Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2980Visninger
AA

7. Væk...

       Der havde været en akavet spænding mellem os hele dagen, faktisk havde jeg ikke gjort andet end, at ignorere hende. Victoria, der sad nede bagerst i klassen med et bedrøvet ansigtsudtryk. Hun tænkte, hun var bekymret for Twinkle som lå død og begravet ude i min baghave. 

       Mit blik flakkede over mod vinduet. Regnen stod ned og slog hårdt mod ruden. Endnu engang skulle jeg mindes og aftenens hendelser.

        Klokken ringede højlydt og ligesom hver dag, var klassen tømt på få sekunder.  Jeg nåede knap nok, at komme ud på gangen, da Victoria greb om min arm og slæbte mig med ned i kantinen.

       "Jeg kan virkelig ikke fatte, at Twinkel bare lige sådan stak af!" udbrød hun frustreret, da vi fandt en plads ved et af de hvide borde. "Jeg mener, hun havde det da godt hos os. Hun havde ingen grund til, at ville stikke af!"

       Jeg sukkede og lænede mig tilbage på stolen og så mig omkring. Eleverne der samlede sig omkring bordet, lærerne der gik rundt som betjente langs væggene og holdte øje med os. Ingenting var anderledes.

       "Victoria..." Hun så stift over på mig. "Twinkle skal sikkert nok komme tilbage. Det lover jeg, okay?"

       Hun lagde bare armene over kors og skød underlæben frem. "Jaja, jeg ved jo godt, at du ikke kan gøre noget," sukkede hun. "Jeg er bare så irriteret".

       Mit hjerte hamrede afsted bare af, at høre hendes stemme. Hun var virkelig bekymret for det lille døde pjok. Selvfølgelig havde jeg en form for skyldfølelse der gemte sig helt nede i min underbevidsthed, men samtidig var der en del af min hjerne der skubbede den væk. 

       "Er du sikker på, at du har det godt?" Spurgte hun pludselig.

      "Jeg har det fint," mumlede jeg selvom, at det føltes som om, at jeg var ved, at fryse ihjel. Mit hjerte hamrede afsted sammen med min puls der forsøgte, at holde takt med mit hjerte.

      "Du er altså noget bleg..."

      "Jeg har det fint!" Snerrede jeg og var kun få sekunder fra, at slå hånden ned i bordet. "Jeg har det fint..."

      Efter det der skete i frikvarteret, var det som om, at Victoria havde taget et eller andet valg om, at undgå mig. Hun var ikke i nærheden af mig resten af dagen, ikke engang da vi begge forlod skolen side om side. 

       Regnen stod stadig ned, da Victoria forlod mig. Jeg nåede lige, at opfange et svagt "farvel" da hun smækkede døren i efter sig, da hun forsvandt ind i deres hus. 

       Jeg så bare kort efter hende inden jeg selv satte kursen mod hjem. Mit hjerte hamrede stadig afsted som var det et helt maraton jeg havde løbet. Jeg ville ønske, at det bare i et sekund ville sætte farten ned til normalt tempo.

       Det føltes som om, at jeg bare slæbte min krop afsted bare for, at komme hjem til en almindelig hverdag. Alligevel var det anderledes, da jeg følte, at jeg var ved at dø. Temperetauren svingede konstant og min vejtrækning var ude af kontrol.

       Jeg nåede op til hoveddøren som jeg langsomt skubbede op for, at blive mødt af en kulde der kastede sig over mig. Først nu opdagede jeg, hvordan huset så ud. Billederne lå på gulvet, mens møbler var væltet. Vinduerne stod åbne og der lå vand under dem, mens gardinerne flagrede i vinden.

       "Hallo?" Råbte jeg gennem huset i et håb om, at  få et svar der aldrig kom. "Hallo!"

       Ingenting.

       Jeg fortsatte længere ind i huset med lydløse skridt, da jeg forsigtigt smed tasken fra mig. Der var ingen lyde overhovedet, ikke engang mine egne skridt kunne jeg høres.

       Jeg lavede et svagt knæk med nakken, da jeg pludselig blev svimmel. Jeg stoppede op og støttede mig op ad væggen. Med en hurtig vejrtrækning stirrede jeg ned i gulvet, som blandede sig sammen som en spiral. Hvad var det galt med mig?!

      Varmen lå hen over mig som en bølge, da væggen foran mig langsomt revnede med højlydte knæk. En fremmed følelse gled langsomt ind over mig, men på en eller anden måde var den ikke så fremmed igen. Jeg havde oplevet den før. 

       Mine negle gled ind i tapet overfor mig da musklerne spændtes i hele min krop. Pludselig var der en hånd der blev svunget ind foran mig, da jeg blev flået tilbage.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...