Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2973Visninger
AA

12. Uventet Reaktion

       "Valerie?" 

       Jeg vendte mig langsomt om. Det røde hår hang slapt ned omkring hendes skuldre, mens de grønne øjne stirrede mere eller mindre forvirret på mig.

       "Victoria," mumlede jeg næsten lydløst og stirrede på hende. Hun stod bare og stirrede tilbage, da hun pludselig satte i løb direkte mod mig. Hun kastede sig i armene på mig og holdte mig tæt ind til sig.

       "Hvor har du været henne?" Spurgte hun da hun trak sig en smule væk fra mig. Hendes arme var dog stadig slået omkring mig. Det var først nu, at jeg opdagede tårerne der lå i hendes øjne.

       "Det er en lang historie," mumlede jeg og lagde en hænderne mod hendes arme. 

       Hun studerede mig hurtigt, da hun endnu engang lagde armene trygt omkring mig. "Du kan fortælle det hele når vi kommer hjem".

       Jeg nikkede og kunne ikke holde et lille smil tilbage.

       Vi skyndte os hjem til Victorias hus, som åbenbart stod tomt for tiden. Da vi trådte ind ad hoveddøren tog regnen fat og folk fik straks travlt med, at komme i læ. Vi kom ind i den lille gang, hvor jeg straks mindedes Twinkle der var kommet farende direkte ind i vores ben mens hendes lille hale havde logret fra side til side. Hun kom aldrig...

       "Vi går ind i stuen," sukkede Victoria, da hun havde fået sin jakke af. "Du kan låne noget tørt tøj af mig, du tager bare plads som altid".

       Jeg nikkede smilende og gik ind i stuen. Huset var godt varmet op, pejsen brændte let og kastede et orange skær ud i rummet, tv'et kørte i baggrunden og brød stilheden.

       "Værsgo," sagde Victoria, da hun kom tilbage med et par mørke jeans og en stiberet trøje. "Fortæl så"

       Hun placerede sig i sofaen ved siden af mig. Hendes blik vandrede let hen over min krop da hun skar en grimasse. Jeg kunne godt forstå hende, jeg sad jo her i hendes sofa i en lang hvid t-shirt og lignede en druknet mus.

       "Jeg har ingen anelse om, hvem de mennesker var, "startede jeg en smule forsigtigt. Ærligtalt, så havde jeg ingen anelse om, hvor jeg skulle begynde. "Jeg vågnede op inde på et eller andet sindssygt hospital med overvågningskameraer og det hele. Også sagde de alt muligt underligt og politiet var indblandet - ".

       Jeg blev afbrudt, da nyhederne slog igennem oppe på tv'et. 

       " Det kan nu bekræftes, at den 16-årige Valerie Adams blev fundet død i morges kl. 05.25. Elise og James Adams er endnu fortsat forsvundet, men Politiet har dog udtalt dem om, at de er sikre på det samme resultat som med Valerie. Den unge pige var blevet brutalt myrdet og det var hurtigt bestemt, at hun ikke kunne reddes...."

       Jeg stirrede i chok på skærmen. Død? Hvordan kunne jeg være død?! Jeg sad jo lige her sammen med Victoria. Jeg havde ingen alvorlige skader overhovedet, jeg havde det jo fint! Jeg var ikke død!

       "Valerie," spurgte Victoria og brød min trance. "Hvad er det de siger? Jeg forstår det ikke, hvordan kan de sige, at du er død, når du sidder lige her?" 

       Hun lignede en der var ved, at bryde sammen i gråd, da hun langsomt så over på mig. Der var tårer i hendes øjne, da hun langsomt rejste sig fra sofaen.

       "Victoria, de lyver jeg er jo lige her," sagde jeg hurtigt og rejste mig. "Du ved de lyver. Hvis jeg var død, hvordan skulle jeg så kunne stå lige her".

       "Hvad er der sket?!" udbrød Victoria og slog hænderne ned i siden. "Valerie de siger du er død! Hvorfor siger de det?!"

       Jeg begyndte at gå hen imod hende, da hun pludselig skreg op: "HOLD DIG VÆK!"

       "Victoria?" Jeg havde aldrig regnet med, at hun ville råbe ad mig. Hun havde aldrig bedt mig om, at holde mig væk. Jeg fortsatte nærmere, da hun i en pludselig bevægelse slog ud efter mig.  En nu velkendt følelse løb gennem kroppen på mig, det var som en sitren, da jeg langsomt trådte væk fra hende med usikre skridt. Hendes øjne var kun fokuseret på mine... Hun så dem, hun stirrede direkte ind i dem. 

      Jeg kunne mærke tårerne presse på des længere væk jeg kom. Det var først nu jeg opdagede det.        "Victoria, du skal væk. NU!" Jeg nåede ikke, at gøre mere, da det bølgede op fra jorden. Der gik kun få sekunder, inden det greb om hende som var hun intet andet end en kludedukke. Hun skreg på livet løs og jeg kunne ikke andet end at se på og skrige panisk. Det skulle stoppe, det skulle lade hende være!!

       Grebet strammede sig om hende, da blodet pludselig ramte hele gulvet som en bølge af vand. Jeg så Twinkle for mig, hvordan det samme var sket med hende.

      Jeg rystede over hele kroppen, da jeg så ned på mine lige så rystende hænder der nu var dækket af blod....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...