Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2984Visninger
AA

14. Valget

        Jeg lå og stirrede tomt op i loftet. Jeg stirrede bare, talte de små firkanter, men efter at have talt halvdelen var det som om, at tallene bare blandede sig sammen til et stort rod.

       Det var enten eller... Hvorfor var det, at jeg bare ikke kunne glemme de ord?! De var som en stor byrde som bare skulle gøre det hele svære!

       Jeg hadede altid når ting var enten eller. Man kunne ikke gøre det om, det var ligesom når man ville starte på et maleri, hvis man satte en forkert streg kunne hele billedet være ødelagt.

       Jeg mærkede et lille prik i armen og lagde hovedet slapt til siden.

        Dr. Sayers stod med et nål stukket ind i armen på mig, mens hun sprøjtede det grønlige væske ind i armen på mig.   Hendes blik faldt over på mig en enkel gang, da hun opdagede, at jeg stirrede på hende.

       "Hvad er der sket med min familie?" Spurgte jeg næsten uhørligt. 

       Det var som om, at min krop havde en kamp med sig selv. Jeg havde slet ikke kræfter til noget selvom jeg havde brugt det meste af min dag på bare, at ligge og tænke over, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Flere gange havde jeg kunne mærke mine muskler spænde sig, hvor de derefter havde slappet af igen. Dr. Sayers var kommet farende hver gang mit hjerte eller puls havde sat farten op. Hun var over mig hele tiden.

       "Det kan jeg ikke fortælle dig," sagde hun og trak nålen ud af huden på mig igen.

       "Hvad vil der ske, hvis jeg bliver?"

       "Det er fortroligt," sukkede hun og lagde nålen på bordet igen. "Jeg beklager, men jeg kan forsikre dig at lige meget, hvad dit valg bliver, er der ingen der dømmer dig".

       Som om, det skulle hjælpe.

       "Dr. Sayers..."

       Vi så begge over mod døren, hvor Leo stod. Han stod i sit sædvanelige sorte jakkesæt med fine sorte skinnende sko.

       "Hvad vil du Leo?" Spurgte Dr. Sayers og vendte sig mod ham. Der var et eller andet i hendes blik som fik hårene til, at rejse sig på mine arme.

       Leo svarede hende ikke, men gik bare ind i rummet.

       Dr. Sayers sukkede endnu engang og forlod derefter værelset med kanylen i hånden. Leo så hurtigt efter hende, inden han lod sig selv dumpe ned ved siden af mig.

        Han så hurtigt på mig, inden han begyndte, at smile. Hans smil var varmt og venligt. Det var lige før, at jeg ikke kunne tage blikket fra ham igen. Der var et eller andet over det... Det var fangende. Det var som om, at da han opdagede, at jeg ikke havde i sinde at svare blev han alvorlig.

       "Hør her Valerie," sagde han og tog forsigtigt min hånd. "Jeg ved godt, at det er svært for dig, at vælge, men jeg har kun én ting at sige. Du skal holde dig selv i live, hører du! Du har ingen grund til, at give op nu. Jeg har set, hvad du har været i stand til og du er stærk nok til, at kunne overleve det her!".

       Jeg svarede ham ikke, men stirrede bare på ham som var han dum eller noget.

       Han strammede pludselig grebet om min hånd indtil den kom med et lille knæk. Han smed den fra sig og rejste sig fra sengen og stormede ud af værelset. Døren smækkede i efter ham med et brag.

       Jeg lå bare og stirrede på min hånd der nu lå oppe ved siden af mig. Han havde set, hvad jeg havde været i stand til?   Det eneste jeg var i stand til var at dræbe! Jeg havde dræbt Victoria og Twinkle, jeg var ikke andet end et monster som dræbte! Jeg var et monster!

       Jeg bed mig hårdt i underlæben og smagte blodet. En skævlen løb gennem kroppen på mig, den mindede mig om hvilket uhyr jeg var... Jeg var væmmelig!

       Jeg kneb øjnene sammen og lod den velkendte følelse overtage min krop lige så stille... Jeg kunne ikke blive her! Jeg kunne ikke gøre andet end, at ødelægge mig selv ved, at dræbe.

       Langsomt satte jeg mig op og stirrede ned på mine hænder. Mine negle var spidse og jeg var sikker på, at de katteagtige øjne var kommet tilbage. Der var intet menneske der var sådan her, jeg var anderledes, jeg var et monster.

       Hvis resten af befolkningen vidste, hvilket monster jeg var, ville jeg blive dræbt... Hvad var meningen med, at tage et valg når jeg alligevel skulle dø i sidste ende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...