sagde Niall, jeg rettede mit blik over mod ham og bemærkede hvor utålmodig han så ud. ’’ Vil du høre det? ’’ Jeg svarede ham ikke, men sad bare og kiggede på ham med et blik jeg forsøgte at holde roligt. Uden mit svar rømmede Niall sig og begyndte. ’’ Det handlede om at alt mad her fra jor…. YES! Endelig! ’’ Afbrød han sig selv da han havde været ved at fortælle om sit mareridt.  

Jeg rynkede panden og bemærkede at bussen holdt stille. Ude foran blev et skilt med skriften ’Nando’s ’’ oplyst af nogle lamper der hang under og vedsiden af det. Niall sprang op og løb hen mod døren, parat til at farer ud når vores chauffør åbnede døren.  

’’ Skøre dreng ’’ Sagde Louis med en opgivende og sjov stemme. Jeg nikkede ivrigt og undslap et grin. Louis havde ret, Niall var skør.. Men han var også vores Niall.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...